Ord og billeder af Rune Engelbreth Larsen
STØRRE, VILDERE OG NATURLIGERE NATUR
Status: Vildere natur i Dyrehaven?
Brølende kronhjort i Jægersborg Dyrehave. Naturstyrelsen Hovedstaden vil udvide arealet med ca. 225 hektar, hvilket tilgodeser vigtigheden af større sammenhængende arealer – ved samme lejlighed kunne man overgå til mere selvforvaltende natur (foto © Rune Engelbreth Larsen).
STATUS. I 2017 udkom bogen Videre vidder i dansk natur med 35 forslag til vildere og mere selvforvaltende natur på større sammenhængende områder, der i altovervejende grad er ejet af det offentlige.
Et af de 35 forslag er en udvidelse af Jægersborg Dyrehave ind i Jægersborg Hegn, der vil forøge arealet med 500 hektar til ca. 1.500 hektar og indføre mere selvforvaltende natur. I december 2018 lægger Naturstyrelsens enhed i Hovedstaden op til en udvidelse på 225 hektar, der også rækker ind i Jægersborg Hegn, og dermed øges mulighederne for vildere natur på naturligere præmisser tilsvarende. Indtil videre er det dog ikke blandt overvejelserne at ændre det eksisterende forvaltningsparadigme, men derimod at fortsætte fodringen af hjortevildtet og undgå andre græssere.
Her følger nogle overvejelser, der bl.a. forsøger at imødegå bekymringerne for heste i naturforvaltningen og argumentere imod fravalget af mere selvbærende natur.
Naturstyrelsen udvider Jægersborg Dyrehave med en femtedel ind i Jægersborg Hegn, hvorved Dyrehaven kommer til at omfatte størstedelen af de tilgrænsende arealer, der bliver udlagt til urørt skov fra 2026. Hjortevildtet vil kunne udbrede sig mod nord til Skodsborgvej og bidrage til at holde de urørte bevoksninger mere åbne.
Anlægsudgifterne til en forøgelse af hegnslinjen vurderes til et beløb på ca. 3 mio. kr., og driftsomkostningerne (bl.a. til at fodre hjortevildtet om vinteren) vil fremadrettet beløbe sig til ca. 1,2-1,5 mio. kr. ekstra om året, idet de nuværende bestande af krondyr, dådyr og sikahjorte skal forøges fra ca. 2.000 til ca. 2.500 dyr (jf. Berlingske, 7.12.2018).
Kreaturer og heste har været under overvejelse, men kreaturer vurderes at give problemer for skovgæster, især hvis der medtages hunde, og hestene afvises helt som en mulighed af frygt for konflikter med rideheste.
Det er imidlertid vurderinger, der kan diskuteres, og derfor skal vi her se på, hvordan bekymringerne kan imødegås, og hvorfor Dyrehaven stadig kan udvikles i en mere selvforvaltende retning til gavn for biodiversitet og oplevelsesværdier.
T.v.: Naturstyrelsens kort, der viser det eksisterende areal med græsningsskov (Jægersborg Dyrehave) og de kommende års arealer med urørt løvskov fra 2026 (dvs. skov uden tømmerhugst) og såkaldt biodiversitetsskov fra 2021 (dvs. skov med fortsat, men mere skånsom skovdrift). Naturstyrelsen i Hovedstaden udvider Dyrehaven med dele af Jægersborg Hegn, hvorved Dyrehavens areal forøges med ca. 225 hektar. T.h.: Forslag til udvidelse med 500 hektar og et nyt forvaltningsparadigme fra bogen Vildere vidder i dansk natur.
1. Størrelse?
Jo større sammenhængende område, desto bedre for arternes spredningsmuligheder og naturens generelle dynamiske udfoldelse, og potentialet for en udvidelse af Dyrehaven udover de foreslåede 1.225 hektar er til stede. En yderligere udvidelse kunne ikke mindst etableres mod nord, hvis også Bøllemosen og de omkringliggende statsarealer medtages – tidligere har Dyrehaven også omfattet Jægersborg Hegn, faktisk fra etableringen i 1670 og frem til midten af 1800-tallet, hvorefter den blev indskrænket omtrent til den eksisterende størrelse.
