Ord og billeder af Rune Engelbreth Larsen
STØRRE, VILDERE OG NATURLIGERE NATUR
Forslag: Naturnationalpark Bidstrup Skovene
Forslag fra 'Danmarks genforvildede natur', der udkom i marts 2020: Naturnationalpark Bidstrup Skovene (grafik © Rune Engelbreth Larsen).
NATURNATIONALPARKER SOM BRIKKER I EN OMKOSTNINGSEFFEKTIV NATURZONE UDEN AREALOPKØB
Her følger en online-version af forslaget til Naturnationalpark Bidstrup Skovene fra Rune Engelbreth Larsens bog Danmarks genforvildede natur (2020). Forslaget er en bearbejdet version på baggrund af det naturnationalpark-konceptet, der oprindelig blev præsenteret i forfatterens foregående bog, Vildere vidder i dansk natur (2017). Bøgerne har inspireret politikerne til at arbejde videre med vildere natur i danske naturnationalparker, der bl.a. er beskrevet som et mål i Socialdemokratiets regeringsgrundlag i juni 2019.
1. INTRODUKTION
Flere og flere fastslår, at de største trusler mod natur og biodiversitet er manglen på plads, hvor naturen kan udfolde og forandre sig som natur. Der er således udbredt konsensus blandt en bred vifte af toneangivende forskere om vigtigheden af dynamisk frem for statisk natur i større sammenhængende og mere selvforvaltende naturarealer uden skovbrug og landbrug, hvor naturlige vandforhold i videst mulig udstrækning genetableres, og hvor der udsættes en vifte af helårsgræssende dyr uden tilskudsfodring (Svenning m.fl. 2012, Petersen m.fl. 2016, Ejrnæs m.fl. 2017, Fløjgaard m.fl. 2017, Møller m.fl. 2018).
Hvis vi ønsker en forbedret naturtilstand, skal naturens dynamiske processer med andre ord have plads til at virke så uhindret som muligt i store og vildere naturområder, hvor biodiversitet har førsteprioritet – i det følgende omtalt som naturnationalparker.
Men hvorfor »genskabe«? Hvorfor ikke bare stoppe alle naturforarmende indgreb og lade naturen være natur, hvor det er muligt? Det er naturligvis også det tilstræbte mål i selvforvaltende naturområder, men ofte kræver det alligevel en indsats, først og fremmest indledningsvis.
Ganske vist er arterne evolutionært udviklet over hundredtusinder eller millioner af år i naturlandskaber uden menneskelig indgriben og kan derfor sagtens klare sig uden forvaltning og pleje, men hvis vi umiddelbart overlader naturarealer til sig selv i dag, vil mange økosystemer kun vanskeligt opnå en gunstig naturtilstand uden en aktiv indsats på grund af de langsigtede negative effekter af mange generationers intensive ressourceudnyttelse og artsudryddelse.
Lader vi f.eks. skoven være urørt uden andre tiltag, vil naturen ofte reproducere eller forværre produktionsskovens mørke, ensartede og artsfattige skovstruktur mange år fremefter i stedet for at udvikle varierede levesteder til en naturlig mangfoldighed af arter. Det skyldes bl.a., at så godt som alle vore terrestriske arter er udviklet i store sammenhængende naturlandskaber med mange forskellige græssende dyr, hvoraf hovedparten er bortjaget eller udryddet i dag – selv husdyrgræsningen, der i nogen grad 'erstattede' den naturlige skovgræsning, blev afviklet i 1800-tallet.
Dertil kommer, at store dele af Danmarks skovareal består af unaturligt drænede og ensaldrede bevoksninger med kun én eller få forskellige træarter og store tilplantede arealer med ikke-hjemmehørende træarter, fordi skovenes primære funktion i århundreder har været at levere tømmer (Buchwald & Heilmann-Clausen 2018).
Vores naturforarmende indgreb stikker med andre ord så dybt, at den natur, vi måtte vælge at overlade til sig selv, sjældent har de naturlige forudsætninger for at komme på fode igen – af sig selv.
