NATURZONEN.DK

Sammen med 192 andre lande har Danmark i 2010 tilsluttet sig de såkaldte Aichi-biodiversitetsmål, der bl.a. kræver, at 17 procent af landenes landarealer og 10 procent af kyst- og havarealet skal være beskyttet natur, der udgør større velforbundne naturområder.

 

Hvis Danmark skal realisere en sådan naturbeskyttelse, skal det være en naturbeskyttelse af gavn og ikke blot af navn, hvor natur og biodiversitet er formålet. Det bør ske gennem lovgivning og midler til en permanent beskyttelse i en naturzone som supplement til planlovens eksisterende by- og landzone.

 

Det er en kendsgerning, at vi lever i en historisk enestående biodiversitetskrise, hvor natur forarmes, og arter uddør med stormskridt. Det største problem er, at naturen mangler plads til at udfolde sig som natur. Det betyder først og fremmest større sammenhængende arealer, hvor naturens egne vilde processer så vidt muligt er drivkræfterne i levestedernes og arternes samspil – kort og godt mere vild natur.

 

Men hvad er vild natur? Er det natur, der aldrig er blevet påvirket af mennesker? I så fald er der næppe mange kvadratmeter vild natur på Jorden, for vi lever i epoken Antropocæn, hvor hele planeten er påvirket af mennesker i forskellig grad. Selv fjerne pletter på Antarktis og langt inde i Amazonas eller dybt nede i oceanerne er direkte eller indirekte påvirket af menneskelig aktivitet til det værre.

 

Mennesket er selvfølgelig en del af naturens ligning, men vi nedbryder hastigt store dele af den øvrige ligning og gør det vanskeligere for utallige andre arter at leve på den planet, vi deler.

 

Derfor kan det i nogle tilfælde være vigtigt at gribe aktivt ind for at fremme natur og biodiversitet. Når naturen er kørt så meget af sporet, som tilfældet er, kan gavnlige indgreb simpelthen være nødvendige for at modvirke konsekvenserne af lang tids forarmende indgreb. I en naturzone må eventuelle indgreb blot altid have natur og biodiversitet som formål, idet vi tilstræber at genetablere udgangsbetingelserne for mere selvforvaltende natur.

 

De væsentligste nøglefaktorer, der skal genetableres, er flere større planteædere, der kan indgå i det samspil med vegetationen og de øvrige arter, vi historisk har elimineret, men som økosystemer er evolutionært tilpasset. Det kan indebære genudsætning af f.eks. vildheste, elge og bisoner. Endvidere skal vi afvikle afvandningen af vigtige naturområder, hvor vi har fjernet naturlige dynamiske vandforhold, som talrige arter er afhængige af.

 

Ad den vej kan vi give naturen gode forudsætninger for selv at komme på fode. Men det kræver også, at en naturzone udelukker den mest direkte negative påvirkning af natur og biodiversitet: produktion.

 

Det mest operationelle er at begynde genetableringen af forudsætningerne for en naturzone med vildere natur dér, hvor produktion på selve naturarealene enten aldrig er foregået eller er ophørt, og hvor biodiversiteten endnu ikke er helt fældet eller pløjet til plukfisk.

 

En naturzone bør indebære en permanent beskyttelse, der omfatter al den natur, som allerede er uden produktion, men generelt bør ophør af produktion også kvalificere til naturzonen fra Dag 1, uden skelen til naturværdierne. For selv om vi afgjort skal beskytte de vigtigste naturværdier først, hvor som helst vi har muligheden for at prioritere, er der fremadrettet potentielle naturværdier mange steder.

 

Vi kan selvfølgelig færdes i naturzonen som i dag, men den bør udpeges, hvor der ikke er byer.

 

Eksempler kunne være: Produktionsskove, hvor tømmerhugsten er permanent ophørt til fordel for urørt skov. Græsland med helårsgræssende heste uden tilskudsfodring, hvor der ikke dyrkes afgrøder af nogen art og ikke græsses m.h.p. kødproduktion. Vådområder, der alene har natur som formål. Højmoser uden tørvegravning. Andre produktionsfrie naturområder, hvor der f.eks. er udsat en eller flere nøglearter af større planteædere for at fremme naturlig dynamik, f.eks. vildhest, vildokse, vildsvin, bison, bæver eller elg.

 

Hvordan en sådan naturzone fremadrettet bør skrues sammen politisk og lovgivningsmæssigt, bør udarbejdes sammen med relevante fageksperter i natur og biodiversitet.

 

Men en række naturområder er allerede i dag produktionsfrie og lever dermed op til den første forudsætning for at være en naturzone – eller gør det i løbet af få år. Det gælder bl.a. urørt skov i regeringens naturpakke, visse våområder, nogle mindre øer og en række af vore kyststrækninger. Men i de senere år er de politiske partier så småt blevet opmærksomme på vigtigheden af større og vildere natur som en vigtig del af løsningen på biodiversitetskrisen.

 

F.eks. har De Konservative i 2015 foreslået 50.000 hektar vildskov uden tømmerproduktion i statsskovene, Alternativet har i 2016 foreslået omtrent det dobbelte, Liberal Alliance har i 2017 foreslået vild natur på statsarealer, og i 2018 har Socialdemokraterne og SF foreslået 75.000 hektar vildskov plus 15 store naturreservater med vildere natur på sammenlagt 60.000 hektar. Sidstnævnte er det mest visionære naturpolitiske udspil til dato, og ser man bort fra overlap i udspillet til vildere naturreservater og vildskov, vil dét alene sikre omtrent 100.000 hektar de facto naturzone. En særdeles god begyndelse.

 

Potentialet er større, f.eks. burde produktion jo ikke være en offentlig opgave, hvorfor en naturzone omfattende al offentligt natur kunne strække sig over ca. 300.000 hektar – eller ca. 7 procent af Danmarks landareal. Naturfonde og andre private lodsejere kan tilslutte sig på samme vilkår og via frivillige tinglysninger og opkøb forøge naturzonen.

 

Summa summarum: Danmark har vild natur, men ikke ret meget. Vi har plads og potentiale til meget mere vild natur – i hvert fald natur, der er vildere og naturligere og dermed til gavn for truede arter og trængte levesteder. En naturzone, hvor mennesket er velkommen til store oplevelser, men hvor landets øvrige 49.999 arter har førsteprioritet.

​

Rune Engelbreth Larsen
Også offentliggjort som bagsidekronik i 'Kommunen', 23.5.2018