NATURZONEN.DK

Et tilbagevendende spørgsmål i naturpolitiske debatter er, om vildere og mere selvforvaltende natur med helårsgræssende planteædere og fri dynamik paradoksalt nok kolliderer med de biodiversitetsfremmende forpligtelser i habitatdirektivet ...?

 

Ifølge habitatdirektivet har Danmark i lighed med EU’s øvrige medlemslande forpligtet sig til sikre biodiversiteten, dels ved at iværksætte planer for at bevare en række udpegede naturtyper og vilde arter af stor betydning, dels ved at udpege en række udvalgte lokaliteter, som indgår i et europæisk naturnetværk af såkaldte Natura 2000-områder. EU-landene skal således sikre genopretning eller opretholdelse af gunstig bevaringsstatus for de respektive arter og naturtyper og derfor indrapportere den aktuelle bevaringsstatus til EU-kommissionen hvert sjette år.

​

Udpegede naturtypers og arters bevaringsstatus betinger gensidigt hinanden:

​

En udpeget naturtype har gunstig bevaringsstatus, 1) når dens udbredelsesområde er stabilt eller i udbredelse, 2) når den struktur og de funktioner, som betinger naturtypens opretholdelse, er til stede og har udsigt til at være det fremadrettet, og 3) når arterne, som hører til naturtypen, ligeledes har gunstig bevaringsstatus.

 

En udpeget art har gunstig bevaringsstatus, 1) når bestandsudviklingen viser, at den kan opretholdes som levedygtig på dens naturlige levesteder, 2) når dens naturlige udbredelsesområde ikke er i tilbagegang eller fremadrettet tegner til at mindskes, og 3) når der er – og på langt sigt sandsynligvis vil vedblive med at være – tilstrækkeligt store levesteder til at bevare dens bestande.

 

EU-landene skal træffe »passende foranstaltninger for at undgå forringelse af naturtyperne og levestederne for arterne i de særlige bevaringsområder samt forstyrrelser af de arter, for hvilke områderne er udpeget«.

​

Indtil videre er habitatdirektivet formentlig den bedste naturbeskyttelse, vi har, fordi den implicerer konkrete planer med målbare indsatser og krav om særskilte mål for naturtilstanden – om disse indsatser prioriteres tids- og ressourcemæssigt i tilstrækkelig grad er et andet spørgsmål til beslutningstagerne.

​

Men det, der er spørgsmålet her, er først og fremmest, om det altid er fordelagtigt i et biodiversitetsperspektiv, at en udpeget naturtype på statisk vis forbliver den samme naturtype på samme sted – og i hvilken grad habitatdirektivet kræver dette? Eller med andre ord: Kan habitatdirektivet – hvis formål er at fremme biodiversitet og beskytte udvalgte arter og naturtyper – paradoksalt nok også stå i vejen for biodiversitetsfremmende foranstaltninger, f.eks. i forbindelse med etableringen af vildere og mere selvforvaltende natur, hvor naturtyper måske fluktuerer?

 

Et konkret eksempel kunne være en lokalitet, der er bestemt som tidvis våd eng (6410), det vil sige, et næringsfattigt areal, der ikke er så vådt som moser eller kær, men heller ikke så tørt som græsland, f.eks. fordi fugtigheden er sæsonbetinget eller på anden vis variabel, hvilket fremmer visse specialiserede arter til fordel for andre. Men hvis nu tidvis våd eng skylder sin tilstedeværelse kunstige forhold, f.eks. afvandning af området, hvilket har negative konsekvenser for en mere oprindelig og naturlig artssammensætning, kan opretholdelsen af naturtypen kollidere med andre biodiversitetsfremmende tiltag.

​

Det ‘naturlige’ ville jo være at afvikle afvandingen for at genoprette naturlig hydrologi, men derved kunne arealet måske forandre sig fra tidvis våd eng til mose eller kær, og en udpeget naturtype bliver selvfølgelig dermed fjernet – hvilket vel ikke ligefrem kvalificerer dens »gunstige bevaringsstatus«?

​

Et andet 'dilemma' kunne bestå i risikoen for særligt sårbare og truede planter, der måske kunne blive ædt af vildtgræssende dyr, som er udsat for at gavne arealets generelle biodiversitet og (andre) sårbare og truede arter ved at tilstræbe et naturligt græsningstryk. 

 

Det er med andre ord langtfra givet, at en sikring af gunstig bevaringsstatus for udpegede naturtyper eller arter (og måske dermed en helt eller delvis fastholdelse af et statisk øjebliksbillede af en lokalitet) altid er at foretrække, selv hvis (og til tider måske især hvis) indsatsen er pligtopfyldende og permanent. Naturens processer og dynamiske foranderlighed risikerer at blive hæmmet eller hindret.

