NATURZONEN.DK

Syv biodiversitetsforskere fra seks forskellige forskningsmiljøer fordelt på tre uni­versiteter skriver i 2012: ”For at opnå en markant bedre forvaltning af biodiversite­ten i Danmark er det nødvendigt at erkende biodiversitetens fortsatte tilbagegang og udbredt miserable tilstand.”

 

Hvorfor er det nødvendigt at indskærpe i 2012? Fordi de hidtidige bestræbel­ser på at standse naturforarmelsen herhjemme i bedste fald havde været alt for utilstrækkelige, i værste fald ineffektive eller direkte kontraproduktive.

 

Først i de senere år er der langsomt begyndt at komme skred i prioriteringen af naturen. Flere politikere har forstået, at ’grøn’ politik ikke kun er ’noget med miljø og klima’, hvor natur er en fodnote. Nogle partier har ligefrem vedtaget fagligt gen­nemarbejdede naturpolitiske programmer, og enkelte har som noget nyt fået na­turpolitiske ordførere. I dag er der desuden en større politisk erkendelse af, at det eneste, der for alvor gør en forskel for at standse naturforarmelsen, er at disponere tilstrækkelig plads til, at naturen kan udfolde sig som natur. Det er kort fortalt det, udpegningen af naturnationalparker handler om.

 

Friluftsinteresserne har fyldt en del i den offentlige naturdebat, hvor det ofte er underforstået, at friluftsliv alene har med idræt, cykling og ridning at gøre. Mange af disse aktiviteter kan fortsætte uhindret, nogle flyttes til nærliggende områder, og der er afsat 80 mio. kr. til forbedrede faciliteter. Alligevel skaber det debat, når der er behov for fleksibilitet i de områder, hvor det fremover er naturens præmisser, der er hovedformålet, fordi vi måske skal ændre vaner og afgive plads.

 

Friluftslivet er dog mere alsidigt end som så og tæller også de mange naturgæster, der nyder naturens fugle og blomster, rislende bække, skovlysninger og artsrigdommens nærvær, hvad enten de oplever naturen til fods eller ej. For natur­gæster vil friluftsoplevelserne blive endnu større, når natur- og biodiversitetshen­syn optimeres, fordi naturen bliver mere varieret. Der bliver mere at opleve, når der er flere forskellige fugle, flere farverige blomster og insekter, og flere forskellige store dyr at iagttage.

 

Men til trods for at denne bog er rig på naturbilleder, og selv om forfatteren deler glæden over naturens oplevelsesværdier, handler den ikke om, hvad vi som

 

mennesker kan få ud af naturnationalparkerne. Den handler om, hvad de andre arter kan få ud af dem.

 

Naturnationalparker og de store dyrs genkomst fortæller baggrundshistorien om, hvorfor, hvordan og hvorvidt vi kan gavne naturen på naturligere præmisser i om­råder, hvor natur og biodiversitet får første prioritet. Derfor kommer bogen også ind på de seneste årtiers analyser og anbefalinger af de biodiversitetsforskere, der har udarbejdet de store nationale rapporter og analyser af dansk natur, eftersom det netop er den ekspertise, der er behov for i denne sammenhæng.

 

Hvis vi tager det for givet, at den menneskeskabte klimakrise er en kendsgerning på baggrund af den overvældende konsensus blandt klimaforskere, bør vi også tage det for givet, at biodiversitetskrisen er en kendsgerning på baggrund af den overvældende konsensus blandt biodiversitetsforskere. Og ligesom det først og fremmest er relevant at lytte til danske klimaforskere, hvis vi ønsker kvalificere­de bud på klimaløsninger i Danmark, er det først og fremmest relevant at lytte til danske biodiversitetsforskere, hvis vi ønsker kvalificerede bud på, hvordan biodi­versitetskrisens følger standses eller i det mindste begrænses på vores breddegra­der. Vel er forskere ikke enige om alting, men deres analyser peger i samme retning i langt de fleste henseender, og de seneste årtiers hyppigste erkendelser og anbe­falinger er derfor en del af grundlaget for fremstillingen i denne bog.