Derfor er der brug for biodiversitetsfremmende tiltag, hvor ikke mindst naturlig græsning og naturlige vandforhold genetableres, så udgangsbetingelserne for urørt skov – og naturligere naturarealer i almindelighed – bliver langt mere varierede, og naturen igen får forudsætningerne for at udvikle sig mere dynamisk og selvforvaltende. Det kræver ikke alene plads til robuste bestande af flere forskellige større planteædere i samspil med de øvrige arter, men også gerne plads til, at erosion, stormfald, sandflugt, ådsler, oversvømmelser osv. atter kan blive en del af vildere og mere dynamisk natur i udvalgte områder.
Bogen Vildere vidder i dansk natur (2017) uddyber baggrunden herfor og skitserer 35 forslag til oplagte naturområder med et samlet potentiale på ca. 1.250 kvadratkilometer vildere natur, primært på statsarealer. Bogen Danmarks genforvildede natur (2020) konkretiserer 15 af disse på sammenlagt 30.000 hektar og viser hvor en fase 2 oplagt kunne fordoble arealet med udvidelser og flere naturnationalparker og nå op på i alt 60.000 hektar.
Læs eventuelt baggrundsartiklens uddybende argumentation for rammer og kriterier: Vision og introduktion.
Blandt de oprindelige 35 forslag fra 2017 er Naturnationalpark Bidstrup Skovene, der kan læses og downloades separat på Naturzonen.dk. I det følgende præsenteres den bearbejdede version, der er skåret mere ind til benet i Danmarks genforvildede natur (2020) af hensyn til en lettere og mere omkostningseffektiv politisk realisering, der hurtigere kan gennemføres og med tiden eventuelt udvides. Der er selvfølgelig ikke af den grund tale om en detailplan (der i givet fald skal udarbejdes af fageksperter), men et skridt nærmere en realistisk anskueliggørelse af rammer og grundideer relateret til det konkrete område: Naturnationalpark Bidstrup Skovene.
Græssende kreaturer ved Hejede Sø, august. Forslaget til Naturnationalpark Bidstrup Skovene indebærer helårsgræssende dyr i ét fællesområde på ca. 630 hektar med flere forskellige græssere (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Træerne fjernes i produktionsskoven, før de bliver gamle nok til naturligt forfald, men her en undtagelse – en enkelt stamme har fået lov til at dø og forfalde, hvorved den bliver hjem for mere liv: svampe, insekter og andre organismer. Efter 2025 indstilles skovdriften på større arealer, og i Bidstrup Skovene får skovnaturen højeste prioritet på 316 hektar, der udlægges til såkaldt urørt skov (foto © Rune Engelbreth Larsen)
2. HVORFOR DÉR OG HVAD SKAL DER TIL?
Forslaget til Naturnationalpark Bidstrup Skovene strækker sig over ca. 630 hektar, der bl.a. dækker Helvigstrup Skov, Hejede Overdrev, Ravnsholte Skov, Avnstrup Skov, Ellesø, Avnsø og Hjortesø. Området er i dag 100% ejet af staten, der købte størstedelen af skoven af Københavns Kommune i 1995 og erhvervede Helvigstrup Skov ved mageskifte i 2012, hvorfor yderligere opkøb er unødvendigt.
Den del af Bidstrup Skovene, som indgår i forslaget, rummer mange spændende lysåbne arealer i en meget terræn- og naturvarieret skov med et stort potentiale for at blive en af landets mest spændende naturlige skove. En række af de arealer, hvor bevoksninger er fjernet til fordel for moser, enge og græsland, danner næsten et sammenhængende bælte, der kan knyttes yderligere sammen af betydning for mange lyskrævende arters spredning. Endvidere har Naturstyrelsen etableret skovgræsning på et stærkt kuperet areal mellem Kildeeng og Hjortesø, hvor en række træer er blevet veteraniseret for at skabe mere stående dødt ved, og i flere af træerne er der skabt levesteder til flagermus.
