Hvad Corona lærer os om

dansk natur

Vildere natur, Molslaboratoriet (foto © Rune Engelbreth Larsen).

Hvorfor mon kaldet fra musvågen og synet af havørnen løfter humøret? Hvorfor er det en lise for sjælen at gå en tur i skovens grønne kulisser til lyden af kvidrende fugle? Og hvorfor er engens mangefarvede vilde blomster en symfoni for øjet?

Måske fordi vi kobler allerbedst af og tømmer tankerne for ophobede bekymringer blandt naturens mange livsformer og uforudsigelige oplevelser. Måske fordi Homo Sapiens trods alt har tilbragt 99 procent af artens 300.000 år i naturens kulisser, hvorfor vi er evolutionært tilpasset nærværet og samspillet med naturens omgivelser, stemmer og dufte. Selv om vi er kulturmennesker, er vi med andre ord mærket af uudtalte naturrelationer helt ind i sindets og cellernes inderste afkroge.

Mon ikke endnu flere end normalt har mærket dette efter måneders Corona-krise, hvor naturen har været vores eneste store ’safe space’ uden for hjemmet? Museer, biografer, teatre, spillesteder og sportshaller har været lukket – men naturen har ingen lukketider, og når vi ligger på en blomstereng eller læner os op ad en egestamme, behøver vi ikke at tænke på håndsprit. 

Naturen kan noget særligt. Vi kan streame film, lytte til podcasts og downloade spil, og det hele kan duplikeres i én uendelighed, men naturen er en særegen totaloplevelse, som aldrig er den samme for forskellige naturgæster, aldrig kan gentages og aldrig fortæller den samme historie to gange. 

Danmarks Radios store satsning på den smukke dokumentarserie ”Vilde vidunderlige Danmark” har utvivlsomt også fået fleres øjne op for, at naturen er Den Store Fortæller, selv om det var en iscenesat naturfortælling. Realiteten er desværre også, at titlen er misvisende, for i Danmark har vi meget lidt ”vild” natur, og derfor måtte DR faktisk filme meget af deres serie om vores ”vilde vidunderlige” natur i områder, der i virkeligheden var produktionslandskaber.

Den natur, der møder os i dag, er nemlig stærkt forarmet og fragmenteret – og udviklingen fortsætter med stormskridt i den gale retning. Gennem årtier har samtlige naturrapporter dokumenteret, at levesteder generelt forsvinder med skræmmende hast, og at arter udryddes og uddør hurtigere end nogen sinde før.

 

Den officielle afrapportering til EU om tilstanden af vores vigtigste naturtyper og arter tegner et grumt billede af Danmark, hvor naturtyper med ”ugunstig bevaringsstatus” er steget fra hele 90 procent til 95 procent på kun seks år fra 2013 til 2019, mens arter med ”ugunstig bevaringsstatus” er forværret fra 39 procent til 57 procent. Vi er bundskraber i EU.

Mange af vores skove kan se kønne ud, men nærmer sig biologiske ørkener, idet udvalgte skovtyper både i 2013 og 2019 måtte indrapporteres med 100 procent ”stærkt ugunstig bevaringsstatus”. Hvis skovnaturen atter skal udvikle sig naturligt, skal træerne i meget højere grad kunne blive gamle og dø naturligt, for når træer bliver gamle, rummer de flere hulheder og forfalder gradvis, hvilket skaber levesteder og er føde til talrige fugle, insekter og svampe. Men tømmerhugsten fælder og fjerner træerne, længe inden de når en alder, der gavner biodiversiteten, og Danmark er sørgeligt blottet for gamle træer.

Døde træer og andet dødt træmateriale kaldes ”dødt ved”, og omfanget heraf er et af de mest afgørende mål for skovnaturens tilstand. En naturlig skov uden motorsave rummer 100-200 kubikmeter dødt ved pr. hektar, men Danmark er også dér EU’s bundskraber, og gennemsnittet herhjemme er helt nede på forsvindende 6 kubikmeter.

Men hvorfor står det så galt til, og hvad skal der til for at bevare og fremme Danmarks naturværdier? 

Biodiversitetsforskere er enige om, at naturens allerstørste problem er, at den mangler PLADS til at udfolde sig SOM natur. Det hjælper med andre ord ikke meget at tegne nogle flotte streger på et landkort og f.eks. kalde et stort område for en ’nationalpark’, hvis det, der ligger bag stregerne, ofte også er marker, produktionsplantager og byer. Det giver jo ikke naturen plads til at udfolde sig som natur, tværtimod – alligevel er det den type planlægning, som vores ’natur’-politik har været underlagt i årtier. 

