Ord og billeder af Rune Engelbreth Larsen
STØRRE, VILDERE OG NATURLIGERE NATUR
Forslag: Naturnationalpark Harrild Hede
Forslag til vildere natur på statslige arealer. Naturnationalpark Harrild Hede er markeret med sort hegnslinje på en del af statens arealer, der strækker sig yderligere mod nord over Nørlund Plantage og lidt mod syd ind i Mellem Harrild (grafik © Rune Engelbreth Larsen).
NATURNATIONALPARKER SOM BRIKKER TIL EN OMKOSTNINGSEFFEKTIV NATURZONE UDEN AREALOPKØB.
Her følger en online-version af forslaget til Naturnationalpark Harrild Hede fra Rune Engelbreth Larsens bog Danmarks genforvildede natur (2020). Forslaget er en bearbejdet version på baggrund af det naturnationalpark-konceptet, der oprindelig blev præsenteret i forfatterens foregående bog, Vildere vidder i dansk natur (2017). Bøgerne har inspireret politikerne til at arbejde videre med vildere natur i danske naturnationalparker, der bl.a. er beskrevet som et mål i Socialdemokratiets regeringsgrundlag i juni 2019.
1. INTRODUKTION
Flere og flere fastslår, at de største trusler mod natur og biodiversitet er manglen på plads, hvor naturen kan udfolde og forandre sig som natur. Der er således udbredt konsensus blandt en bred vifte af toneangivende forskere om vigtigheden af dynamisk frem for statisk natur i større sammenhængende og mere selvforvaltende naturarealer uden skovbrug og landbrug, hvor naturlige vandforhold i videst mulig udstrækning genetableres, og hvor der udsættes en vifte af helårsgræssende dyr uden tilskudsfodring (Svenning m.fl. 2012, Petersen m.fl. 2016, Ejrnæs m.fl. 2017, Fløjgaard m.fl. 2017, Møller m.fl. 2018).
Hvis vi ønsker en forbedret naturtilstand, skal naturens dynamiske processer med andre ord have plads til at virke så uhindret som muligt i store og vildere naturområder, hvor biodiversitet har førsteprioritet – i det følgende omtalt som naturnationalparker.
Men hvorfor »genskabe«? Hvorfor ikke bare stoppe alle naturforarmende indgreb og lade naturen være natur, hvor det er muligt? Det er naturligvis også det tilstræbte mål i selvforvaltende naturområder, men ofte kræver det alligevel en indsats, først og fremmest indledningsvis.
Ganske vist er arterne evolutionært udviklet over hundredtusinder eller millioner af år i naturlandskaber uden menneskelig indgriben og kan derfor sagtens klare sig uden forvaltning og pleje, men hvis vi umiddelbart overlader naturarealer til sig selv i dag, vil mange økosystemer kun vanskeligt opnå en gunstig naturtilstand uden en aktiv indsats på grund af de langsigtede negative effekter af mange generationers intensive ressourceudnyttelse og artsudryddelse.
Lader vi f.eks. skoven være urørt uden andre tiltag, vil naturen ofte reproducere eller forværre produktionsskovens mørke, ensartede og artsfattige skovstruktur mange år fremefter i stedet for at udvikle varierede levesteder til en naturlig mangfoldighed af arter. Det skyldes bl.a., at så godt som alle vore terrestriske arter er udviklet i store sammenhængende naturlandskaber med mange forskellige græssende dyr, hvoraf hovedparten er bortjaget eller udryddet i dag – selv husdyrgræsningen, der i nogen grad 'erstattede' den naturlige skovgræsning, blev afviklet i 1800-tallet.
Dertil kommer, at store dele af Danmarks skovareal består af unaturligt drænede og ensaldrede bevoksninger med kun én eller få forskellige træarter og store tilplantede arealer med ikke-hjemmehørende træarter, fordi skovenes primære funktion i århundreder har været at levere tømmer (Buchwald & Heilmann-Clausen 2018).
Vores naturforarmende indgreb stikker med andre ord så dybt, at den natur, vi måtte vælge at overlade til sig selv, sjældent har de naturlige forudsætninger for at komme på fode igen – af sig selv.
Derfor er der brug for biodiversitetsfremmende tiltag, hvor ikke mindst naturlig græsning og naturlige vandforhold genetableres, så udgangsbetingelserne for urørt skov – og naturligere naturarealer i almindelighed – bliver langt mere varierede, og naturen igen får forudsætningerne for at udvikle sig mere dynamisk og selvforvaltende. Det kræver ikke alene plads til robuste bestande af flere forskellige større planteædere i samspil med de øvrige arter, men også gerne plads til, at erosion, stormfald, sandflugt, ådsler, oversvømmelser osv. atter kan blive en del af vildere og mere dynamisk natur i udvalgte områder.
