Ord og billeder af Rune Engelbreth Larsen
STØRRE, VILDERE OG NATURLIGERE NATUR
Forslag: Naturzone Mols Bjerge
Forslag til vildere natur i Nationalpark Mols Bjerge (grafik © Rune Engelbreth Larsen). Til venstre ses fordelingen af ejerforhold og de eksisterende udlæg af urørt skov og til højre forslaget til Naturzone Mols Bjerge som et potentielt kerneområde i nationalparken, hvis Naturstyrelsens, Den Danske Naturfonds og Naturhistorisk Museums arealer (selv)forvaltes som en helhed. Forslaget er under løbende udvikling og revision frem til udgangen af 2019, hvor et endeligt forslag offentliggøres i en rapport.
BRIKKER TIL EN OMKOSTNINGSEFFEKTIV NATURZONE UDEN AREALOPKØB. Udnyt det oplagte potentiale for et større sammenhængende naturareal i Mols Bjerge på ca. 930 hektar med vildere og mere selvforvaltende natur som potentielt kerneområde i Nationalpark Mols Bjerge ...
1. INTRODUKTION
Flere og flere fastslår, at de største trusler mod natur og biodiversitet er manglen på plads, hvor naturen kan udfolde og forandre sig som natur. Der er således udbredt konsensus blandt en bred vifte af toneangivende forskere om vigtigheden af dynamisk frem for statisk natur i større sammenhængende og mere selvforvaltende naturarealer uden skovbrug og landbrug, hvor naturlige vandforhold i videst mulig udstrækning genetableres, og hvor der udsættes en vifte af helårsgræssende dyr uden tilskudsfodring (Svenning m.fl. 2012, Petersen m.fl. 2016, Ejrnæs m.fl. 2017, Fløjgaard m.fl. 2017, Møller m.fl. 2018).
Hvis vi ønsker en forbedret naturtilstand, skal naturens dynamiske processer med andre ord have plads til at virke så uhindret som muligt i store og vildere naturområder, hvor biodiversitet har førsteprioritet – i det følgende omtalt som naturzoner.
Men hvorfor »genskabe«? Hvorfor ikke bare stoppe alle naturforarmende indgreb og lade naturen være natur, hvor det er muligt? Det er naturligvis også det tilstræbte mål i selvforvaltende naturområder, men ofte kræver det alligevel en indsats, først og fremmest indledningsvis.
Ganske vist er arterne evolutionært udviklet over hundredtusinder eller millioner af år i naturlandskaber uden menneskelig indgriben og kan derfor sagtens klare sig uden forvaltning og pleje, men hvis vi umiddelbart overlader naturarealer til sig selv i dag, vil mange økosystemer kun vanskeligt opnå en gunstig naturtilstand uden en aktiv indsats på grund af de langsigtede negative effekter af mange generationers intensive ressourceudnyttelse og artsudryddelse.
Lader vi f.eks. skoven være urørt uden andre tiltag, vil naturen ofte reproducere eller forværre produktionsskovens mørke, ensartede og artsfattige skovstruktur mange år fremefter i stedet for at udvikle varierede levesteder til en naturlig mangfoldighed af arter. Det skyldes bl.a., at så godt som alle vore terrestriske arter er udviklet i store sammenhængende naturlandskaber med mange forskellige græssende dyr, hvoraf hovedparten er bortjaget eller udryddet i dag – selv husdyrgræsningen, der i nogen grad 'erstattede' den naturlige skovgræsning, blev afviklet i 1800-tallet.
Dertil kommer, at store dele af Danmarks skovareal består af unaturligt drænede og ensaldrede bevoksninger med kun én eller få forskellige træarter og store tilplantede arealer med ikke-hjemmehørende træarter, fordi skovenes primære funktion i århundreder har været at levere tømmer (Buchwald & Heilmann-Clausen 2018).
Vores naturforarmende indgreb stikker med andre ord så dybt, at den natur, vi måtte vælge at overlade til sig selv, sjældent har de naturlige forudsætninger for at komme på fode igen – af sig selv.
