Ord og billeder af Rune Engelbreth Larsen
STØRRE, VILDERE OG NATURLIGERE NATUR
Forslag: Naturzone Skagens Odde
Forslag til vildere natur i Frederikshavn Kommune (grafik © Rune Engelbreth Larsen). De store naturarealer, der ejes af staten, kommunen eller Aage V. Jensen Naturfond kan samtænkes til store vildere naturområder, i første omgang to, Naturzone Skagens Odde Nord og Naturzone Skagens Odde Syd, på sammenlagt ca. 3.400 hektar. På længere sigt kan man arbejde for, at de samles i ét fællesareal– men det ville kræve opkøb. De to hegnslinjer i ovenstående forslag er sammenlagt ca. 46 kilometer. Forslaget er under løbende udvikling og revision.
BRIKKER TIL EN OMKOSTNINGSEFFEKTIV NATURZONE UDEN AREALOPKØB. Udnyt det oplagte potentiale for to større sammenhængende naturarealer på ca. 3.400 hektar med vildere og mere selvforvaltende natur i den nordligste del af Danmark ...
1. INTRODUKTION
Flere og flere fastslår, at de største trusler mod natur og biodiversitet er manglen på plads, hvor naturen kan udfolde og forandre sig som natur. Der er således udbredt konsensus blandt en bred vifte af toneangivende forskere om vigtigheden af dynamisk frem for statisk natur i større sammenhængende og mere selvforvaltende naturarealer uden skovbrug og landbrug, hvor naturlige vandforhold i videst mulig udstrækning genetableres, og hvor der udsættes en vifte af helårsgræssende dyr uden tilskudsfodring (Svenning m.fl. 2012, Petersen m.fl. 2016, Ejrnæs m.fl. 2017, Fløjgaard m.fl. 2017, Møller m.fl. 2018).
Hvis vi ønsker en forbedret naturtilstand, skal naturens dynamiske processer med andre ord have plads til at virke så uhindret som muligt i store og vildere naturområder, hvor biodiversitet har førsteprioritet – i det følgende omtalt som naturzoner.
Men hvorfor »genskabe«? Hvorfor ikke bare stoppe alle naturforarmende indgreb og lade naturen være natur, hvor det er muligt? Det er naturligvis også det tilstræbte mål i selvforvaltende naturområder, men ofte kræver det alligevel en indsats, først og fremmest indledningsvis.
Ganske vist er arterne evolutionært udviklet over hundredtusinder eller millioner af år i naturlandskaber uden menneskelig indgriben og kan derfor sagtens klare sig uden forvaltning og pleje, men hvis vi umiddelbart overlader naturarealer til sig selv i dag, vil mange økosystemer kun vanskeligt opnå en gunstig naturtilstand uden en aktiv indsats på grund af de langsigtede negative effekter af mange generationers intensive ressourceudnyttelse og artsudryddelse.
Lader vi f.eks. skoven være urørt uden andre tiltag, vil naturen ofte reproducere eller forværre produktionsskovens mørke, ensartede og artsfattige skovstruktur mange år fremefter i stedet for at udvikle varierede levesteder til en naturlig mangfoldighed af arter. Det skyldes bl.a., at så godt som alle vore terrestriske arter er udviklet i store sammenhængende naturlandskaber med mange forskellige græssende dyr, hvoraf hovedparten er bortjaget eller udryddet i dag – selv husdyrgræsningen, der i nogen grad 'erstattede' den naturlige skovgræsning, blev afviklet i 1800-tallet.
Dertil kommer, at store dele af Danmarks skovareal består af unaturligt drænede og ensaldrede bevoksninger med kun én eller få forskellige træarter og store tilplantede arealer med ikke-hjemmehørende træarter, fordi skovenes primære funktion i århundreder har været at levere tømmer (Buchwald & Heilmann-Clausen 2018).
