Ord og billeder af Rune Engelbreth Larsen
STØRRE, VILDERE OG NATURLIGERE NATUR
Forslag: Naturnationalpark Hindemade & Pamhule Skov
Forslag til vildere natur: Naturnationalpark Hindemade & Pamhule Skov er markeret med rød afgrænsning og sort hegnslinje på en del af statens arealer, der inkluderer dele af den eksisterende hegnslinje (brun) omkring dyrehaven (© Rune Engelbreth Larsen).
NATURNATIONALPARKER SOM BRIKKER TIL EN OMKOSTNINGSEFFEKTIV NATURZONE UDEN AREALOPKØB.
Her følger en online-version af forslaget til Naturnationalpark Hindemade & Pamhule Skov fra Rune Engelbreth Larsens bog Danmarks genforvildede natur (2020). Forslaget er en bearbejdet version på baggrund af det naturnationalpark-konceptet, der oprindelig blev præsenteret i forfatterens foregående bog, Vildere vidder i dansk natur (2017). Bøgerne har inspireret politikerne til at arbejde videre med vildere natur i danske naturnationalparker, der bl.a. er beskrevet som et mål i Socialdemokratiets regeringsgrundlag i juni 2019.
1. INTRODUKTION
Flere og flere fastslår, at de største trusler mod natur og biodiversitet er manglen på plads, hvor naturen kan udfolde og forandre sig som natur. Der er således udbredt konsensus blandt en bred vifte af toneangivende forskere om vigtigheden af dynamisk frem for statisk natur i større sammenhængende og mere selvforvaltende naturarealer uden skovbrug og landbrug, hvor naturlige vandforhold i videst mulig udstrækning genetableres, og hvor der udsættes en vifte af helårsgræssende dyr uden tilskudsfodring (Svenning m.fl. 2012, Petersen m.fl. 2016, Ejrnæs m.fl. 2017, Fløjgaard m.fl. 2017, Møller m.fl. 2018).
Hvis vi ønsker en forbedret naturtilstand, skal naturens dynamiske processer med andre ord have plads til at virke så uhindret som muligt i store og vildere naturområder, hvor biodiversitet har førsteprioritet – i det følgende omtalt som naturnationalparker.
Men hvorfor »genskabe«? Hvorfor ikke bare stoppe alle naturforarmende indgreb og lade naturen være natur, hvor det er muligt? Det er naturligvis også det tilstræbte mål i selvforvaltende naturområder, men ofte kræver det alligevel en indsats, først og fremmest indledningsvis.
Ganske vist er arterne evolutionært udviklet over hundredtusinder eller millioner af år i naturlandskaber uden menneskelig indgriben og kan derfor sagtens klare sig uden forvaltning og pleje, men hvis vi umiddelbart overlader naturarealer til sig selv i dag, vil mange økosystemer kun vanskeligt opnå en gunstig naturtilstand uden en aktiv indsats på grund af de langsigtede negative effekter af mange generationers intensive ressourceudnyttelse og artsudryddelse.
Lader vi f.eks. skoven være urørt uden andre tiltag, vil naturen ofte reproducere eller forværre produktionsskovens mørke, ensartede og artsfattige skovstruktur mange år fremefter i stedet for at udvikle varierede levesteder til en naturlig mangfoldighed af arter. Det skyldes bl.a., at så godt som alle vore terrestriske arter er udviklet i store sammenhængende naturlandskaber med mange forskellige græssende dyr, hvoraf hovedparten er bortjaget eller udryddet i dag – selv husdyrgræsningen, der i nogen grad 'erstattede' den naturlige skovgræsning, blev afviklet i 1800-tallet.
Dertil kommer, at store dele af Danmarks skovareal består af unaturligt drænede og ensaldrede bevoksninger med kun én eller få forskellige træarter og store tilplantede arealer med ikke-hjemmehørende træarter, fordi skovenes primære funktion i århundreder har været at levere tømmer (Buchwald & Heilmann-Clausen 2018).
