Ord og billeder af Rune Engelbreth Larsen
STØRRE, VILDERE OG NATURLIGERE NATUR
Forslag: Naturnationalpark Almindingen
Forslag til at gøre ca. 2.500 hektar af statens og regionskommunens naturarealer i Almindingen på Bornholm vildere og mere selvbærende bag et ca. 37 kilometer langt hegn med fuld offentlig adgang (grafik © Rune Engelbreth Larsen). Forslaget er under løbende udvikling og revision.
NATURNATIONALPARKER SOM BRIKKER I EN OMKOSTNINGSEFFEKTIV NATURZONE UDEN AREALOPKØB
Her følger en online-version af forslaget til Naturnationalpark Fussingø & Læsten Bakker fra Rune Engelbreth Larsens bog Danmarks genforvildede natur (2020). Forslaget er en bearbejdet version på baggrund af det naturnationalpark-konceptet, der oprindelig blev præsenteret i forfatterens foregående bog, Vildere vidder i dansk natur (2017). Bøgerne har inspireret politikerne til at arbejde videre med vildere natur i danske naturnationalparker, der bl.a. er beskrevet som et mål i Socialdemokratiets regeringsgrundlag i juni 2019.
1. INTRODUKTION
Flere og flere fastslår, at de største trusler mod natur og biodiversitet er manglen på plads, hvor naturen kan udfolde og forandre sig som natur. Der er således udbredt konsensus blandt en bred vifte af toneangivende forskere om vigtigheden af dynamisk frem for statisk natur i større sammenhængende og mere selvforvaltende naturarealer uden skovbrug og landbrug, hvor naturlige vandforhold i videst mulig udstrækning genetableres, og hvor der udsættes en vifte af helårsgræssende dyr uden tilskudsfodring (Svenning m.fl. 2012, Petersen m.fl. 2016, Ejrnæs m.fl. 2017, Fløjgaard m.fl. 2017, Møller m.fl. 2018).
Hvis vi ønsker en forbedret naturtilstand, skal naturens dynamiske processer med andre ord have plads til at virke så uhindret som muligt i store og vildere naturområder, hvor biodiversitet har førsteprioritet – i det følgende omtalt som naturnationalparker.
Men hvorfor »genskabe«? Hvorfor ikke bare stoppe alle naturforarmende indgreb og lade naturen være natur, hvor det er muligt? Det er naturligvis også det tilstræbte mål i selvforvaltende naturområder, men ofte kræver det alligevel en indsats, først og fremmest indledningsvis.
Ganske vist er arterne evolutionært udviklet over hundredtusinder eller millioner af år i naturlandskaber uden menneskelig indgriben og kan derfor sagtens klare sig uden forvaltning og pleje, men hvis vi umiddelbart overlader naturarealer til sig selv i dag, vil mange økosystemer kun vanskeligt opnå en gunstig naturtilstand uden en aktiv indsats på grund af de langsigtede negative effekter af mange generationers intensive ressourceudnyttelse og artsudryddelse.
Lader vi f.eks. skoven være urørt uden andre tiltag, vil naturen ofte reproducere eller forværre produktionsskovens mørke, ensartede og artsfattige skovstruktur mange år fremefter i stedet for at udvikle varierede levesteder til en naturlig mangfoldighed af arter. Det skyldes bl.a., at så godt som alle vore terrestriske arter er udviklet i store sammenhængende naturlandskaber med mange forskellige græssende dyr, hvoraf hovedparten er bortjaget eller udryddet i dag – selv husdyrgræsningen, der i nogen grad 'erstattede' den naturlige skovgræsning, blev afviklet i 1800-tallet.
Dertil kommer, at store dele af Danmarks skovareal består af unaturligt drænede og ensaldrede bevoksninger med kun én eller få forskellige træarter og store tilplantede arealer med ikke-hjemmehørende træarter, fordi skovenes primære funktion i århundreder har været at levere tømmer (Buchwald & Heilmann-Clausen 2018).
Vores naturforarmende indgreb stikker med andre ord så dybt, at den natur, vi måtte vælge at overlade til sig selv, sjældent har de naturlige forudsætninger for at komme på fode igen – af sig selv.