Beskedne 25 hektar af den foreslåede afgrænsning blev udlagt til urørt skov i 2000, men som følge af Naturpakken fra 2016 er yderligere 316 hektar udpeget efter 2025, og 297 hektar udlægges til biodiversitetsskov efter 2020. Urørt skov indebærer et totalophør af al skovdrift, mens biodiversitetsskov indebærer en ekstensivering af skovdriften til en form for plukhugst, der er af mere skånsom karakter end de fleste varianter af naturnær skovdrift, idet 15 træer pr. hektar skal efterlades til naturligt henfald.
Det betyder, at Naturstyrelsen fremadrettet vil have begrænset driftstab ved at overlade det sammenhængende areal med urørt skov og biodiversitetsskov til selvforvaltende natur, fordi de første skridt i den retning allerede er vedtaget og skal implementeres i de nærmeste år.
Og her er store naturværdier at sikre og fremme.
I en rapport, der ligger til grund for forskeranbefalinger til udpegningen af urørt skov, kan man f.eks. læse om Bidstrup Skovene: »Betydelige eksisterende værdier og et stort udviklingspotentiale i kraft af størrelse og variation med lokale indslag af gammel løvskov, værdifuld sumpskov, skovlysninger og sammenhæng med private skovarealer. Der er desuden en del nyere naturgenopretninger i skoven.« (Petersen m.fl. 2017).
I Naturstyrelsens begrundelse for at prioritere naturværdierne ved at lade større arealer udlægge til urørt skov, hedder det om samme område: »Der er betydelige naturinteresser knyttet til de i skoven bevarede og genoprettede lysåbne naturtyper; primært skovenge og -moser. Der er gennem flere år arbejdet med afvikling af nåleskov på de tidligere skovmoser og hævning af vandstanden. Blindesø, Krejermosen og Troldsmose er på den måde genopstået. I den sydøstlige del af skoven findes flere skovenge f.eks. Kildeengen, som er vigtige for flere sommerfuglearter.« (Naturstyrelsens faktaark om udpegningen af Bidstrupskovene).
Også i rapporten Naturindhold i Naturstyrelsens skove på enheden Vestsjælland vurderes Bidstrup Skovene at være af national betydning på grund af de mange forskellige skovnaturtyper og sjældne arter: »Skovkomplekset har en størrelse, en kulturhistorie og en topografisk og strukturmæssig variation der muliggør en langsigtet sikring af levedygtige bestande for de rapporterede sjældne arter, samtidigt med, at skovene herved har et fremtrædende potentiale som eksperimentarium for biodiversitetsfokuseret forvaltning. Det anbefales, at man fokuserer på hele skoven som ramme for naturindholdet og ikke kun de kendte artsrige lysåbne hotspots.« (Skorski m.fl. 2014).
Der er altså ingen tvivl om, at her er naturværdier, der er værd at værne om, og sidstnævnte rapport fastslår i den sammenhæng, at Bidstrup Skovene har et stort potentiale for at højne naturindholdet, »hvis der her satses på en sammenhængende forvaltning med særligt fokus på naturindhold og biodiversitet«. Og netop dette er hensigten med forslaget til en naturzone, hvor naturen får mulighed for at udfolde sig på vildere og naturligere præmisser.
Smuldmose, juni. Engang tilplantet produktionsskov, men i dag genetableret lysåben natur. Holmen med det spraglede træbillede i centrum står som en 'ø' med særlig høj biodiversitet i moseområdet, der i forvejen har store naturværdier (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Blodrød blomsterbuk på skov-vikke (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Naturstyrelsen gør en ihærdig indsats for at bevare hasselmusens trængte levesteder i Bidstrup Skovene (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Hundemose, august. Krat og buskads omkring Hundemose (hvortil 'indgangen' skimtes til venstre i billedet) er et af levestederne for hasselmus i Bidstrup Skovene (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Danmarks eneste syvsover, hasselmus, har nogle af sine sjældne levesteder i Bidstrup Skovene og er vel nærmest en slags ikonart for skovområdet. De danske bestande er alle i tilbagegang (Jensen 2013), fordi der mangler krat og underskov, hvorigennem syvsoveren kan sprede sig (Fredshavn m.fl. 2014), og fordi valg nåletræer i mange år er blevet prioriteret frem for løvtræer ved skovtilplantninger (Keseler & Asbirk 2000). At sikre det forelåede areal som vildskov uden træhugst vil ikke alene være en gevinst for hasselmus, men også for mange andre truede skovarter (Skorski m.fl. 2014).