Vores naturforarmende indgreb stikker med andre ord så dybt, at den natur, vi måtte vælge at overlade til sig selv, sjældent har de naturlige forudsætninger for at komme på fode igen – af sig selv.
Derfor er der brug for biodiversitetsfremmende tiltag, hvor ikke mindst naturlig græsning og naturlige vandforhold genetableres, så udgangsbetingelserne for urørt skov – og naturligere naturarealer i almindelighed – bliver langt mere varierede, og naturen igen får forudsætningerne for at udvikle sig mere dynamisk og selvforvaltende. Det kræver ikke alene plads til robuste bestande af flere forskellige større planteædere i samspil med de øvrige arter, men også gerne plads til, at erosion, stormfald, sandflugt, ådsler, oversvømmelser osv. atter kan blive en del af vildere og mere dynamisk natur i udvalgte områder.
Bogen Vildere vidder i dansk natur (2017) uddyber baggrunden herfor og skitserer 35 forslag til oplagte naturområder med et samlet potentiale på ca. 1.250 kvadratkilometer vildere natur, primært på statsarealer. Bogen Danmarks genforvildede natur (2020) konkretiserer 15 af disse på sammenlagt 30.000 hektar og viser hvor en fase 2 oplagt kunne fordoble arealet med udvidelser og flere naturnationalparker og nå op på i alt 60.000 hektar.
Læs eventuelt baggrundsartiklens uddybende argumentation for rammer og kriterier: Vision og introduktion.
Et af de oprindelige 35 forslag fra 2017 er Naturnationalpark Almindingen, som kan læses og downloades separat på Naturzonen.dk. I det følgende præsenteres den bearbejdede version, der er skåret mere ind til benet i Danmarks genforvildede natur (2020) af hensyn til en lettere og mere omkostningseffektiv politisk realisering, der hurtigere kan gennemføres og med tiden eventuelt udvides. Der er selvfølgelig ikke af den grund tale om en detailplan (der i givet fald skal udarbejdes af fageksperter), men et skridt nærmere en realistisk anskueliggørelse af rammer og grundideer relateret til det konkrete område: Naturnationalpark Hindemade & Pamhule Skov.
Hindemade. Oprindelig et moseområde, men efter årtiers afvanding og opdyrkning blev arealet opkøbt og sat under vand af Naturstyrelsen i 1994. Jorden havde sat sig, og naturgenopretningen resulterede i det nuværende søareal på knap 50 hektar (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Haderslev Dyrehave kan blive en del af Naturnationalpark Hindemade & Pamhule Skov (foto © Rune Engelbreth Larsen)
2. HVORFOR DÉR OG HVAD SKAL DER TIL?
Forslaget til Naturnationalpark Hindemade & Pamhule Skov strækker sig over ca. 730 hektar, der er ejet 100 procent af det offentlige, hvoraf Haderslev Kommune ejer ca. 269 hektar (Haderslev Dam), og resten ejes af staten og forvaltes af Naturstyrelsen.
At naturværdierne er værd at værne om, fremgår af flere forskellige rapporter, der især fokuserer på Pamhule Skov.
Næsten hele det terrestriske areal i den foreslåede afgrænsning overlapper Natura 2000-område nr. 92, og hele området figurerer desuden blandt de udpegede områder, hvor naturindsatsen ifølge rapporten Biodiversitetskort for Danmark bør prioriteres, hvis Danmarks generelle biodiversitetstab skal standses (Ejrnæs m.fl. 2014).
Ifølge biodiversitetskortet ligger naturværdierne da også pænt over middel, og den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Hindemade & Pamhule Skov inkluderer således arealer, der opnår en bioscore fra ca. 10 til 16 ud af 20, hvilket indikerer mange truede arter og potentielle levesteder for truede arter.
Ifølge en rapport om den mest optimale udpegning af urørt skov i Danmark er Pamhule Skov ligeledes fremhævet med følgende karakteristik: »Betydelige eksisterende værdier og stort potentiale, bl.a. i kraft af geografisk placering og varieret topografi. Domineret af meget frodig løvskov på stift ler med indslag af sumpskov. Sandsynligvis er de eksisterende værdier underestimeret pga. sparsomt datagrundlag.« (Petersen m.fl. 2017).
