NATURZONEN.DK

I begyndelsen af 1990’erne er der kun 217 hektar urørt skov i Danmark (Johannsen m.fl. 2013). En række spredte skovfrimærker på sammenlagt godt og vel 2 kvadratkilometer, er med andre ord de eneste arealer i hele landet, hvor træer med sikkerhed kan vokse, ældes og dø naturligt til gavn for skovnaturen. Det svarer til ½ promille af det samlede skovareal. Eller omtrent til en fjerdedel af Indre By i København.

​

I 1992 udsender Skov- og Naturstyrelsen Strategi for de danske naturskove og andre bevaringsværdige skovtyper, ifølge hvilken målet er at nå op på 5.000 hektar urørt skov inden 2000 (Skov- & Naturstyrelsen 1992). Det er det tætteste vi i datiden kommer natur på naturligere præmisser i hele Danmark, men ifølge senere vurderinger realiseres kun små 4.300 hektar, hvilket svarer til ca. 1% af det samlede skovareal eller 0,001% af Danmarks landareal. 

 

Potentialet er langt større. I 2000 foreslår biologen Karsten Thomsen store vilde skovlandskaber i en rapport for Verdensnaturfonden (WWF), udgivet af foreningen Verdens Skove (dengang: Nepenthes) og gør op med datidens udtalte skelnen mellem ”skov” og ”natur”, hvor det første til stadighed betegner en produktionslandskaber. Analysen tager afsæt i otte danske skovkomplekser med et minimumsareal på 5.000 hektar og fastslår, at det bedste potentiale for vild skovnatur findes i Silkeborg-skovene, Gribskov og Rold Skov.

 

I 2001 analyserer 30 forskere forskellige aspekter af urørt skov og anbefaler tilsvarende store naturreservater i størrelsesordenen 5.000-10.000 hektar (Emborg m.fl. 2001), og i 2001 påpeger også Wilhjelm-udvalget, som vi skal vende tilbage til i det følgende afsnit, vigtigheden af store sammenhængende nationale naturområder, og at urørt skov specifikt bør udgøre 12.500 hektar i 2012 (Wilhjelmudvalget 2001).

​

Det skorter med andre ord ikke på muligheder for at få vild skovnatur med urørt skov i Danmark, men da vi når frem til 2012, er der blot udlagt 7.500 hektar urørt skov, heraf 5.300 hektar på Naturstyrelsens arealer. Kun 2.800 hektar er løvskov (Johannsen m.fl. 2013), selv om langt hovedparten af de truede skovarter lever i løvskov, hvor det derfor gavner allermest.

​

De meget beskedne skovarealer, hvor naturen er fritaget motorsavene, får i 2013 Natur- og Landbrugskommissionen til at foreslå, at ”der skal gennemføres en revision af naturskovsstrategien fra 1992 med henblik på varig beskyttelse af mere gammel, oprindelig skov og udlæg af meget mere urørt skov – både i offentlige og private skove” (Natur- og Landbrugskommissionen 2013). Men den daværende socialdemokratiske regering, der selv har nedsat kommissionen, læser måske ikke det dér med ”meget mere urørt skov”, for da det i 2014 besluttes at forøge arealet med urørt skov, bliver det kun til 500 hektar.

​

I 2015 kritiserer statsrevisorerne de hidtidige udpegninger for ikke at have høj biodiversitetsmæssig værdi (Rigsrevisionen 2015), og der er da stort set heller ikke sket noget efter udpegningen af de beskedne 500 hektar i 2014. I 2016 opgøres urørt statsskov på Naturstyrelsens og Forsvarets arealer til 6.400 hektar, hvortil kommer urørt privatskov, der bringer det samlede areal op på 9.000 hektar.

​

I maj 2016 præsenterer den daværende Venstre-regering og dens støttepartier imidlertid Naturpakken, der skal forøge arealet med yderligere 10.000 hektar. Det er 25 gange mere end den foregående regering havde stillet i udsigt, hvilket unægtelig hæver barren. Men mangedoblinger er naturligvis taknemmelige, når sammenligningsgrundlaget er tæt på ingenting, og der en særlig detalje knyttet til de 10.000 hektar: Tømmerhugsten skal stadig fortsætte i årevis.

