Ord og billeder af Rune Engelbreth Larsen
STØRRE, VILDERE OG NATURLIGERE NATUR
Hempel Fondens overtagelse af Molslaboratoriet
Katastrofal kommunikation eller et ’bump’ på vejen?
Vildere natur, Molslaboratoriet (foto © Rune Engelbreth Larsen).
Overtagelse af Molslaboratoriet rummer positive potentialer med Hempel Fondens økonomiske muskler, oprustningen på arealer og endnu flere gode medarbejdere. Men. Forbigik fondens kommunikation den oplagte anerkendelse af dansk naturforvaltnings fyrtårn gennem 9½ år og fremmede i stedet konspiratorikeres kontrafaktiske påstande om Molslaboratoriets forvaltning og dyrevelfærd? Rammes mindre dyreholdere, der arbejder med vildere og mere selvforvaltende natur, og fremmes nu et alt for lavt dyretryk og overfodring blandt de store private og offentlige natur-aktører? Her følger et blik udefra på et uventet dramatisk kapitel i dansk naturforvaltningshistorie …
1. Vild, vildere, Molslaboratoriet 2016-26
Den 16. november 2016 blev der taget hul på det hidtil mest visionære kapitel i dansk naturforvaltnings- og dyrevelfærdshistorie, da Naturhistorisk Museum i Aarhus indførte den vildeste og mest selvforvaltende praksis på deres arealer i Mols Bjerge: Molslaboratoriet.
Som de første nogen sinde i Danmark tilstræbte Molslaboratoriet at få et så naturligt antal dyr som muligt med henblik på at genetablere et optimalt samspil mellem de store dyrs økosystemfunktioner og områdets øvrige arter.
Vildheste og vildokser blev sluppet fri til at leve i og af naturen året rundt på 120 hektar ud fra den selvforvaltende idé, at naturen klarer sig bedst, når den så vidt muligt klarer sig på egne præmisser uden yderligere indblanding.
Og i modsætning til de mange kastrerede dyr, der ofte anvendes i dansk naturforvaltning, kunne Molslaboratoriets vildheste og vildokser nyde godt af naturlig flok- og familieadfærd og finde naturlig føde, som de er tilpasset biologisk gennem millioner af år. Danskerne fik således også mulighed for ved selvsyn at overvære naturlig dyrevelfærds overlegenhed, og trods et lille segments tilbagevendende hærværk, chikane og trusler, fastholdt museet rammerne og skabte en hidtil uset natur- og forvaltningssucces.
Molslaboratoriet har således vist, at store dyr uden tilskudsfodring kan gavne biodiversiteten og øge vildskaben på forholdsvis kort tid og et forbløffende lille areal på sølle 1 kvadratkilometer, ovenikøbet med en eksplosion af oplevelsesværdier til gavn for naturglade danskere i et af landets mest populære naturområder. Desuden har Molslaboratoriet vist, at naturlig dyrevelfærd tilgodeser dyrenes behov maksimalt i skarp kontrast til forholdene for flertallet af landets tamheste, der i vid udstrækning er afskåret fra at kunne få opfyldt deres vigtige behov for familie og flok – og hvor mere end en fjerdedel af tamhestene skønnes at lide af overvægt, hvilket er den primære årsag til, at de må aflives (Kristensen & Uldahl 2019).
For første gang kunne forskere få et indblik i de store dyrs naturlige fødevalg og naturområdets udvikling på selvforvaltende præmisser over en længere årrække, der var på nippet til at runde et tiår, og som de følgende tiår kunne have leveret yderligere unikke data af uvurderlig betydning for langtidsbetydningen af rewilding med såkaldt reaktiv forvaltning.
Dét blev der sat punktum for den 15. april 2026, hvor Hempel Fonden overtog Molslaboratoriet og meddelte, at forvaltningen ville blive lagt om. Det kapitelskifte skal vi se på i det følgende, men forinden er det på sin plads med en stor og ubetinget tak til Naturhistorisk Museum og dets forvaltere, forvildere og formidlere, der har fastholdt fyrtårnet med forbløffende faglig og visionær integritet fra den 16. november 2016 til den 14. april 2026!