Fra 2026 bliver 101 hektar løvskov lagt urørt (udover de eksisterende udpegninger fra 1994 og 2000), hvorved en større sammenhængende del af skoven syd og vest for Hindemade bliver et samlet areal uden skovdrift (jf. Naturstyrelsens faktaark om udpegningen af Pamhule Skov).
Udlæg til urørt skov er dog 'kun' halvvejen i forhold til vildere og mere selvforvaltende natur, idet også naturlig græsning er en afgørende faktor. Kombinationen af skovgræsning og urørt skov er således det mest omkostningseffektive middel i forhold til at gavne skovens truede arter (Johannsen m.fl. 2013).
Skovgræsning skal desuden helst være helårsgræsning: »Græsning er en essentiel funktion for økosystemet og for mange af de truede arter. Det anbefales i videst muligt omfang at etablere eller videreføre naturlige græsningsniveauer i biodiversitetsskovene. Her er det vigtigt at notere at et hårdt græsningstryk i sommerhalvåret kan være ligeså skadeligt som mangel på græsning for bl.a. truede sommerfugle.« (Buchwald & Heilmann-Clausen 2018).
I en prioriteret liste over de 45 skovområder, der er udpeget til urørt skov og biodiversitetsskov fra 2026, er Pamhule Skov placeret som nr. 25 på den prioriterede liste over de udpegninger, der vil have mest gavn af græsning. Vægtningen er udmøntet i et pointsystem fra 3 til 12, alt efter hvor vigtig skovgræsningen er i de pågældende skove, idet »græsning synes biologisk oplagt ved scorer på i alt 8 eller mere« (Naturstyrelsen 2018). Pamhule Skov vurderes her til 9 point og er altså en oplagt kandidat til et skovgræsningsprojekt.
For at øge sammenhængen og få de vigtigste naturværdier inkluderet forslås arealet med urørt løvskov udvidet yderligere mod syd langs Bibækken, der løber gennem en dyb slugt, som i forvejen nærmest er de facto urørt skov. En permanent udpegning vil ikke alene udvide andelen af urørt skov, men den naturlige sammenhæng langs slugten og vandløbet kan derved også forvaltes som en helhed på arealer, hvor skovdrift i forvejen er sparsom og besværlig.
Dådyr drøner forbi. Haderslev Dyrehave strækker sig i dag over ca. 100 hektar, der indgår i den foreslåede afgrænsning af 'Naturnationalpark Hindemade & Pamhule Skov', hvor både dådyr og krondyr er udsat (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Dådyrene ville kunne boltre sig på mere end 400 hektar, hvis Naturnationalpark Hindemade & Pamhule Skov realiseres (Hindemade og Haderslev Dam er her fraregnet det samlede areal på ca. 730 hektar) – dvs. en firedobling af det nuværende græsningsareal (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Omtrent 100 tons wrap. I dag fodres hjortene i Haderslev Dyrehave massivt ved fire foderplader, men det er ikke naturgavnligt – og det er heller ikke nødvendigt, hvis forslaget til mere selvforvaltende natur realiseres, idet dyreantallet i givet fald vil blive afstemt efter arealets naturlige fødegrundlag (foto © Rune Engelbreth Larsen)
En genetablering af mulighedsbetingelserne for det pågældende areals udvikling i retning af mere selvforvaltende natur indebærer for det første helårsgræsning uden tilskudsfodring og for det andet naturlige vandforhold.
Haderslev Dyrehave indgår i det foreslåede areal, hvorfor man også kunne vælge at betragte forslaget her som en slags 'udvidelse af dyrehaven' – med den vigtige fodnote, at 'dyrehave' trods alt vil være en misvisende betegnelse fremadrettet.
