top of page
DSC_4449.jpg

Genkomst.
Bæver

Af Rune Engelbreth Larsen

Europas største gnaver er naturens egen økosystem-ingeniør, der efter et eller flere årtusinders fravær er tilbage i Nordsjælland og Nordvestjylland, hvorfra den spreder sig og genopretter nye levesteder for mange andre arter …

1. Fra Klosterheden til Jammerbugt Golfklub på 16 år

I november 2015 får golfspillerne i Jammerbugt Golfklub sig en overraskelse ved hul 5, der er blevet noget mere utilgængeligt end normalt på den ellers velhold­te golfbane – faktisk er hullet oversvømmet. Ikke på grund af et uventet uvejr og stærke regnskyl, men på grund af naturens egen entreprenør, der i en nærliggende grøft har bygget en dæmning, som har ændret vandforholdene og pludselig gjort hul 5 til et vandhul. I stedet for protest og irritation reagerer golfklubbens medlem­mer med nysgerrig begejstring, og bæveren får lov til at blive.

Denne fine gestus kan imidlertid ikke redde golf-bæveren fra trafikken, da den senere bliver kørt ned. Det er desværre en skæbne, der rammer titusindvis af dyr hvert år i Danmark, hvor trafikvejene udgør et fintmasket net, og hvor den stærkt fragmenterede natur nødvendiggør, at masser af dyr hele tiden må krydse trafike­rede veje. For bæverens vedkommende vurderes trafikken at være den væsentlig­ste dødsårsag i relation til spredningen af bestanden (Berthelsen 2014).

Bæveren er Europas største gnaver og kan veje fra 15 til 30 kg, hvilket gør den tungere end et rådyr, og med sin særprægede hale kan den måle pænt over en me­ter i længden. Den er måske ikke specielt yndig på land, men bagpoterne er udstyret med svømmehud, og dens strømlinede krop og flade hale gør den til gengæld elegant og agil i vandet. Den kan holde vejret og dykke i 6-7 minutter, og under vandet glider dens gennemsigtige og beskyttende hinde ned over øjnene som et par indbyggede svømmebriller.

Ligesom andre gnavere har den såkaldt rodåbne fortænder, hvilket betyder, at tænderne konstant vokser. Det er ret vigtigt, når man lever af at fælde træer ale­ne ved at bide, for den hårde kost medfører naturligvis en del slid. Og det er ikke mindst de imponerende orange tænder, der gør den fortjent til karakteristikken som en naturlig økosystem-ingeniør, for de er værktøjet, hvormed den rundbar­berer træer og forarbejder de materialer, den bruger til at ommøblere sine omgi­velser og skabe nye dynamiske naturlandskaber. Ikke blot æder den bark og blade, men den efterlader sig også bunker af spåner, før den smutter ned i vandet og glider smukt afsted i sit landskabelige værk.

Bæveren bygger nemlig dæmninger, der ændrer vandstanden og danner mid­lertidige vådområder for at beskytte den hjemmebyggede hytte, bæverboet, hvis indgang er under vandoverfladen og dermed skjult for rovdyr. Når den rykker vide­re til et nyt territorium, forfalder dæmningen med tiden og bidrager yderligere til omgivelsernes foranderlige dynamik. Nogle dæmninger står imidlertid stadig efter adskillige bævergenerationer og er blevet genbrugt og udbedret af andre bævere flere år efter, at de første bævere har været på spil. Optegnelser på et kort fra 1868 viser 64 bæverdamme og -dæmninger i Michigan, USA, hvoraf en del stadig findes 150 år senere (Johnston 2015).

Know your beavers ... Forskelle på amerikansk og euroasisk bæver (Peppermint Narwhal Creative, 2020). 

Når det er så gavnligt, at den entreprenante gnaver skaber ravage i økosystemerne, skyldes det, at mange andre arter simpelthen er tilpasset og udviklet i et samspil med foranderlige omgivelser, hvor søer går over deres bredder, træer væl­ter, og grene knækker, når vejret viser sig fra sine voldsomme sider, f.eks. under og efter tunge regnbyger og snefald. Men altså også når bæveren gør, hvad bæveren gør, for den har været særdeles udbredt historisk. Når den har molestreret træer og ædt rødder af tagrør, er der åbnet op i vegetationen i og omkring vådområdet, og måske er der opstået lysbrønde i pilekrattet, som giver plads til blomster og insekter.

Sådan udvides rækkevidden af bæverens påvirkninger yderligere og gør den til en del af det livgivende kaos, der gør naturen dynamisk og varieret, og som der­med opretholder mange forskellige arters livsvilkår.

I sommerhalvåret æder den mest blade, rødder og urter, heriblandt vandplan­ter, og om efteråret og vinteren skifter menuen primært til bark og kviste fra ved­planter, først og fremmest pil, men også birk. Om efteråret sparer den sammen til vinteren ved at stikke nogle afbidte grene ned i sø- eller vandløbsbunden som et køligt forrådskammer, der forbliver tilgængeligt for den vandvante gnaver, selv om overfladevandet skulle fryse til is.