 

Imidlertid er habitatdirektivet ikke alene åbent for fortolkning, men udmøntningen er desuden præciseret i en bekendtgørelse, der nærmest er skræddersyet til gavne selvforvaltende natur. (Når der i det følgende refereres til naturtyper og arter, er det naturtyper og arter på habitatdirektivets bilag I og II):

​

Af artikel 1 fremgår det således, at der i Natura 2000-områderne ganske vist skal foretages de bevaringsforanstaltninger, som er »nødvendige for at opretholde eller genoprette en gunstig bevaringsstatus for de naturtyper og/eller arter, for hvilke lokaliteten er udpeget«, men ifølge artikel 6 kan bevaringsforanstaltningerne både være specifikke for lokaliteten »eller integreret i andre udviklingsplaner«, som opfylder de økologiske behov for lokalitetens naturtyper og arter (min kursiv, REL). Lokaliteten er her det specifikke Natura 2000-område, og det betyder, at forpligtelsen til at opnå gunstig bevaringsstatus retter sig mod de udpegede arter og naturtyper som sådan, ikke en specifik og statisk placering af dellokaliteter.

​

Dette bliver så meget desto tydeligere i de nærmere bestemmelser for direktivets implementering, der bl.a. er beskrevet i bekendtgørelse nr. 144 af 20. januar 2011. Her fremgår det af § 4, at målene for naturtilstanden også fastsættes på baggrund af en »konkret afvejning af evt. modstridende naturinteresser inden for det enkelte internationale naturbeskyttelsesområde«, eftersom det er »tilstanden og det samlede areal af de naturtyper og levesteder for arter«, der skal være stabil eller i fremgang for at honorere forpligtelserne (min kursiv, REL).

​

I den sammenhæng er der endog mulighed for en »dynamisk naturtilstand, der vil fremme opnåelse af gunstig bevaringsstatus for andre naturtyper eller levesteder for arter«. Hvis det således er »naturlig succession og naturlig bestandsudvikling«, man sigter efter i et konkret Natura 2000-område, og hvis dette kan gå ud over udpegede naturtyper og arter, skal disse blot sikres gunstig bevaringsstatus på biogeografisk niveau i »andre udpegede områder« i Danmark.

​

Denne udlægning er overensstemmende med en vurdering, som Naturstyrelsen deler i en gennemgang af de relevante artikler i habitatdirektivet og paragraffer i den nævnte bekendtgørelse: »Det er ikke styrelsens opfattelse, at habitatdirektivet kræver en statisk beskyttelse af naturen – tværtimod. (...) det er det samlede areal af udpegningsgrundlagets naturtyper og levesteder, der skal være stabilt eller i fremgang, i modsætning til hvert enkelt konkret delareal. Endvidere fremgår det direkte af § 4 stk. 3, at der kan vælges en urørt dynamisk udvikling.« (J.nr.  NST-4103-00002).

 

Summa summarum

​

Fra naturens hånd er der ingen statiske 'naturtyper' i streng forstand. Der er f.eks. ingen skarpe og absolutte skel mellem skov og åbent land eller mellem strandeng og strand. Der er blot dynamisk natur, hvor arter og levesteder interagerer, og hvor naturtyper dukker op, flytter sig og forsvinder, blander sig, udvides og formindskes. Nogle steder naturligvis mindre dynamisk og foranderligt end andre.

​

I en fragmenteret natur, hvor forvaltning af især mindre naturperler er altafgørende, er naturtyper i reglen en udmærket retningssnor for det, der skal bevares. Her er nemlig sjældent mulighed for naturlige processer, der jo ellers er den dynamiske motor, som 'af sig selv' genererer, opretholder og forandrer levesteder. 

​

Men især i større områder er der brug for mindre kassetænkning og mere fri dynamik, hvor selvforvaltende natur kan komme på tale. Det kræver nemlig plads, hvis naturen skal kunne udfolde sig som natur. Og det ser ikke ud til, at habitatdirektivets forpligtelser behøver at stå i vejen for at vælge dynamisk og mere selvforvaltende natur som paradigmatisk udgangspunkt. 

​

Så længe de udpegede naturtyper og arter tilgodeses i den samlede nationale indsats, er der intet til hinder for, at naturen i meget højere grad slippes fri inden for eksisterende Natura 2000-områder.

​

Rune Engelbreth Larsen
Naturzonen.dk (senest opdateret: 12.3.2019)