190726-2913.jpg

Nærhed,
nysgerrighed
og natur
kontra kontrol

Europæisk bison (foto © Rune Engelbreth Larsen).

Coronakrisen mindede os om vigtigheden af nærvær - men nærvær kan også lære os om vigtigheden af at begrænse forbruget og kontrollen, der dybest set er kernen i klima- og biodiversitetskrisen. Hvis vi kort og godt skal give klima- og biodiversitetskrise modspil i en epoke karakteriseret ved Den 6. Masseuddøen, kommer vi nok ikke uden om at stække overforbruget, men til gengæld kan vi stimulere nærværet og styrke nysgerrigheden ...

Gennem halvandet års Coronakrise, hvor Zoom og Skype har erstattet mange professionelle og sociale relationer, har vi hverken oplevet den samme grad af nærhed eller nærvær, som vi tidligere har taget for givet. Men det er dog først og fremmest nærværet, der glimrer ved sit fravær.

Vi kan f.eks. godt stå op og ned ad hinanden i bussen eller i supermarkedet, opslugt af hver vores virale virkelighed på hver vores smartphone, mens nærheden er overvældende, hvad enten der er en Corona-meter imellem os eller ej. Men nærværet? Nærværet er fraværende.

Nærvær indbefatter at udvise interesse, opmærksomhed og omsorg, der vanskeligt transmitteres gennem en skærm. Det er i det fysiske rum, at vi med vores gestikuleren og ageren kan transformere nærhed til nærvær, hvorfor det netop er nærvær, vi har savnet under Corona-krisen. Det kan ikke erstattes af Zoom og Skype, og det er også vigtigt for nysgerrigheden, vil jeg mene – og vende tilbage til.

Men måske har pandemien snarere tydeliggjort nærværets fravær end forårsaget det?

Vi lever i en epoke, hvor relationer til både mennesker og verden i bredere forstand er kommet gevaldigt på afstand. Meget betegnende har den mest succesrige af alle smartphones da også et navn, der signalerer alt andet end nærvær: iPhone. JEG-telefon.

Selv er jeg gammel nok til at huske, dengang min mor og jeg hver søndag cyklede 5 kilometer for at komme hen til en telefonboks, bevæbnet med en hel pose 25-ører. Vi boede i Vestjylland, men næsten alle vores slægtninge og hele vores familie boede på Sjælland. I telefonboksen var kontakten og relationen til den fjerne familie alt andet end optimal, men den var ikke borte under de lange samtaler på 45 eller 60 minutter. Indimellem kunne relationen endog suppleres af rigtige breve, skrevet med rigtige penne og frankeret med rigtige frimærker, der blev vædet af rigtigt spyt for at klæbe rigtigt fast.

Hundredtusinder i min generation og generationer før den har således slikket hendes Majestæt Dronningen utallige gange i nakken – eller i det mindste slikket på bagsiden af et frimærke, der bærer hendes kontrafej på forsiden. Det tæller næppe som royalt nærvær – men om ikke andet var brevene en slags nærvær mellem mennesker på afstand.

Men fortæller man om telefonbokse og frimærker til unge mennesker i dag, tror de, at det er en lektion i Oldtidskundskab. Det skal da også medgives, at det var et helt andet årtusind, om end samtidig ikke meget mere end få årtier siden.

Det var dengang, hvor der ikke var nogen Storebæltsbro, og hvor lyntogenes lokomotiver var store lokummer med rød- eller sølvfarvede hestekræfter. Det var dengang, danskere kunne hænge ud og drikke bajere i togkiosken hele turen på tværs af landet. Der var stort set cigaretrøg overalt, og man sad indelukket i kupeernes små bokse på halve dagsrejser, der nærmest gjorde en dialog uundgåelig.

Høretelefoner var en sjældenhed og airpods ukendt science fiction, så man hørte hinanden. Af og til lyttede man endda til hinanden – det var trods alt en tidsalder, hvor telefonen var en OS-telefon, og hvor telefonsamtaler var en ting. Modsat nutidens se-mig-opslag på SoMe, som de sociale medier jo meget sigende hedder på nydansk.