 

Af samme grund er det en bog, hvis ærinde også er en gentagelse af biodiversi­tetsforskernes indskærpelse fra 2012 om forarmelsen af dansk natur. For ganske vist er der gode naturtiltag i de seneste år, men når en gentagelse alligevel er på sin plads mere end et tiår senere, skyldes det ikke alene, at Danmark både i forhold til arealmæssig disponering af natur såvel som reel naturbeskyttelse stadig ligger blandt bundskraberne i EU. Det skyldes også, at fagligt anerkendte kendsgernin­ger i stigende grad miskrediteres på sociale medier, og at kontrafaktiske påstande finder vej til nyhedsmedierne og den naturpolitiske debat – ikke mindst en udtalt benægtelse eller bagatellisering af biodiversitetskrisens følger i vores eget land.

 

Så meget desto mere er der grund til at belyse naturforarmelsen og dens årsager, men også at forklare, hvorfor løsningerne er betinget af store arealer, hvor arterne i videst mulig grad kan udfolde sig på naturlige præmisser. Hvis ikke vi er parate til at afgive plads til naturens udfoldelse som natur, får vi kun en narturindsats af navn i stedet for gavn. Igen. For som det også vil fremgå af denne bog, er dét en tilbage­vendende deja vu-erfaring fra årtiers naturpolitik.

 

De samme syv fageksperter, som i 2012 appellerede til, at vi erkender natur­forarmelsen, præsenterede også en række faglige bud på de ”højest prioriterede virkemidler” for at imødegå den. Blandt andet fastslog de, at græsning er essentielt for at øge naturens funktionalitet: ”Et flersidigt sæt af vilde dyr vil være mest effek­tivt i forhold til at generere naturlig dynamik og variation i græsningen. Strategisk brug af vilde og forvildede arter vil også kunne bidrage positivt til disse arters egen bevarelse. Der bør lægges vægt på også at reetablere store dyrs andre biodiversi­tetsfremmende effekter – spredning af frø mm., tilførsel af ekskrementer og ådsler.” (Rahbek m.fl. 2012). Hvilke og hvor mange dyr, det handler om, er en detaildiskus­sion, der siden er blevet stadig mere aktuel blandt fageksperter og forvaltere.

​

Det er ikke første gang, at disse overordnede konklusioner drages, og det er langtfra sidste gang, men det er på baggrund af disse og lignende faglige analyser, at begrebet naturnationalpark oprindelig udarbejdes. Ordet og konceptet foreslås af undertegnede i 2014 på et Repræsentantskabsmøde i Danmarks Naturfred­ningsforening og adopteres som naturpolitisk prioritering i de følgende år. Siden udfoldes ideen i detalje med en række konkrete forslag til naturnationalparker i bøgerne Vildere vidder i dansk natur (2017) og Danmarks genforvildede natur (2020).

 

Hensigten er at basere naturindsatsen på en syntese af de hyppigste anbefalin­ger, som biodiversitetsforskere har fremlagt i årevis, men som konsekvent er blevet forbigået under etableringen af nationalparkerne, hvor produktionsinteresser har forrang, og hvor de politiske og lovgivningsmæssige rammer underprioriterer bio­diversiteten.

 

Naturnationalparker er således først og fremmest tænkt som store områder, hvor naturen er vigtigere end os, og som både kan etableres inden for og uden for de eksisterende nationalparker. Områder, hvor der imidlertid hverken er byer eller produktion, men hvor vi afvikler eventuelle produktionsinteresser og andre nytte­hensyn, der hidtil har forarmet levesteder og fortrængt arter, og i stedet genetab­lerer rammerne for, at naturen kan udfolde sig friere og vildere.

 

Det indebærer bl.a., at afvandede søer og vådområder genoprettes, at tømmer­hugst ophører, og at ikke-hjemmehørende træer fjernes i forskelligt omfang for at give bedre plads til de arter og levesteder, der er udviklet i et naturligt samspil på vores breddegrader. Og det indebærer, at nogle af de store dyr, der er blevet ud­ryddet herhjemme, genudsættes i de økosystemer, hvor de historisk har spillet en naturlig nøglerolle. Her skal de året rundt genskabe og opretholde alsidige og dy­namiske levesteder, som mange af de øvrige arter er evolutionært tilpasset, men som i dag er ved at gå til i tilgroning og monotoni.

