Ord og billeder af Rune Engelbreth Larsen
STØRRE, VILDERE OG NATURLIGERE NATUR
New Forest National Park
– vildskov og fritgående græssere
New Forest-ponyer går frit i store dele af Sydenglands 56.600 hektar store New Forest National Park (foto © Rune Engelbreth Larsen).
Hesten står midt på vejen, men gør ingen mine til at flytte sig, og bilerne må pænt standse eller køre udenom. Et par heste går rundt i en privat indkørsel, og senere spankuIerer en håndfuld artsfæller ned ad gaden, som om de ejer den. Vi befinder os i den 566 kvadratkilometer store New Forest National Park i Sydengland, hvor ikke mindst semi-vilde New Forest-ponyer er talrige – og flere steder har en lovfæstet forrang for køretøjerne i trafikken ...
I Storbritannien har man et ganske andet forhold til træer – og ikke mindst gamle træer – end i Danmark. Der er langt flere træer i landskabet, mange flere gamle træer, flere vejtræer, talrige levende hegn og ofte flere store gamle træer i byparker. Alene i Greater London er der ca. 8,5 millioner træer, hvilket næsten er ét træ pr. indbygger og ca. 53 træer pr. hektar. Glasgow huser f.eks. ca. 2 mio. træer med en tæthed på ca. 112 træer pr. hektar (Rogers m.fl. 2015).
Ifølge FAO (Food and Agriculture Organization) kan disse byer faktisk kan kaldes for skove, eftersom der skal 10 procents kronedække til »skov« ifølge FAO's definition. Londons kronedække er på ca. 22 procent, og målet er at nå op på 30 procent (Urban Tree Cover). I denne 'byskov', London's Urban Forest, er knap 10 procent (ca. 700.000) af træerne kortlagt enkeltvis på online-kortet London Tree Map, og der er forsket i alt fra bytræernes begrænsning af CO2-udledning og luftforurening til den detaljerede betydning for biodiversiteten på artsniveau i det såkaldte i-Tree Eco Project.
Men det er ikke kun i byerne, at skove og træer har en mere fremtrædende plads og status end i Danmark, og i det følgende skal vi se, hvordan skov og græssere hører sammen i den sydøstlige del af England, 2-3 timer kørsel fra London.
Året rundt huser New Forest National Park ca. 3.000-5.000 heste, der er ejet af almindelige borgere med en historisk græsningsret, hvorfor større hovedveje er hegnet fra, og færiste er en helt almindelig foranstaltning. Hestene er semi-vilde, fodres ikke og kan bevæge sig frit på store arealer, og når man møder dem i skoven eller på heden, er de ikke opsøgende og må ikke fodres af forbipasserende. Men mange ejere tager deres heste ud af arealet om vinteren og fodrer dem.
Desuden græsser ca. 5.000 kreaturer og en del æsler, og fra september til november slippes også 300-400 svin løs i skoven. Endvidere er hjortevildt (rådyr, dådyr, krondyr, sika og nogle få muntjac-hjorte) en del af græsningsregimet på overdrev, heder og i skove. Det gør det meget vanskeligt at få et klart overblik over græsningstrykket.
Trods skiltning og færiste kan det ikke undgås, at der er dyr, som bliver ramt i trafikken. I 2015 blev f.eks. 55 heste kørt ned.
Der bor ca. 38.000 i landsbyerne inden for nationalparken, og i de områder, hvor dyrene går frit, må borgerne selv anlægge færiste i deres indkørsler, hvis de ikke ønsker større planteædere på matriklen – de fleste har dog ikke den slags reservationer. Men her siger billeder nok mere end ord ...
Trafikken må pænt indordne sig efter hestenes lune i flere af landsbyerne i New Forest National Park (foto © Rune Engelbreth Larsen).
»Er der nogen hjemme?« New Forest-ponyer slår et smut forbi (foto © Rune Engelbreth Larsen).
Brockenhurst, New Forest (foto © Rune Engelbreth Larsen).
Heller ikke på campingpladser kan man vide sig sikker for heste (foto © Rune Engelbreth Larsen).
Færiste i hundredvis er virkeligheden i New Forest National Park, så græssende dyr bliver på naturarealer og i flere af landsbyerne, men holder sig væk fra de større hovedveje (foto © Rune Engelbreth Larsen).
Hvis man ikke orker en hest eller ko i indkørslen, må man anskaffe sig en færist ... (foto © Rune Engelbreth Larsen).
Skraldespandene vidner om hensyntagen til de firbenede medborgere: »Din mad og dit skrald kunne skade ponyerne og æslerne. Tag venligst dit skrald med dig hjem, hvis denne skraldespand er fuld.« (foto © Rune Engelbreth Larsen).
Nova Foresta – engelsk vildskov?
New Forest Nationalpark blev etableret i 2005, men er lige så lidt som de øvrige britiske nationalparker underlagt de internationale nationalpark-kriterier fra IUCN (International Union for Conservation of Nature), og derfor er det heller ikke her, naturens præmisser er i højsædet. Men det betyder ikke, at der ikke er noget at lære, eller at der ikke er elementer, som kan inspirere i Danmark.