I JEG-telefonens tidsalder ringer vi mest til os selv – og gerne adskillige gange i døgnet, måske endda flere gange i timen. Vi udstiller os selv og viser os frem. Og skal vi endelig interagere med vores medmennesker, foregår det helst i virale ekkokamre, så stemmerne i telefonen lige præcis svarer os dét, vi helst vil se og høre.

Omdrejningspunktet er jeg, mig og mit: Like mig. Del mig.  

Nogle forveksler denne ego-trend med individualisme, men intet kunne være fjernere. Individualisme indebærer nødvendigvis en hensyntagen til individets integritet og frihed, hvis begrebet overhovedet skal give mening. Individualisme hviler på respekt for individualitet – og dermed for forskellighed. Den franske renæssance-tænker Michel de Montaigne har karakteriseret det på denne måde i sit berømte værk Essays: ”Aldrig har to mennesker ment det samme om den samme ting, og det er umuligt at finde to anskuelser der er nøjagtigt ens, ikke bare hos forskellige mennesker, men hos det samme menneske på forskellige tidspunkter.” Andetsteds ekspliciterer han paradoksaliteten: ”Der har aldrig her i verden været to ens opfattelser, så lidt som to ens hår eller to ens sædekorn. Deres mest almengyldige egenskab er forskellighed.”

For at kunne tale om individualisme, skal denne forskellighed integreres i en kulturel rummelighed, eftersom forskellige individer kun forbliver forskellige individer, hvis der er tilstrækkelig rummelighed. Hvis ét eller få individer omvendt ’realiserer sig selv’ uanset omkostningerne for andre, er rammen ikke individualistisk, men derimod egoistisk.

Selv om mange forveksler de to, er individualisme og egoisme med andre ord vidt forskellige. Egoisme er mig på bekostning af dig. Individualisme er at give plads til hinandens forskellighed.

Nu er det selvfølgelig ikke enhver brug af de sociale medier, der er SoMe, at det gør noget. Intet er sort-hvidt. Bedstemor kan lettere få adgang til billeder af børnebørnene, nørder kan lettere finde ligesindede nørder, og de af os, der går op i smalle vidensfelter eller har skæve interesser, er ikke længere lige så alene-i-verden som i gamle dage, men kan lettere finde og berige hinanden.

Vidensdeling og folkeoplysning er i og for sig blevet lettere, og relevante arrangementer kan spredes blandt interesserede på et splitsekund og stimulere fællesskab, samtale og dialog som omdrejningspunkt og mål. Dygtige og fremsynede mennesker, bl.a. inden for informationsvidenskab, arbejder på at lette interaktion og navigation i det offentlige rum frem for at fragmentere rummelige fællesskaber og øge social isolation. De sociale medier er således ikke altid rent asociale medier, selv om det desværre er den afkørsel, vi ofte drøner ud ad, når vi træder SoMe-speederen i bund.

Det er dog næppe de sociale medier, der i sig selv afsporer nærværet, men snarere ekkokammer-logikkens vækstkammer for konspirationsteorier, tunnelsyn og ’dem og os’-tænkning – eller måske mangel på tænkning.

Når nærværet er ved at gå fløjten, og egoet til hest galopperer afsted i fragmenterede virale rum, forstærkes tendensen af en ensidig brug af de sociale medier, der desværre passer som fod i hose til egoismens tidsalder. Og er vores beskedne hensyntagen til andre mennesker egocentreret, trumfes det tilmed af vores arts generelle udfoldelse på bekostning af planetens øvrige arter.

Homo Sapiens er ganske vist kun en årsunge blandt Jordens ældgamle livsformer, idet vi blot har sølle 300.000 år på bagen. Samtidig er vi kun én af de ti millioner arter, hvis fælles hjem er Den Levende Planet – og ovenikøbet en art, der udrydder utallige andre arter med skræmmende effektivitet og underlægger os langt hovedparten af planetens plads.

Faktisk udsletter vi dyre-, plante- og svampearter med en svimlende hastighed, der ikke er set siden en meteor bragede ind i planeten for 65 millioner år siden og udslettede 3/4 af alle Jordens arter i løbet af nul komma fem, heriblandt alle landlevende dinosaurer.