Opret kobjælde, Molslaboratoriet (foto © Rune Engelbreth Larsen).
2. Hempel Fondens overtagelse og underkendelsen af en dyrevelfærdssucces
Ved overtagelsen af Molslaboratoriet lancerer Hempel Fonden Plan for dyrevelfærd på Molslaboratoriet, hvor punkt 1 bedyrer: "Molslaboratoriet vil ændre praksis, så der nu kan foretages fuld tilstrækkelig fodring for at sikre, at alle dyr opretholder et acceptabelt huld året rundt." De 7 første af planens 9 punkter giver indtryk af, at alting skal forandres, hvilket selvfølgelig sender det signal, at dyrevelfærden har været kritisabel de foregående 9½ år, fordi der ikke har været ”fuld tilstrækkelig fodring”. Men intet kunne være mere forkert.
I 9½ år har Molslaboratoriets dyr aldrig nogen sinde haft et huld, der ikke var acceptabelt, bortset fra en lille håndfuld dyr 1 uges tid før overtagelsen - og efter en helt ekstraordinært streng vinter, hvor man for første gang har fodret på Molslaboratoriet (som deres protokol altid har foreskrevet, at man undtagelsesvist skulle under sådanne ekstraordinære situationer).
På den baggrund kunne Hempel Fonden blot have konstateret, at en særligt streng vinter havde efterladt nogle få dyr under huld for første gang nogen sinde, og at den slags marginale situationer selvfølgelig kan opstå – men at det er og bliver exceptionelt forbilledligt, at det kun har været nødvendigt med lidt tilskudsfodring én gang på et tiår. I stedet træder imidlertid en panik-kommunikation i gang, hvor fonden stort set kun fokuserer på ”dyrevelfærd”, som var det noget helt nyt, og undlader at understrege, at Naturhistorisk Museum har forvaltet området uden dyrevelfærdsproblemer i de foregående 9½ år i træk.
Trods et halvt hundrede uanmeldte kontrolbesøg af politi og Fødevarestyrelsen har Molslaboratoriet ikke tidligere fået en eneste anmærkning om huld eller foder. Ikke én.
Alligevel fastslår Hempel Fonden, at man vil "vise, at god dyrevelfærd sagtens kan gå hånd i hånd med naturgenopretning og fremme af biodiversitet" (Vildmarken.dk, 15.4.2026). Men nøjagtig dét har Molslaboratoriet jo allerede til fulde vist i 9½ år, hvorfor pressen naturligvis griber fondens overraskende udmelding. F.eks. fastslår Danmarks Radio: "Det er tilsyneladende en flok heste og kreaturer i en sølle forfatning, der holder græsset nede og biodiversiteten oppe på Molslaboratoriet i Mols Bjerge. Det mener i hvert fald stedets nye ejer, Hempel Fonden, der i dag overtager området fra den tidligere ejer, Naturhistorisk Museum Aarhus." (DR.dk, 15.4.2026)
Det er forkert. Før denne ene gang har der aldrig tidligere været noget at anmærke angående dyrevelfærden. Aldrig. Men Hempel Fonden kommer ikke med en udmelding, der korrigerer DR.
I stedet gør man i pressen og på SoMe-platforme opmærksom på, at fonden vil "øge dyrevelfærden og – forhåbentlig – bidrage til at sænke konfliktniveauet, som også har været en del af debatten om rewilding på Molslaboratoriet". Men eftersom dyrevelfærden dokumenterbart har været upåklagelig for bestande mellem 30 og 80 dyr i 9½ år og altså kun ført til kritik af seks dyrs huld lige inden overtagelsen, har ”konfliktniveauet” aldrig handlet om en objektiv vurdering af dyrevelfærden, men har ene og alene været forårsaget af ’aktivisters’ chikane, hetz og trusler på baggrund af ukorrekte synsninger om dyrenes forhold.
