NATURZONEN.DK

For at klare Coronakrisen inddrages sundhedseksperter som det naturligste i verden. Vi mangler en forståelse for, hvorfor vi også skal inddrage biodiversitetseksperter for at klare biodiversitetskrisen ... 

​

Forskere har i årevis påpeget, at det altoverskyggende problem i verdenshistoriens største biodiversitetskrise er, at naturen mangler plads til at udfolde sig på naturens præmisser. Danmark er ingen undtagelse. Et vigtigt skridt blev derfor taget i 2020, da regeringen og støttepartierne besluttede, at Danmark skal have 75.000 hektar vildskov og 15 store naturnationalparker, hvor natur og biodiversitet får første prioritet.

​

Det er afgørende, bl.a. fordi naturnationalparkerne derved adskiller sig markant fra vores nationalparker – såfremt lovgivningen ikke taber alt på gulvet før målstregen. Igen.

 

Det skal med andre ord helst ikke gå så galt som i nullerne, hvor et historisk natur-momentum blev knust af greenwashing for millioner: Nationalparkerne og nationalpark-loven.

 

Forhistorien er lærerig og begynder i 1999, da OECD kritiserer dansk miljøpolitik og foreslår, at vi udpeger nationalparker, fordi ”nationalpark” er et internationalt begreb for kvalitetsnatur, der er defineret af International Union for Conservation of Nature (IUCN) som funktionelle økosystemer ”med minimal menneskelig indgriben”.

Kort og godt: Genetableringen af naturlige processer til gavn for biodiversiteten.

 

Det begyndte godt i 2003, da vi blev lovet nationalparker af "international standard", men så blev biodiversitetsforskere stort set forbigået af politikerne, og toget totalt afsporet. At inddrage fageksperter i biodiversitet for at bremse biodiversitetskrisen ville jo være lige så bizart som at inddrage sundhedsfaglige eksperter for at standse Corona-krisen, ikke? Komplet overflødigt.

​

Alt for mange politikere var simpelthen totalt blanke på natur og biodiversitet under nullernes naturpolitik, hvilket gav os en nationalpark-arealudpegning med rapsmarker, tømmermarker og indkøbscentre. Goddag mand økseskaft.

 

I 2005 påpegede biodiversitetsforskerne Carsten Rahbek og Anders Højgaard Petersen fra Københavns Universitet, at udpegningen ”ikke blev understøttet af en databaseret analyse af, hvilke større sammenhængende naturområder i Danmark der som nationalparker kunne bidrage til effektiv opnåelse af regeringens hovedformål på naturområdet: bevarelse af den biologiske mangfoldighed” (Politiken, 4.8.2005).

​

Resultatet forværredes yderligere af en håbløs lovgivning med nul naturbeskyttelse, der cementerede dansk natur-greenwashing i storskala. Enkelte politikere kritiserede, at loven slet ikke levede op til IUCN’s kriterier, men det var for sent at få toget tilbage på sporet.

 

Fem år efter den første nationalpark-indvielse kunne man i 2013 læse en tilsvarende evaluering til Statsrevisorerne: Andre landes nationalparker "indebærer en beskyttelse af naturværdierne – hvilket svarer til IUCN's internationale definition – mens oprettelsen af en nationalpark i Danmark ikke i sig selv medfører nogen naturbeskyttelse."

 

Nationalparkbestyrelserne var blottet for biodiversitetsforskere, og fra Dag 1 blev naturindsatsen underprioriteret. Det fremgår af et notat til Statsrevisorerne fra 2016: ”Når det kommer til nationalparkernes hovedformål om at styrke og udvikle naturen, har Rigsrevisionen på baggrund af Naturstyrelsens opfølgning beregnet, at henholdsvis 5, 6 og 7% af nationalparkernes samlede udgifter er gået til dette formål."

​

Kun forsvindende midler blev altså disponeret til den natur, der officielt var selve hovedformålet.

 

Tre biodiversitetsforskere fra Aarhus Universitet, Rasmus Ejrnæs, Jesper Bladt og Camilla Fløjgaard, tog i 2017 bladet fra munden og konstaterede: "De danske nationalparker er nærmest at betragte som en dårlig vittighed."

