Bialowiezas bisoner – Europas sidste kæmper

Europæisk bison. Bialowieza Nationalpark, Polen (foto © Rune Engelbreth Larsen).

Europæisk bison er den sidste af de store landlevende kæmper i Europa, og den var meget tæt på total udryddelse i midten af 1900-tallet, før redningsaktionen satte ind. I dag er den genudsat i Bialowieza-skoven i Polen, der var dens sidste levested i det fri, og efterfølgende i en lang række europæiske lande, også Danmark …

Halvskjult bag græsset kommer Europas største landlevende dyr ud af en af Europas vildeste skove i det østlige Polen, Bialowieza.

Hannen kan veje op i nærheden af 1 ton, nå en skulderhøjde på næsten to meter og en længde på op til tre og en halv meter – fire meter, hvis halen er lang nok. Den kan galoppere 60 km/t, forcere tæt skov, søer og floder og er sågar en god springer. Den er et gemytligt dyr, og hvis man ikke kommer alt for tæt på og i øvrigt ikke generer den (især ikke, når der er kalve), kan man roligt og respektfuldt nyde synet af den i naturen på afstand.

Engang kunne arten tælles i millionvis i Europa, men den blev et yndet byttedyr for menneskene efter sidste istid og er gradvis blevet decimeret og fortrængt i en sådan grad, at den for blot et århundrede siden var tæt på total udryddelse. Efter at den sidste vildtlevende visent blev skudt i begyndelsen af det 20. århundrede, var den samlede bestand nede på kun 54 dyr med sikker herkomst – alle i europæiske zoologiske haver (Kunstmann 2003).

Historisk udbredelse af europæisk bison. Det lysegrønne område markerer udbredelsen efter sidste istid for små 12.000 år siden, og det mørkegrønne område en omtrentlig udbredelse frem til højmiddelalderen. I Danmark er det sidste knoglefund, der blev fundet i Bøgesø Mose, dog fra omkr. år 500, men spørgsmålet er, om det er kongler fra handelstrofæer? Ifølge en ældre vurdering i Journal of Mammalogy har europæisk levede formodentlig levet i Schweiz i middelalderen, er nævnt i Sverige i det 11. århundrede og har muligvis levet i England i det 12. århundrede (Ahrens 1921), hvilket muligvis sandsynliggør, at den også kan have levet i dansk natur i det 6. århundrede. De røde pletter viser, hvor de sidste bestande levede frit i begyndelsen af det 20. århundrede: Bialowiezaskoven og Kaukasus. Arten blev næsten udryddet i begyndelsen af århundredet, men blev reddet af et omhyggeligt avlsarbejde med udgangspunkt i de sidste 54 individer fra zoologiske haver (kort: Wikipedia).

Efter et begyndende og omstændeligt avlsarbejde blev en lille flok bisoner i 1929 udsat i et indhegnet reservat i Bialowieza. I perioden 1952-66 kunne 38 bisoner sættes helt fri i området igen, og i 1953 begyndte genudsættelsen i den hviderussiske del af skoven.

I Bialowieza tilskudsfordres bisonerne stadig om vinteren, men det er en praksis, man har talt om at indstille, så de store vilde dyr i den store vilde skov kan løsnes helt fra det sidste bånd til både menneskelig plage og pleje. Desværre trækker andre interesser i den modsatte retning – f.eks. ønsket om at lette turisternes fotografering af dyrene ved foderstederne.

 

Et andet og ikke mindre problem er, at europæisk bison ikke er en decideret skovart. Det har man tidligere troet, fordi dens sidste levesteder var skov, men virkeligheden er nok snarere, at den blev fortrængt til skovene (bl.a. som følge af menneskelig jagt, landbrug, sygdomme og naturens generelle fragmentering), og så har man været for hurtige til at konkludere, at det nok var dér, den naturligt hørte til.

Undersøgelser af udsatte bisoner har vist, at dyret i dag synes at kunne tilpasse sig forskellige habitater forholdsvis fleksibelt, men at græsland foretrækkes. En studie af udsatte europæiske bisoner i Rothaargebirge i de tyske delstater Nordrhein-Westfalen og Hessen konkluderer f.eks.: »Generelt udviste dyrene præferencer for granskov, stormfaldne arealer og græsland. De undgik bøgeskov og andre strukturer som beboelser og områder med skovbrug og fyrretræsplantager (…) Stormfaldne arealer og andre løvskove blev kun foretrukket om foråret. Granskove blev undgået om foråret, men foretrukket senere samme år. Veje og vandløb blev foretrukket i den indledende fase efter udsætningen. Græsland blev løbende foretrukket, og bøgeskove blev løbende undgået.« (Schmitz 2015).