Derfor er der brug for biodiversitetsfremmende tiltag, hvor ikke mindst naturlig græsning og naturlige vandforhold genetableres, så udgangsbetingelserne for urørt skov – og naturligere naturarealer i almindelighed – bliver langt mere varierede, og naturen igen får forudsætningerne for at udvikle sig mere dynamisk og selvforvaltende. Det kræver ikke alene plads til robuste bestande af flere forskellige større planteædere i samspil med de øvrige arter, men også gerne plads til, at erosion, stormfald, sandflugt, ådsler, oversvømmelser osv. atter kan blive en del af vildere og mere dynamisk natur i udvalgte områder.
Bogen Vildere vidder i dansk natur (2017) uddyber baggrunden herfor og skitserer 35 forslag til oplagte naturområder med et samlet potentiale på ca. 1.250 kvadratkilometer vildere natur, primært på statsarealer. Bogen Danmarks genforvildede natur (2020) konkretiserer 15 af disse på sammenlagt 30.000 hektar og viser hvor en fase 2 oplagt kunne fordoble arealet med udvidelser og flere naturnationalparker og nå op på i alt 60.000 hektar.
Læs eventuelt baggrundsartiklens uddybende argumentation for rammer og kriterier: Vision og introduktion.
Et af de oprindelige 35 forslag fra 2017 er Naturnationalpark Almindingen, som kan læses og downloades separat på Naturzonen.dk. I det følgende præsenteres den bearbejdede version, der er skåret mere ind til benet i Danmarks genforvildede natur (2020) af hensyn til en lettere og mere omkostningseffektiv politisk realisering, der hurtigere kan gennemføres og med tiden eventuelt udvides. Der er selvfølgelig ikke af den grund tale om en detailplan (der i givet fald skal udarbejdes af fageksperter), men et skridt nærmere en realistisk anskueliggørelse af rammer og grundideer relateret til det konkrete område: Naturnationalpark Almindingen.
Ekkodalen (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Svinemose, Almindingen (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Bastemose, Almindingen (foto © Rune Engelbreth Larsen)
2. HVORFOR DÉR, OG HVAD SKAL DER TIL?
Bisonskoven blev etableret på 200 hektar omkring Svinemosen i 2012 og hører efterhånden til de mest kendte områder i Almindingen, og bisonerne er blevet et rent turist-trækplaster, selv om den lille flok kan være vanskelig at finde. Bornholmere og andre tilrejsende har således haft et lille tiår til at vænne sig til tanken om (og oplevelsen af) Europas største landlevende pattedyr i et spændende dansk naturprojekt, hvilket måske gør det lidt lettere for flere at forestille sig, hvad vildere og mere selvbærende natur betyder – i hvert fald i forhold til genudsætningen af store nøglearter, som vi vænner tilbage til.
Forslaget til Naturnationalpark Almindingen strækker sig over 25 kvadratkilometer af statens og regionskommunens arealer fra det sydvestligste hjørne af Almindingen over Svinemose, Bisonskoven og Bastemose til Aaker Plantage og Ølene. Bisonskoven kan af samme grund 'opgraderes' – i den betydning, at bisonerne får et areal, der er 12-13 gange så stort som i dag, hvorfor hele Naturzone Almindingen ikke blot bliver en bisonskov, men en vildere skov i alle henseender.
Øens centrale skovområde rummer meget store naturværdier, som kunne bevares og fremmes med en målrettet indsats, der bringer naturgrundlaget tættere på de rammer, der gør sig gældende for naturlige økosystemer.
Dele af statsarealerne i Almindingen er udpeget til urørt skov – Orkanskovens ca. 4 hektar i 1967, små 100 hektar i spredte klatter i 1994 og fra og med 2026 yderligere 281 hektar i et sammenhængende område. I det seneste udlæg må der dog fortsat hugges tømmer indtil 2025, hvilket desværre forarmer skovnaturen, inden man overlader den til en fremtid som naturligere vildskov uden skovdrift. Dertil kommer 102 hektar, der fra 2021 bliver såkaldt biodiversitetsskov, hvilket indebærer en fortsat, men mere begrænset tømmerhugst end i almindelig statslig skovdrift. Det er ikke alle arealer med urørt skov og biodiversitetsskov, der ligger inden for den afgrænsning, som her foreslås, men dog langt hovedparten af både eksisterende og udpeget urørt skov og omtrent 40 procent af de 102 hektar, der bliver biodiversitetsskov fra 2021.
Ideen med Naturnationalpark Almindingen er naturligvis, at naturen atter skal kunne udvikle sig på naturligere præmisser og dermed også uden produktion, hvorfor det ville være optimalt at indstille al tømmerhugst omgående – ikke blot i de dele af skoven, der bliver biodiversitetsskov eller urørt skov i henholdsvis 2021 og 2026, men også i de resterende dele af den både statslige og kommunale skov inden for den foreslåede afgrænsning.
