NATURZONEN.DK

Det er proportionsforvrængning af episke dimensioner, når dyreværns- og kæledyrsaktivister bekymrer sig om trivslen af genforvildede heste, kvæg og andre store dyr, der kan boltre sig frit i naturen ... 

​

Vildheste og andre store dyr kan holde tilgroning i ave og skabe variation i store naturområder, f.eks. naturnationalparker, der etableres i disse år for at fremme biodiversiteten. Det kræver hegn, som ikke skal holde mennesker ude, men de store dyr inde, for ellers forbliver de ikke en del af naturområdet. Det indebærer også, at de ikke fodres, for hvis f.eks. hestene har mulerne i et fodertrug, påvirker de jo ikke vegetationen og forhindrer heller ikke ensformig tilgroning.

​

Mens det diskuteres af forskere, hvilke og hvor mange store dyr der bør udsættes, rejses en helt anden problemstilling af naturfremmede dyreværns- og kæledyrsaktivister i glødende debatter på de sociale medier og i de store regionale nyhedsmedier om, hvorvidt dyrevelfærden tilgodeses for de dyr, der udsættes?

​

Spørgsmålet afspejler i sig selv, at vi lever i en naturfremmed tid med meget mindre berøring med vilde dyrs naturlige rammer end med produktionsdyrs og kæledyrs unaturlige rammer. Vores dyrevelfærdsregler handler således ikke meget om at sikre dyrs naturlige adfærd og tilgodese deres naturlige behov, men alene om, hvor unaturlige rammer vi kan acceptere for at sikre et maksimalt økonomisk udbytte af millioner af produktionsdyr. På danske minkfarme levede mink f.eks. fuldt lovligt i bure på en ti-milliontedel af deres naturlige territorium – hvilket selvfølgelig er absolut uforeneligt med naturlig dyrevelfærd, men handler om billige skind.

​

I skalaens anden ende har vi kæledyrene, f.eks. undulater i bittesmå bure, fisk i bittesmå akvarier, hunde fremavlet til ugenkendelighed osv., hvilket selvfølgelig heller ikke handler om naturlig dyrevelfærd, men om billige kæledyr i hjemmet.

​

Med andre ord lever og dør hundreder af millioner af dyr i Danmark under forhold, der ligger fjernt fra de naturlige rammer, de er biologisk tilpasset.

​

Når der alligevel er stemmer i debatten, som går i forarget selvsving over den brøkdel af genforvildede heste, kvæg og andre store dyr, der får lov til at leve hele året til gavn for biodiversiteten under langt friere og mere naturlige forhold end dem, vi f.eks. byder burhøns, rideheste og undulater, er der tale om proportionsforvrængning af episke dimensioner.

​

Måske overser vi, at det jo ikke er naturlig adfærd eller dyrevelfærd, det handler om, når vi nusser den søde hundehvalp i sofaen, strigler ridehesten eller snakker sødt til slagtegrisen i stalden – for hvad er mere bedårende end en lille fransk bulldog, en lyserød grisebasse eller en ridehest med store og udtryksfulde Disney-øjne?

​

Men hvordan mon en fransk bulldog har det med at være fremavlet som en kortbenet og fladnæset sofahund med vejrtrækningsproblemer? Og er det virkelig mere attraktivt at være en dresseret ridehest end en genforvildet hest? Sidstnævnte går på et stort naturareal, får sine sociale behov opfyldt og kan udfolde sin naturlige parrings- og ynglepleje-adfærd i stedet for at tilbringe store dele af livet i en lille fold eller boks.

​

Men ét er de kæledyr, vi lever sammen med, og som formentlig har det fint for det meste, noget andet de forhold, vi accepterer for de produktionsdyr, vi lever af. F.eks. de mange millioner af opfedede dyr, der aldrig ser et stykke natur og aldrig kommer ud under solen. Som regel ser vi kun de pæne døde kødprodukter i kølediskene, der ikke minder os om de levende dyrs vilkår.

​

Jeg nævner det ikke for at pege fingre. Jeg nævner det blot for at konstatere, at det er sådan, vi har valgt at gemme vilkårene af vejen i store dele af fødevareproduktionen.

​

Naturen er derimod helt spin-fri, når det kommer til liv og død, og måske er det derfor, det er så fristende at tro, at tamdyr har det optimalt til forskel for de stakkels vilde dyr?

​

Det er jo ikke ligefrem sofahyggeligt, når ræven sætter tænderne i haren uden bedøvelse. Det er heller ikke spor sjovt for grågåsen, når havørnen udmatter den. Gåsen dykker, så længe den kan, men havørnen er der straks, når den kommer op, og så må den dykke igen og igen, indtil den er komplet udmattet, og kløerne slår ned.

Det er nok heller ikke misundelsesværdigt at være en yndig pragtvandnymfe, når dens vinger klistres ind i spindelvævet, mens et otte-øjet og otte-benet monster nærmer sig med hævede hugtænder for at aflevere sin dødbringende gift. Av. Et af de allersmukkeste insekter, vi har, i en af de allerværste horror-scener, vi kan forestille os.

​

For det er jo det, vi gør. Vi forestiller os. Sætter os selv i det lidende dyrs sted, og vi glæder os over, at hamsteren i buret slipper for at blive jaget. Men det behøver måske ikke at være vanskeligere at sætte sig ind i, at dyr kan udfolde deres liv i langt større overensstemmelse med deres naturlige adfærd i naturen end i stalden og fugleburet?

​

Derfor er det en meningsløs diskussion om ”manglende dyrevelfærd” i naturområder, hvor f.eks. vildheste sættes ud året rundt for at leve så frit som muligt af naturens fødegrundlag. Vildhestene er superprivilegerede sammenlignet med alle andre heste i landet.

​

Og det handler jo ikke kun om trivslen af de heste eller andre større dyr, der sættes ud. Det handler også om alle de mange arter, der f.eks. lever i og af den lort, som de store dyr lægger, og om alle de fugle, der lever af de arter. Det handler også om alle de blomster, der bortskygges og udryddes, når de store dyr ikke sættes ud, fordi manglende græsning skaber ensformighed. Og det handler om alle de insekter, der forsvinder, fordi pollen- og nektarkilder forsvinder uden de blomster, der er betinget af græsningen.

​

Kan det virkelig være rigtigt, at disse utallige arters mistrivsel og forsvinden ikke rager os en papand, fordi nogen forarges over, at nogle få store dyr får lov til at leve under åben himmel på hegnede arealer à 10, 20 og 30 kvadratkilometer – millioner gange større end stald-dyrenes?

​

Spørg burhønen, hvor ’synd’ det er, at vildhesten kan tabe nogle få kilo om vinteren, mens den lever af et skiftende naturligt fødekammer. Spørg slagtekalven, hvor ’synd’ det er for vildhesten, der kan boltre sig på naturnationalparkens adskillige kvadratkilometer.

​

Og spørg lige undulaten i fugleburet, næste gang en misforstået og proportionsforvrænget ’dyrevelfærd’ bliver fremstillet som en seriøs anke imod varieret græsning til gavn for utallige arters trivsel i dansk natur.

 

Rune Engelbreth Larsen

Naturzonen.dk 3.5.2021 (bragt i Politiken på tryk og online den 1.5.2021)