 

Videnskabelige analyser af isotoper af kulstof og kvælstof i de ældste europæiske bisonknoglefund afslører også et fødevalg, der tyder på, at den store planteæder oprindelig har foretrukket åbne landskaber frem for skove, da den levede frit i Nordeuropa efter sidste istid (Bocherens 2015). 

Professor Dr. Hervé Bocherens, som er en af forskerne bag analysen af knoglefundene, har fremført, at den »stærkt truede europæisk bison ville have meget bedre odds, hvis den – som den gjorde i fortiden – levede i åbne landskaber, der ville tilbyde et meget bredere fødespektrum« (ScienceDaily, 12.2.2015).

Det bør selvfølgelig få konsekvenser for valget af naturområder, hvor den (gen)udsættes fremover, idet man skal satse mere på åbne vidder – også i Danmark.

Forskel på generelle træk ved hulemalerier af steppebison og visent (europæisk bison), jf. Soubrier et al. 2016

Visse studier foreslår i øvrigt, at den store europæiske græsæder muligvis har en noget uventet oprindelseshistorie. En kombination af DNA-analyser og nærstudier af stenalderens bison-hulebilleder tyder på, at den kan være en krydsning mellem to uddøde arter – steppebison og urokse (Soubrier, J.: 2016).

Forhistorisk DNA fra en række knoglefund af 14.000-50.000 års ælde er indgået i undersøgelserne og »suggests some form of introgression from cattle or a related Bosspecies«. 

 

Endvidere kan der muligvis ses et skifte i hulebilledernes bison-repræsentationer, som indikerer steppebisons uddøen og europæisk bisons efterfølgende dominans: »… two distinct morphological forms of bison are clearly apparent in cave art: a long-horned form similar to modern American bison [fig. a] (which are thought to be descended from steppe bison), with very robust forequarters and oblique dorsal line, and a second form with thinner double-curved horns, smaller hump and more balanced body proportions [fig. b], similar to wisent.«

 

Denne forskel, der tidligere blevet set som kunstneriske stil-forskelle, fortolkes nu af visse forskere som bekræftelsen på et epokalt snit mellem to økologisk og morfologisk forskellige arter, idet afbildninger, der ligner steppebison, er udbredt i hulekunst fra før 18.000-22.000 år siden, mens afbildninger, der ligner europæisk bison, er udbredt i hulekunst fra ca. 11.000-17.000 år siden.

 

Det er dog ikke alle, der er enige. Alexander Hassanin fra Naturhistorisk Museum i Paris er f.eks. ikke overbevist om en krydsning mellem steppebison og urokse, men hælder derimod til, at både steppebison, amerikansk bison og europæisk bison i virkeligheden er én og samme art, forskellene til trods (Nature.com, 18.10.2016).

Solopgang over Bialowieza Nationalpark i det østlige Polen. Her lever et halvt tusind bisoner (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Redningsaktionen af den europæiske bison var lige ved at komme for sent, men selv om der kun var en bekymrende lille genpulje tilbage, klarer arten sig, og selv om det er en sandhed med modifikationer, er det næppe helt galt at kalde den en af Europas største successer inden for naturbeskyttelse. Derfor sætter den naturligvis ikke mindst sit præg på reklamer og vartegn i og omkring Bialowieza. 

Uanset oprindelse er og bliver europæisk bison en vigtig nøgleart, som kan gavne naturen, hvis den udsættes under de mest optimale forhold. At den samtidig er en naturoplevelse med publikumstække gør jo ikke noget, men lad os opleve den dér, hvor den trives bedst. 

 

Over halvdelen af verdens bestand lever i dag i det fri. De fleste i Polen, Hviderusland, Rusland og Ukraine, men mindre bestande findes bl.a. også i Frankrig, Litauen, Rumænien, Tjekkiet, Slovakiet, Spanien, Holland og Tyskland, og som tidligere nævnt også i Danmark siden 2010. Ifølge European Bison Conservation Center passerede den totale bestand 6.000 i 2015, heraf over 4.000 i naturen.

I 2010 blev de første visenter udsat i Danmark, da Randers Regnskov og Aage V. Jensen Naturfond foranledigede en udsættelse ved Vorup Enge, syd for Randers. I 2012 fulgte Naturstyrelsen efter og udsatte syv polske bisoner bag hegn i et 200 hektar stort område i Almindingen på Bornholm. I september 2017 er endvidere udsat bisoner i Merret Skov på Lolland.