Bidstrup Skovene er et område med væsentlige naturværdier, der kan få stor gavn af en naturlig udvikling uden produktionsinteresser, hvis 1) mere selvforvaltende græsningsskov på naturligere præmisser realiseres, 2) vandet kommer tilbage endnu flere steder, og 3) de lysåbne arealer får bredere skovbryn og mere glidende overgange til omgivende skov. I 2014 pegede en rapport f.eks. på yderligere 14 arealer, hvor granbevoksninger kunne afvikles til fordel for våde enge eller moser, hvis naturlige vandforhold genetableres (Skorski m.fl. 2014) – halvdelen af disse arealer er placeret inden for forslaget til Naturzone Bidstrup Skovene.
En række af skovens eksisterende naturperler er hjemsted for en vifte af dagsommerfugle, bl.a. sjældne arter som skovperlemorsommerfugl og engperlemorsommerfugl, og Entomologisk Fagudvalg har undersøgt de vigtigste lokaliteter.
En vigtig observation er, at hunnerne lægger æg på visne og levende plantedele i meget lav vegetation og meget tæt på jordoverfladen (ca. 3-10 cm). I begyndelsen af flyvetiden finder engperlemorsommerfugl endvidere sin føde på kærtidsel, og efter dennes afblomstring er almindelig brunelle dens primære nektarkilde (en lille plante, der let bortskygges, hvis ikke vegetationen holdes lav).
Det betyder, at høslæt kan risikere at fjerne engperlemorsommerfuglens æg og en af dens vigtigste nektarkilder, hvis vegetationen slås for jordnært, men også at biodiversiteten i almindelighed presses, fordi strukturen lider under indgrebet. Kørsel med maskiner kan f.eks. ødelægge knoldstrukturen og komprimere den bløde jord og forarme levevilkårene for andre arter: »... gentagen høslæt eller maskinel slåning gør lokaliternes struktur mere homogen, hvorved biodiversitet tabes.« (Graubæk 2017).
Hvis udbredelsen af engperlemorsommerfugl skal øges, skal de eksisterende yngleområder udvides, og der skal skabes helt nye leveområder, og her foreslår rapporten en mere selvforvaltende tilgangsvinkel på naturligere præmisser: »En mere langsigtet naturpleje kunne være et forsøg med etablering af større hegninger med store græssende dyr og tilhørende monitering af forandringerne.«
Engperlemorsommerfugl. Sjælden dagsommerfugl, der er rødlistet (VU). I dag lever den på Bornholm, et enkelt sted på Fyn, og på få sjællandske lokaliteter, bl.a. i Bidstrup Skovene (især i områder, der bliver lagt urørt fra 2025). En overvågningsrapport fra Entomologisk Fagudvalg anbefaler større hegning med græssende dyr for at sikre dens levesteder og udbredelse (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Skovperlemorsommerfugl. Endnu en sjælden og rødlistet (EN) dagsommerfugl, som tidligere levede over hele Sjælland. Ved siden af dens få jyske og bornholmske levesteder findes den nu kun få steder på Midstjælland, bl.a. i Bidstrup Skovene (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Ellesøeng, august. En af de artsrige lokaliteter i Bidstrup Skovene – bl.a. levested for engperlsmorsommerfugl og skovperlemorsommerfugl (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Udover en generel anbefaling af skovgræsning på større sammenhængende arealer har rapporten fra Entomologisk Fagudvalg flere konkrete forslag til forbedringer af engperlemorsommerfugls vilkår på en stribe specifikke levesteder – anbefalinger, der ikke alene gavner engperlemorsommerfugl, men fremmer biodiversitet i bred forstand.
Rapporten beskriver præcist, hvor det vil gavne at tynde ud i bevoksninger for at stimulere udviklingen af mere græsland. F.eks. vil det være fordelagtigt at forbinde Ellesøeng med mosearealet omkring Ellesø og binde områderne sammen med Hundemose via den sydøstlige lavning – en proces som Naturstyrelsen Vestsjælland siden har påbegyndt. Endvidere bør der lysnes op i de store bøge, der omkranser Hundemose, hvor høslæt med fordel kan erstattes af græsning for at bevare knoldstrukturen.