Eftersom urørt skov i sig selv ikke er en hindring for biodiversitetsfremmende tiltag i skoven, f.eks. udtydning eller fjernelse af ikke-hjemmehørende træarter, kan den slags udmærket foregå, efter at tømmerhugsten er indstillet.
Til en naturlig vildskov hører også, at vandforholdene er naturlige, det vil sige, at den afvanding, der foregår i produktionsskovene for at fremme tømmerproduktionen, ligeledes indstilles. Vildskove bør i videst muligt omfang få de søer og moser tilbage, de rummer fra naturens hånd (medmindre genetableringen af vandforholdene får negative konsekvenser for lodsejere uden for det afgrænsede område).
Af de kun ca. 100 hektar med Danmarks oprindelige vinter-eg findes over halvdelen i Almindingen, hvor de kan indgå i en naturligere sammenhæng, hvis hele det afgrænsede område udlægges til urørt skov.
Om de eksisterende udpegninger af urørt skov og biodiversitetsskov i Almindingen bemærker Naturstyrelsen i øvrigt: »På kanterne af den store sprækkedal Ekkodalen og ved Jomfrubjerget findes rester af den oprindelige løvskov med træarter som bl.a. avnbøg og vintereg fra starten af 1800-tallet. De gamle træer er levested for flere arter af flagermus heriblandt den sjældne skægflagermus og Bechsteins flagermus, som begge kun findes på Bornholm. (...) I den østlige del af området er klippens og dermed jordens overflade mere jævn og jordlaget på klippen mere lerholdig. Her udgør Bastemosen et vigtigt levested for flere sjældne arter, heriblandt insekterne bred vandkalv og grøn mosaikguldsmed samt orkidearterne majgøgeurt, tyndakset gøgeurt og ægbladet fliglæbe. Mosen har ligeledes stor betydning for fuglelivet og er ynglested for bl.a. trane, rørhøg og rørdrum.« (Naturstyrelsen: Faktaark for udpegninger i Almindingen).
Ølene er en af perlerne i den foreslåede afgrænsning, et 120 hektar stort vådområde, som i dag er et lukket vildtreservat uden offentlig adgang (men med rig mulighed for at opleve området fra den tilgrænsende vej og tre omkringstående fugletårne). Hovedformålet med vildere og mere selvbærende natur er at fremme natur og biodiversitet, men tanken er ikke, at offentligheden skal udelukkes fra de store oplevelsesværdier, som en rigere natur byder på. Der er dog ingen grund til at ændre adgangsforholdene de steder, hvor der i forvejen er adgangsforbud eller -begrænsninger, f.eks. af hensyn til yngletider i udsatte områder, men altså også i de få områder, som i dag er lukket, herunder Ølene.
Forslaget til Naturnationalpark Almindingen muliggør 25 kvadratkilometer i sammenhæng uden produktion, hvor store nøglearter ville kunne udfylde deres naturlige økosystemfunktioner på dynamisk og foranderlig vis, hele vejen fra moserne syd for Ekkodalen til Ølene i den østligste ende af afgrænsningen – et stort område med væsentlige naturværdier i national sammenhæng.
Og når naturværdier skal fremmes, er det altid vigtigt, at prioritere de største værdier først – som det kommer til udtryk i Brandmandens Lov, der er en god tommelfingerregel: Ligesom vi i tilfælde af ildebrand begynder med at redde de mest uerstattelige værdier ud af flammerne, før vi bekymrer os om de mere ordinære og almindelige værdier, skal vi i en naturkrise begynde med at beskytte de naturværdier, som er mest truet af udryddelse og forarmelse.
De tiltag, som følger af etableringen af Naturnationalpark Almindingen, skal med andre ord ses på baggrund af, at her vitterlig er store værdier at beskytte, hvilket da også fremgår af flere forskellige faglige udpegninger.
Den foreslåede afgrænsning er således inkluderet i hovedscenariet i Biodiversitetsrapportens udvalgte områder med høj biodiversitet (Ejrnæs m.fl. 2014), der er udvalgt med henblik på høj national prioritering, såvel som Skovrapportens forslag til de vigtigste skove, der ud fra et nationalt perspektiv bør lægges urørt (Petersen m.fl. 2016). Forslaget overlapper desuden dele af Natura 2000-område nr. 186, der bl.a. omfatter Almindingen og Ølene, ligesom det figurerer blandt de 55 store områder i Storskala-rapporten, der udpeger de vigtiste potentialer for store sammenhængende naturområder med mulighed for vildere og mere selvbærende natur (Fløjgaard m.fl. 2017). Altsammen eksempler på, at her er der særligt gode grunde til at gøre en ekstraordinær indsats.