Lidt firkantet udtrykt kan kriterierne og virkemidlerne for genetableringen af vildere natur udtrykkes ved følgende 5 P'er:
KRITERIER for udvalget af større områder: 1) plads (til naturlige processer), 2) placering (primært på offentlige arealer med høje naturværdier) og 3) prioritering (af truede arter og levesteder). VIRKEMIDLER til at fremme vildere natur i udvalgte områder: 4) planteædere genudsættes bag ét ydre hegn og 5) produktionsophør gennemføres overalt på arealet, hvilket indebærer genetableringen af naturlig hydrologi og en hurtig afvikling af skovbrug og landbrug.
Bogen Vildere vidder i dansk natur (2017) uddyber baggrunden herfor og skitserer 35 forslag til oplagte naturområder med et samlet potentiale på ca. 1.250 kvadratkilometer vildere natur, primært på statsarealer. Bogen Danmarks genforvildede natur (2020) konkretiserer 15 af disse på sammenlagt 30.000 hektar og viser hvor en fase 2 oplagt kunne fordoble arealet med udvidelser og flere naturnationalparker og nå op på i alt 60.000 hektar.
Læs eventuelt baggrundsartiklens uddybende argumentation for rammer og kriterier: Vision og introduktion.
Et af de oprindelige 35 forslag fra 2017 er Naturnationalpark Almindingen, som kan læses og downloades separat på Naturzonen.dk. I det følgende præsenteres den bearbejdede version, der er skåret mere ind til benet i Danmarks genforvildede natur (2020) af hensyn til en lettere og mere omkostningseffektiv politisk realisering, der hurtigere kan gennemføres og med tiden eventuelt udvides. Der er selvfølgelig ikke af den grund tale om en detailplan (der i givet fald skal udarbejdes af fageksperter), men et skridt nærmere en realistisk anskueliggørelse af rammer og grundideer relateret til det konkrete område:: Naturnationalpark Harrild Hede.
Harrild Hede, juni. De statsejede naturområder Harrild Hede og Nørlund Plantage ligger i forlængelse af hinanden og dækker ca. 3.000 hektar, der med tiden kunne blive et stort midtjysk naturreservat på naturens præmisser. Forslaget til Naturnationalpark Harrild Hede kunne være 1. etape på knap 1.000 hektar, hvor Nørlund Plantage udlades indtil en eventuelt udvidet 2. etape (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Guldblomme. En ca. 40 cm høj smuk blomst, der i juni-juli stråler pletvist i de ensformige hedelandskaber, bl.a. på Harrild Hede. Den er gået tilbage herhjemme og vokser i dag udelukkende i Jylland, bortset fra én enkelt lokalitet på Sydfyn (foto © Rune Engelbreth Larsen)
2. HVORFOR DÉR OG HVAD SKAL DER TIL?
Forslaget til Naturnationalpark Harrild Hede strækker sig over ca. 950 hektar, der ud over det store sammenhængende hedeareal primært består af mørke blokke af nåletræsplantager, først og fremmest rødgran, men også bevoksninger med sitkagran, bjergfyr, skovfyr og douglasgran.
Et selvforvaltende naturprojekt kunne etableres på arealer, der i forvejen er 100 procent statsejede, hvorfor der ikke er behov for opkøb – og potentialet for fremtidige udvidelser er også stort, idet Nørlund Plantage (nord for Harrild Hede) strækker sig over yderligere ca. 2.000 hektar statsejede plantagearealer, heder og kær.
Kvindebæk og Holtum Å løber gennem den sydøstlige del af området, som også rummer højmosearealet Ulvemose og enkelte navngivne søer, bl.a. Struben og Bjerregård Sø. Flere søer er opstået siden 1990'erne i takt med, at der generelt er kommet større vanddækning i tidvise søer og opstået flere permanente småsøer på hedearealer som følge af klimaforandringer (Degn 2013).
Dambruget ved Holmtum Å blev nedlagt i 1999, og åen er blevet naturligt genslynget på strækningen, så åen i dag slynger sig fint gennem hele den foreslåede afgrænsning. Allerede i 2000 kunne der fanges store laks, hvor dambruget blev nedlagt, og hvor Naturcenter Harrild Hede efterfølgende er blevet opført. Langs Kvindebæk kan der sine steder også findes hængesæk og tørvelavninger.