Vores naturforarmende indgreb stikker med andre ord så dybt, at den natur, vi måtte vælge at overlade til sig selv, sjældent har de naturlige forudsætninger for at komme på fode igen – af sig selv.
Derfor er der brug for biodiversitetsfremmende tiltag, hvor ikke mindst naturlig græsning og naturlige vandforhold genetableres, så udgangsbetingelserne for urørt skov – og naturligere naturarealer i almindelighed – bliver langt mere varierede, og naturen igen får forudsætningerne for at udvikle sig mere dynamisk og selvforvaltende. Det kræver ikke alene plads til robuste bestande af flere forskellige større planteædere i samspil med de øvrige arter, men også gerne plads til, at erosion, stormfald, sandflugt, ådsler, oversvømmelser osv. atter kan blive en del af vildere og mere dynamisk natur i udvalgte områder.
Bogen Vildere vidder i dansk natur (2017) uddyber baggrunden herfor og skitserer 35 forslag til oplagte naturområder med et samlet potentiale på ca. 1.250 kvadratkilometer vildere natur, primært på statsarealer. Naturzonen.dk er et projekt, der med udgangspunkt i bogens forslag har til formål at udarbejde en række mere konkretiserede skitser til, hvor og hvordan man hurtigst, mest oplagt og omkostningseffektivt kan påbegynde realiseringen af mere selvforvaltende natur i storformat.
Læs eventuelt baggrundsartiklens uddybende argumentation for rammer og kriterier: Vision og introduktion.
Blandt bogens oprindelige 35 forslag er Naturnationalpark Skagens Odde (der også inkluderer de arealer, som indgår i nærværende forslag), og som kan læses og downloades separat på Naturzonen.dk. I det følgende præsenteres en bearbejdet version, der er ét af mange mulige arealer, som er velegnet til vildere og mere selvbærende natur på Skagens Odde, og som derfor er skåret mere ind til benet af hensyn til en lettere og mere omkostningseffektiv politisk realisering, der med tiden eventuelt kan udvides til tilstødende statsarealer eller via opkøb. Der er selvfølgelig ikke af den grund tale om en detailplan (der i givet fald skal udarbejdes af fageksperter), men et skridt nærmere en realistisk anskueliggørelse af rammer og grundideer relateret til det konkrete område: Naturzone Skagens Odde.
Syd for Skagen med udsigt ud over den sydøstlige del af Hulsig Hede (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Frostklar morgen ved Råbjerg Mile, hvor stjernestøvet glimter i solen (foto © Rune Engelbreth Larsen)
En del af Aage V. Jensen Naturfonds besiddelser på Skagens Odde: Råbjerg Hede (foto © Rune Engelbreth Larsen)
2. HVORFOR DÉR, OG HVAD SKAL DER TIL?
Undtagelsesvis er forslaget til vildere og mere selvbærende natur på Skagens Odde opdelt i to ikke-sammenhængende områder af næsten samme størrelse, der sammenlagt dækker ca. 3.400 hektar, men med en indbyrdes afstand på 5-6 kilometer. Områderne er primært ejet af staten og Aage V. Jensen Naturfond, bortset fra et mindre areal, der tilhører Frederikshavn Kommune, men når forslaget ikke består af ét sammenhængende område, skyldes det de opsplittede private ejerforhold, der krydser ind over Skagens Odde som et komplekst puslepil.
I udgangspunktet er de 15 forslag til vildere og mere selvbærende natur, som præsenteres på Naturzonen.dk og i 2020 offentliggøres i bogform, udvalgt på arealer, der i forvejen enten er ejet af det offentlige eller udvalgte private lodsejere, der prioriterer naturen særlig højt (f.eks. Aage V. Jensen Naturfond, Den Danske Naturfond, Naturhistorisk Museum i Aarhus og Fugleværnsfonden). Dermed er dyre arealopkøb overflødige, og det er meget hurtigere og billigere at implementere forslagene, hvilket er afgørende i en biodiversitetskrise, der hidtil kun er blevet forværret år for år.