 

Den første naturnationalpark (af gavn om ikke af navn) udpeges i april 2019 af daværende miljøminister Jakob Ellemann-Jensen. Regeringen, der består af Ven­stre, De Konservative og Liberal Alliance, afsætter 17 mio. kr. til vildere natur med store dyr ved Fussingø i Randers Kommune. Men inden planerne implementeres, overtager Socialdemokratiet regeringskontorerne i juni 2019, og ”naturnational­parker” skrives nu ind i regeringsgrundlaget af den nye regering og dens støtte­partier SF, De Radikale, Enhedslisten og Alternativet. Samme måned udpeges Na­turnationalpark Gribskov og Naturnationalpark Fussingø.

 

I december 2020 besluttes det at udvide antallet fra 2 til 15 naturnationalparker, og i april 2021 udpeges de næste 3. I juni 2021 vedtages de fornødne lovændrin­ger af et bredt flertal, der ikke alene består af Socialdemokratiet og regeringens

 

støttepartier, men også af De Konservative og Liberal Alliance. Dermed er der et bredt politisk flertal for rammerne, og i marts 2022 udpeges de næste 10 naturna­tionalparker.

 

I november 2022 er der folketingsvalg igen, og Danmark får en ny regering, som denne gang består af Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne. I regerings­grundlaget slår partierne fast, at der kan udpeges ”yderligere op til 5 naturnatio­nalparker”, hvilket kan bringe det samlede antal op på 20.

 

Når det er gået i den retning, skyldes det nok også, at meningsundersøgelser viser en meget positiv holdning blandt et flertal i befolkningen på mellem 71 og 75 procent. Kun ca. 10 procent er imod.

 

Samlet dækker de første 15 naturnationalparker omtrent 25.000 hektar (250 kvadratkilometer). Intentionen er altså, at naturen kan få lov til at udfolde sig som natur på en tiendedel af statens naturarealer. Eller hvad der svarer til 6 promille af Danmarks landareal. Er det lidt eller meget?

 

EU’s Biodiversitetsstrategi har en målsætning om, at mindst 30 % af land- og havnaturen skal være retligt beskyttet og effektivt forvaltet i 2030, og at en tredje­del heraf skal være strengt beskyttet. Ifølge Biodiversitetsrådet er naturnational­parkerne blandt de 2,3 % af Danmarks landareal, der med stor sikkerhed kan siges at bidrage til EU’s arealmålsætning for beskyttede naturområder, hvorimod ingen landarealer med sikkerhed opfylder kravene til strengt beskyttede områder – dog kan de samme 2,3 % ”potentielt komme i betragtning”.

 

Naturnationalparkerne udgør dermed nogle af de mest ambitiøse danske na­turtiltag, men de beskedne arealer illustrerer også, at der stadig skal skrues geval­digt op for indsatsen, hvis vi skal bidrage nævneværdigt til EU’s arealmål på 30 % beskyttede arealer, hvoraf en tredjedel skal være strengt beskyttede arealer.

 

Derfor rummer denne bog også forslag til udvidelser af syv af de nuværende naturnationalparker, og i bogens appendix fremlægges desuden forslag til de næ­ste 15 naturnationalparker. De fremlagte forslag tredobler næsten arealet med na­turnationalparker, hvilket ganske vist langtfra er tilstrækkeligt, hvis vi skal bidrage blot nogenlunde ligeligt til målet for beskyttet natur i EU’s Biodiversitetsstrategi – men det er både afgørende og omkostningseffektive skridt i den rigtige retning.

 

I det mindste på land. For det er nok nogen bekendt, at der er udpeget marine naturnationalparker i Lillebælt og Øresund. De har imidlertid ikke fået megen opmærksomhed, og realiseringen er uvis, hvorfor de heller ikke er medtaget i denne bog. Det skyldes ikke, at havnaturen ikke er hårdt trængt, men at problemstillin­gerne i relation til naturnationalparker på land er rigeligt omfattende i sig selv og af fundamental anderledes karakter end i havnaturen. Sidstnævnte kalder derfor på en bog for sig, og opfordringen være hermed videregivet.