Det er dog primært i de åbne hedeområder, at naturværdierne findes, og her er både plads til og behov for græsning året rundt. Næsten hele den foreslåede afgræsning af Naturnationalpark Harrild Hede udgør en del af Natura 2000-område nr. 75, og ser vi bort fra bevoksningerne, der er rene produktionsplantager, er naturværdierne pænt over middel, sine steder helt i top, jf. områdets bioscore (se kortmaterialet).
Harrild Hede er endvidere inkluderet i det såkaldte 50 procents-biodiversitetsscenario blandt de væsentligtste 3.600 kvadratkilometer naturområder at beskytte, hvis Danmarks biodiversitetstab skal standses (Ejrnæs m.fl. 2014).
Naturværdierne er imidlertid trængte, idet større dele af heden er i ringe bevaringstilstand ifølge Natura 2000-planen for 2016-21. Områdets indlandsklit med lyng og revling udgør en væsentlig andel af denne naturtypes samlede kortlagte areal inden for den atlantiske biogeografiske region, men denne og de øvrige hedearealer er truet af tilgroning, bl.a. med bjergfyr, hvilket ifølge samme plan udgør en »væsentlig forhindring for udvikling af gunstig naturtilstand«.
Produktionsplantagerne, der i det store hele er meget ensformige og ensaldrede, bør omlægges til urørt skov eller ryddes, alt efter hvad der giver bedst mening i et biodiversitetsperspektiv fra areal til areal.
Tjærenellike – et smukt syn også på Harrild Hede, hvor den blomstrer omtrentligt samtidig med guldblomme (foto © Rune Engelbreth Larsen)
På Harrild Hede har man eksperimenteret med at afskrælle heden og blotte mineraljorden for at komme tilgroningen med blåtop til livs, hvilket har gavnet guldblomme, cypres-ulvefod og mange andre planter (Degn 2006b). Området er også blevet plejet i årtier, og så tidligt som i 1960 var det en af de første heder, hvor afbrænding blev taget i brug som virkemiddel til at forynge lyngen.
Ild er et glimrende redskab, men den langsigtede indsats for at genetablere de naturlige processer og fremadrettet lade området udvikle sig på naturens præmisser afhænger også af tilstedeværelsen af store planteædere, der sættes ud i et 'naturligt' antal året rundt. De store planteædere har spillet en nøglerolle i evolutionshistorien, hvorfor de fleste af de øvrige arter er tilpasset deres tilstedeværelse og direkte eller indirekte mistrives under deres fravær.
Hvad er et 'naturligt' antal? Det korte svar er, at ingen ved det. Men det lidt længere svar er, at det ikke er så vanskeligt at finde ud af, fordi områdets bæreevne (i betydningen det tilgængelige fødegrundlag) afgør det henad vejen. Når dyrebestandene har nået et antal, hvor der er for lidt føde tilgængeligt om vinteren, vil det ikke være vanskeligt at konstatere og iværksætte en såkaldt reaktiv regulering, det vil sige at dyr tages ud (flyttes til andre arealer eller bortskydes), når det vurderes, at de ikke ville kunne overleve.
Det er naturligvis et indgreb, som mere tilgodeser det ubehag, som mange føler ved sultende dyr, end det tilgodeser naturen, for det er en naturlig del af naturen med periodevis stor vinterdødelighed (og ikke et særtilfælde betinget af hegn). Den del af den reaktive regulering, der handler om at bortskyde dyr, kunne f.eks. forestås af (udlejes til) jægere under fagligt forsvarlige rammer og vurderinger.
Hvilke dyr taler vi om?
Både bison, vildsvin, krondyr, vildhest (f.eks. Exmoor eller Konik) og vildokse (robuste kreaturer, f.eks. Galloway eller Skotsk Højlandskvæg) ville sandsynligvis egne sig fint til helårsgræsning uden tilskudsfodring på Harrild Hede. Til gengæld er 950 hektar nok i underkanten for en nogenlunde rimelig bestand af elge – et billede, som en fremtidig udvidelse afgjort kan ændre, hvis hele eller dele af Nørlund Plantage inkluderes.
Men det endelige valg af dyr må i alle tilfælde bero på en nøjere analyse af fageksperter, hvilket også gælder vurderingen af, hvornår de udsatte dyr når et antal, der svarer til områdets bæreevne, og der bliver behov for en vis reaktiv regulering.