Naturnationalpark Hindemade & Pamhule Skov medfører f.eks., at de eksisterende fire foderpladser nedlægges for at sikre de store planteæderes 'naturlige' påvirkning af vegetationen på arealet. Dyr fodres i zoologiske haver, ikke i naturområder, hvor naturens processer skal kunne spille naturligt og dynamisk sammen.
Fraregner vi Haderslev Dam og Hindemade, der sammenlagt udgør ca. 318 hektar, skal dyrene med andre ord udelukkende leve af den tilgængelige føde på de resterende ca. 412 hektar.
Hvor mange dyr, der er føde til året rundt, afgøres i takt med, at dyrene formerer sig, og når bæreevnen vurderes at være nået, holdes bestandene nede ved reaktiv regulering. Det betyder ganske enkelt, at hvis antallet af dyr i løbet af en sommer er blevet for stort til fødegrundlaget den efterfølgende vinter, udtages overskydende dyr. Sådan foregår det allerede i dag i andre selvforvaltende naturprojekter, f.eks. i Knepp Wildland i England og på Naturhistorisk Museums arealer i Mols Bjerge.
Det vil naturligvis være fordelagtigt, hvis nogle afdøde dyr også forbliver en del af økosystemet som kadavere, eftersom dele af faunaen netop er tilknyttet døde dyr, og den del har ikke meget at komme efter i vor tids 'kadaverfattige' naturlandskab.
Det betragtes imidlertid ofte som en særlig problematisk udfordring, at naturgæster skulle kunne 'risikere' at møde et dødt dyr i en eller anden grad af nedbrydning – men mon ikke god formidling kan ændre dét? Flere og flere steder er man allerede ved at høste gode erfaringer med at formidle vigtigheden af døde dyr i naturen (f.eks. Dødens Tårn i Lille Vildmose og Rådnepladsen i Løvbakke Dyrehave).
Reaktiv regulering skal naturligvis sikre, at der ikke forekommer massiv vinterdødelighed i tilfælde af en særligt streng vinter, men reguleringen bør ikke af den grund udelukke, at kadavere af og til får lov til at være en del af naturen, også i Naturnationalpark Hindemade & Pamhule Skov.
Fordi der ikke er så megen føde til rådighed fra naturens hånd om vinteren, er dyrenes påvirkning af vegetationen en helt anden end om sommeren, hvilket blandt andet resulterer i en naturlig påvirkning af vedplanter, som dyrene ellers fravælger, når der er frisk græs og blomster på menuen (eller når der tilskudsfodres). I dag er dele af Haderslev Dyrehaves bevoksninger f.eks. frahegnet for at undgå, at hjortene gnaver i træerne – en påvirkning, der imidlertid bør indgå som en helt naturlig del af et selvforvaltende økosystem.
Arealer af denne størrelse kan udmærket rumme flere forskellige store planteædere, hvilket også er det mest effektive i forhold til en dynamisk og varieret græsning (Rahbek m.fl. 2012). Ifølge forskeranbefalinger bør helårsgræsning på mere selvforvaltende skovarealer således inkludere en eller flere af følgende arter: krondyr, elg, bison, vildsvin, bæver, vildhest og vildokse (Møller m.fl. 2018).
Krondyr og dådyr er i forvejen i området, og måske vil bæver med tiden komme af sig selv, men derudover vil de mest oplagte arter formentlig være vildhest, vildokse og vildsvin.
Vildhest og vildokse betegner her heste (f.eks. Exmoor eller Konik) og kreaturer (f.eks. Galloway eller Skotsk Højlandskvæg), der ikke er tamme og ikke tilskudfodres, og som kan udfylde stort set samme funktion i økosystemerne, som de uddøde vildheste og urokser har gjort historisk. Helårsgræsning med kreaturer er også til gavn for skovens krondyr, som gerne opsøger områder, der er vintergræsset (Buttenschøn 2007).
Men det vil selvfølgelig være op til fageksperter at vurdere i detalje, hvilken artsammensætning der er mest hensigtsmæssig under en eventuel realisering af Naturnationalpark Hindemade & Pamhule Skov.