Danmark skal derfor disponere større områder til naturens egne formål, hvilket indebærer, at de fritages for produktion, og at naturen kan udvikle sig på naturligere præmisser. Motorsavene skal indstilles, og vi skal ophøre med at tørlægge søer og moser i vigtige skove, ligesom vi skal sikre, at forskellige planteædere integreres i flere naturområder for at hæmme tilgroning og genskabe den dynamik, som naturen mangler i dag, men som den har været tilpasset gennem millioner af år. 

Ikke kun hjorte, men f.eks. også vildsvin, vildheste og elge har udøvet centrale økosystemfunktioner, som dansk natur har været blottet for i årtusinder, fordi vi har udryddet arterne herhjemme. Disse dyr var ikke blot tilfældige arter blandt de øvrige 37.000 danske arter, for store planteædere er en slags øko-ingeniører, hvis adfærd i dramatisk omfang skaber og varierer levesteder for landets øvrige arter. Men disse store dyr er væk og holder derfor ikke længere vegetationen åben og varieret, deres trampen skaber ikke længere blottede pletter, hvor nye planter kan spire, og deres lort mangler som levesteder for dyr og organismer, der igen er føde for andre dyr og organismer.

Alt dette indebærer, at vi skal se lidt mere ud over menneske-artens egen næsetip og give bedre plads og vilkår til Danmarks øvrige 36.999 arter i udvalgte naturområder. 

Sådanne områder skal have disse øko-ingeniører tilbage i et antal og en fordeling, som biodiversitetsforskere vurderer fra sted til sted, og vi skal have mere skov uden motorsave, så Danmark får en række store sammenhængende naturarealer med vildere natur på naturligere præmisser. 

Pointen er ikke en bagudskuende og naturromantisk bestræbelse på at få ’fortidens natur’ tilbage, men at naturens processer atter kan blive drivkræfterne for udviklingen af naturligere natur i fremtiden – naturområder kan genforvildes til naturens gavn. Og heldigvis er politikerne ved at være med, og statsminister Mette Frederiksen og miljøminister Lea Wermelin har gjort det til særskilte politiske ambitioner ikke kun at adressere klimakrisen, men også den længe underprioriterede biodiversitetskrise. Det giver håb.

Med Jakob Ellemann-Jensen som miljøminister udvidede den forrige regering arealet af urørt skov i Danmark med 10.000 hektar, og den nuværende regering har netop lagt 6.000 hektar oveni, hvorved vi samlet kommer op på 29.000 hektar. Men det er trods alt stadig 46.000 hektar mindre, end Socialdemokratiets og SF’s eget udspil på 75.000 hektar før valget – og sammenlagt kun 4,6 procent af skovarealet. Det er alt for lidt, hvis vi skal undgå, at mange flere truede skovarter uddør herhjemme. 

Alligevel protesterer Dansk Industri urimeligt højt over disse forholdsvis symbolske gaver til naturen – men vi skal snarere tildele skovnaturen 20 procent af landets nuværende skovareal, hvis vi skal standse artsuddøen blandt skovarterne. Og burde dét ikke være til at overskue uden at gå i panik? Det efterlader jo stadig masser af skov til tømmer og forhindrer heller ikke, at vi kan plante ny produktionsskov.

Men det nedslående er, at de beskedne 29.000 hektar vildskov næsten er de eneste naturarealer i hele Danmark, hvor naturen får lov til at være natur uden produktionsinteresser. Langt de fleste steder gror naturen til i mangel på græsning, eller fordi græsningen kun foregår om sommeren og samtidig skal ’producere’ kød og hente støttekroner i stedet for at foregå på naturens præmisser. De beskedne 4,6 procent af landets skovareal, hvor produktionsinteresser indstilles, svarer med andre ord blot til 0,7 procent af vores landareal. Så lidt har vi altså valgt at disponere til ”vild” natur for naturens egen skyld i Danmark.

Dansk naturbeskyttelse er umådeligt uambitiøs, og italesættelsen af naturlovgivningen er ofte stærkt misvisende. Det, vi kalder ’fredskov’, er f.eks. skov, der primært skal sikre tømmerhugst, ikke natur. Og både i vores nationalparker og i de naturområder, der er beskyttet af Naturbeskyttelsesloven eller EU, har tømmer og landbrug ofte forrang, hvilket jo heller ikke har noget med naturbeskyttelse at gøre.