​

Løvskovsarealernes skal således først lægges urørt efter 2026 og nåleskovsarealerne efter 2066. Der bliver dermed udpeget 16.000 hektar urørt skov, men ifølge planerne indebærer det altså ikke én ny kvadratmeter urørt skov af gavn før 2027.

​

Vi skal helt frem til juni 2020, før der begynder at komme nye boller på suppen. Den daværende socialdemokratiske regering og dens støttepartier annullerer indfasningen og indstiller nu den kommercielle skovdrift på de 10.000 hektar, der er udpeget af den foregående regering, og samtidig udlægges yderligere 9.000 hektar urørt statsskov.

​

Dermed er der ifølge Naturstyrelsen udlagt 25.000 hektar urørt statsskov uden nogen kommerciel tømmerhugst. Teknisk set er der dog ifølge Skovstatistikken fra 2020 udlagt 27.000 hektar, men fratrækkes lysåbne områder, veje og råstofgrave, svarer det omtrent til 25.000 hektar. Dertil kommer privatejet urørt skov, der tidligere har været opgjort til 2.700 hektar, men siden er nedjusteret til 2.300 plus 600 hektar uspecificerede arealer (Nord-Larsen m.fl. 2021). Skovstatistikken fra 2021 opdaterer ikke en nærmere opgørelse, fordi processen er igangværende (Nord-Larsen m.fl. 2023).

​

Måske er det reelle tal for urørt privatskov dog lidt højere end det officielle? Udover kommunerne råder bl.a. en stribe naturfonde over flere større naturarealer, bl.a. Aage V. Jensen Naturfond, Den Danske Naturfond, Danmarks Naturfond, Fugleværnsfonden og Hempel Fonden, der sammenlagt ejer i omegnen af 25.000 hektar natur. Heriblandt er der naturligvis både åbne arealer, vådområder og skovarealer, og på en række af skovarealerne er kommerciel tømmerhugst helt eller delvist ophørt, hvorfor der samlet set næppe er mindre end 5.000 hektar urørt skov uden for de statslige arealer. I runde tal betyder det, at der ved udgangen af 2020 formentlig er i omegnen af 30.000 hektar urørt skov i Danmark.

​

I november 2021 beslutter den daværende socialdemokratiske regering og dens støttepartier, at der skal skrues op for ambitionerne og udlægges ”op til i alt 75.000 hektar urørt skov”. I første omgang konkretiseres dele af målet i oktober 2022, hvor yderligere 30.000 hektar urørt statsskov udpeges. Dermed dækker det udpegede areal med urørt statsskov i alt 55.000 hektar.

​

Der er dog nogle forbehold og indfasninger, som gør det hele lidt mere kompliceret:

​

1) Biodiversitetsfremmende hugst: Der kan fortsat både fældes og sælges ikke-hjemmehørende træer af biodiversitetshensyn i nåleplantagerne i op til 25 år efter forvaltningsplanernes vedtagelse. I løvskovene kan hugst af biodiversitetshensyn fortsætte i op til 6 år efter forvaltningsplanernes vedtagelse, om end der ikke sælges tømmer fra løvtræerne, idet stammerne i udgangspunktet bliver liggende som dødt ved.

​

Det betyder, at motorsaven ikke er lagt helt på hylden over alt i de 55.000 hektar urørt statsskov. Ikke-hjemmehørende nåletræer, der tegner sig for en betydelig andel af statens urørte skovarealer, skal altså f.eks. kunne fældes over en længere årrække for at give hjemmehørende træer mere plads og genetablere et naturligere skovbillede. De nåletræer, der fjernes af biodiversitetshensyn, kan også fortsat sælges som tømmer – hvilket selvfølgelig er begrebsligt forvirrende. Men samtidig er det vigtigt at fjerne ikke-hjemmehørende træarter og afvikle eksisterende plantage-design til fordel for en større og naturligere variation, hvilket ofte vil være en årelang proces for store og ensformige nåleplantagers vedkommende.