Udvidelser kan eventuelt tilføjes i takt med, at opkøb bliver mulige, og dét fremtidspotentiale, vender vi tilbage til i afslutningen.
Naturzone Skagens Odde Nord, der dækker ca. 1.750 hektar, inkluderer bl.a. Skagen Klitplantage og de nordøstlige dele af Hulsig Hede, og Naturzone Skagens Odde Syd, der dækker ca. 1.650 hektar, inkluderer bl.a. Bunken Klitplantage, Hvide Klit, Råbjerg Mile, Milesøerne og Råbjerg Hede.
Klitplantagerne er i store træk ensformige produktionsarealer, om end der sine steder er interessante svampelokaliteter og enkelte lokaliteter med sjældne orkideer. En mindre, men sammenhængende del på ca. 75 hektar af Bunken Klitplantage er urørt i dag, mens Skagen Klitplantage er udpeget til urørt skov med sen implementering i 2066, hvilket betyder, at tømmerinteresserne fortsat kan prioriteres over natur og biodiversitet i et halvt århundrede endnu.
Etableringen af Naturzone Skagens Odde (den sydlige såvel som den nordlige del) indebærer, at natur og biodiversitet får førsteprioritet i vildere og mere selvbærende naturprojekter, hvorfor alle plantagearealer i princippet bør lægges urørt, så snart beslutningen om det samlede projekt er taget – hvis det engang bliver taget. Det betyder ikke, at der ikke efterfølgende kan foregå essentielle biodiversitetsfremmende tiltag i plantagerne, blot at det er definitivt slut med hugst, hvis formål er dikteret af tømmerinteresser.
Eksempelvis vil der formentlig være større plantagearealer, der med fordel kan ryddes, så klitheden kan brede sig yderligere, mens andre nåletræsområder bør bevares af hensyn til de naturværdier, der på visse lokaliteter er opstået, efter at de er blevet plantet i slutningen af 1800-tallet.
Som bekendt var plantagerne tænkt som et bolværk imod sandflugten, der historisk har været et kæmpe problem i mange danske kystområder, især i Vestjylland og på Skagens Odde, men i dag er sandflugt ikke problemet, og plantagerne hæmmer nu noget af vores mest unikke klitnatur i europæisk særklasse.
Destabiliseringen af klinaturen, som historisk førte til den omfattende sandflugt, skyldes bl.a. hårdhændet overgræsning, lynghøst og tørvgravning, som underminerede klitternes evne til at holde på sandet – ikke mindst overgræsning har formentlig været en afgørende faktor (Binderup 2006). Derfor er der ikke nogen risiko ved at rydde dele af klitplantagerne i dag, så længe vi genetablerer så naturlige forhold som muligt – og skulle en lignende situation alligevel opstå, hvor bysamfund eller landbrug imod forventning trues af sandmasser, kan vi blot stabilisere de udsatte steder.
I Holland har man erkendt, at den manglende dynamik forarmer klitnaturen, og i Nationaal Park Zuid-Kennemerland gør man en aktiv indsats for at destabilisere dele af klitnaturen med vilje. Her er slået fem huller i første klitrække, der jo ellers skal fungere som dige mod havet, men på grund af hullerne kan sandet sprede sig længere ind i landet. Det betyder også, at der nu igen transporteres kalkrigt sand med høj PH-værdi fra kysten og ind i de bagvedliggende naturområder, hvor det modvirker den unaturlige forsuring, som har været et resultat af den statiske klitnatur.
Kystnaturens dynamik er afgørende, og hvor der ikke er produktionsinteresser eller byer, som ligger umiddelbart bag klitrækkerne, bør naturen være så dynamisk som muligt, hvis vi ønsker at fremme biodiversiteten. Og ikke mindst Skagens Odde har megen natur at beskytte og fremme, som det fremgår af en række rapporter og vurderinger.