Det ville også optimere biodiversiteten, hvis man ændrede Dyrehavens nuværende status til urørt skov, om end det medfører et vist driftstab på de arealer, hvor Naturstyrelsen Hovedstaden ikke længere kan høste træer. Men lander beslutningen på den foreslåede udvidelse, der nøjes med at forøge Dyrehaven til ca. 1.225 hektar, er der stadig mulighed for en mere selvforvaltende model på naturligere præmisser.
2. Hjorte og tilskudsfodring?
Driftsomkostningerne forbundet med at forøge Dyrehavens areal med 225 hektar og hjortebestanden fra 2.000 til 2.500, anslås af Naturstyrelsen Hovedstaden til ca. 1,2-1,5 mio. kr. ekstra om året, bl.a. til vinterfoder. Hvis beløbet er gennemsnitligt, må man formode, at omkostningerne i forvejen beløber sig knap det firdobbelte med Dyrehavens nuværende areal, hvorfor de samlede årlige driftsomkostninger fremadrettet kan beløbe sig til noget i størrelsesordenen af 6,5-8,2 mio. kr. for den udvidede version af Dyrehaven.
Det er et meget højt beløb, hvoraf den del, der er reserveret vinterfoder til hjorte, ville være overflødig, hvis blot antallet af hjorte var afstemt med det naturlige fødegrundlag. Den eksisterende tilskudsfodring er ikke i overensstemmelse med faglig konsensus, som det bl.a. fremgår af en ny forskerrapport, der er udarbejdet til Naturstyrelsen: »Vi anbefaler, at der overalt arbejdes med helårsgræsning uden tilskudsfodring, således at der udvikles et naturligt græsningstryk primært baseret på den tilgængelige fødemængde og de naturlige årstids- og klimabestemte variationer i denne.« (Møller m.fl. 2018).
Vinterfodring er kontraproduktiv, fordi den tilføjer næringsstoffer til naturen og skaber en unaturlig fødesøgningadfærd, der går ud over dyrenes naturlige og essentielle påvirkning af økosystemet, hvilket hæmmer biodiversiteten. Dyrehavens meget store bestande af hjorte er da også kun mulig som følge af fodringen, men at det ikke gavner naturen, har stået klart i mange år.
I Miljøministeriets og Naturstyrelsens publikation Græsning og høslæt i naturplejen konstaterer Rita Buttenschøn bl.a.: »I Jægersborg Dyrehave er mange af overdrevsarealerne relativt artsfattige og græsdominerede«, og hun bemærker, at det kan være »et resultat af den intensive afgræsning og tilskudsfodring« (Buttenschøn 2007).
Hjortebestanden er formentlig primært et problem, fordi der kun er hjorte i stedet for en mere varieret vifte af planteædere. Det betyder, at dyrenes økosystemfunktion er begrænset til forholdsvis overlappende påvirkning af området, hvorfor der mangler en mere dynamisk variation. Det er f.eks. derfor, at man har valgt at udsætte europæisk bison i Tofte Skov, hvor der ellers i årtier alene har været kronvildt og vildsvin.
Der er dog ingen lovkrav eller naturhensyn, som betinger fodringen af hjortene i Dyrehaven. Der gælder ganske vist særlige regler for hjorte i en indhegning, der i udgangspunktet betragtes som »husdyr« og skal »være sikret effektiv beskyttelse mod vejrliget«, f.eks. med læskure eller lignende, hvis de naturlige forhold ikke yder tilstrækkelig beskyttelse (jf. Bekendtgørelse om opdræt af hjorte). Men Dyrehaven er undtaget fra reglerne i henhold til § 2, bilag 1, fordi den er større end 50 hektar.
Dermed er det ikke hjortene, men eventuelt andre udsatte græssere, der kan være underlagt husdyr-regler – hvilket vi straks skal se nærmere på.