Og en ekstraordinær indsats skal der til, hvis natur og biodiversitet skal fremmes, og forudsætningerne for en 2.500 hektar stor Naturnationalpark Almindingen er således nogle helt andre, end vi finder i den traditionelle naturpleje, idet det her handler om vildere og mere selvbærende natur.
Bisoner i Bisonskoven, Almindingen (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Bastemose, Almindingen (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Ekkodalens moser har påkaldt sig national opmærksomhed, fordi de er fremhævet i Venstres, Liberal Alliances og De Konservatives regeringsgrundlag i 2016: »... regeringen [vil] genetablere Bornholms største moseområde – Ekkodalen. Det vil understøtte vigtige og sårbare forekomster af en række plantearter samt udbygge områdets store betydning for fugle. Området vil byde på storslåede naturoplevelser, da området kan overskues oppe fra Almindingsskrænten, som rejser sig nord for moseområdet.«
Siden har Naturstyrelsen opkøbt ca. 125 hektar mose, skov og landbrugsjord, der muliggør en mere naturlig sammenhæng i Ekkodalen, og selve naturgenopretningsprojektet omfatter sammenlagt ca. 180 hektar, hvoraf de 150 hektar ligger i den sydlige del af dalen med moseområderne Kærgård Mose, Vallensgård Mose og Egeholm samt nogle marker. Dertil kommer Thorevandet, der ligger sydvest for hovedprojektet og er i privat eje, hvorfor det ikke er indeholdt i nærværende forslag til Naturnationalpark Almindingen – men naturligvis kunne inkluderes via opkøb eller med lodsejernes samtykke.
Naturstyrelsens naturgenopretningsprojekt er færdiggjort og indviet i oktober 2020.
Ét er imidlertid at genoprette moser, noget andet et mål om, at naturen også fremadrettet udvikles som naturlige økosystemer, hvilket indebærer en genudsætning af manglende nøglearter i et antal, der så vidt muligt nærmer sig en naturlig dyretæthed. Som nævnt har der været europæisk bison i en mindre hegning i Almindingen siden 2012, og erstattes den af nærværende forslag på 2.500 hektar, vil der også være naturgrundlag for mange flere store planteædere såsom vildhest, vildokse, vildsvin, elg og bæver.
En større fagrapport om potentialet for genudsætning af elge i dansk natur fastslår, at der er natur- og fødegrundlag for ca. 4.400 elge i Danmark (Sunde & Olesen 2007), men her figurerer Bornholm ikke. Elgen har været på Bornholm indtil for ca. 9.000 år siden, men er tilsyneladende uddød få århundreder, efter at Østersøens vandspejl hævede sig, dengang Bornholm blev en ø. Det betyder dog ikke, at det ikke er værd at overveje, om det kan gavne økosystemer i Almindingen at udsættte elge.
De øvrige nøglearter ville formentlig i alle tilfælde gavne skovnaturen, hvis de blev en del af den endelige ligning, som naturligvis bør være genstand for en nærmere faglig analyse. Hvor der næppe er problemer arealmæssigt i forhold til at udsætte vildheste (f.eks. Konik Heste eller Exmoor Ponyer), vildokser (f.eks. Galloway Kvæg eller Skotsk Højlandskvæg), vildsvin og eventuelt elge, er det spørgsmålet, om de 25 kvadratkilometer trods alt er et tilstrækkeligt stort areal til at huse en bestand af bævere? Endvidere stiller elge og vildsvin særlige hegnskrav, fordi vildsvinene er forbudt i dansk natur, og fordi elge forudsætter et højt og robust vildthegn (i modsætning til ikke alene vildheste og vildokser, men også bisoner).
Men også krondyr er en overvejelse værd. Indtil op i 1700-tallet levede formentlig 100 krondyr på øen, men den sidste hind og hjort blev skudt i henholdsvis 1779 og 1785. I en 25 kilometer stor hegning i Almindingen ville der nok være plads til krondyr, som i lighed med bisonerne og andre af de nævnte arter også ville have gavn af større lysåbne områder, der måske med fordel kan udvides ud fra eksisterende rydninger.