Vilde græssere til Naturnationalpark Harrild Hede. Nogle er mere oplagte end andre – en endelig vurdering bør foretages af fageksperter. Hold musen over billederne eller klik på dem for at læse teksten (fotos © Rune Engelbreth Larsen)
Ifølge en bred forskerkonsensus er et ydre hegn en forudsætning for at opnå en græsning, der er så tæt og naturlig som muligt, for uden hegn søger dyrene i reglen blot føden på de omgivende marker (Møller m.fl. 2018).
Hegn er dog ikke bare 'hegn', for valget af hegnstypen afhænger af de dyr, der udsættes. Europæisk bison, vildhest og vildokse behøver ikke andet end et elhegn med få tråde, mens elg kræver et større vildthegn (det samme gør krondyr, hvis de skal forblive på arealet). Men faunapassager kan sikre mindre arters frie passage (f.eks. grævling, odder, ræv, hare, rådyr – og ulv) – dog med det forbehold, at vildsvin kræver et ekstra hegn, der umuliggør noget sådant. Der er med andre ord konsekvenser af den valgte hegning, som fageksperter må overveje.
Den foreslåede hegnslinje om det 950 hektar store område er ca. 17 km lang og følger delarealets 'naturlige' (dvs. 'kulturlige') rammer (se kortet øverst i artiklen). Adgangen til naturoplevelserne bør naturligvis være enkel gennem låger og porte.
Et udsnit af Harrild Hede set fra syd (foto © Rune Engelbreth Larsen).
Forslag til hegnslinje (grafik © Rune Engelbreth Larsen).
Kort, der illustrerer naturværdier og forslaget til en afgrænsning og hegnslinje for Naturnationalpark Harrild Hede > DOWNLOAD SOM PDF
3. FREMTIDIGE UDVIDELSER OG FINANSIERING
Som nævnt er der gode udvidelsesmuligheder nord for forslagets afgrænsning, hvor staten ejer Nørlund Plantage, som også rummer store lysåbne arealer med meget høje naturværdier, og samlet set kunne blive til Naturnationalpark Harrild Hede & Nørlund Plantage på næsten 3.000 hektar. Det ville formodentlig indebære tab af betydelige tømmerværdier, som ikke er besluttet politisk i dag, hvorfor der her foreslås en mere begrænset model, som forholdsvis hurtigt kunne sættes i værk.
Finansieringen af en 950 hektar stor Naturzone Harrild Hede er der flere muligheder for.
Socialdemokraterne har f.eks. foreslået en ny måde at finansiere store naturtiltag på, bl.a. ved at indføre en afgift på plastikvandflasker, hvorved de vil finansiere 15 'vilde naturparker' på sammenlagt 60.000 hektar plus meget mere urørt skov, der næsten vil firedoble Danmarks samlede areal med vildskov til 75.000 hektar. Naturnationalpark Harrild Hede passer fint ind i førstnævnte del af planen.
En supplerende vej er at invitere store private fonde til at blive en del af sådanne projekter, hvorved vi kan komme længere endnu. Det kunne være Aage V. Jensen Naturfond, Den Danske Naturfond og 15. Junifonden, der i forvejen har naturen som omdrejningspunkt, men det kunne også være andre private fonde, f.eks. Nordeafonden, der i de senere år har brugt adskillige millioner kroner på tiltag i naturen, om end hidtil mest med rekreative formål for øje snarere end til naturværdiernes fremme.
Etableringsomkostningerne til den skitserede model af Naturnationalpark Harrild Hede er uhyre beskedne i forhold til projektets areal og beløber sig næppe til mere end max. 10-12 mio. kr. (og formentlig ikke mere end ca. 35% af dette beløb, hvis man lander på en model med elhegn og arter som bison, vildhest og vildokse).
De anslåede etableringsomkostninger kan formodentlig dække følgende: a) en basismonitering af arter, b) udarbejdelse af en detailplan for en endelig etablering, c) 17 km hegn med låger, d) udsætning af en eller flere nøglearter til helårsgræsning uden tilskudsfodring, e) nogle indledende tiltag i genetableringen af naturlige vandforhold flere steder i skoven.
Forslaget bliver tilgængeligt som printervenlig tekst i pdf-format sammen med en stribe relevante kort til download i pdf-format: 1) projektområdets ejerskab og foreslåede afgrænsning, 2) den foreslåede hegnslinje, 3) Natura 2000, 4) paragraf 3-beskyttelse, 5) bioscore.
Rune Engelbreth Larsen, 14. december 2018; senest opdateret: 21. november 2020)
Tak til Aage V. Jensen Naturfond og private givere for støtte