 

Derfor giver det trods alt mening at lade ”urørt skov” forblive betegnelsen for skov, hvor kommercielt betinget tømmerhugst er ophørt, men hvor biodiversitetsfremmende tiltag af forskellige slags fortsat kan finde sted (herunder biodiversitetsfremmende hugst) under en indfasning.

Men. Der er yderligere ét forbehold:

​

2) Savværkshugst: I en overgangsfase frem til 2026 skal der på løvskovsarealerne i de senest udpegede 30.000 hektar gradvis udfases tømmerhugst fra 70% af det normale produktionsniveau i 2021 til 20% i 2026, for derefter at ophøre helt fra 2027. Urørt skov i naturnationalparkerne er dog fritaget denne overgangsfase med savværkshugst.

​

Når det kaldes savværkshugst, skyldes det, at forsyningen af tømmer til de danske savværker ikke skal opleve et brat fald fra udpegningen af urørt skov, eftersom Naturstyrelsen hidtil har leveret tømmer fra en række skovarealer, der lægges urørt. Hvorfor det er nødvendigt fortsat at decimere naturværdierne i en overgangsfase af hensyn til savværkerne, er et åbent spørgsmål, for selv om der er udlagt urørt skov, er produktionsarealet i skovene samtidig forøget betydeligt mere, og hugsten er steget så meget, at den i 2021 var den største i danmarskhistorien (Nord-Larsen m.fl. 2023).

​

Men det korte af det lange er, at al kommercielt betinget tømmerhugst alene er ophørt på de 25.000 hektar statsskov, der er lagt urørt ind til 2021, og at såkaldt savværkshugst først ophører fuldstændig i 2027 på de 'nye' 30.000 hektar, der er udpeget efter 2021. Og endelig mangler der stadig at blive udpeget en del urørt statsskov, eftersom er besluttet, at der skal udlægges ”op til i alt 75.000 hektar”.

​

Det er en areal-angivelse, der er åben for et vist fortolkningsrum, for hvor meget mangler der at blive udlagt?

 

I nærværende bog tages det for givet, at der ikke er tale om intenderet ’elastik’ i angivelsen, men at ”op til” blot skal forstås som plus/minus nogle få hektar. Der vil altid være mindre regnetekniske unøjagtigheder, hvorfor intentionen må være, at der skal udlægges omtrent 75.000 hektar urørt statsskov, hvorfor der mangler at blive udpeget ca. 20.000 hektar. F.eks. er der en del skovarealer i de kommende naturnationalparker, der ved udgangen af 2022 mangler at blive udpeget, men med sikkerhed vil blive det.

​

Alle de mere komplekse detaljer lagt til side, betyder det, at langt hovedparten af de seneste udpegninger først er de facto urørte i 2027 (hvorefter der højst skal foretages biodiversitetsfremmende tiltag uden kommercielt betinget tømmerhugst i en vis periode).

​

Derfor er det samlede areal med urørt skov reelt det samme i begyndelsen af 2023, som det var i 2021: 30.000 hektar. Når savværkshugsten er udfaset i 2027, vil det samlede realiserede areal være 60.000 hektar (inklusiv de anslåede 5.000 hektar urørt privatskov).

​

Men. Ét er nemlig, at der i 2023 både mangler at blive implementeret og udpeget en del urørt statsskov, noget andet er, at de arealer, der er udlagt, er meget dårligt beskyttet.

​

Den retlige konstruktion, der skal sikre, at de private urørte skove også forbliver urørte, fungerer ikke ifølge en analyse af privatejet skov. Informationer vedrørende arealernes beliggenhed og aftalernes indhold er vanskeligt tilgængelige, ikke blot for borgerne, men også myndighederne, hvilket betyder, at der ovenikøbet er foretaget rydninger og regulerende indgreb i modstrid med formålet om urørt skov (Baaner & Møller 2020). Forskerne bag analysen anbefaler derfor, at der ryddes op i virvaret af tingslyste deklarationer, og at man i stedet overvejer en bestemmelse i skovloven, der beskytter geografisk angivne arealer mod tømmerhugst, fjernelse af ved og ændringer af naturlige vandforhold.