Denne voldsomme begivenhed kalder vi for Den 5. Masseuddøen – fire andre begivenheder, der også er karakteriseret ved en noget nær apokalyptisk arts-decimering er altså gået forud i løbet af de 4 milliarder år, Jorden har været Den Levende Planet. Tidligere har årsagen været supervulkanudbrud eller andre globale katastrofer, som på kort tid har udryddet størstedelen af alle verdens livsformer.

De mellemliggende millioner af år er nye arter til gengæld opstået, og livets mangfoldighed har langsomt spredt og forgrenet sig igen.

Men nu lever vi altså i begyndelsen af Den 6. Masseuddøen, hvor planetens arter atter uddør i et voldsomt tempo. Og denne gang er det os, der er meteoren. Mennesket breder sig med lynets hast, dræner ressourcerne, destruerer artsrige habitater og fylder kloden med milliarder og atter milliarder af produktionsdyr.

Og mens mennesket og menneskets tremme-dyr og tamdyr ekspanderer mere og mere ud over planeten, fortrænges, forjages og forsvinder de vilde dyr. Vejer man alle Jordens vilde pattedyr og opgør deres globale biomasse, er resultatet, at de nu er så fortrængte, at de kun udgør ca. 4 procent af den samlede biomasse, der omfatter alle pattedyr i hele verden. Mennesket udgør til gengæld 36 procent, og menneskets husdyr og produktionsdyr såsom køer, svin og geder udgør til sammen hele 60 procent.

Vores arts-egoisme har forårsaget en global biodiversitetskrise og klimakrise, der dybest set er én og samme krise, for årsagen er den samme: At menneskets egeninteresser udfoldes på bekostning af alle Jordens øvrige arter. Vi lever i en antropocentrisk epoke, som uofficielt – og formentlig inden længe officielt – kaldes Antropocæn, altså Menneskets Epoke.

Den almindelige betegnelse for vores geologiske epoke siden afslutningen af seneste istid for små 12.000 år siden har hidtil været Holocæn, men efterhånden er konsekvenserne af menneskets dramatiske og destruktive påvirkning af naturen lige så gennemgribende og vedvarende som geologiske planetære kræfter, hvorfor der er sket et epokalt skifte, som man gerne daterer til midten af det 20. århundrede. Siden da har det radioaktive nedfald fra atombombesprængninger, CO2-udledningerne, den omsiggribende artsuddøen og spredningen af svimlende mængder beton, plastik og aluminium været så vidtrækkende, at menneskets aktiviteter allerede har planetære konsekvenser millioner år ud i fremtiden.

Mere bramfrit kan man sige, at Antropocæn er karakteriseret af mottoet ”mig, mig og mig først og mennesket, mennesket og mennesket næst”. Et motto i slægt med mantraet ”mere, mere, mere”, der dybest set er akslen i den globale klima- og biodiversitetskrise.

Politikere aftaler selvfølgelig indimellem at gøre noget. Vi skal køre i flere elbiler, rejse flere vindmøller, opstille flere solceller og reducere kødforbruget. Og det er vigtigt, men tiltagene er stadig utilstrækkelige. Vi ved godt, at når menneskehedens CO2-udslip har nået et vist punkt, stiger temperaturen med mere end de 1,5 grader, der vurderes som alarmerende, og derfor er der et endeligt globalt og nationalt CO2-budget, vi skal holde os inden for, for at det ikke skal løbe løbsk. Men mange lande snyder jo ligesom Danmark på vægten, samtidig med at vores ’løsninger’ i vid udstrækning stadig består i at sove på det.

I morgen er der forhåbentlig nogen, der har opfundet et teknologisk fix, ikke sandt?

Inderst inde vil vi nok helst ikke vide, hvor langt vi er fra en tilstrækkelig indsats, og hvad den indebærer. Vi ånder lettet op, fordi Coronakrisen er lettet, og væksten atter skyder i vejret. Pyha. Forbrugshjulene accelererer igen. Slut med at drosle ned. Ikke noget med at få gode ideer af roen og temposkiftet under Corona. Nej, flere ud på arbejdsmarkedet, skru op for arbejdstiden og ned for kontanthjælpen. Der skal løbes stærkere og produceres mere, så den globale middelklasses købestærke egoer kan få mere kød og større køleskabe og erstatte forrige måneds outdatede JEG-telefon med næste måneds mere moderigtige MIG-model. Både klimaet, naturen og nærværet taber kapløbet.

