NATURZONEN.DK

Mink (foto © Rune Engelbreth Larsen).

Politikerne vil give minkavlere kontanthjælp for milliarder, men trækker på skuldrene ad den største naturkrise i danmarkshistorien. Gav man blot én af de foreslåede 10-12 minkmilliarder tilbage til naturen som kompensation for industriens store naturbelastning, kunne vi påbegynde en afgørende naturindsats ... 

​

I årtier har den politiske prioritering af dansk natur været et nedslående spejl af dyrevelfærden i mink-industrien: Accept af en vedvarende forarmelse af liv, svøbt ind i selvrosende spin over lidt halm og et plastikrør, som dyrene generøst får lov til at beskæftige sig med i de trænge tråd-bure for at bortlede vores lede ved en systematisk brutalisering.

​

Den glemsel, der har indfundet sig i manges reaktioner på den igangværende afvikling af minkfarmene, nærmer sig afgrundsdyb dobbeltmoral, når vi rystes over billeder af nogle få mink, der utilsigtet har lidt under myndighedernes aflivning, uden at det perspektiveres af de chokerende misforhold, som millioner af mink i årevis har levet under som fuldstændig legal dansk standard.

​

Bure på 30 x 70 centimeter giver minken en femtedel kvadratmeter, mens den i naturen boltrer sig på land og i vand på territorier à 2 kvadratkilometer – et areal, der er 10 millioner gange større end buret. Ti millioner gange.

Alligevel skal vi åbenbart til øjenvidneberetninger på de sociale medier uden for nyhedernes hovedstrøm for at blive mindet om dyrenes misforhold.

​

En erindring af Sanne Nørregård, der er opvokset på en minkfarm, blev på få dage delt over 15.000 gange på Facebook: "Jeg stod tit i mine røde træsko og kiggede på dyrene, der løb frem og tilbage i små bure. Allerede der undrede jeg mig over, hvorfor de små søde dyr ikke måtte lukkes ud. Jeg så, når de sloges – bed i hinanden – kradsede øjnene ud – og så efterfølgende min far behandle deres sår med et antibiotikapulver – der sjældent hjalp – tit var sårene store og uhelbredelige. Jeg har set mink, der gnavede i deres poter i stress og afmagt."

​

Søg på Facebook, hvis du har nerver til at læse videre. Men forbered dig på kommentarer om, hvor ’grønt’ erhvervet er, fordi resterne af de pelsede dyr også udnyttes til kødbenmel. Og hvor meget værre mink har det i Kina. Og husk på, at dyrene kan hygge sig med halm og plastikrør.

​

Kun de færreste er vist oprigtigt i tvivl om, at det var rettidig omhu af regeringen at lukke ned for minkavl på baggrund af flere danske ekspertvurderinger, men alle er vel også enige om, at forløbet er håndteret under al kritik, og at en tvangslukning på nul komma fem har barske menneskelige omkostninger. Men mange undrer sig også med Sanne Nørregård oprigtigt over den efterspørgsel, der har holdt pelsningsindustrien i gang så længe: "Jeg har aldrig forstået – og kommer aldrig til at forstå – hvorfor nogle mennesker har behov for at vise, at de har penge og velstand ved at hænge 30-40 døde dyr i en pelskåbe på deres krop."

​

Tankevækkende, men ikke opmuntrende er det at løfte perspektivet til vores forhold til naturen i det hele taget. For med samme skuldertræk, som mange nyhedshistorier i de seneste uger har valgt at se bort fra de horrible forhold for bur-mink, har danske politikeres natur-prioritering i årtier konsekvent sat kikkerten for det blinde øje.

​

59 procent af arterne og 95 procent af de naturtyper, som vi har forpligtet os til at fremme ifølge EU-aftaler, får derfor bundkarakter i officielle rapporter: ”moderat eller stærkt ugunstig bevaringsstatus.” Især skovnaturen er trængt, idet skovens naturtyper får absolut dumpekarakter: 100 procent ”stærkt ugunstig bevaringsstatus”.