 

I 2017 skal det besluttes, om hegnet omkring bisonerne i Almindingen skal fjernes, og om dyrene således får lov til at blive helt frie dyr på Bornholm – ligesom krondyr og rådyr er i det meste af landet. Det ville i og for sig være en visionær beslutning, ikke blot til gavn for bisonen, men i princippet til gavn for naturen i øvrigt, for der er brug for store planteædere, som kan græsse året rundt og skabe variation i naturen. 

Og dog. For måske er det spørgsmålet, om det vitterlig er den rette løsning, eller om det ikke blot vil skabe unødige konflikter, hvis de store dyr ender med primært at tage sig af buffeten ude på landmandens marker?

 

Måske er det bedre at udvide indhegningen markant, rydde større nåletræspartier, end Naturstyrelsen allerede har gjort, for at skabe betydeligt større skovsletter, så bisonerne får meget mere lysåben mosaik-natur i Almindingen – se f.eks. forslaget: Naturnationalpark Almindingen

 

En anden (eller supplerende) mulighed for kæmpen mange steder i Danmark kunne til gengæld fremadrettet være den åbne klit-natur, som det foreslås af danske forskere, der har undersøgt vigtigheden af at genetablere dynamisk klit-natur med plads til kysterosion, stormpåvirkninger og græsning – og som netop peger på europæisk bison (Brunbjerg m.fl. 2014). 

Rune Engelbreth Larsen (senest opdateret: oktober 2017)
Tak til Aage V. Jensen Naturfond og private givere for støtte til foto-ture og udarbejdelse af manuskript

Litteraturliste

Apropos Europæisk bison – andre artikler fra Naturzonen.dk

Döberitzer Heide, Tyskland – fra militært øvelsesterræn til vildnis

Kraansvlak, Holland – bisoner, vildheste og vildokser

Bisonskoven i Almindingen på Bornholm

Bisoner ved Vorup Enge

Bisoner i Merritskov, Lolland

Lidt fotos af Bialowiezas bisoner (foto © Rune Engelbreth Larsen)

STØT NATURZONEN.DK – VILDERE NATURFORMIDLING UDEN BETALINGSMUR

De etablerede onlinemedier vil gerne have mere gratis indhold, men vil samtidig tjene på den annoncetrafik, som ulønnede skribenter tiltrækker. Derfor går flere freelancere solo og skriver på egne eller fælles netmedier for at bevare den fulde ret over egne tekster og måske selv tjene lidt på webtrafikken – samtidig spares læsere for betalingsmure og forstyrrende annoncer.

Naturzonen.dk er en fri fugls annoncefri platform med særegne natur-vinkler, som du ikke finder i de etablerede medier, og du kan frit downloade alle sidens fotos til privat brug eller ikke-kommerciel brug på nettet. Naturzonen.dk er gratis, men ikke omkostningsfri, og har du råd og lyst, kan du hjælpe med at holde siden på vingerne. Det er tids- og ressourcekrævende at bidrage på kvalificeret vis til den naturpolitiske debat og beskrive og fotografere naturområder over hele landet. Naturzonen.dk forsøger begge dele, og du kan støtte på forskellige måder:

 

Du kan indbetale et vilkårligt beløb via MobilePay: 40 88 52 25.

Du kan give forfatteren en håndsrækning og samtidig blive oplyst ved at købe bogen Vildere vidder i dansk natur.

Du kan støtte forfatteren og oplyse en større kreds ved at booke (eller få andre til at booke) forfatterens naturforedrag.

 

NATURZONEN.DK er skrevet og fotograferet af Rune Engelbreth Larsen, der er idéhistoriker og forfatter til en række kulturhistoriske og politiske bøger, men i de senere år har beskæftiget sig mest med dansk natur, bl.a. i bøgerne Danmark er en kvinde – på genopdagelse i den danske natur (2009), Den danske naturs genkomst (2014) og Vildere vidder i dansk natur (2017). Hvor ikke andet er anført, er al tekst og alle billeder på Naturzonen.dk © Rune Engelbreth Larsen

RUNE ENGELBRETH LARSEN | FACEBOOK | TWITTER | HUMANISME.DK | POLIFILO.DK | FORLAGET DANA |

 

TAK TIL AAGE V. JENSEN NATURFOND & PRIVATE GIVERE FOR STØTTE

TAK TIL KLOGE HOVEDER FOR RÅD OG VEJLEDNING

  • Rune Engelbreth Larsen på Facebook
  • Rune Engelbreth Larsen på Twitter
  • Rune Engelbreth Larsen på Instagram