I Rønnesø Mose anbefales det at lysne op for de sydvendte skråninger, bl.a. af hensyn til violerne, der er vigtige for perlemorsommerfugle. Men i stedet for at fjerne fældede træer foreslås veteranisering, hvorved man ikke blot undgår løvets skyggevirkning, men også fremmer dødt ved. På vestsiden anbefales det at fjerne 80-90 procent af træerne for at fremme åbent græsland, der bl.a. vil gavne skovperlsommerfugl og dukatsommerfugl. Endvidere anbefales en intensivering af fjernelsen af næringsstoffer i en del af mosens nordende, f.eks. med to årlige høslæt.
Kildeeng lider også under for megen skygge, både i den østlige og vestlige kant af området, hvor der bør lysnes op. Pilekrattet i midten kan også tyndes, dog ikke fjernes, da pil også har en betydningsfuld funktion som værts- og nektarplante. I Yssemose kan skovbrynet på den nordvestlige side flyttes bagud, hvorved mosefladen bliver mere soleksponeret. Også her bør maskinel høslæt undgås af hensyn til knoldstrukturen, hvilket yderligere understreger vigtigheden af græsning, der også anbefales eksplicit i Smuldmose.
Seks lokaliteter i Bidstrup Skovene, hvor vildere natur kan hjælpes på vej af konkrete tiltag, ikke alene for at udvide engperlemorsommerfugls leveområder, men for at gavne biodiversiteten i almindelighed (kort: Graubæk 2017)
Et hjørne af Kildeeng, hvor der slås med le to gange årligt (billedet er taget dagen efter leslåning i slutningen af august). En meget artsrig lokalitet, hvor en kulturhistorisk plejeform i dag holder arealet lysåbent – andre steder foretages maskinelt høslæt, der også hæmmer tilgroning, men risikerer at forarme jordbundens naturlige knoldstruktur (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Kort fortalt er rapportens anbefalinger fuldt ud overensstemmende med en plan for meget mere selvforvaltende natur, ikke mindst ved at sikre græsning – men græsning er imidlertid ikke blot 'græsning'. Der er mange eksempler på overgræsning af naturarealer, fordi der er udsat alt for mange dyr, oftest kun om sommeren, hvor de æder store dele af de planter, det var hensigten at fremme:
»Den stigende aktivitet med naturpleje i Danmark har desværre medført for mange tilfælde med overgræsning med fatal følge for især habitatspecialiserede insektarter, selv ved græsning med ganske få dyr. På små arealer er det simpelthen for svært i praksis løbende at justere græsningstrykket præcist nok bl.a. i forhold til variationer i vejrliget. Det handler ikke om kødproduktion, men om naturpleje til gavn for især habitatskrævende og derfor ofte truede arter. Grundlæggende må der derfor ikke tilskudsfodres, dyrene skal være på arealet hele året, og der skal være et lavt græsningstryk. Derudover er tidsmæssig kontinuitet vigtig, da det tager tid at opnå den ny, ønskede balance, bl.a. fordi dyrene skal lære arealet at kende. (...) En mulig løsning, der formodentlig vil kunne tilgodese og fremme naturindholdet i Bidstrup Skovene, vil være en ekstensiv helårsgræsning med blandede typer store planteædere, dvs. dyr på over 100 kg (megaherbivorer). Der er i forvejen en lille bestand af kronhjort i skoven, men antallet er for lille til, at de har en tilstrækkelig påvirkning på skovens naturtyper. Overordnet vil indhegning af større arealer, som omfatter de enge, hvor engperlemorsommerfugl allerede forekommer, være en løsning, der bør kunne skabe mere variation, især med lysåbne enge, til fordel for bl.a. de krævende insekter på denne biotoptype.« (Graubæk 2017).
Rapporten anbefaler én ydre hegning om de undersøgte lokaliteter som den optimale løsning, men foreslår også et alternativ med tre hegninger på sammenlagt 417 hektar.