Derfor er der brug for biodiversitetsfremmende tiltag, hvor ikke mindst naturlig græsning og naturlige vandforhold genetableres, så udgangsbetingelserne for urørt skov – og naturligere naturarealer i almindelighed – bliver langt mere varierede, og naturen igen får forudsætningerne for at udvikle sig mere dynamisk og selvforvaltende. Det kræver ikke alene plads til robuste bestande af flere forskellige større planteædere i samspil med de øvrige arter, men også gerne plads til, at erosion, stormfald, sandflugt, ådsler, oversvømmelser osv. atter kan blive en del af vildere og mere dynamisk natur i udvalgte områder.
Bogen Vildere vidder i dansk natur (2017) uddyber baggrunden herfor og skitserer 35 forslag til oplagte naturområder med et samlet potentiale på ca. 1.250 kvadratkilometer vildere natur, primært på statsarealer. Naturzonen.dk er et projekt, der med udgangspunkt i bogens forslag har til formål at udarbejde en række mere konkretiserede skitser til, hvor og hvordan man hurtigst, mest oplagt og omkostningseffektivt kan påbegynde realiseringen af mere selvforvaltende natur i storformat.
Læs eventuelt baggrundsartiklens uddybende argumentation for rammer og kriterier: Vision og introduktion.
Blandt bogens oprindelige 35 forslag er Naturnationalpark Mols Bjerge, der kan læses og downloades separat på Naturzonen.dk. I det følgende præsenteres en bearbejdet version, der er skåret mere ind til benet af hensyn til en lettere og mere omkostningseffektiv politisk realisering, der hurtigere kan gennemføres og med tiden eventuelt udvides til tilstødende statsarealer eller via opkøb. Der er selvfølgelig ikke af den grund tale om en detailplan (der i givet fald skal udarbejdes af fageksperter), men et skridt nærmere en realistisk anskueliggørelse af rammer og grundideer relateret til det konkrete område: Naturzone Mols Bjerge.
Mols Bjerge med Trehøje i baggrunden (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Mols Bjerge (foto © Rune Engelbreth Larsen)
2. HVORFOR DÉR, OG HVAD SKAL DER TIL?
Forslaget til Naturzone Mols Bjerge strækker sig over ca. 930 hektar, der dækker arealer ejet af staten (Naturstyrelsen), Naturhistorisk Museum Aarhus og Den Danske Naturfond, men som kunne forvaltes som ét samlet omåde.
Mols Bjerge rummer en høj bioscore, hvilket betyder, at her er en høj koncentration af truede arter såvel som et stort potentiale for levesteder til truede arter. Desuden er Mols Bjerge underlagt EU's Natura 2000-beskyttelseskriterier, der skal gavne biodiversiteten i almindelighed og sikre gunstig bevaringsstatus for udvalgte arter og naturtyper.
Området har også givet navn til Nationalpark Mols Bjerge, skønt nationalparkens 180 kvadratkilometer rækker langt videre end Mols Bjerge og ikke rummer meget andet naturpotentiale af samme kvalitet. 32 procent af nationalparkens landareal er således produktionsskov, 35 procent er pålagt landbrugspligt, og en pæn del af resten er optaget af Ebeltoft og andre byer, hvilket ikke har meget med de internationale nationalpark-kriterier at gøre.
Så længe produktionsinteresser og bebyggelse fylder langt hovedparten af det areal, der kunne være prioriteret som natur, forbliver Mols Bjerge stort set det eneste reelle (og i alle tilfælde vigtigste) naturpotentiale, hvorfor det også er her, der bør gøres en optimal indsats for at bevare de tilbageværende naturværdier.
Naturhistorisk Museum har givet et bud på forvaltningsstrategien med såkaldt selvbærende natur på ca. 120 hektar af museets 150 hektar store areal. På arealerne ved Molslaboratoriet får naturen således i videst muligt omfang lov til at passe sig selv frem for manuel og maskinel naturpleje, og efter mindre end tre år tegner der sig en succeshistorie for natur og biodiversitet.
I november 2016 blev her udsat 12 vildokser (Galloway) og 12 vildheste (Exmoor Ponyer), og siden har dyrene generelt klaret sig så fortrinligt, at bestandene efter blot to år voksede til næsten 60 dyr (27 vildheste og 32 vildokser).