Det betyder selvfølgelig ikke, at der ikke er dygtige nationalpark-medarbejdere, som gør en forskel og kæmper bravt for at fremme naturen – men den ringe naturlovgivning og bestyrelsers underprioritering af biodiversitet såvel som marginal inddragelse af forskere er åbenlyse benspænd.

 

I et statusnotat over perioden 2008-2019 kan man f.eks. læse, at Nationalpark Thy på 11 år kun har brugt 10 mio. kr. i alt på de nationalpark-formål, der handler om naturtiltag. Til trods for at nationalparken har modtaget 200 millioner kroner (ca. 90 statsmillioner plus ca. 110 fondsmillioner), er sølle 5 procent altså brugt til at fremme biodiversitet.

 

Tænk, hvis lidt flere af nullernes politikere ikke havde været naturpolitiske nuller? Tænk, hvis de havde prioriteret biodiversitetseksperter i bestyrelserne? Tænk hvis bare 50-60 procent af de mange hundrede millioner til nationalparkerne var disponeret til biodiversitetsindsatsen? Tænk, hvis nationalpark-loven ikke bestod af blafrende symbolsprog og gummiparagraffer, men rent faktisk leverede en juridisk garanti for natur på naturens præmisser?

​

Lad os lære af fortidens fejl og ikke tabe mulighederne på gulvet igen, nu, hvor der endelig er et nyt momentum og 15 naturnationalparker på vej. De er også en kæmpe gave til nationalparkerne, for nogle kan jo placeres inden for eksisterende nationalparker med midler og rammer til en reel naturindsats. Og i overensstemmelse med IUCN, sådan som det var formålet med OECD’s kritik af Danmark for over tyve år siden: At sikre ”funktionelle økosystemer” og naturlige processer med ”minimal menneskelig indgriben”.

​

Med andre ord at genetablere udgangsbetingelserne for vildere natur på naturens præmisser.

​

Og dog ser vi allerede nu konturerne af nullernes benspænd gentage sig lige før målstregen. Som f.eks. bestyrelsesformanden og sekretariatslederen i Nationalpark Thy, der lobbyer for at udvide nationalparken og fastlåse mere areal under nul naturbeskyttelse frem for en naturnationalpark til gavn for biodiversiteten.

 

Man vil altså have endnu mere af nullernes greenwashing inkluderet i en nationalpark, der har underprioriteret biodiversiteten år efter år. Kvantitet frem for kvalitet, branding frem for naturværdier og oplevelsesværdier.

Nullernes totale distancering af biodiversitetsekspertisen er sejlivet – og desværre også stadig symptomatisk for lovgivningsarbejdet.

​

Ny naturlovgivning er netop sendt i høring til de kommende naturnationalparker. Der er masser af gode intentioner og visionære formuleringer, men de er presset ind i dårlig eksisterende lovgivning i stedet for en selvstændig naturnationalpark-lov. Der er et kludetæppe af kontrasterende planlægninger indskrevet i lovforslaget, som dermed står i skærende kontrast til hele formålet om at lade naturen udvikle sig frit.

​

Der er ingen juridisk skudsikker disponering til biodiversitet. Ligesom i nullerne. Og ingen biodiversitetsforskere har været inddraget. Ligesom i nullerne.

​

Kære politikere. Jeg tror, at I oprigtigt ønsker naturnationalparker med vildere natur på naturlige præmisser. Jeg tror, at I vil det helhjertet. Jeg kan ikke forestille mig, at jeres intentioner er afspejlet i embedsværkets udformning af lovforslaget. Derfor: Inddrag biodiversitetsforskere, før sømmene slås i.

​

Vi slås med Corona-krisen, og vi lytter til sundhedsfaglige eksperter for at standse Corona-krisen. Naturen slås med biodiversitetskrisen – vi har også brug for biodiversitetseksperter til justeringen af den lovgivning, der skal bidrage til at standse biodiversitetskrisen.

​

Begå ikke de samme fejl, som nullerne i dansk naturpolitik begik i nullerne.

​

Rune Engelbreth Larsen

Naturzonen.dk, 6.2.2021 (bragt i Politiken på tryk og online den 31.1.2021)