Men tilskudsfordring af hjorte er altså en kontraproduktiv overflødighed, og der er oven i købet mange penge at spare ved at droppe millionregningen til vinterfoder. Ifølge beregninger fra Fødevareøkonomisk Institut fremhæves helårsgræsning med robuste kvægracer f.eks. som et særlig omkostningseffektivt drift af naturarealer (Dubgaard m.fl. 2012), og denne pointe fremhæves også i Naturstyrelsens Faktaark om helårsgræsning som driftsgren (Buttenschøn 2016b).
De millioner, der spares i driftsomkostninger, når fodringen ophører, kunne Naturstyrelsens enhed i Hovedstaden f.eks. bruges til at finansiere mere urørt skov, hvorved hele Dyrehaven bliver fri for tømmerhugst.
Vildheste (Exmoor) på øen Kalvholm i Skjern Å floddelta i 2013. Det er ikke givet, at vildheste er en hindring for ridning – vilde heste, som ikke fodres, opsøger almindeligvis ikke mennesker, heller ikke når vi nærmer os på ryggen af en tamhest (foto © Rune Engelbreth Larsen).
3. Vildheste, 'konflikter' med rideheste og kravet om »godt huld«?
Af præsentationen af overvejelserne over Dyrehavens fremtid fremgår også, at heste ikke er en mulighed som græssere ifølge Naturstyrelsen i Hovedstaden, »da de kan komme i konflikt med rideheste« (Berlingske, 7.12.2018).
Men det er faktisk ikke givet, at ridning behøver være et problem i naturområder, hvor der er udsat heste – i hvert fald ikke hvis det er vildheste. Og med vildheste tænkes her på robuste utæmmede heste, f.eks. Exmoor Ponyer og Konik-heste, som i dag allerede er udsat flere steder som græssende dyr i danske naturområder.
Det er imidlertid ikke ualmindeligt, at der foregår ridning i naturområder med vildheste i udlandet, ja, det er ligefrem en turistfaktor flere steder. Eksempelvis går en riderute gennem Næstved Øvelsesterræn, hvor der både er udsat vildheste og vildokser, og den danske virksomhed Rid og Rejs har i årevis tilbudt udlandsrejser til naturoplevelser, hvor man også kan opleve vildheste fra ryggen af en tam ridehest. Vildheste opsøger i reglen ikke mennesker, heller ikke hvis vi kommer forbi på en ridehest.
Der er dog et andet forhold, som er væsentligt at overveje, hvis heste skal introduceres i Dyrehaven, og som igen har noget med tilskudsfodring at gøre.
Ifølge Bekendtgørelse af lov om hold af heste skal hestene således være ved »godt huld« om vinteren, hvilket sigter til kød- og fedtaflejringen i kroppen og indebærer, at de pågældende dyr ikke må tabe sig unaturligt meget som følge af et mere sparsomt fødegrundlag henover vinteren. Er dét overhovedet muligt at undgå i tilstrækkelig grad?
Ja, ifølge et speciale i landskabsforvaltning med fokus på heste er Naturstyrelsens egne vildheste (Exmoor Ponyer) på Sydlangeland uden vinterfodring, men »ved godt huld« (Worm 2011).
Hårdføre heste, der i praksis kan leve som vildheste (Islandsheste, Konik-heste, Przewalski-heste, Exmoor Ponyer og Shetlandsponyer), er f.eks. også fritaget fra lovkravene om læskur og nogle af de tiltag, som gælder tamheste, så længe der naturligt forefindes tørt leje, og terrænforholdene kan yde læ og beskyttelse mod vind og nedbør (Bekendtgørelse om udegående heste).