Overforbruget gavner ikke bestræbelserne på at bremse klima- og biodiversitetskrisen, og samtidig gør det relationerne imellem os fattigere og mere overfladiske.

For måske var der noget, vi kunne have lært af Corona-krisen? Betydningen af nærvær og vigtigheden af at geare ned? Uden Corona kan vi jo sådan set både geare ned og komme hinanden og verden mere ved. Undlade at stimulere den købestærke middelklasses i forvejen overstimulerede overforbrug yderligere, men tværtimod drosle ned, så produktionen lægger mindre beslag på planetens pressede areal. Give plads til hinanden. Frigive plads til naturen. Det er ikke nok at tro på, at kødfrie mandage, elbiler og en ukendt grøn fremtids grønne teknologi redder verden – vi skal også skrue ned for forbruget. Låne og bytte mere i stedet for at købe og kassere mere.

Vi skal have flere robuste ting, der varer hele livet og færre el-slugende apparater, der skal skiftes ud og ud og ud. Vi skal beholde telefoner et tiår i stedet for ét år. Vi skal spise meget mindre kød, og vi kommer næppe i mål uden at regulere udviklingen kollektivt. Drastisk.

Men vi kunne jo også vælge at se det positive i at tilbringe færre timer og færre år på arbejdsmarkedet i stedet for flere. Mere fritid er mere frihed og mere tid til mere nærvær og nysgerrighed, og nærvær og nysgerrighed befordrer hinanden.

Det eller den eller dem, der står os nær, og som vi i vores relationer oplever et nærvær til, bliver vi nysgerrige på at lære nærmere at kende. Og motiveret til at tage hensyn til og måske tage vare på. Den sammenhæng gælder jo dybest set også for ting.

Der er særegne redskaber og smykker eller andre genstande og figurer, der har affektionsværdi, fordi det er ting, vi har relationer til. De betyder noget, måske hele livet, og derved fremmer de faktisk også nærværet i verden på et dybere plan.

Vi knytter ingen relationer til éngangsplastik-skeen og den billige Ikea-natlampe, men det gør vi til den broche, vi fik af oldemor, eller den stol, der er et stykke unikt kunsthåndværk, og som vi beholder i hjem efter hjem livet igennem. Det samme gælder naturen. Når vi oplever og fordyber os i naturen, knytter vi relationer, og ikke bare nærværet, men også nysgerrigheden stimuleres. Når vi møder naturen som fortæller, bliver den inspirerende og griber os. En af Danmarks bedste naturformidlere, Morten D.D. Hansen, har formuleret det på den måde, at ingen nogen sinde sagt: ”Fandens osse – Jeg så en havørn i dag!”

Nej, vel? Naturen er leveringsdygtig i store oplevelser og nærvær, der kan motivere os til at se andet og mere end dens nytteværdi – vi ser ud over os selv og får øje på naturens egenværdi.

Og hvis vi for alvor skal motiveres til at standse de globale klimaændringer og fremme biodiversiteten og den vilde natur, så de andre arter også fortsat har plads til at bo på Den Levende Planet i stedet for at blive ædt op af Den 6. Masseuddøen, har vi også brug for formidling, nærvær og nysgerrighed i vores relationer til naturen på naturens præmisser.

Og det fantastiske er jo, at nysgerrighed både er en forudsætning for viden, men også for begrundet kritik – hvilket er noget andet end fordomsfulde misinformationer og konspirationer. Nysgerrighed åbner døre i stedet for at lukke dem, og bag enhver dør, som nysgerrigheden åbner, forgrener sig nye veje til nye døre, flere detaljer, flere nuancer og flere vinkler. Vi bliver bedre til at se ud over os selv.

For så længe vi kun ser os selv og alene ser naturens funktion som kilde til opfyldelse af vores egne behov, forbliver vi i den gammelbibelske forestilling om, at naturens eneste værdi er den nytteværdi, vi kan presse ud af den, og at mennesket er sat i verden for at ”herske” over dyrene og naturen. Det siger Gud jo selv i 1. kapitel i 1. Mosebog.