​

Men det ser heller ikke godt ud med beskyttelsen af urørt skov på offentlige arealer: "Hvad kommunale og statsejede arealer disponeret til urørt skov angår, er de ikke beskyttet mod utilsigtet hugst eller anden drift gennem hverken lovgivning eller tinglyste aftaler. Beskyttelsen ligger alene i, at arealerne er angivet som urørt skov. Der er tale om administrative dispositioner på baggrund af politiske aftaler. Udlæg af statsejet urørt skov er ikke omfattet af politiske forlig, og det betyder, at arealerne kan overgå til anden anvendelse, såfremt miljø- og fødevareministeren beslutter det." (Ibid.). Selv om det ville være opsigtsvækkende og påkalde sig politisk opmærksomhed, hvis en miljøminister skulle beslutte at genindføre tømmerproduktion i urørt skov, er der altså ingen reel naturbeskyttelse af det vigtigste tiltag for at fremme skovens biodiversitet.

​

Som vi har set af denne lille historiske overflyvning af 30 års udpegninger og udlæg af urørt skov, er det gået meget, meget trægt med udpegningerne fra 2000 til 2015, noget hurtigere fra 2016 til 2022, men der mangler en effektiv retlig beskyttelse.  

​

Det er derfor først i de kommende år(tier), at vi vil kunne forvente at se en gradvis (men over tid formentlig betydelig) positiv forskel for naturværdierne, herunder vilkårene for sjældne og truede arter, i takt med – og primært efter – at ”op til i alt” 75.000 hektar urørt statsskov er indfaset. Imidlertid er der ikke grund til at tro, at træerne ligefrem vokser ind i himlen til den tid, for betydningen af urørt skov handler ikke alene om arealstørrelser, men også om, hvilke skovarealer der bliver lagt urørt.

​

Som allerede antydet er det betydeligt vigtigere at udpege løvskov end nåleskov, fordi nåleskovenes andel af biodiversiteten er langt mindre end løvskovenes. Desuden er det vigtigt at udpege løvskovarealer med høj biodiversitet og stor andel af truede arter. Hvis vi f.eks. ikke udpeger de skovarealer, der rummer den trængte biodiversitet, får de truede og sårbare arter heller ikke gavn af det.

​

En national analyse af muligheden for at bevare skovenes biodiversitet, når f.eks. frem til, at hvis 75.000 hektar urørt skov skulle kunne gøre en afgørende forskel for bevarelsen af den skovlevende biodiversitet, er det en forudsætning, at der udpeges mindst 53.000 hektar urørt privatejet skov i lige præcis de skove, der dækker størstedelen af den truede biodiversitet (hvoriblandt løvskovsarealerne i øvrigt udgør 84%).

​

Med andre ord er det kun de 22.000 ’bedste’ hektar af statsskovene, der rent faktisk gavner skovens biodiversiteten så meget, at 75.000 hektar urørt skov ville kunne udlægges optimalt. Hvis man derfor undlader at udpege de private løvskove, der er vigtigst for biodiversiteten, skal der samlet set udpeges et større areal for at opnå tilsvarende biodiversitetseffekter (Petersen m.fl. 2016).

​

Hvad betyder denne faglige areal-analyse for de faktiske udlæg af urørt skov indtil videre?

​

De skovarealer, der er udpeget i 2022, svarer kun i meget lille grad til de skovarealer, der er forudsætningen for, at 75.000 hektar urørt skov kunne være optimalt for at bevare skovens biodiversitet, og det kan faktisk ikke afhjælpes meget af de ca. 20.000 hektar, der mangler at blive udpeget, fordi de også er begrænset til statsskovene. Dermed vil der stadig kun være ca. 5.000 hektar urørt skov udlagt på privatejede arealer, hvilket er alt for lidt, hvis den truede biodiversitet skal bevares.

​

De samme biodiversitetsforskere, der i 2016 udarbejdede analysen af, hvordan urørt skov skal udlægges optimalt for biodiversiteten, vurderer i 2022, hvorvidt det er tilstrækkeligt med de 75.000 hektar urørt skov, vi ud fra de hidtidige udpegninger kan nå op på: "Ud fra en biologisk synsvinkel med henblik på at sikre dansk biodiversitet, er svaret klart nej.” (Petersen m.fl. 2022).

 

Rune Engelbreth Larsen

​