De foreslåede afgrænsninger af Naturzone Skagen Odde Syd er f.eks. inkluderet i hovedscenariet i Skovrapportens nationale skov-netværk, der foreslår Skagen Klitplantage lagt urørt, hvilket efterfølgende er besluttet – om end som nævnt med en meget, meget lang implementering. Samtlige 859 hektar af Skagen Klitplantage er udpeget, og Skovrapporten anfører, at vi her finder lokaliteter »med særlige biodiversitets- og naturmæssige værdier tilknyttet nåleskov« (Petersen m.fl. 2016). Om baggrunden for at udpege samme plantage bemærker Naturstyrelsen: »Skagen Klitplantage udpeges i sin helhed til urørt nåletræsplantage, da der findes både nåle- og løvskovselskende arter, som foretrækker urørt skov, samt en række skovlysningsarter.« (Naturstyrelsen: Fakta-ark om Skagen Klitplantage).
Både forslaget til den sydlige og nordlige del af Naturzone Skagen Odde overlapper Biodiversitetsrapportens hovedscenario over de vigtigste naturområder i et nationalt biodiversitetsperspektiv (Ejrnæs m.fl. 2014), og de indgår ligeledes i de 55 store områder, der peges på i Storskala-rapportens scenario om stor sammenhængende natur i Danmark (Fløjgaard m.fl. 2017).
Desuden ligger de inden for Natura 2000-område nr. 2, der bl.a. omfatter Råbjerg Mile og Hulsig Hede, hvorfor de mest væsentlige vurderinger og udpegninger samstemmende fastslår høje naturværdier og dermed et afgørende udgangspunkt for en målrettet biodiversitetsindsats.
Vindbrud i klitterne ved den vestkysten, nord for Hulsig Hede (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Klitperlemorsommerfugl (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Milesøerne, syd for Råbjerg Mile (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Udover at indstille tømmerhugsten og give større arealer tilbage til klitheden, bør der også ses nærmere på, hvorvidt og hvordan afvanding kan afvikles, og naturlige vandforhold genetableres. Vandets frie bevægelighed er endnu en faktor i den naturlige dynamik, der er alfa og omega for natur og biodiversitet: Kyster, der eroderes, forandrer og forskyder sig, vandreklitter, der tromler ind over landskabet, store dyr, der æder og tramper og skider, vandløb og vådområder, der pulserer efter naturens rytmer – og så videre.
To separate hegninger på ca. 17 kvadratkilometer hver giver gode muligheder for flere forskellige planteædere – og bestandene kan udveksles imellem dem for at øge den genetiske variation, indtil det måske engang lykkes at forbinde de to områder under én stor samlet hegning. Vildheste og vildokser er stort set altid oplagte, og på de store vidder er europæisk bison formentlig også et indlysende valg i betragtning af, hvor godt dyret klarer sig i den hollandske klitnatur i Kraansvlak. Elge og vildsvin stiller særlige krav til hegnstypen, men er selvfølgelig dyr, der bør overvejes, når fageksperter foretager en nærmere detailanalyse af forholdene og de dyr, som måtte egne sig bedst.
Hvad elge angår er der ifølge forskere otte hovedområder i Danmark med et stort potentiale for større bestande af elge, og et af dem er de knap 200 kvadratkilometer, der strækker sig fra Hirtshals i vest og Råbjerg Mose i syd og hele vejen til Skagen i nord. Det estimeres, at her er fødegrundlag til en bestand på ca. 225-272 elge, inklusiv de bestande af hjortevildt, som var her på tidspunktet for rapportens udarbejdelse (Sunde & Olesen 2007).
Men selv om hjortebestandene efterfølgende er vokset i betydelig grad, har udviklingen i Nordjylland formentlig været mest behersket på Skagens Odde, og lægger vi rapportens estimater til grund, ville der være plads til ca. 37-47 elge i alt i de to foreslåede hegninger.