Hvorfor adresserer fonden ikke dette utvetydigt som punkt 1? Hvorfor ikke meddele som første prioritet, at man vil forsøge at efterleve det høje dyrevelfærdsniveau, der har karakteriseret Moslaboratoriets i de foregående 9½ år?
Formentlig er det frygt for negativ kritik ved overtagelsen af et projekt, som altså for første gang har fået en løftet pegefinger for ganske få dyrs vedkommende, der i stedet får Hempel Fonden til at vende problemstillingen 180 grader og prioritere ulovligheder og chikane allernederst i ni-punktsplanen. Men denne overreaktion er en kommunikativ katastrofe for tidligere medarbejdere på Molslaboratoriet og for andre dyreholdere.
Exmoor pony, føl. Molslaboratoriet (foto © Rune Engelbreth Larsen).
3. Hempel Fondens overtagelse og begejstringen blandt Molslaboratoriets modstandere
"Vi er kun interesserede i at få konfliktniveauet ned," bedyrer Hempel Fonden atter, hvilket dermed også bliver overskriften og essensen af et interview om overtagelsen af Molslaboratoriet (Naturmonitor.dk, 20.4.2026). Men er fonden KUN interesseret i det? Er det budskabET?
Den bedste måde at få ”konfliktniveauet” ned på, er vel at få politikerne og politiet til at tage ulovligt hærværk, chikane, hetz og trusler endnu mere alvorligt, mens man selv tager juridisk affære? Hempel Fonden har de økonomiske muskler til at geare op på advokatfronten med injuriesager og anmeldelser, men det er altså ikke dét, der bliver budskabet ved overtagelsen af Molslaboratoriet. Budskabet, der cirkuleres, bliver derimod, at man vil "justere dyreforvaltningen" efter en anden model end Naturhistorisk Museum: "Det vil samtidig øge dyrevelfærden og – forhåbentlig – bidrage til at sænke konfliktniveauet, som også har været en del af debatten om rewilding på Molslaboratoriet." (15.4.2026).
Det er med andre ord ikke konfliktmagerne bag årevis af ulovligheder, der er det primære problem ifølge prioriteringen i fondens kommunikation, men forvaltningen, der skal ændres for at få ”konfliktniveauet” ned. I stedet for ulovligheder og misforståelser bliver dyrevelfærd omdrejningspunktet, skønt det jo giver sig selv og er reguleret af Dyrevelfærdsloven, som både Naturhistorisk Museum og Hempel Fonden såvel som landbrugets dyr er underlagt (modsat udbredte misforståelser har Molslaboratoriet naturligvis ingen undtagelser fra Dyrevelfærden). Intet nyt under solen dér.
Men trods de bedste intentioner forærer Hempel Fonden dermed et lille, men meget højtråbende segment af naturmodstandere den proportionsforvrængende sejr, at det NU skal handle om "dyrevelfærd". Forventeligt kan modstanderne af vild natur vanskeligt få armene ned.
Lars Boje Matthiesen jubler taknemmeligt fra sit fallerede parti-projekt og mener nu at have fået ”ret”. I et opslag på Facebook skriver han: ”Godt at dette projekt nu er lukket ned, og der er kommet nogle, som tager vare på dyrene derude.” (14.4.2026). Pia Kjærsgaard har også en fest på Facebook og føler sig som en vinder efter Hempel Fondens udmeldinger: "En sejr til dyrevelfærden på Mols – og forhåbentlig i resten af Danmark." (16.4.2026).
Flere Facebookgrupper med hetz, chikane og trusler mod de dyreholdere, der arbejder med helårsgræsningsprojekter og rewilding, jubler med i koret. Læserbreve og længere debatindlæg raser med fornyet styrke imod Naturhistorisk Museum og finder i Hempel Fondens udmeldinger en bekræftelse af, at dyrevelfærden har været ladt helt ude af syne på Molslaboratoriet i 9½ år.