 

* 

​

Et centralt element i naturnationalpark-konceptet er store dyr. Bæver, elg, europæ­isk bison, kronhjort, ulv, vildhest og vildsvin er blandt en vifte af nøglearter, der alle

 

hører hjemme i Danmark, hvor de har levet i tusinder af år. I bogens natur- og kul­turhistoriske portrætter af Danmarks 7 Store fortælles om store dyr, der kan indtage nøgleroller i en eller flere naturnationalparker i de kommende år – og allerede gør det i andre danske naturområder. Hvornår og hvorfor blev de udryddet (eller nærudryddet), og hvordan og hvorfor er de kommet tilbage? Hvilken kulturel betydning har de haft historisk, og hvorfor er de så vigtige for naturen i dag? Følger dyrevel­færdsudfordringer i sporene på genudsætningen af store dyr?

 

Mange af svarene på disse og andre spørgsmål har komplekse natur- og kultur­historiske rødder, hvorfor vi ikke kan undgå at rejse ganske langt tilbage i historien og ret vidt omkring i landskaberne.

 

Hvor langt og vidt er det nok på sin plads at forberede læseren lidt på.

 

”Alting begynder med Adam og Eva”, som det hedder – om end ikke nødven­digvis i bogstavelig bibelsk forstand, men dog som en illustrativ talemåde, der indi­kerer, at grunde og årsagsforklaringer følger af hinanden i historiske begivenheds­komplekser. Alle emner, epoker og sammenhænge hviler i sidste ende på andre emner, epoker og sammenhænge, fordi alting er historisk rodfæstet og i sidste ende forbundet. I denne bog bliver alle historiske rødder naturligvis ikke fulgt til dørs, men en række vigtige historiske forudsætninger forsøges anskueliggjort for­holdsvis grundigt.

 

Vi behøver ikke ligefrem at begynde med Adam og Eva for at belyse naturnatio­nalparkerne, men det er relevant at se nærmere på flere store dyrs skæbne under og efter istiden såvel som skovenes skæbne længe før og umiddelbart efter 1800.

 

I kapitel 1 skal vi derfor tilbage i tid for at skitsere nogle natur- og kulturhi­storiske forudsætninger for naturens processer og menneskeskabte forandringer, der ikke kun er af betydning for det 21. århundredes naturbillede i Danmark – men faktisk også for afgørende detaljer i nutidens naturforvaltning.

 

Med disse historiske afstikkere in mente, er det også på sin plads at foregribe en udbredt misforståelse om, at naturnationalparker skulle være et udtryk for natur­romantiske bestræbelser på at genskabe fortidens natur. Pointen ved at anlægge et historisk perspektiv er et andet end denne umulige utopi.

 

Fortidens natursammenhænge kan lære os noget om vigtigheden af arternes samspil i økosystemer, der ikke er påvirket af mennesker – eller er påvirket i min­dre grad. Derfor handler det snarere om naturpragmatiske bestræbelser på at for­stå og fremme naturlige processers betydning for fremtidens natur. Det handler med andre ord ikke om at tilstræbe et fortidigt naturbillede, men derimod om at tilvejebringe udgangsbetingelserne for de naturbilleder, som naturens arter og dy­namik så vidt muligt selv kan udvikle fremover.

 

Nogle forskere kalder det ”selvforvaltende” eller ”selvbærende” natur, og der er forskellige vurderinger af, hvorvidt naturnationalparkerne kan tilnærme sig dette. Endnu mere fylder diskussionen om, hvorvidt eller i hvilken grad naturnationalpar­kerne danner ramme om rewilding. Det er ikke overvejelser, denne bog går ind i en nærmere vurdering af. Men som antydet kommer vi et godt stykke ind i baggrunds­fortællingen bag de seneste årtiers tilbagevendende anbefalinger af vildere natur på naturligere præmisser, og hvilke konkrete tiltag og rammer dette indebærer i en nutidig dansk kontekst.

 

Afslutningsvis gør bogen status over de foreløbige planer for de første 15 na­turnationalparker. Da ingen af dem i skrivende stund er indviet, og eftersom der er forskel på, hvor fremskredne planerne er, er hensigten primært at eksemplificere, i hvilke retninger pilene peger overordnet set og for hver enkelt af dem.