Vilde græssere til Naturnationalpark Almindingen. Nogle er mere oplagte end andre, men det store areal giver rige muligheder – en endelig vurdering bør foretages af fageksperter. Hold musen over billederne eller klik på dem for at læse teksten (fotos © Rune Engelbreth Larsen)
Den foreslåede afgrænsning af et vildere og mere selvbærende naturområde overlapper som nævnt Natura 2000-område nr. 186, der forpligter Danmark over for EU's habitatdirektiv til at sikre fremgang for biodiversiteten generelt såvel som gunstig bevaringsstatus for udvalgte arter og naturtyper. Det kan umiddelbart give nogle udfordringer for særligt sjældne arter, når vi tilstræber dynamisk og vildere natur der ikke nødvendigvis følger de 'kasser', hvormed naturen kategoriseres i direktiver og forvaltningsplaner, men i stedet forløber som en foranderlig interaktion arterne og naturtyperne imellem.
Det har habitatdirektivet dog heldigvis taget højde for: Hvis forvaltningen sigter efter »naturlig succession og naturlig bestandsudvikling«, og hvis dette kan ændre tilstanden for udpegede naturtyper og arter, skal de samme naturtyper og arter således blot sikres gunstig bevaringsstatus på biogeografisk niveau i andre udpegede områder i Danmark. Læs: Selvforvaltende natur – står habitatdirektivet og Natura 2000 i vejen?
Hverken Natura 2000-udpegninger eller forskerudpegninger står med andre ord i vejen for etableringen af Naturnationalpark Almindingen.
Forslag til hegnslinje (grafik © Rune Engelbreth Larsen).
Kort, der illustrerer naturværdier og foreslået afgrænsning og hegnslinje for Naturnationalpark Almindingen > DOWNLOAD SOM PDF
3. FREMTIDIGE UDVIDELSER OG FINANSIERING
Forslaget til Naturnationalpark Almindingen rummer vildere natur i hovedparten af statens arealer i Ølene og Almindingen og inden for hovedparten af regionskommunens tilstødende naturarealer (Aakirkeby Plantage, Aaker Plantage og Pedersker Plantage). Selv uden yderligere opkøb er her imidlertid stadig potentiale for oplagte udvidelser, om end de største muligheder ligger nord for Segenvej. Her er det spørgsmålet, om man kan klare sig med færiste og en hastighedsnedsættelse, hvis de større dyr skal krydse vejen, eller om en betydeligt dyrere faunabro er nødvendig.
Det umiddelbare udvidelsespotentiale er af en størrelsesorden på yderligere ca. 700 hektar statsarealer og yderligere ca. 150 hektar af regionskommunens arealer. Og skulle muligheden for yderligere opkøb øst for afgrænsningen være en mulighed, kunne en fremtidsvision være at forbinde Naturnationalpark Almindingen med Paradisbakkerne – men så taler vi om forbindelser og opkøb af op imod 1.000-1.500 hektar.
Skovarealer udlagt til biodiversitetsskov fra 2021 (orange) og urørt skov (senest 2026) – etableringen af Naturzone Almindingen indebærer, at hele skovarealet bag den foreslåede afgrænsning udlægges til uirørt skov med det samme (foto © Rune Engelbreth Larsen)
De foreslåede 2.500 hektar er dog i alle tilfælde et velegnet og stort udgangspunkt for et betragteligt naturreservat med rige muligheder for vildere og mere dynamisk natur. Etableringsomkostningerne til dette forslag beløber sig formentlig ikke til mere end max. ca. 15-30 mio. kr. – billigst hvis der ikke udsættes elge eller vildsvin, som kræver nogle dyrere hegn end de øvrige nøglearter.
De anslåede beløb kan dække følgende: a) en basismonitering af arter, b) udarbejdelse af en detailplan for en endelig etablering, c) 37 km hegn med låger, d) udsætning af en eller flere nøglearter til helårsgræsning uden tilskudsfodring, e) første etape af genetableringen af naturlige vandforhold flere steder i området.
Forslagets relevante kort kan downloades i pdf-format, der markerer: 1) ejerforhold, 2) forslag til afgrænsning og hegnslinje, 3) udpegninger af urørt skov og biodiversitetsskov, 4) bioscore og 5( overlapning med Natura 2000-område.
Rune Engelbreth Larsen (senest opdateret: 30. oktober 2020)
Tak til Aage V. Jensen Naturfond og private givere for støtte