Tilbagevendende løgne om, at Molslaboratoriets selvforvaltende natur er "synd" for dyrene og skyld i et "gyvel-helvede", er cirkuleret i disse fora og blevet delt med politikere, der har nul viden om biodiversitet - men ofte en interesse i at fjerne fokus fra millioner af produktionsdyrs livslange lidelser.
Danmarksdemokraterne kræver en undersøgelse af Naturhistorisk Museums 9½ år lange "misrøgt", som Hempel Fonden tages til indtægt for at validere: "Danmarksdemokraterne vil have undersøgt, om systematisk misrøgt har fundet sted i biodiversitetens navn på Molslaboratoriet, idet han henviser til, at de nye ejerforhold har skærpet kritikken af tidligere praksis." (Din Avis, 17.5.2026).
Hempel Fonden er heller ikke denne gang ude med en berigtigelse, der kunne have fastslået den objektive kendsgerning, at Molslaboratoriet i 9½ år har haft dyrevelfærd i top.
Fondens CEO Anders Holm skriver på LinkedIn: ”Vi ønsker at bygge videre på det, der er skabt – og samtidig åbne et nyt kapitel, hvor Molslaboratoriet kan spille en endnu større rolle i arbejdet med at genoprette biodiversiteten i Danmark.” (20.04.2026). Det er det tætteste, vi kommer en lille og behersket anerkendelse af, at Molslaboratoriet i 9½ år har leveret unik forvaltning og forskning i top - det er ikke noget, fonden slår på tromme for. Og der er ingen anerkendelse af, at dyrene i 9½ år har haft et rigt og naturligt liv med optimal dyrevelfærd – ikke blot i kontrast til millioner af produktionsdyr, men f.eks. også i kontrast til de talrige tamheste, der aflives pga. overvægt.
Den kontrafaktiske fortælling om, at Molslaboratoriet i årevis har underkendt dyrevelfærden, bliver med andre ord stående. Naturmonitor.dk konstaterer da også på baggrund af overtagelsen: ”Der er kommet vind i sejlene hos dyrevelfærdsaktivister og rewildingkritikere.” (Naturmonitor.dk, 20.4.2026).
Det er Hempel Fondens kommunikation, der har skabt denne situation, men det er ikke Hempel Fonden, der går ud på alle fondens platforme og i pressemeddelelser eller i mod-indlæg i de lokale og regionale medier for at sætte misforståelserne og løgnene på plads. Ingen brandslukning.
Thomas Eske Holm, der er biolog og seniorrådgiver på Institut for Ecoscience ved Aarhus Universitet, er blandt dem, der i stedet må tage slaget om kendsgerningerne i én af lokalaviserne og fastslå fakta:
"Først efter den helt ekstraordinært lange og kolde vinter 2025-26, dage før ejerskiftet til Hempel Fonden, fik Molslaboratoriet sin første anmærkning om huld og foder. Seks dyr ud af bestanden på 44 var i et huld, der gjorde, at Fødevarestyrelsen krævede dem fjernet og fodret. De blev placeret hos andre dyreholdere, og museet iværksatte tilskudsfodring af den øvrige flok. Det er én anmærkning. Om seks dyr. Efter en usædvanlig vinter. (...) Molslaboratoriet er ikke en død gyvellund. Området er et af Danmarks vigtigste steder for sjældne og truede arter, for biodiversiteten og for en vildere natur. Det hjælper rewildingen med at bevare og forbedre. Det er pointen. Og det virker." (Din Avis, 4.5.2026).
Ja. Det er en kendsgerning. Tænk, hvis Hempel Fonden havde konstateret dette helt udramatisk ved overtagelsen? Og fokuseret på det vilde og skønne liv, som vildhestene har haft i 9½ år? De kan nå det endnu.
Exmoor pony. Molslaboratoriet (foto © Rune Engelbreth Larsen).