Den indledende skepsis omkring dyrevelfærden er også blevet gjort til skamme, skønt ikke mindst lokale hesteejere har været bekymrede for at se dyrene gå ude hele året uden tilskudsfodring. Alene mistillid og skepsis har været tilstrækkeligt til politianmeldelser, men hver eneste gang har grundlaget for kritikken vist sig at være usagligt og ubegrundet, for på intet tidspunkt er man gået på kompromis med lovens bestemmelser om dyrevelfærd.
Eksempelvis troppede Fødevarestyrelsen uanmeldt op den 8. februar 2019 »mhp. at kontrollere dyrevelfærd for kreaturer og heste, som indgår aktivt i Naturhistorisk Museums rewildingsprojekt ved Molslaboratoriet«, og her måtte myndighederne atter konstatere, at der ikke var noget at udsætte: »Kontrollen gav ikke anledning til anmærkninger.«
Det væsentlige er derfor alene den konkrete natur-effekt af de græssende dyr, og her er det interessant at se nærmere på forskellen mellem '(selv)forvaltningen' ved Molslaboratoriet og statens ti gange større naboareal, hvor det traditionelle forvaltningsparadigme holdes i hævd.
Man behøver ikke bevæge sig meget rundt for at iagttage den store variation i strukturen og blomstermangfoldigheden, som springer i øjnene ved Molslaboratoriet, til forskel fra hovedparten af statsarealerne, og det er næppe usandsynligt, at Naturstyrelsens tilskudsfodring af de græssende kreaturer og heste er en del af årsagen.
Tilskudsfodringen medfører en manglende (eller mere 'unaturlig') græsning om vinteren, fordi dyrene holder sig meget omkring foderpladsen og dermed ikke udøver den funktion i økosystemet, som kendes fra naturlige forhold. Græsningstykket bliver uundgåeligt for lavt om vinteren, fordi dyrene hellere vil mæske sig i foderet end gennemtraske arealerne og æde vinterens sparsomme vegetation.
Som nævnt er det derimod naturens egen fødemængde, der bestemmer dyreantallet og græsningstrykket ved Molslaboratoriet, som derfor bliver så 'naturligt' som muligt. Begynder dyrene at sulte markant om vinteren, er det et tegn på, at der er for mange dyr, og de overskydende individer tages ud af arealet (såkaldt reaktiv regulering). De resterende dyr må så fortsat finde deres føde, hvor den er, og det betyder f.eks., at gyvelopvækst og næsten lige så genstridig lysesiv reduceres, fordi der ganske enkelt ikke er så meget andet spiseligt for dyrene om vinteren.
Projektet moniteres i detalje af Naturhistorisk Museum, men videnskabelige konklusioner er endnu ikke draget. Morten D.D. Hansen, der er naturformidler ved museet, følger dog løbende udviklingen og opsummerer i et Facebook-opslag de foreløbige observationer i begyndelsen af sommeren 2019:
»Når dyrene ikke bliver fodret, kan bestanden nødvendigvis ikke blive større, end der er vintermad til på arealerne. Når vegetationen i senforåret og den tidligere sommer for alvor begynder at gro, overhaler blomsterne til gengæld dyrenes græsning. Sommeren igennem vil man derfor se en stadigt mere intensiv blomstring, ikke bare inde i stikkende buske, men også på fladerne. Naturligvis er der områder, som dyrene kommer forbi næsten hver dag, formentlig fordi der her gror græs af en særlig lækker beskaffenhed. I sommerhalvåret vil der derfor være alle grader af 'klipning', lige fra greenen til det nærmest urørte. En del af de arealer, hvor dyrene ikke gider æde om sommeren, må nødvendigvis lægge ryg til en stor del af vintergræsningen; på de blot 120 hektar er der nærmest tale om en intern migration mellem sommer- og vintergræsningsområderne. Den intensive vintergræsning indebærer et større flux og en større udvaskning af næringsstoffer, end man vil se, når førnen blot ophobes. Vi forventer derfor en vis udpining af arealerne. (…) Gyvel bliver til en busk snarere end et ris. På græslandsarealerne ses der ingen nyopspiring af gyvel, idet dyrenes græsning mellem de gamle buske konstant holder nyspirede gyvel nede.«
At det lige præcis er fødetilgængeligheden om vinteren, der har størst indflydelse på dyrenes effekt på økosystemet året rundt, er en mekanisme, som har været helt naturlig og uundgåelig, længe før mennesket ankom på evolutionsstigen (og længe før nogen fandt på at fodre dyrene i naturen).