Vilde græssere til Naturnationalpark Hindemade & Pamhule Skov. Nogle er mere oplagte end andre – en endelig vurdering bør foretages af fageksperter. Hold musen over billederne eller klik på dem for at læse teksten (fotos © Rune Engelbreth Larsen)
En ydre hegnslinje skal sikre, at dyrene indgår som økosystemets nøglearter i stedet for f.eks. at søge føde på omgivende marker. Hvis vi baserer en del af græsningen på krondyr og dådyr, vil det være nødvendigt med vildthegn af en type, der kendes fra den eksisterende dyrehave. Hvis også vildsvin skal udsættes, vil der derudover være særligt strenge hegnskrav, fordi Danmark er det eneste land i EU, hvor vildsvin er 100 procent bandlyst i naturen.
Afgrænsningen af det foreslåede projektområde kræver en samlet hegnslængden på ca. 17,5 km, hvoraf ca. 4,5 km dog overlapper den eksisterende dyrehave.
Hegnet skal selvfølgelig forsynes med låger og porte til publikum såvel som en række faunapassager, f.eks. i form af mindre tunneller, hvorigennem de mellemstore planteædere og rovdyr kan passer frit ind og ud af arealet (f.eks. ræv, rådyr, grævling, odder, bæver – og ulv).
Naturnationalpark Hindemade & Pamhule Skov krydser Sønderjyske Motorvej, hvilket imidlertid ikke er problematisk, eftersom naturarealerne vest og øst for motorvejen er forbundet under en 130 meter lang og 4-6 meter høj motorvejsbro over Tørning Å. Dyrene har med andre ord let passage under vejen, hvorfor man lige så godt kan betragte arealer på begge side af vejen som en helhed.
Forslag til hegnslinje (grafik © Rune Engelbreth Larsen).
Kort, der illustrerer naturværdier og forslag til afgrænsning og hegn: Naturnationalpark Hindemade & Pamhule Skov > DOWNLOAD SOM PDF
I et naturområde, hvor der tilstræbes så naturlige forhold som muligt, bør vandforholdene også være naturlige – i videst muligt omfang. Det sidste betyder, at det selvfølgelig ikke er muligt at genetablere vandløb og vådområder til et 100 procent naturligt udgangspunkt, hvis det medfører uundgåelige oversvømmelser af private naboarealer, eller hvis det kolliderer med andre tvingende kulturhensyn .
I Pamhule Skov er der gennemført hydrologi-projekter, der har bragt vandstanden tilbage til et naturligt niveau på flere lokaliteter – men der er også en række begrænsninger for, hvad der kan lade sig gøre af hensyn til naboejendommene og forholdene i området i øvrigt.
Tørning Å løber f.eks. gennem en kunstig kanal i dag, og det kan ikke ændres som følge af de forhold, der gør sig gældende efter genopretningen af Hindemade, der historisk var en mose, men måtte 'genopstå' som sø efter tres års afvanding og opdyrkning. Der er også kunstige dæmninger i vest- og østenden af Haderslev Dam, og heller ikke omkring Tørning Mølle kan vandet få frit løb, primært på grund af kulturhistorisk opstemning af betydning for møllen.
Men det betyder ikke, at vi ikke kan sigte efter en grad af selvforvaltende natur på så naturlige præmisser som muligt, hvor som helst det kan lade sig gøre, hvilket også gælder naturlig hydrologi.
Som nævnt overlapper forslaget store dele af Natura 2000-område nr. 92, hvor der allerede i dag er en række specifikke krav til forvaltningen, der skal sikre gunstig bevaringstilstand for udvalgte naturtyper og arter. Hvis naturen i højere grad bliver selvforvaltende, kan det være vanskeligt (i nogle tilfælde umuligt) at garantere forudbestemte forvaltningsmål, som afhænger af en meget målrettet arts- og arealspecifik naturpleje, fordi målet netop er vildere natur, 'der udvikler sig af sig selv'.