Det Veterinære Sundhedsråd og Dyreværnsrådet har dog i 2012 udarbejdet en Fællesudtalelse om hold af dyr der går ude hele døgnet i vinterperioden og i perioder med vinterlignende vejr, der kunne besværliggøre selvforvaltende natur ved udsætning af heste: »Dyrene skal således være tilvænnet til at gå ude, skal have udviklet et kraftigt og tæt hårlag eller en tæt fjerdragt, og de skal være ved godt huld, og de SKAL tilføres supplerende foder, så det gode huld opretholdes.«
Bemærk ordet »skal«, der er fremhævet af undertegnede i citatet. Det betyder, at dyr, der går ude om vinteren skal fodres. Ikke hvis de er ved at dø af sult eller lider – de skal. Det er absurd, fordi det afgjort forringer naturværdien og dermed går ud over en række arters naturlige trivsel, og fordi dyr selvfølgelig ikke fra naturens hånd er vant til at blive fodret.
Dyreværnsrådet, der blev nedlagt i 2016, har dog lige så lidt som Det Veterinære Sundhedsråd nogen juridisk bemyndigelse (jf. Bekendtgørelse af lov om dyrlæger, kapitel 7) og kommer som så mange andre statslige råd blot med anbefalinger. I dette tilfælde helt uden basis i faglig viden om vildere natur og – som vi har set i forrige afsnit – i modstrid med konsensus blandt biodiversitetsforskere.
Det 'eneste', der altså er et lovkrav i denne sammenhæng, er og bliver, at dyrene skal være »ved godt huld«, og det giver trods alt en nødvendig fortolkningsvidde, som tillader naturlige udsving henover sæsonerne.
Det er denne fortolkningsvidde, som også kommer til udtryk i Naturstyrelsens Faktaark om helårsgræsning som driftsgren. Her lægger Naturstyrelsen ikke vægt på Det Veterinære Sundhedsråds »skal«, men derimod på et »eventuelt«, der gøres til grundlagsvurdering for tilskudsfordring eller ej i forbindelse med helårsgræsning: »Der skal desuden være adgang til frisk drikkevand og tilstrækkeligt med foder på arealet, EVENTUELT være mulighed for tilskudsfodring, således at dyrene kan opretholde et godt huld.« (Buttenschøn 2016b; min fremhævelse).
Det bemærkes i samme publikation, at det »ikke [er] unaturligt, at dyrene taber en del af deres huld om vinteren«, og blandt de illustrative eksempler anføres bl.a. »helårsgræsning [på Røsnæs] gennem mange år uden tilskudsfodring eller læskur«, hvor det i øvrigt bemærkes, at kreaturerne i perioder med høj sne har ædt vedbend.
Der er altså ikke noget i loven, der hindrer, at heste og kreaturer kan gå ude hele året uden fodring, så længe man 'bare' holder øje med, at de ikke lider af sult, og det er heller ikke anbefalingen fra Naturstyrelsen, at dyr skal vinterfodres. Derfor burde en videreførelse af denne naturforarmende foderpraksis også revurderes af Naturstyrelsens enhed i Hovedstaden i forbindelse med en udvidelse af Dyrehaven.
Men hvordan forholder forskningen sig til muligheden af at udsætte andre græssere, hvor der i forvejen er hjorte?
Hjortevildtet fodres i Dyrehaven for millioner af kroner, og man dyrker afgrøder på arealet til at fodre dem med. Resultatet er, at der formodentlig er for mange hjorte, som æder for meget af vegetationen, så f.eks. den store centrale slette mere ligner en ensformig golfbane end en farverig og blomstrende slette med masser af forskellige insekter. Hvis hensigten er mere selvforvaltende natur, skal antallet og sammensætningen af planteædere i stedet afstemmes efter det naturlige fødegrundlag, for at dyrene ikke overgræsser, og for at der kan sikres så naturlige økosystemfunktioner som muligt (foto © Rune Engelbreth Larsen).
4. Samgræsning
Der er en tilbagevende faglig anbefaling af græsning med flere forskellige dyrearter, fordi de udnytter hver deres niche og derved påvirker naturens levesteder mere dynamisk (Ejrnæs & Buttenschøn 2012). Et flersidigt sæt af vilde dyr vil »være mest effektivt ift. at generere naturlig dynamik og variation i græsningen.« (Rahbek m.fl. 2012). I Miljøministeriets og Naturstyrelsens egen publikation Græsning og høslæt i naturplejen fremhæves f.eks. kvæggræsning som element i samgræsning, fordi den faktisk kan være til særlig gavn for krondyr (Buttenschøn 2007).