Men dét er selvsagt ikke en indstilling, det er gavnligt at gå til biodiversitetskrisen med – tværtimod skal vi i videre udstrækning muliggøre det for naturen at herske mere over sig selv.

Det indebærer, at vi genetablerer udgangsbetingelser for, at naturen kan udfolde sig så naturligt som muligt. De udgangsbetingelser, vi har elimineret historisk ved at omdanne vildskove til ensartede og artsfattige produktionsskove uden plads til lysninger og et varieret og alsidigt mylder af blomster og insekter. Ligesom vi har udryddet de store dyr, der er økosystemernes biodiversitetsgeneratorer.

Skal vi fremme biodiversiteten, skal vi i genintroducere flere af dem; f.eks. holder vildheste og vildsvin tilgroning i ave, skaber dynamik, støvbader og tramper, så der kommer huller i vegetationen, hvor nye planter kan spire. De spreder frø, der hænger fast i pelsen, og leverer bjerge af lort til masser af møgbiller, som atter andre arter lever af.

Det er dette gensidige artssamspil, vi har amputeret, og som skal genetableres i større naturområder. Det kræver, at vi indledningsvis hjælper forudsætningerne herfor på vej igen, hvorefter vi kan lade processerne være så selvregulerende, frie og dynamiske som muligt og gribe så lidt ind som muligt. I sådanne naturområder skal vi i højere grad turde give slip på kontrollen og lade uforudsigeligheden råde, sådan som det er den vildere naturs natur.

Men også her stiller egoet sig på tværs i form af den bevægelse, vi kender som NIMBY – forkortelsen af Not In My BackYard – eller på dansk: Ikke i nærheden af min baghave. Aktivister, der på den ene side hævder at være meget optaget af biodiversitetskrisen og af at bremse klimaforandringerne, men på den anden side kæmper indædt imod ethvert tiltag, som måtte ligge i nærheden af deres egen matrikel.

Vindmøller og solceller, ja tak, men ikke på vores kanter. Vild natur og biodiversitet på naturens præmisser, så gerne, men langt væk fra vores ridestier, mountainbike-ruter og træhugst. Blot at begrænse de eksisterende 1000 kilometers rideruter til 980 er åbenbart for stort et offer. At rejse en vindmølle på flere kilometers afstand, om så på havet, er åbenbart for stort et offer. For det går ud over mig. At betale 500 kr. ekstra for en flybillet eller 50 kr. ekstra for et kilo oksekød er for stort et offer. Det går ud over mig.

Det vil vi ikke.

Det nærvær, der kunne have motiveret os til at gøre noget, som ikke kun har vores egen arts og vore egne egoers nytteværdi for øje, men er til uselvisk gavn for de andre arter, risikerer at dø lige dér. Og den nysgerrighed, der fører til en erkendelse af vigtigheden af at komme overforbrug af kød og fossile brændstoffer til livs, risikerer at dø lige dér.

Vi skal derfor både kigge indad for at gøre op med egoismen og kigge udad for at gøre op med overforbruget, hvis vi bekymrer os for vores med-arters fremtid såvel som for vores medmenneskers forskellighed.

Hvis vi kort og godt skal give klima- og biodiversitetskrise modspil, kommer vi ikke uden om at stække egoet, stimulere nærværet og styrke nysgerrigheden.  Og i det mindste det sidste er om noget en opgave, der byder sig til blandt undervisere på alle niveauer – hvis altså skoler og uddannelsesinstitutioner er gearet til det.

For ”det er et mirakel, når nysgerrigheden overlever en formel uddannelse,” sagde Albert Einstein engang spidst. Jeg er dog sikker på, at det er et ’mirakel’, der godt kan blomstre blandt formidlere og undervisere på alle niveauer i dag. Hvis fagligheden er i orden. Hvis inspirationen får lov at flyde. Og hvis vi slipper kontrollen lidt mere.

 

Rune Engelbreth Larsen, Naturzonen.dk, 12.10.2021
 

Åbningstale til konferencen 'Nærhed og nysgerrighed'

Dansk Universitetspædagogisk Netværk, 7.10.2021

genforvildet-banner.jpg