Men selv om det er en udbredt opfattelse, at habitatdirektivets forpligtelser af denne grund står i vejen for selvforvaltende natur i Natura 2000-områder, er det faktisk ikke tilfældet, når man ser nærmere på bestemmelserne. Det redegøres der nærmere for her: Selvforvaltende natur – står habitatdirektivet og Natura 2000 i vejen?
Tørning Å er blevet genslynget flere steder, men løber fortsat nord om Hindemade i en kunstig kanal (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Naturnationalpark Hindemade & Pamhule Skov dækker ca. 730 hektar, men kan f.eks. udvides til ca. 900 hektar (stadig 100 procent på offentligt ejede arealer) ved at inkludere hele Pamhule Skov samt Sandkule og Stevning Dam (kortet forrest). Det indebærer dog en større udvidelse af urørte skov i Pamhule Skov og Sandkule, hvis vi skal fastholde ideen om selvforvaltende natur (foto © Rune Engelbreth Larsen)
3. FREMTIDIGE UDVIDELSER OG FINANSIERING
Naturnationalpark Hindemade & Pamhule Skov kan som nævnt etableres på ca. 730 hektar, men der er oplagte muligheder for udvidelser af den foreslåede afgrænsning, bl.a. hvis arealet med urørt skov udvides til at omfatte hele Pamhule Skov. Endvidere har Sandkule og Stevning Dam potentiale til at indgå i helheden, om end det formentlig ville betyde omkostningskrævende udfordringer at forbinde områderne omkring Tørning Mølle.
Enhver afgrænsning vil i alle tilfælde indebære etableringsomkostninger til hegn, der bl.a. afhænger af, om et simpelt elhegn er tilstrækkeligt, eller om det skal være et vildthegn i stil med det nuværende dyrehavehegn. Desuden er der omkostninger forbundet med indkøb og udsætning af dyr, diverse vandprojekter og selve udarbejdelsen af detailplanen, der bør være et samarbejde mellem forvaltere og forskere.
Alt i alt kan vi anslå etableringsomkostningerne til størrelsesordnen ca. 10 mio. kr., der dækker a) en basismonitering af arter, b) udarbejdelse af en detailplan for en endelig etablering, c) yderligere 13 km vildthegn med låger, d) udsætning af flere nøglearter til helårsgræsning uden tilskudsfodring, e) genetablering af naturlige vandforhold lidt flere steder i skoven og f) skiltning, der formidler selvforvaltende natur.
Skønt beløbet ret beset er beskedent i betragtning af det store areal, er det naturligt at spørge: Hvor skal pengene komme fra?
Socialdemokraterne har f.eks. foreslået en ny måde at finansiere store naturtiltag på, bl.a. ved at indføre en afgift på plastikvandflasker, hvorved de vil finansiere 15 'vilde naturparker' på sammenlagt 60.000 hektar og en forøgelse af det samlede areal med urørt skov fra de planlagte ca. 20.000 hektar til 75.000 hektar. I det perspektiv ville Naturnationalpark Hindemade & Pamhule Skov være et lille og forholdsvis let projekt
En alternativ eller supplerende vej er at invitere store private fonde til at blive en del af sådanne projekter, hvorved vi kan komme længere endnu. Det kunne være Aage V. Jensen Naturfond, Den Danske Naturfond og/eller 15. Junifonden, der i forvejen har naturen som omdrejningspunkt. Men det kunne også være andre private fonde, f.eks. Nordeafonden, der i de senere år har brugt adskillige millioner kroner på tiltag i naturen, om end hidtil mest med rekreative formål for øje snarere end til naturværdiernes fremme.
Forslaget bliver tilgængeligt som printervenlig tekst i pdf-format sammen med seks relevante kort til download i pdf-format: 1) udpegningen af biodiversitetsskov fra 2020 og urørt skov fra 2025, 2) bioscore, 3) projektområdets afgrænsning, 4) den foreslåede hegnslinje,, 5) Natura 2000, 6) paragraf 3-beskyttelse.
Rune Engelbreth Larsen (24. november 2018; senest opdateret: 21. november 2020)
Tak til Aage V. Jensen Naturfond og private givere for støtte