Navnet New Forest går omtrent et årtusind tilbage til Nova Foresta, der i dag rummer resterne af et unikt mosaiklandskab af skove, heder og overdrev. Langt hovedparten af skovarealerne er ejet af det offentlige og forvaltes af The Forestry Commission, og på de frahegnede arealer i en tredjedel af skoven er der stadig en omfattende tømmerproduktion på ca. 50.000 tons FSC-certificeret tømmer om året.
Men i den urørte vildskov får træerne lov til at være træer, vokse, ældes og nedbrydes som stående eller liggende dødt ved. Det giver nogle eventyrlige skovlandskaber med utallige grene, der ligner forstenede slanger i skovbunden eller krogede arme i trækronerne.
Cykelruterne, der gerne overlapper vejene på produktionsarealerne, holdes fri for faldende træer, og er lette at følge, hvorimod vandrestierne sjældent er markeret – og i modsætning til Danmark er der ikke megen bekymring for, hvor og hvordan træerne falder. Adskillige steder er stammer faldet på tværs af vandrestierne, og så må den glade skovgæst selv finde ud af at gå udenom, skræve over eller gå under, hvor det er muligt. Værre er det såmænd ikke. Kun i tilfælde af, at gamle træer er i overhængende fare for at styrte, hvor der kan være fare for stiernes skovgæster, sikres de.
Flertallet af løvtræerne er plantet i begyndelsen af 1800-tallet og var i lighed med de berømte flåde-ege i Gribskov oprindelig tiltænkt en skæbne som fremtidige skibsplanker. Men skibsindustrien tog som bekendt en anden vej, og det har gavnet skovnaturen i New Forest, hvor der dog også stadig findes mange endnu ældre træer.
Skovforvalterne vurderer, at der er ca. 1.000 særligt gamle træer i skoven, hvoraf de fleste er egetræer og bøge. Den op til 600 år gamle eg Knightwood kaldes The Queen of the Forest og er med en omkreds på ca. 7,4 meter skovens største og muligvis ældste træ. Nationalparkens alderspræsident er dog en tusindårig taks, der imidlertid ikke står i skoven, men på en kirkegård.
Masser af dødt ved i skovbunden (foto © Rune Engelbreth Larsen).
Skovlysninger (foto © Rune Engelbreth Larsen).
Gamle træer og døde træer er ingen sjældenhed i New Forest (foto © Rune Engelbreth Larsen).
En stamme er faldet tværs over stien ... Og hvad så? Man går udenom. New Forest er ikke mørk og tæt, og selv om vandrestierne sjældent er markeret, er det til at bevæge sig gennem skoven alligevel (foto © Rune Engelbreth Larsen).
I størstedelen af New Forest får træerne lov til at blive store og gamle i stedet for at ende som tømmer (foto © Rune Engelbreth Larsen).
New Forest (foto © Rune Engelbreth Larsen).
Heller ikke i New Forest er naturen sat fri
Som det er fremgået, er New Forest Nationalpark ikke vild natur, selv om der er megen gammel urørt skov og tusindvis af græssere. Ligesom i Danmark er det også i Storbritannien vanskeligt at prioritere naturområder, hvor naturen får lov til at råde, og det ses selvfølgelig flere steder.
Som nævnt tages heste ud om vinteren af mange ejere, hvorunder de fodres, hvilket ikke alene umuliggør et naturligt græsningstryk, men giver grobund for den overgræsning, der finder sted om sommeren, og som går ud over biodiversiteten. Alene i de seneste årtier er 170 arter forsvundet i New Forest, delvist på grund af overgræsning (Newton 2013).
Det betyder også overgræssede parklignende arealer, ikke blot inde i landsbyerne, men også på store overdrev. Desuden reguleres antallet af heste ikke alene, men adgangen for hingste er også sat i system, således at der kun udsættes godkendte hingste mellem mellem april og juli i udvalgte områder. Kontrolmanien og nyttiggørelsen er generelt svær at slippe og afspejler sig stadig i historiske valg og fravalg på naturens vegne, også i New Forest – her er det røde egerns skæbne måske et illustrativt eksempel.
Store populationer af røde egern levede tidligere i New Forest, men de sidste forsvandt i 1970’erne, udkonkurreret eller udryddet af overførte sygdomme (parpoxy-virus) fra det nordamerikanske grå egern, der blev udsat i britiske prydhaver og af ubetænksomme natur-entusiaster i 1800-tallet.
Mennesket var imidlertid den første effektive masseudrydder af det røde egern og banede vejen med en intensiv udryddelseskampagne. Skovdyrkere bidrog til festen, fordi egern gnaver bark for at komme ind til det saftige grønne vækstlag, hvilket kan få træerne til at gå ud og dermed betyder tabte tømmerindtægter. Under fødevarmanglen efter Anden Verdenskrig kom de røde egern endog på menuen, eksempelvis som tærte-ingrediens eller marineret i olivenolie med salt, peber og et skvæt citron.