Principperne bag denne 'selvbærende' forvaltning på Molslaboratoriet svarer til en række af de generelle forsker-anbefalinger, som er sammenfattet i artiklens indledning.
Molslaboratoriet – et lidt specielt navn for det naturareal, som Naturhistorisk Museum Aarhus ejer i Mols Bjerge. I november 2016 blev der udsat vildheste (Exmoor) og vildokser (Galloway) (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Vildokserne græsser (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Kantet kohvede – en meget sjælden skønhed blev i 2018 fundet inden for det hegnede areal i Molslaboratoriet (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Blåhat jordbi lander på en blåhat – faktisk den eneste blomst, den overhovedet lander på (foto © Rune Engelbreth Larsen)
I 2019 søsatte daværende miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen et såkaldt serviceeftersyn af Naturstyrelsens naturforvaltning som følge af en længere offentlig debat om forvaltningsparadigmer.
Det Grønne Kontaktudvalg, der er et fællesforum for næsten alle Danmarks naturforeninger (f.eks. Danmarks Naturfredningsforening, Verdensnaturfonden, Dansk Ornitologisk Forening, Greenpeace og Verdens Skove), har i den forbindelse udarbejdet et fælles notat, der bl.a. anbefaler Naturstyrelsen en mere selvbærende forvaltning med udsætning af større græssere uden tilskudsfodring på større arealer.
Nærværende forslag til Naturzone Mols Bjerge falder i tråd hermed og lægger som nævnt op til, at Naturstyrelsens arealer forvaltes sammen med naboarealerne, der er ejet af Molslaboratoriet og Den Danske Naturfond, under ét ydre hegn.
En af de første overvejelser i den forbindelse er, hvilke græssere der egner sig bedst til arealet, og her er først og fremmest krondyr, elg, europæisk bison, bæver, vildhest og vildokse på paletten. Bæver er i forvejen udsat i Vestjylland og breder sig herfra – men netop Mols Bjerge er næppe det oplagte terræn for nogen større bestand.
En hegning i underkanten af 1.000 hektar er formentlig også for beskeden til elg, da den har behov for et ret stort areal. En analyse af potentialet for elg i Danmark estimerer eksempelvis, at der i et delområde på 109 kvadratkilometer på Syddjurs er plads til en bestand på ca. 84-128 elge, altså omtrent 0,8-1,2 elg pr. kvadratkilometer (Sunde & Olesen 2007). Oversat til nærværende forslag på godt 9 kvadratkilometer i Mols Bjerge svarer det til en bæreevne på ca. 8-11 elge – hvilket naturligvis ikke udelukker dyret, men i givet fald indebærer en tilbageværende udskiftning af individer for at undgå indavl.
Elge forudsætter et stort vildthegn, der vil hindre passagen ind og ud af området for krondyr, og det er traditionelt en problemstilling, der fører til debat. Et elg-hegn med en række faunapassager ville dog kunne tilgodese, at mellemstore dyr kan krydse ind og ud af området, f.eks. ræv, grævling, odder, hare og rådyr.
Vildsvin indebærer nogle af de samme udfordringer, eftersom de af lovgivningshensyn kræver et særligt sikkert hegn, der formentlig umuliggør passage ind og ud af området for ikke alene de udsatte græssere, men også en række af de eksisterende pattedyr, eftersom faunapassager til mellemstore dyr ikke ville kunne holde vildsvin inde på området.
Hvis det derimod alene bliver aktuelt at udsætte vildheste, vildokser og/eller europæisk bison, kan et almindeligt strømførende trådhegn anvendes – det har f.eks. været tilstrækkeligt i Kraansvlak i Holland siden 2007. I givet fald er det alene disse tre store græssere, som holdes inde på arealet, mens alle øvrige dyr kan bevæge sig ind og ud over eller under hegnet.
I alle tilfælde bør det dog være fageksperter, der vurderer, hvilke græssere det er mest gavnligt og hensigtsmæssigt at udsætte ud fra et biodiversitetsperspektiv.
Hegningen skal forsynes med låger, der med passende mellemrum sikrer naturgæster adgang, ligesom der her og i alle andre potentielle projekter er behov for formidling til naboer og andre gæster om hvordan man opfører sig i et naturareal med vildheste og andre vilde græssere.