I nærværende forslag til Naturnationalpark Bidstrup Skovene foretrækkes ét ydre hegn omkring et større areal, der inkluderer de vigtige levesteder, men samtidig rummer hele det område, der er udpeget til biodiversitetskov og urørt skov. Dermed bevares den størst mulige sammenhæng og udbredelse for arterne på arealet, hvilket betyder en større variation i græsningen, når de udsatte planteædere og det nuværende hjortevildt kan bevæge sig over større afstande og i forskellige terræner og naturtyper inden for naturnationalparken.
Avnsø, juni. En populær badesø – hvilket ikke ændrer sig, fordi området bliver mere selvforvaltende natur (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Helårsgræsning uden tilskudsfodring anbefales ikke alene af rapporten om optimering af dagsommerfuglenes vilkår på udvalgte lokaliteter i Bidstrup Skovene, men er i dag en generel anbefaling. Der er således klar konsensus blandt forskere om, at helårsgræsning med et naturligt græsningstryk uden tilskudsfodring bør foretrækkes, fordi det giver det mest naturlige samspil arter og levesteder imellem.
Helårsgræsning uden tilskudsfodring forudsætter et antal dyr, der også kan overleve om vinteren, hvor der er mindre føde tilgængeligt. Ikke alene er dyrenes påvirkning af vegetationen en anden om vinteren (hvor de fleste naturområder i dag kun græsses af hjortevildt), idet det typisk er andre dele af vegetationen, herunder vedplanter, som bliver ædt. Men den mere beskedne fødetilgængelighed om vinteren vil også automatisk holde bestanden på et naturligt niveau, der er for lille til at risikere overgræsning om sommeren (Buchwald & Heilmann-Clausen 2018, Fløjgaard m.fl. 2017, Møller m.fl. 2018).
Det mest effektive og naturlige vil være at etablere græsning med en vifte af forskellige vilde planteædere på én gang: »Et flersidigt sæt af vilde dyr vil være mest effektivt ift. at generere naturlig dynamik og variation i græsningen.« (Rahbek m.fl. 2012). Og den vifte af planteædere, der kan komme på tale som potentielle græssere for at opnå den mest naturlige og gavnlige græsning, vil formentlig bestå af en eller flere af følgende arter: krondyr, elg, bison, vildsvin, bæver, vildhest (f.eks. Konik eller Exmoor) og vildokse (f.eks. Galloway eller Skotsk Højlandskvæg).
Er krondyr, vildhest og vildokse vel nærmest uundgåelige, knytter der sig forskellige overvejelser til de øvrige. F.eks. er det tvivlsomt om skovområdet har tilstrækkeligt med græsland til at være oplagt for europæisk bison, der ikke er en egentlig skovart, og det er heller ikke sikkert, at de 630 hektar er stort nok til en rimelig bestand af elge. Til gengæld vil elge muligvis egne sig særlig godt til nogle af vådområderne i skoven, hvor andre græssere er mindre tilbøjelige til at gå – og der er vel intet til hinder for, at man med årelange mellemrum supplerer elgbestanden med en ny elgtyr af hensyn til den genetiske variation. Vildsvin vil efter alt at dømme være helt oplagt, men stiller særlige krav til hegningen, og bæver er i forvejen udsat i Nordsjælland, men om den kommer af sig selv og slår sig ned i Bidstrup Skovene er måske tvivlsomt (spredningen bremses ved engsøerne vest for Gribskov, hvor bæverdæmninger regelmæssigt fjernes).
Men det endelige valg af dyr må i alle tilfælde bero på en nøjere analyse af fageksperter. Det samme gælder vurderingen af, hvornår de udsatte dyr når et antal, der svarer til områdets bæreevne, og der bliver behov for en vis regulering.