 

Dels for at tilgængeliggøre nogle af anbefalingerne fra biodiversitetsforskerne i Den Videnskabelige Arbejdsgruppe, der har rådgivet Naturstyrelsen om planlæg­ningen af naturnationalparkerne. Dels for at give et foreløbigt indblik i, hvor lidt eller meget grundpræmissen om biodiversitet som naturnationalparkernes ho­vedhensyn fra årtiers faglige anbefalinger stadig er intakt i den igangværende proces. Og ikke mindst for at bidrage til at fastholde denne oprindelige grundpræmis i videst muligt omfang. For som vi skal se, er det ikke dyrevelfærden, der er et pro­blem eller en udfordring i naturnationalparkerne, tværtimod – derimod kan det blive et problem, at områderne er for få og ofte for små, ikke er tilstrækkeligt retligt beskyttet, og at ikke alle dyrenes naturlige økosystemfunktioner muliggøres.

 

Efter disse indledende forsøg på en forventningsafstemning af bogens temaer blot et afsluttende overblik over dispositionen:

 

Del I handler om, hvordan de naturlige processer former og fremmer samspillet mellem arterne, men hæmmes af en lang række menneskelige indgreb, historisk og aktuelt. Og ikke mindst hvad disse indgreb betyder for etableringen af naturna­tionalparker på naturens frem for kulturens præmisser.

 

Kapitel 1 skitserer derfor den kultur- og naturhistoriske baggrund for, at dansk natur ser ud, som den gør i dag, og hvordan mennesker på forskellig vis har påvir­ket den i årtusinder. Kapitel 2 handler om, hvad hjemmehørende arter er, og hvor­når og hvorfor der kan være problemer med arter, der ikke er udviklet i et historisk samspil med økosystemerne på vores breddegrader. Kapitel 3 beskriver hvad det er for en krise, dansk natur befinder sig i, og hvilke misforståelser der knytter sig til nogles mistro over for naturforarmelsens realiteter. Kapitel 4 handler om de løs­ninger, der kan uddrages af danske biodiversitetsforskeres hyppigste anbefalinger i de seneste årtier, og i hvilken udstrækning disse anbefalinger kommer til deres ret i de 15 naturnationalparker.

 

Del II præsenterer natur- og kulturhistoriske portrætter af Danmarks 7 Store nøg­learter, der har spillet (og atter kan komme til at spille) en nøglerolle som ’økosy­stemingeniører’ i naturnationalparkerne og andre danske naturområder. Elge, bi­soner og bævere er lige så lidt som kronhjorte ’eksotiske’ dyr, men hjemmehørende arter, der har årtusinders danmarkshistorie bag sig, og derfor både har sat deres præg på naturlandskaberne og kulturhistorien. De har imidlertid også alle sammen

 

været udryddet (eller i kronhjortens tilfælde næsten udryddet) herhjemme, men er i dag tilbage – med eller uden menneskelig mellemkomst.

 

Del III præsenterer i ord, billeder og kort de 15 naturnationalparker, der er ud­peget i 2020-22, og ser på, hvorvidt naturens præmisser tilgodeses. Der gøres foreløbig status over hver enkelt naturnationalpark, og da en række tiltag og pro­blemstillinger er de samme, er der også pointer, der gentages i flere af områdernes statusbeskrivelser.

 

Bogens appendix rummer forslag til, hvor Danmarks næste 15 naturnational­parker eventuelt kunne udpeges, hvis vi skal øge potentialet for beskyttede og strengt beskyttede naturarealer med natur og biodiversitet som hovedhensyn.

 

Som nævnt er omdrejningspunktet en genetablering af udgangsbetingelser­ne for, at naturen kan udfolde sig som natur i større sammenhængende områder. Områder, hvor menneskets fornøjelser ikke er i centrum, men hvor de øvrige arter derimod har deres hjem, og hvor vi er henvist til rollen som gæster.

 

Alt efter temperament kan vi glæde os over, at alting ikke drejer sig om os, eller vi kan glæde os over, at naturværdier som oftest går hånd i hånd med oplevelses­værdier – og deri ligger trods alt også en afledt og værdifuld gave til os selv.

​

Rune Engelbreth Larsen, maj 2023

​

• Bestil eller læs mere om Naturnationalparker og de store dyrs genkomst