Den gode nyhed, er at regeringens såkaldte aftalepapir lover en ”naturzone” og vilde ”naturnationalparker”. Hvad er en ”naturzone”? Det er natur, hvor biodiversitet har første prioritet. Hvad er ”naturnationalparker”? Begrebet stammer fra min bog ’Vilde vidder i dansk natur’ (2017), der anviser, hvor let vi i Danmark kan finde over 100.000 hektar, fordelt på 35 områder på mellem 1.000 og 20.000 hektar, hvor naturen kan genforvildes – det kunne blive begyndelsen på en naturzone. I bogen Danmarks genforvildede natur (2020) konkretiseres 15 af de 35 foreslåede områder, hvor det er mest oplagt at gå i gang, og vi behøver ikke engang opkøbe én kvadratmeter eller komme i konflikt med landbruget, for det hele er ejet af det offentlige eller af naturfonde i forvejen.

Nogle af disse nye natur-nationalparker kan med fordel etableres inden for rammerne af eksisterende nationalparker som kerneområder, hvor naturen får topprioritet i modsætning til de skovbrugs- og landbrugsområder, som i dag udgør store dele af nationalparkerne. Andre kan placeres uden for eksisterende nationalparker, hvor vi også har masser af store offentlige naturområder, og hvor potentialet for et naturløft er lige så oplagt eller større.

De første 2-3% af Danmarks areal kan ad denne vej forholdsvis hurtigt blive disponeret til natur i områder, hvor ingen bor, og hvor intet skal opkøbes. Ja, faktisk ejer det offentlige ca. 7% af Danmarks landareal, der trænger til et stort naturløft, og i betragtning af, at vi internationalt har forpligtet os på 20%, er det jo om at få ambitionerne med os.

Den 19. juni kunne regeringen og støttepartierne så offentliggøre, at de to første naturnationalparker på sammenlagt 1.900 hektar er på vej: Naturnationalpark Fussingø (forberedt af forhenværende miljøminister Jakob Ellemann-Jensen) og Naturnationalpark Gribskov. 

Miljøminister Lea Wermelin lægger ikke skjul på, at regeringen dermed langtfra er i mål: ”Vi skal have mere sammenhængende natur, mere vild natur og mere urørt skov. Det er vi begyndt på, uden at være i mål.” (Kristeligt Dagblad, 16.6.2020). Rene ord for pengene.

Biodiversitetskrisen holder ingen sommerferie, og derfor handler det nu om at komme i gang med den varslede Biodiversitetspakke, som forhåbentlig indfrier de næste 13 af de 15 naturnationalparker og etablerer en naturzone – her kan de to nye naturnationalparker i givet fald tjene som en fin ouverture. 

Vildere natur på naturligere præmisser er en gave til naturen, men det er også en gave til danskerne selv – for hvad medfører dette naturløft for vores fælles ’safe place’? 

Det fascinerende er, at dér, hvor¬ vi fremmer naturværdierne og genetablerer udgangsbetingelserne for, at naturlige processer af sig selv kan tilvejebringe en mere varieret og mangfoldig natur, dér er det som regel også sjovest og mest bjergtagende at opleve naturen. 

Her er der nemlig flere forskellige sommerfugle at nyde, når de mangefarvede silkefine vinger flakser hen over vegetationen. Floraen er mere varieret og farverig, og flere fugle giver et mere alsidigt lydbillede og større oplevelser på himlen. I flere skove kommer der gradvis flere krogede eventyr-træer, flere skønne skovsøer og flere skovlysninger med blomster i skovbunden. Og i store åbne områder med højt til himlen og uden skorstene og marker bliver naturen tilsvarende varieret, og vi kan opleve vildheste galoppere ud over vidderne eller elge, der stavrer rundt i skovbrynet.

Der skal selvfølgelig tilføres nye midler, men med lidt kreativ tænkning kunne en ny model for finansieringen af etableringsomkostninger og drift bestå af en mikroafgift på f.eks. benzin eller biomasse, der går ubeskåret til naturnationalparkerne og naturzonen. En mikroafgift på få ører vil knap nok mærkes af borgeren, men kan målrettes og sikre tilstrækkeligt med midler.

Blot en halv milliard kroner om året er f.eks. rigeligt til at dække statens tabte tømmerindtægter og finansiere etableringen af naturnationalparker på 1.000 kvadratkilometer i løbet af et par år, og kun en lille del vil derefter gå til driften, mens langt hovedparten kunne finansiere mange andre natur-tiltag, der også bør omfatte større dele af vores trængte havnatur. Og indbringer mikroafgiften 1 frem for ½ milliard kroner årligt, er der store muligheder for opkøb og udvidelser af naturzonen ud over de offentlige arealer. 