At krondyr breder sig i Nordjylland, er stadig noget relativt nyt. I 1874 blev det sidste krondyr udryddet nord for Limfjorden på baggrund af Christian VII's befaling i 1799 om en totaludryddelse i Danmark, idet man betragtede krondyr og dådyr som skadedyr for landbruget. Først et århundrede senere svømmede tre krondyr over fjorden uden at blive skudt, som det hidtil havde været kutyme, og i 1976 udsatte en klitplantør en hind i Vester Thorup Klitplantage. De følgende år udsattes flere dyr, og nogle slap ud fra forskelige hjortefarme i løbet af 1980'erne og 1990'erne – i dag er her en stor veletableret bestand (Hald-Mortensen 2016).
Antallet af både krondyr og dådyr vokser over det meste af landet og er stærkt forøget på landsplan i de senere år. I 2002 skønnede man, at der var ca. 5.300 fritlevende dådyr og ca. 5.800 fritlevende krondyr i Danmark (Baagøe & Jensen 2007), og i 2019 estimeres forårsbestandene af henholdsvis dådyr og krondyr i hele landet til ca. 37.885 og 28.280 (Hjortevildtoversigten 2019). Alene i Nordjylland er der i dag næsten lige så mange dådyr og krondyr som i hele landet for blot et par årtier siden: ca. 4.000 dådyr og 4.500 krondyr.
Der er med andre ord en bestand af større hjorte, som har bredt sig nordpå, hvilket naturligvis ville kunne bidrage til den vifte af de forskellige nøglearter, der er behov for på Skagens Odde, om end ikke i tilstrækkelig grad, hvis vi ønsker en dynamisk variation i lighed med den, mange af arterne i øvrigt er tilpasset.
Det kræver flere forskellige af de store planteædere.
Vilde græssere til Naturzone Skagens Odde. Nogle er mere oplagte end andre, men det store areal giver rige muligheder – en endelig vurdering bør foretages af fageksperter. Hold musen over billederne eller klik på dem for at læse teksten (fotos © Rune Engelbreth Larsen)
Den foreslåede afgrænsning af et vildere og mere selvbærende naturområde overlapper som nævnt Natura 2000-område nr. 2, der forpligter Danmark over for EU's habitatdirektiv til at sikre fremgang for biodiversiteten generelt såvel som gunstig bevaringsstatus for udvalgte arter og naturtyper. Det kan umiddelbart give nogle udfordringer for særligt sjældne arter, når vi tilstræber dynamisk og vildere natur, der ikke nødvendigvis følger de 'kasser', hvormed naturen kategoriseres i direktiver og forvaltningsplaner, men i stedet forløber som en foranderlig interaktion arter og naturtyper imellem.
Det har habitatdirektivet dog heldigvis taget højde for: Hvis forvaltningen sigter efter »naturlig succession og naturlig bestandsudvikling«, og hvis dette kan ændre tilstanden for udpegede naturtyper og arter, skal de samme naturtyper og arter således blot sikres gunstig bevaringsstatus på biogeografisk niveau i andre udpegede områder i Danmark. Læs: Selvforvaltende natur – står habitatdirektivet og Natura 2000 i vejen?
Hverken Natura 2000-udpegninger eller forskerudpegninger står med andre ord i vejen for etableringen af Naturzone Tranum som et af naturens vildere åndehuller.
Forslag til hegnslinje (grafik © Rune Engelbreth Larsen).
Kort, der illustrerer naturværdier og foreslået afgrænsning og hegnslinje for Naturzone Skagens Odde > DOWNLOAD SOM PDF
3. FREMTIDIGE UDVIDELSER OG FINANSIERING
Der er mange potentielle udvidelsesmuligheder omkring de to foreslåede afgrænsninger – med jordbytte kunne man måske få en række eksisterende private naturarealer og forbinde begge hegninger i én stor sammenhæng.
Som det også fremgår af kortene nedenfor, skal der imidlertid heller ikke meget opkøb til, før man har forbundet de mange matrikler mellem de to afgrænsninger i et forholdvis bredt landskabsbælte.
