NATURZONEN.DK

[Naturkronikken i Jæger nr. 8/2024. Danmarks Jægerforbund]
 

Naturnationalparker og forskellen på skydedyr og skidedyr

 

Af Rune Engelbreth Larsen 

​

Da jeg var dreng, forbandt jeg noget romantisk med det at være jæger. Jeg var nok inspireret af westernfilm. Det var i monopolets tid, og der var langt imellem snapsene, men jeg voksede op i Vestjylland, hvor der heldigvis var tre tyske kanaler at vælge imellem. De synkroniserede film smittede af på fantasi og leg, og vi indskød tyske ord for at lyde 'autentiske'. Alle ville gerne være ”Häuptling”.

Men især tanken om at snige sig rundt i vildnisset var tilbagevendende – helt stille og ét med omgivelserne som en indianer, der kunne læse naturens tegn. Det måtte da stadig være jægerens ekspertise?

​

Efterhånden lagde jeg dog jægerromantikken på hylden, og når jeg i dag skyder i naturen, er det kun med mit kamera. Men havde jeg været yngre og haft mere tid, havde jeg nok kunnet finde på at tage jagttegn, og når jeg står i supermarkedet og ser de plastikindpakkede svinekoteletter og kyllingelår, vender tanken undertiden tilbage.

 

Hvis ikke man er flyttet helt ned i salatskålen, er det svært ikke at se jagten som den mest etiske måde at skaffe sig kød på. Vildtet har levet et rigt og naturligt liv i markant kontrast til det helvede, vi byder millioner af brutaliserede produktionsdyr. 

 

Og for nylig spøgte tanken om jagttegnet igen.

​

Jeg læste den internationale bestseller Braiding Sweetgrass af den amerikanske botanik-professor, Robin Wall Kimmerer, der skriver om oprindelige folks naturforståelse. Om ikke at ta' mere, end man har brug for, og om at gi' tilbage. Nu og da overdriver hun nok bæredygtigheden, men mangt og meget er tankevækkende. Og i alle tilfælde fjernt fra den fakta-resistens, der trives i visse kredse om det moderne landbrugs og skovbrugs 'gavnlige betydning for biodiversiteten'.

 

Det er åbenbart svært at se i øjnene, at mennesket ikke er en gave til naturen, når vi er mest optaget af at fylde vommen og pengepungen.

 

Botanik-professoren er selv fra potawatomi-folket i Oklahoma, hvor værdier og traditioner ikke er helt glemt af en gammel jæger, der deler sine faringer med de unge. Når han er på jagt, kan han være på skudhold af ti dyr uden at overveje at hæve sin riffel, og af princip har han altid kun én patron med. Det er mere fair over for dyrene at begrænse en åbenlys fordel, og han nærer den største respekt for de dyr, han nedlægger.

​

Riflen hæves først, når han fornemmer at møde en buk, der nærmest tilbyder sig selv: "Og så, uden forklaring, er der én, som kommer ind i lysningen og ser dig lige i øjnene. Jeg ved, at han er den, og det gør han også. Der bliver udvekslet en form for nikken imellem os. Derfor har jeg altid kun én patron med."

​

Det er der da noget omtanke og format over, ikke sandt?

​

Når jeg møder marcherende gruppejagt, der ligner respektløst plafferi, bliver jeg træt, men når møder jægere, for hvem vigtigheden af oplevelsen i en varieret natur såvel som respekten for dyret er alfa og omega, tænder det et lille håb. I findes endnu.

​

Ofte er det desværre egoerne, der råber op: Mere jagt og flere jagtbare arter. Naturens dyr bliver bekvemt til skadedyr og skydedyr. Vi er ”nødt til” at ”regulere” ulven, skarven og gråsælen, hævdes det. Vi har jo så lidt, og de forbandede dyr æder os ud af huset.

​

Det minder mig om ryttere, der har lidt for ondt i røven. Ikke af at ride, men fordi de ikke vil se i øjnene, at de lykkeligste heste i Danmark er de vildeste heste, der lever i (og af) naturen året rundt. Og ja, de vildeste heste lever bag hegn, for ellers bliver de jo bare kørt ned i vores tættrafikerede land. Men i modsætning til produktionsdyrene og fornøjelsesdyrene er de ikke spærret inde, men har tværtimod langt større områder og kan udfolde sig langt mere naturligt og frit.

​

Mange skruer imidlertid lidt for meget op for egeninteresserne: Mig, mig, mig og mer’, mer’, mer’. Sjældent hører vi det modsatte: ”Vi har egentlig nok. Vi har måske også taget for meget. Lad os lige skrue lidt ned og give lidt mere plads til den vilde natur.”

​

Nej, vel? Sjovt nok hævdes det også gerne, at det er ”i naturens interesse”, når vi kræver lov og ret til fylde mere og skyde flere.

​

Heldigvis ser vi også en ny udvikling i det små. Biodiversitet først, og vores behov sidst.

 

Naturnationalparkerne, de store naturfonde og flere private lodsejere opgiver tømmermarker, lægger skov urørt og genudsætter store dyr. Det er ikke naturromantik, men derimod naturpragmatik – det handler ikke om at kopiere fortiden, hvilket selvsagt er umuligt. Det handler derimod om at genetablere udgangsbetingelserne for, at de naturlige processer kan udfolde sig så frit som muligt i fremtiden. At afvikle den monotone designer-natur, der er så udbredt. Og når de naturlige processer er genetableret, bestemmer naturen selv retningen.

​

Det er desværre op ad bakke og går alt for langsomt, men det er dét, naturen har brug for. Ikke belejlige fortolkninger af skadedyr og skydedyr. Ikke romantiseringer af skødedyr og andre fornøjelsesdyr.

​

Nej, naturen mangler skidedyr – for nu at blive i jargonen. Store dyr, der tramper igennem, æder af græsser, buske og træer, skaber lys og variation. Og lægger bunker af lort. Hundredvis af arter lever i lort, og hvor der ikke er lort, er de dødsdømte. Og når lortearterne forsvinder, er det svært at være de arter, der lever af lortearterne. Og heller ikke let at være dem, der lever af dem. Og så videre.

​

Naturen har brug for områder, hvor store dyr lever i naturlige antal. Ikke i alt for små bestande, blot fordi nogle højtråbende konspiratoriske aktivister intet aner om dyrs naturlige behov. Eller fordi enkelte helst vil kunne skyde hvor som helst.

​

Mere respektfuld og bæredygtig jagt, ja tak. Men også flere jagtfri naturområder. Så kan det godt være, at jeg skulle overveje det dér jagttegn, der bliver ved med at spøge.

​

Rune Engelbreth Larsen

Naturzonen.dk 8.11.2024 (bragt i 'Jægeren' på tryk i oktober 2024)

​​

LÆS MERE: Naturnationalparker og de store dyrs genkomst

​