Men som de røde ’skadedyr’ forsvandt, fik man blot deres grå fætre i stedet. I dag er det således the grey tree rats, der gnaver bark og søges udryddet med gift, fælder og ammunition.
De første grå egern blev set i New Forest i 1940’erne og spredte sig hurtigt, trods intense bestræbelser på at bortskyde dem. I dag findes de i spandevis næsten overalt på De Britiske Øer, f.eks. er de også et almindeligt syn i parker, vejtræer og på gader og fortorv i London.
Det røde egern, der til gengæld er næsten udryddet i England og Wales, fortrænges til stadighed i Storbritannien, men er nu opløftet til en højt elsket ikonart, mens det grå egern har overtaget den ledige skurkerolle. Og i dag er det grå egern blevet en eksotisk delikatesse på britiske menukort, bl.a. indbagt i butterdej eller som frikassé. Bon appétit.
Historien gentager sig.
Begge egern fortæller med andre ord en træffende historie om vores selektive og egennyttige natursyn, som åbenbart gør det så vanskeligt at overlade natur til naturen.
Det røde egern er næsten 100% udryddet i hele Sydengland, hvor det grå egern har taget over (foto © Rune Engelbreth Larsen).
New Forest kan inspirere til at tænke vildere i Danmark
Selv om New Forest Natiponal Park langtfra er en naturnationalpark i den betydning, hvor natur og biodiversitet har førsteprioritet, er nationalparkens to mest karakteristiske træk alligevel inspirerende i en dansk kontekst, hvor vildere natur er på dagsordenen.
I Danmark er vi endnu fjernere fra en naturforståelse, der tolererer naturens udfoldelse og vildere karakter end i England. Ofte kommer der klager til Naturstyrelsen, når urørt skov forekommer en skovgæst ’rodet’, fordi døde træer får lov til at ligge, eller hvis man skal gå gennem et naturområde med nok så fredelige græssende heste eller kreaturer.
Her er New Forest National Park ikke blot lysår foran, men også et lærerigt eksempel på den oplevelsesrigdom, som følger med en større rummelighed over for f.eks. græssende dyr.
Selv om det næppe bliver aktuelt, endsige nødvendigt med heste, der traver gennem gaderne i danske landsbyer – mens bilister venligt holder tilbage, og turister tager billeder af det charmerende optrin – viser det, hvor let det i grunden er at give lidt plads fra sig til at muliggøre flere af de større planteædere i naturen.
Hvis englændere i New Forest kan leve fint med heste, æsler og kreaturer på fortovet og i indkørslen, burde det vel være til at overleve for danskere, at der f.eks. er fritgående vildheste, vildokser og elge i flere danske naturområder, også når man er på tur med frokostkurven?
Og samtidig giver forskellige dele af New Forest fremtidsbilleder af, hvordan skovbilledet kan blive om 30-50 eller 100 år i de skove, der lægges urørt i Danmark i dag, hvis vi også sørger for skovgræsning (selv om vi naturligvis ikke kommer til at opleve de meget gamle træer i vores egen levetid): Mere varierede, eventyrlige og uforudsigelige, og gradvis rigere og rigere på liv.
Vigtigt er det naturligvis, at græsningen har natur og biodiversitet og ikke kødproduktion eller turisme som formål, for så risikerer overgræsning let at blive konsekvensen. Men et tilstræbt naturligt græsningstryk vil i modsætning til overgræsningen i New Forest gavne biodiversiteten, og de kunstige grænser mellem skov og ikke-skov bliver mere udviskede over tid. Fra naturens hånd er det jo ikke firkantede begrebsbestemmelser og statiske naturtyper, der tegner billedet, men dynamiske processer såsom vilde græssere, vand, vind og vejr, der forandrer og varierer naturen og skaber udflydende overgangszoner.
I en række danske områder har vi muligheden for en endnu mere helhjertet naturindsats på naturens præmisser, end der er historisk tradition for i New Forest. Men vi skal give lidt plads fra os og være lidt mere rummelige over for mødet med nøglearter som vildheste og vildokser, men sine steder også gerne elge, bisoner og vidsvin.
Rune Engelbreth Larsen, juni 2018 (senest opdateret: 16. februar 2021)
Tak til Aage V. Jensen Naturfond og private givere for støtte til foto-ture og udarbejdelse af manuskript
• Litteraturliste
Flere fotos følger herunder ...
New Forest Ponyer ude på de åbne vidder (foto © Rune Engelbreth Larsen).
På store arealer med græsland i nærheden af nogle af landsbyerne er græsningstrykket meget højt (foto © Rune Engelbreth Larsen).
Kreaturer græsser, mens hestene står i skyggen under træerne (foto © Rune Engelbreth Larsen).
New Forest National Park (foto © Rune Engelbreth Larsen).
Hestene løber frit omkring både dag og nat (foto © Rune Engelbreth Larsen).
