NATURZONEN.DK

15 naturnationalparker og meget mere urørt skov var blandt politikernes naturgaver i 2020, og i 2021 begynder implementeringen og diskussionerne for alvor ... 

​

Naturforventningerne til finanslovsforhandlingerne var under frysepunktet, men endte overraskende med en historisk julegave: Regeringen og støttepartierne landede en aftale om bl.a. at forøge arealet med vildskov fra 28.000 til 75.000 hektar og ændre antallet af vilde naturnationalparker fra 2 til 15, hvor natur og biodiversitet får førsteprioritet.

​

Det er vildt i alle ordets bedste betydninger.

​

Men det er også underligt. Det er sjældent, at de store naturorganisationer klapper højlydt ad politikere, for det er uhyre sjældent, at der har været noget som helst reelt at klappe ad i dansk naturpolitik. Det er der med Natur- og biodiversitetspakken.

​

Men det er også irriterende. Det er ikke så tilfredsstillende at kommentere en aftale uden tænders gnidsel og det olme blik, der er debattørers stillingsbetegnelse. Det er som om, et eller andet egobehov for at hævde sig kradser under ja-hatten – passer den overhovedet hovedet?

​

Lad mig lidt vrangvilligt prøve at beholde den på.

​

Naturaftalen er et positivt paradigmeskifte, fordi selve intentionen er en helt anden end tidligere, hvor naturen gang på gang er blevet underprioriteret med frimærke-løsninger og pyntegrønt, mens artsudryddelsen er tordnet derudaf. Naturforarmelsen skyldes jo dybest set, at vi vælgere har været optaget af at pleje egobehovets snævre privatinteresser på bekostning af adskillelige sommerfuglearter og orkideer, gamle træer, vildsvin, stork, kirkeugle, eremit og masser af andre arter. Levesteder og arter er hidtil blevet underkastet vores tilbøjelighed til at afrette, tilrette og ensrette hvad som helst i naturen, bare det fremmer vores egen røvs mobilitet og komfortabilitet.

Altid benyttelse frem for beskyttelse.

​

Men Natur- og biodiversitetspakken peger for en gangs skyld i en ganske anden retning. Her er det os mennesker, der giver lidt privilegier fra os til de andre arter og etablerer natur på naturligere præmisser i 15 store naturnationalparker.

​

Hvorfor er ingen blå partier med i aftalen? Fordi den er koblet til finansloven, påpeger Konservatives miljøordfører Mette Abildgaard, der har politisk format til at rose aftalen utvetydigt på Facebook: ”Superflot naturaftale der i dag er indgået af de røde partier. Mere vild natur, mere urørt skov – mere fokus på biodiversitet! Det er supergodt og helt i tråd med tankerne i det konservative finanslovsudspil!”

​

Faktisk stod De Konservative bag det første store naturpolitiske udspil i denne retning i 2015 med forslaget om 50.000 hektar urørt vildskov. De kunne dog ikke samle flertal til at få ambitionerne indfriet, da Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti i 2016 vedtog 10.000 hektar, men Abildgaard genoptog siden kampen for det femdobbelte.

​

Også hvad angår naturnationalparker, tog de blå det første skridt. Som miljøminister planlagde Jakob Ellemann-Jensen i 2019 et større vildere naturprojekt i Randers kommune: ”Der skal nogle store græssere ud, og så skal naturen ellers være uberørt. Vi har en målsætning om, at vi skal have mere natur, større natur og vildere natur.” (Randers Amtsavis, 12.4.2019).

​

S-regeringen har skruet ambitionerne i vejret, men Abildgaards roser og Ellemann-Jensens tidligere udspil er væsentlige, fordi de viser, at urørt skov og naturnationalparker har et bredere politisk fundament end finanslovsaftalen. Det er godt, for vildere natur har brug for kontinuitet. Det nytter jo ikke, at 90 mandater f.eks. freder 200-årige træer, hvis andre 90 mandater fælder dem i den næste valgperiode.

​

Men Natur- og biodiversitetspakken er ikke helt i mål. Nu begynder processen, der skal udmønte den vildere natur.

Er både politikerne og vi vælgere parate til at lade egobehovene tie dér, hvor naturen får forrang, og gladeligt tage hensyn til de andre arter?

​

Vi vil da undlade at protestere iltert imod, at træerne i vildskovene og naturnationalparkerne slipper for savværket, for vi har stadig andre kolossale tømmerplantager og forstår, at gamle træer er vigtige levesteder – ikke sandt?

Og vi kan let strække os til noget så simpelt, som at undgå forurettede privatinteresser i hidsigt brok over at skulle holde hunde i snor? Det skulle vi jo i naturen i forvejen, og vi har selvfølgelig også hidtil respekteret dette og aldrig skidt højt og flot på, hvad løse hunde kunne betyde af problemer for andre arter. Vel? Eller er vores sko for små til dette store offer?

​

Så vil vi da i hvert fald undlade at hævde en fiktiv vetoret over brugen af vores fælles natur, blot fordi vi er vant til at transportere os på saddel eller i løbesko gennem et område, der får status af naturnationalpark, og vi vil heller ikke bestemme, hvilke arter der må leve der. Vel?

​

Vi må jo stadig gerne færdes der, men vi forstår godt, at vi bare er gæster i de andre arters hjem, og disse bittesmå hensyn tager vi hjertens gerne. Gør vi ikke?

​

Vi får se.

 

Meget tyder dog på, at det store flertal er parat. Og politikerne har næppe kun lyttet til fageksperters insisteren på vigtigheden af stor natur med biodiversitet i centrum, men også taget pejling af oplevelsesværdierne, der er en meget populær sidegevinst.

 

Ifølge Friluftsrådets undersøgelse fra 2013 står ”flere vildtlevende dyr" allerøverst på danskernes natur-ønskeliste (Fakta om friluftslivet). Ifølge en Gallup-måling for Danmarks Naturfredningsforening i 2017 er 72% af danskerne enige eller overvejende enige i ønsket om, at ”vild natur kan udvikle sig” i nationalparkerne, og ifølge en Gallup-måling i 2020 er hele 83% enige i, at der skal være ”større områder, hvor naturen frit kan udfolde sig”. Treogfirs procent.

 

Vil Natur- og biodiversitetspakken så standse tilbagegangen i biodiversitet i hele Danmark? Nej. Jeg har ja-hatten på, ikke tryllehatten.

​

I bedste fald sikrer den 3 procent af landarealet, hvilket er under halvdelen af de offentlige naturarealer. For blot at standse biodiversitetskrisen på land skal 17-20 procent af landarealet være natur med reel naturbeskyttelse, og den naturbeskyttelse, vi har, er langtfra reel. Naturlovgivningen halter stadig efter naturaftalen.

Det ændrer dog ikke på, at Natur- og Biodiversitetspakken er det hidtil største naturpolitiske skridt og en naturpolitisk gamechanger.

​

Vi taber noget kontrol og lader i langt videre grad de naturlige processer gå deres gang, men det er også et oplevelsesprivilegium. Den frie, foranderlige og vildere naturoplevelse kan noget helt andet end ensformige tømmerplantager og den blomsterløse og sommerfugleforladte mainstream-natur, hvor de naturlige processer er blokeret.

​

I naturnationalparkerne, hvor vi bliver gæster i stedet for regenter, venter os en mere farverig, varieret og mangfoldig natur fuld af flere og mere uforudsigelige stemmer og fortællinger.

​

Dérude, hvor ja-hatten føles helt – naturlig.

 

Rune Engelbreth Larsen

Naturzonen.dk, 3.1.2021 (bragt i Politiken på tryk og online den 20.12.2020)