4. Den, der ler sidst? Positive potentialer ved overtagelsen
De mindre dyreholdere bag vilde naturprojekter med helårsgræsning blev efterladt på perronen, fordi mange med rette altid har fremhævet Molslaboratoriet som en ledestjerne, hvad angår en fagligt objektiv vurdering af naturlig dyrevelfærd og et forbilledligt selvforvaltende naturprojekt. Dermed eksemplificerer overtagelsen et større og generelt problem i både den offentlige naturforvaltning og den øverste etage af de danske naturfondes elite: Manglen på ansvarsfølelse over for og solidaritet med mindre dyreholdere, der i modsætning til de store fonde ikke har muligheden for at få juridisk bistand og stå imod hærværk og chikane imod deres ejendom og medarbejdere.
Alle, der arbejder for faglighed og fakta i forhold til vigtigheden af meget mere vild natur i Danmark, har en interesse i at stå sammen, men få har som de store fonde muligheden for at stå på mål for helårsgræsning og naturligt dyretryk. De store fonde bør være ansvaret voksent og tænke solidarisk ud over hegnet på deres egne arealer – og udfordre myter offensivt, ikke underlægge sig dem defensivt.
Det er definitivt slut med Molslaboratoriets reaktive forvaltning, og forskningen kan ikke længere følge langtidseffekten af det hidtil mest ambitiøse naturprojekt i Danmark, men må gå andre veje under de nye forvaltningsforhold. Molslaboratoriet er med andre ord blevet mindre vildt under en overtagelse, der imidlertid heller ikke er uden positivt potentiale.
Arealet er udvidet til 190 ha, hvoraf de 160 ha nu er en del af græsningsarealet. Store dele af Mølleåen samt Kildeslugten er blevet en del af området, hvilket er en gave, der mere end supplerer arealets naturpotentiale. Hempel Fonden har de seneste år sat et vægtigt fingeraftryk på dansk rewilding med introduktionen af Tauros, og fonden ejer nu fire områder på samlet ca. 2.500 ha, der alle skal forvaltes vildere med store dyr, og fondens forskningsmuligheder og faciliteter har fået et bemærkelsesværdigt boost. Alt sammen vigtigt. Og det vil næppe glæde chikanøse hetzere og faktabenægtere at følge Hempel Fondens vildere naturprojekter den kommende tid.
Overskriften på denne betragtning udefra var spørgsmålet: ”Katastrofal kommunikation eller et ’bump’ på vejen?” Svaret er nok, at det ikke er et enten-eller, men snarere: Katastrofal kommunikation OG et ’bump’ på vejen.
Helt unødvendigt har Hempel Fonden foræret konspiratorikeres kontrafaktiske kritik en gave. Men det buldrer fortsat derudaf med vildere naturarealer, hvor store dyr bag hegn sikrer vildskab og biodiversitet. Her er det HELT afgørende at undgå alt for små dyrebestande, som vi f.eks. ser det i Naturnationalpark Fussingø og i Tofte Skov, hvor henholdsvis Naturstyrelsen og Aage V. Jensen Naturfond unødvendigt fodrer (for få) dyr.
Det handler om at udfordre misvisende dyrevelfærds-narrativer offensivt, ikke defensivt at please et lille segment ved overforsigtighed og unødvendig panik over et forsvindende fåtal af dyr, der under ekstreme årstids- og vejrforhold undtagelsesvist kan få problemer. Det handler om, at de store aktører også bidrager til, at små dyreholdere undgår chikane og hetz, og det handler om at stå på mål for vild helårsgræsning, ikke dukke sig i kampens hede.
Når store aktører tør stå fuldtonet på mål for det, også når et uundgåeligt uheld sker under hetz og chikane, så kommer det til at gå endnu hurtigere, og mange flere dyreholdere kan levere de mange, mange flere vildheste og vildokser, der med statsgaranti bliver brug for i de kommende års vilde naturprojekter. Det bliver vildere og vildere.
Rune Engelbreth Larsen. Naturzonen.dk, 7. maj 2026