Vilde græssere til Naturzone Mols Bjerge. Nogle er mere oplagte end andre – en endelig vurdering bør foretages af fageksperter. Hold musen over billederne eller klik på dem for at læse teksten (fotos © Rune Engelbreth Larsen)
Som nævnt er Mols Bjerge et Natura 2000-område og dermed underlagt EU's internationale beskyttelseskriterier i henhold til habitatdirektivet, der skal sikre fremgang for biodiversiteten og gunstig bevaringsstatus for udvalgte arter og naturtyper. I den sammenhæng er det ofte et tilbagevendende spørgsmål, om denne beskyttelse er i modstrid med vildere og mere selvbærende natur – for hvordan sikre bevarelsen af helt specifikke naturtyper og arter, hvis vi slipper naturens processer mere fri?
En natur med flere forskellige nøglearter som f.eks. vildhest og europæisk bison følger ikke nedskrevne driftsplaner, men forandrer og varierer naturen dynamisk. Historisk og evolutionært har dette været en væsentlig del af det naturlige omdrejningspunkt for mange økosystemer, og det er sådan set udgangsbetingelserne for genetableringen af vildere natur – men det er også en frisættelse af processer, hvis følgevirkninger ikke kan forudsiges i detalje.
Heldigvis står habitatdirektivet ikke i vejen for dynamisk natur, til trods for en friere og mindre forudsigelig tilgangsvinkel, hvilket fremgår af en bekendtgørelse fra 2011, som netop muliggør »en urørt dynamisk udvikling«.
Læs mere her: Selvforvaltende natur – står habitatdirektivet og Natura 2000 i vejen?
Mols Bjerge kunne med andre ord rumme et vildt og varieret naturreservat fra Trehøje over Skovbjerg til Molslaboratoriet, inkluderende Danmarks største sammenhængende græslandsnatur – et vildere og mere selvbærende kerneområde som centrum i Nationalpark Mols Bjerge.
Forslag til hegnslinje (grafik © Rune Engelbreth Larsen).
Kort, der illustrerer naturværdier og forslaget til en afgrænsning og hegnslinje for Naturzone Mols Bjerge > DOWNLOAD SOM PDF
3. FREMTIDIGE UDVIDELSER OG FINANSIERING
Der er tilgrænsende statsarealer, som ikke er med i nærværende forslag af hensyn til en ikke alt for kompleks hegnslinje, men dette kunne løses ved beskedne arealopkøb, hvorved området kunne udvides yderligere. Den Danske Naturfond har som nævnt allerede opkøbt nogle mindre privatejede arealer, der binder området bedre sammen, og med en målrettet strategi kunne yderligere 'huller' i en større natur-sammenhæng lukkes (hvis vi forudsætter, at staten, Naturhistorisk Museum og Den Danske Naturfond vil og kan gå sammen om et fælles naturprojekt på vildere og mere selvbærende præmisser).
Uden yderligere opkøb beløber etableringsomkostningerne til den skitserede model af Naturzone Mols Bjerge sig næppe til meget mere end max. 10 mio. kr., hvis der bliver tale om et almindeligt trådhegn (hvilket indebærer, at der ikke udsættes elg og vildsvin, men f.eks. vildheste, vildokser og bisoner). Skal elg og/eller vildsvin indgå i ligningen, vil etableringsudgifterne formentlig beløbe sig til ca. 15-17 mio. kr.
Det anslåede beløb kan dække følgende: a) en basismonitering af arter, b) udarbejdelse af en detailplan for en endelig etablering, c) 27 km hegn med låger, d) udsætning af en eller flere nøglearter til helårsgræsning uden tilskudsfodring, e) første etape af genetableringen af naturlige vandforhold flere steder i skoven.
Forslaget bliver tilgængeligt som printervenlig tekst i pdf-format, og allerede nu kan de relevante kort downloades i pdf-format, der markerer: 1) udlæg af urørt skov siden 1994 og ejerforhold, 2) projektområdets foreslåede hegnslinje, 3) Natura 2000, 4) paragraf 3-beskyttelse og 5) bioscore.
Rune Engelbreth Larsen (24. juni 2019)
Tak til Aage V. Jensen Naturfond og private givere for støtte