De komplicerede ejerforhold på Skagens Odde viser, at der er oplagte udvidelsesmuligheder og en klar idé i at samtænke og forbinde Naturzone Skagens Odde Nord og Naturzone Skagens Odde Syd. Som det også fremgår, er der heller ikke uoverskueligt langt fra områder, der er ejet af staten og Aage V. Jensen Naturfond, til statens arealer i Tversted Plantage og Ålbæk Klitplantage – og skulle Gårdbo Sø en gang i fremtiden blive genoprettet, er naturforbindelserne endnu mere omfattende ...
Man kunne naturligvis også tænke helt ud af boksen og forestille sig én hegnslinje i den sydlige ende af Skagens Odde, som simpelthen går tværs over odden (med færiste, hvor vejene krydser hegnet). Dermed ville der være et meget stort areal mellem hegnslinjen og Skagen, hvor dyrene kunne gå frit – i princippet også ind i byer, om end det næppe ville være en hyppig oplevelse.
Denne model ville formodentlig kræve en frahegning af landbrugsarealer for at undgå markskader, og det skulle efter alt at dømme ligeledes finansieres af det offentlige, hvis private lodsejere skulle acceptere en sådan løsning, ligesom der sandsynligvis skulle være et strømførende elhegn på hver sin side af jernbanen og Frederikshavnsvej. Det sidste ville ikke forhindre hjorte i at springe over, ligesom de gør så mange andre steder i landet, til gengæld ville det hindre bisoner, heste og kreaturer i at forcere hegnene (et lavt strømførende hegn er tilstrækkeligt til at holde disse dyr bag hegn), og derved kunne man undgå risikoen for sammenstød mellem bisoner og biler eller tog.
Det ville ganske vist opdele arealerne i et vestligt og østligt område på hver sin side af jernbanen og hovedvejen, men en strækning med færiste og nedsat hastighed på 500-1.000 meter et eller andet sted, ville betyde, at dyrene kunne krydse vejen (en faunabro ville muligvis ville være nødvendig for at krydse jernbanen).
Blot nævnt som mulighed – men tanken om et stort naturområde, hvor det er produktionsarealer, der hegnes ude af naturen, frem for naturen, der hegnes ude af produktionsarealer, ville være interessant at se nærmere på.
Vender vil tilbage til det oprindelige forslag på 3.400 hektar fordelt i Skagens Odde Nord og Skagens Odde Syd er etableringsomkostningerne ikke store, når man tager de forholdsvis store arealer i betragtning.
Det er hegnslinjerne, der udgør hovedparten af udgifterne, hvorfor mulighederne for et enkelt tværgående hegn over den sydlige del af Skagens Odde er tiltrækkende også ud fra et økonomisk perspektiv. Men vælger vi de to separate hegninger, beløber omkostningerne sig samlet set til ca. 15-35 mio kr. Billigst, hvis hegnstyperne i begge tilfælde er et lavt strømførende hegn; dyrest hvis hegnene skal kunne leve op til standarderne for også at holde elg og/eller vildsvin inde.
Det anslåede beløb kan dække følgende: a) en basismonitering af arter, b) udarbejdelse af en detailplan for en endelig etablering, c) 46 km hegn med låger, d) udsætning af en eller flere nøglearter til helårsgræsning uden tilskudsfodring, e) første etape af genetableringen af naturlige vandforhold flere steder i området.
Forslaget bliver tilgængeligt som printervenlig tekst i pdf-format, og allerede nu kan de relevante kort downloades i pdf-format, der markerer: 1) forslag til hegnslinjer, 2) ejerforhold, 3) urørt skov, 4) bioscore, 5) overlapning med Natura 2000-område nr. 2 og 6) paragraf 3-arealer.
Rune Engelbreth Larsen (20. december 2019)
Tak til Aage V. Jensen Naturfond og private givere for støtte