Vilde græssere til Naturnationalpark Bidstrup Skovene. Nogle er mere oplagte end andre – en endelig vurdering bør foretages af fageksperter. Hold musen over billederne eller klik på dem for at læse teksten (fotos © Rune Engelbreth Larsen)
Der er udbredt konsensus blandt forskere om, at et ydre hegn de fleste steder vil være en uomgængelig forudsætning for at opnå en græsning, der er så naturlig som muligt. Uden hegn søger dyrene nemlig ofte deres føde på omgivende marker frem for i de ønskede naturområder – og forsvinder måske helt fra området (Møller m.fl. 2018).
Den foreslåede hegnslinje om det 630 hektar store område er ca. 12 km lang, men kan reduceres til ca. 9 km, hvis Avnstrup Centeret og Avnstrupvej ikke frahegnes særskilt (se kortet nedenfor). Alle indre hegninger i det afgrænsede område sløjfes, så der er fri bevægelighed for planteæderne inden for området.
Hegnet bør konstrueres på en sådan måde, at det kun holder de større planteædere inde, men tillader fri passage gennem faunatunneller ind og ud af området for mindre dyr, f.eks. grævling, ræv, hare og rådyr. Endvidere skal der naturligvis etableres en del låger og porte for besøgende, så adgangen til naturoplevelserne er fri og enkel.
Forslag til hegnslinje omkring Naturnationalpark Bidstrup Skovene. Udkastet viser en af de mange muligheder for et areal med helårsgræsning uden tilskudsfodring (grafik © Rune Engelbreth Larsen).
Forslag til hegnslinje (grafik © Rune Engelbreth Larsen).
Kort, der illustrerer naturværdier og forslaget til en afgrænsning og hegnslinje for Naturnationalpark Bidstrup Skovene > DOWNLOAD SOM PDF
3. FREMTIDIGE UDVIDELSER OG FINANSIERING
Ser man nærmere på naturværdierne i de tilgrænsende naturarealer, er der ingen tvivl om, at der er et betydeligt potentiale for at udvide Naturnationalpark Bidstrup Skovene, lettest i retning af de øvrige statsarealer nordøst og nordvest for den foreslåede afgrænsning, bl.a. for at få en større bid af Natura 2000-området med. Der er bestemt også tilgrænsende privatejede arealer, som også kunne komme i betragtning, hvis der skulle vise sig en mulighed for at sætte natur og biodiversitet højest også i disse områder.
Socialdemokraterne har foreslået en ny måde at finansiere store naturtiltag på, bl.a. ved at indføre en afgift på plastikvandflasker, hvorved de vil finansiere 15 'vilde naturparker' på sammenlagt 60.000 hektar plus meget mere urørt skov, der skal øge det samlede areal med vildskov til 75.000 hektar i Danmark.
En supplerende vej er at invitere store private fonde til at blive en del af sådanne projekter, hvorved vi kan komme længere endnu. Det kunne være Aage V. Jensen Naturfond, Den Danske Naturfond og 15. Junifonden, der i forvejen har naturen som omdrejningspunkt, men det kunne også være andre private fonde, f.eks. Nordeafonden, der i de senere år har brugt adskillige millioner kroner på tiltag i naturen, om end hidtil mest med rekreative formål for øje snarere end til naturværdiernes fremme.
Etableringsomkostningerne til den skitserede model af Naturnationalpark Bidstrup Skovene er uhyre beskedne i forhold til projektets areal og beløber sig næppe til meget mere end ca. 15 mio. kr. Det anslåede beløb kan formodentlig dække følgende: a) en basismonitering af arter, b) udarbejdelse af en detailplan for en endelig etablering, c) 12 km vildthegn med låger, d) udsætning af en eller flere nøglearter til helårsgræsning uden tilskudsfodring, e) de første etaper i genetableringen af naturlige vandforhold flere steder i skoven.
Forslaget bliver tilgængeligt som printervenlig tekst i pdf-format sammen med en stribe relevante kort til download i pdf-format: 1) udpegningen af biodiversitetsskov fra 2020 og urørt skov fra 2025, 2) bioscore, 3) projektområdets afgrænsning, 4) den foreslåede hegnslinje,, 5) Natura 2000, 6) paragraf 3-beskyttelse.
Rune Engelbreth Larsen (senest opdateret: 30 oktober 2020)
Tak til Aage V. Jensen Naturfond og private givere for støtte