En analyse af behovet for græsning på Forsvarets arealer over 100 hektar fastslår ligeledes, at der ofte er behov for »en kombination af dyr, der er udprægede græssere som kvæg og heste, såvel som dyr, der i højere grad er browsere« (Faunaforst 2013).
Samgræsning »imiterer« naturlige græsningssystemer, og ifølge tyske erfaringer er det en af de måder, hvorpå biodiversiteten tilgodeses bedst muligt (Fløjgaard m.fl. 2017). I en aktuel rapport, der er udarbejdet til Naturstyrelsen i forbindelse med implementeringsprocessen af urørt skov, fremgår det tilsvarende, at »samgræsning med flere slags dyr anses for at være den bedste metode til forvaltning af naturkvaliteten i skovlandskaber« (Møller m.fl. 2018).
Forskningen er med andre ord ret entydig, og tre slags hjortevildt er næppe tilstrækkeligt til at »imitere« naturlige græsningssystemer, der i titusinder af år er blevet påvirket og evolutionært udviklet i et samspil med en meget bredere vifte af flere forskellige store planteædere, hvis fødesøgningsadfærd ikke bare overlapper hjortenes. Et samspil, der ganske vist ikke kan genetableres én-til-én, og slet ikke på 'kun' 12 kvadratkilometer, men som dog kan imiteres en del mere varieret og derved formodentlig tilgodese biodiversiteten bedre i Dyrehaven.
Til sammenligning bliver dyrene heller ikke fodret på Naturhistorisk Museums arealer i Mols Bjerge, hvor vildheste (Exmoor) og vildokser (Galloway) går ude året rundt. Skulle nogle af dyrene skrante en særlig hård vinter, vil de blive taget ud og eventuelt udsat i et andet naturområde, hvor der er et større fødegrundlag (den metode kalder man for reaktiv regulering).
Samme metode kan implementeres i Dyrehaven og mange andre steder.
Summa summarum: De nuværende planer for Dyrehaven tilgodeser ikke biodiversiteten
Eftersom det for Naturstyrelsen er »en grundforudsætning« at etablere »den korrekte pleje af naturværdierne« (jf. svar til Folketinget à 26.4.2017), og eftersom der er meget bred forskningskonsensus om vigtigheden af 1) samgræsning med forskellige større planteædere for at imitere naturlig græsning og 2) helårsgræsning uden tilskudsfodring, er de planer, som Naturstyrelsens enhed i Hovedstaden arbejder med om en fortsat begrænsning af græsserne til hjortevildtet og fortsættelsen af omfattende tilskudsfodring ikke en hensigtsmæssig pleje af naturværdierne.
I stedet bør man overveje en vildere og mere selvforvaltende natur – faktisk har der historisk også været både heste og kvæg i Dyrehaven ved siden af hjortene, f.eks. har vi et tal på 300 kreaturer fra 1713. Vildheste kunne formodentlig være et godt supplement igen og formodentlig også vildokser (robuste kvægracer som f.eks. Galloway), om end det kunne være spændende at få en grundig analyse af naturgrundlaget og den mest optimale sammensætning af græssere i Dyrehaven.
Som det fremgår af ovenstående, er der heller intet lovkrav, som hindrer, at vildheste og/eller kreaturer bliver en del af Dyrehaven, så længe man holder øje med, at de er ved godt huld – og i modsat fald kan man anvende metoden reaktiv regulering.
Et forslag til vildere og mere selvforvaltende natur i Dyrehaven findes i bogen Vildere vidder i dansk natur og kan også læses online her: Naturnationalpark Jægersborg Hegn & Dyrehave (pdf).
Rune Engelbreth Larsen
Naturzonen, 18.12.2018. Senest opdateret: 13.1.2020