Det er ret beset forbløffende billigt for en indsats på 1.000 kvadratkilometer med store natur- og oplevelsesværdier – til sammenligning kostede det ca. 300 millioner kroner blot at etablere elefantanlægget i Københavns Zoo på ca. 0,01 kvadratkilometer.

Vi kan bidrage til at standse naturkrisen nationalt og flytte Danmark fra nummer chok til nummer ét blandt Europas naturvenlige nationer, samtidig med at vi sikrer danskerne oplevelsesværdier i særklasse og et robust ’safe space’ i en fremtid, som desværre næppe har set sin sidste pandemi. 

Vi er blevet gode til at lytte til sundhedseksperter for at mindske smitterisikoen under Corona-krisen – lad os også blive gode til at lytte til biodiversitetforskere under biodiversitetskrisen. Ligesom sundhedseksperter er de ikke nødvendigvis enige om alt, men der er konsensus om masser af grundlæggende tiltag, hvis den igangværende artsuddøen og naturforarmelse skal standses.

Lad os gøre dele af landets natur til et vildere oplevelsesrum og opretholde en naturarv, vi har forsømt og forsømt, og som vi derefter vil kunne glæde os over i fællesskab – hvad enten vi besøger naturen enkeltvis eller i mindre grupper. Naturen kan blive en del af en fællesskabende identitet, som vi værner om og værdsætter i langt højere grad end tidligere. 

Er der udfordringer af lovgivningsmæssig og praktisk art? Ja, men de kan løses i en positiv ånd, hvis først vi beslutter os for at blive venner med naturens beboere, som vi deler Danmark med.

 

Rune Engelbreth Larsen

Kronik i Politiken, 10. juli 2020
 

STØT NATURZONEN.DK 

MOBILEPAY 40 88 52 25


ELLER KØB NATURFOTOS TIL DIN VÆG, MOBIL OG KROP HER


RUNE ENGELRETHS WEBSHOP ★ 

De etablerede onlinemedier vil gerne have mere gratis indhold, men vil samtidig tjene på den annoncetrafik, som ulønnede skribenter tiltrækker. Derfor går flere freelancere solo og skriver på egne eller fælles netmedier for at bevare den fulde ret over egne tekster og måske selv tjene lidt på webtrafikken — samtidig spares læsere for betalingsmure og forstyrrende annoncer.

Naturzonen.dk er en fri fugls annoncefri platform med særegne natur-vinkler, som du ikke finder i de etablerede medier, og du kan frit downloade alle sidens fotos til privat brug eller ikke-kommerciel brug på nettet. Naturzonen.dk er gratis, men ikke omkostningsfri, og har du råd og lyst, kan du hjælpe med at holde siden på vingerne. Det er tids- og ressourcekrævende at bidrage på kvalificeret vis til den naturpolitiske debat og beskrive og fotografere naturområder over hele landet. Naturzonen.dk forsøger begge dele, og du kan støtte ved at besøge forfatterens webshop Poliphilo — eller:

Du kan give forfatteren en håndsrækning og samtidig blive oplyst ved at købe bogen Danmarks genforvildede natur

Du kan støtte forfatteren og oplyse en større kreds ved at booke (eller få andre til at booke) forfatterens naturforedrag

NATURZONEN.DK er skrevet og fotograferet af Rune Engelbreth Larsen, der er idéhistoriker og forfatter til en række kulturhistoriske og politiske bøger, men i de senere år har beskæftiget sig mest med dansk natur, bl.a. i klummer og artikler, men også i bøgerne Danmark er en kvinde — på genopdagelse i den danske natur (2009), Den danske naturs genkomst (2014), Vildere vidder i dansk natur (2017) og Danmarks genforvildede natur (2020). 

Hvor ikke andet er anført, er al tekst og alle billeder på Naturzonen.dk © Rune Engelbreth Larsen

RUNE ENGELBRETH LARSEN | FACEBOOK | TWITTER | INSTAGRAM | YOUTUBE
 |

HUMANISME.DK | POLIFILO.DK | FORLAGET DANA |

 

TAK TIL AAGE V. JENSEN NATURFOND & PRIVATE GIVERE FOR STØTTE

TAK TIL KLOGE HOVEDER FOR RÅD OG VEJLEDNING