​

Danmarks naturtilstand er blandt EU’s suveræne bundskrabere ifølge Carsten Rahbek, leder af Center for Makroøkologi, Evolution og Klima: ”Det er ganske tydeligt, men ikke særligt overraskende, at Danmark er bagerst i bussen. Situationen er rigtig slem.” (Altinget).

​

Stakkevis af rapporter om Danmarks naturtilstand og truede arter har været rødglødende advarselslamper i årevis, men politikernes reaktion var håndører og venstrehåndsarbejde. F.eks. de fem nationalparker, der blev indviet i 2008-18, men har fået forskere til at tale om greenwashing.

​

​

I en videnskabelig artikel skriver tre biodiversitetsforskere fra Aarhus Universitet, Rasmus Ejrnæs, Jesper Bladt og Camilla Fløjgaard, at nationalparkerne nærmest ”er at betragte som en dårlig vittighed, idet udpegningen ikke medfører nogen former for naturbeskyttelse ud over det, som findes i den eksisterende lovgivning" (Tidsskrift for kortlægning nr. 48).

​

Jamen er den naturbeskyttelse, der findes, da ikke god nok? Svaret er: Den findes ikke. Trods naturbeskyttelsesloven, nationalparkerne og den EU-beskyttede natur, kan vi stadig pløje, fælde eller dræne naturen i knæ på masser af ’beskyttede’ arealer.

​

For nylig konstaterede biodiversitetsforsker ved Biologisk Institut på Københavns Universitet, Hans Henrik Bruun: "Det reelle tal for, hvad vi varigt og helhjertet har afsat til vild natur, er tæt på nul procent – hvis ikke det bare er nul procent." (Tjekdet.dk).

​

Med andre ord er naturbeskyttelsen for den dansk natur, hvad halm og plastikrør er for de indespærrede mink.

Så små sko går vi i, at staten bidrager massivt til at forarme natur og biodiversitet i 1.000 kvadratkilometer statsskove med afvanding og motorsave, der barberer liv og variation ned til et minimum. Hvorfor? For at staten kan tjene sølle 50-70 millioner kr. om året på tømmer.

​

Er vi virkelig tvunget til at forarme 1.000 kvadratkilometer fællesskove for at score en tier om året pr. dansker?

Åbenbart. Og imens nogle partier vil finde 10-12 milliarder statskroner i kontanthjælp til den i forvejen underskudsgivende minkindustri, har mange af vore beslutningstagere reelt kun skuldertræk til overs for den største naturkrise i danmarkshistorien.

​

I EU’s ringeste naturforvaltnings-land sidder politikerne således nu og forhandler finanslov om en forsvindende beløbsstørrelse til naturen på 50 millioner kroner i 2021. Det er mindre end det beløb, som Danmark i forvejen tjener hvert eneste år på at destruere skovnatur gennem omfattende statslig tømmerhugst.

​

Gav man blot én af de foreslåede 10-12 mink-milliarder tilbage til naturen som kompensation for industriens store naturbelastning (den årlige udledning af 4.000-5.000 ton ammoniak og de titusindvis af undslupne mink, der slet ikke er hjemmehørende i Danmark), kunne vi iværksætte en afgørende naturindsats på betydelige dele af statens 2.200 kvadratkilometer natur.

​

Og hvis politikerne havde naturforståelse nok til at finde bare det halve af den foreslåede mink-erstatning til naturen, kunne staten desuden opkøbe og sikre 500 kvadratkilometer af de vigtigste privatejede naturarealer.

​

Men i stedet forhandles om 50 millioner kr. Det er ingenting.

​

Halm og plastikrør i minkburet.

Rune Engelbreth Larsen

Naturzonen.dk 28.11.2020 (bragt i Politiken på tryk og online den 21.11.2020)