Tænderne er ikke dens eneste værktøj, for den har også en usædvanlig tå på bagfoden, hvor kloen er tvedelt og derfor fungerer som en tæt kam. Det er dog primært et værktøj til den personlige hygiejne, så bæveren let kan fjerne snavs og skidt i pelsen, der helst skal forblive en optimal svømmedragt.

130403-2702.jpg

I 1999 udsættes bæver i Vesjylland og snart dukker bæverdæmninger op i Klosterheden (foto © Rune Engelbreth Larsen).

2. Bæveren udryddes i middelalderen og genudsættes i 1999

Bæveren hører til de arter, der indvandrer under den mildere såkaldte Allerød-pe­riode i slutningen af istiden for ca. 13.000-14.000 år siden, men forsvinder igen un­der den sidste kuldetid under istidens afslutning, for så at genindvandre forholds­vis hurtigt for ca. 11.400 år siden (Aaris-Sørensen 2016: 192). Store bæverbestande bidrager til at bevare vandrige områder i kraft af deres dæmninger, som skaber nye søer i gamle smeltevandsdale, hvilket fremmer væksten af vandplanter til gavn for både bævere og elge (Petersen 2019). Ved en udgravning af et lille mosehul ved Tyrsted syd for Horsens er der f.eks. fundet mange birkestammer og -grene, der har tydelige spor efter bæverens karakteristiske tandsæt i denne periode (Borup & Nielsen 2017).

Gnaveren er et eftertragtet jagtobjekt på grund af pelsen såvel som kødet, men desuden producerer den en velduftende væske i nogle kirtler, der af alle steder sid­der nær kønsorganerne og anus. Dette klæbrige sekret (castoreum), der kaldes ”bævergejl” (staves også ”bævergel”), afsættes i omgivelserne sammen med urinen for at afmærke bæverens territorium, men har også fundet forskellig anvendelse af mennesker, bl.a. i medicin. For 6.000 år siden blev det også brugt af stenalderjæge­re i Canadas Yukon-region, hvor man har fundet kastepile med påført castoreum, selv om ingen rigtig ved, hvilken funktion det skulle tjene (Helwig m.fl. 2017).

Sekretet har dog været så eftertragtet, at fabler fra antikken og middelalderen beretter, hvordan bæveren kunne finde på at bide sine egne testikler af, når den blev forfulgt af en jæger, for derved at efterlade sine mest eftertragtede kropsdele, men til gengæld redde livet. Det er selvfølgelig ren fantasi, men fablen fortæller en del om, hvilken fokus der var på bævergejl – og at man forestillede sig, at sekretet kom fra testiklerne. Fra 1800-tallet finder det også anvendelse i parfumer, og popu­lariteten har formentlig været medvirkende til at presse dyret til randen af udryd­delse. I dag er det forbudt at nedlægge bævere for at få fat i sekretet, hvorfor man i stedet ’malker’ bedøvede bævere, hvilket gør det til en sjælden og dyr ingrediens (Lohman 2017).

bæver.middelalder.jpg

Bæveren efterstræbes ikke alene for pelsen og kødet, men også for såkaldt bævergejl, et velduftende sekret fra kirtler nær testiklerne. Det er baggrunden for dette middelaldermotiv af en stakkels bæver, der ifølge fabler kunne finde på at bide sine egne testikler af for at efterlade dem til jægeren og selv slippe med livet i behold.

Herhjemme decimeres bæveren i bondestenalderen af landbrugets ekspansion, fordi engene i stigende grad bruges til høslæt og græsgange til husdyrene, hvilket gør bæverdæmningernes uforudsigelige påvirkninger af vandstanden til en udfor­dring (Aaris-Sørensen 2016: 173f). Men hvornår bliver presset så stort, at den sidste bæver er udryddet i Danmark?

Baseret på knoglefund vurderes det almindeligvis, at dyret er en saga blot her­hjemme allerede for ca. 2.500 år siden (ibid.: 192). Der er dog også med en vis sandsynlighed fundet bæverhår fra ældre jernalder i en mose i Karlby ved Grenå og i et gravfund fra vikingetiden i Randers – som dog kan stamme fra importeret pelsværk (Andersen 2000: 34). Men historiske kilder peger også på, at den muligvis stadig har levet i dansk natur helt frem til sent i vikingetiden for omtrent et årtusind siden. En dyrefabel, der er omtalt i Lejrekrøniken fra anden halvdel af 1100-tallet, omhandler f.eks. tre bævere, men er tydeligvis et klassisk vandresagn om murmeldyr, hvor bæveren imidlertid har overtaget hovedrollen. Det tyder på, at vandresagnet er blevet ændret i Norden, hvor murmeldyret er ukendt og erstat­tet af bæveren, hvilket så forudsætter, at den stadig er et velkendt dyr på vores breddegrader (ibid.).

Vi kender også ”bæver” fra danske stednavne, f.eks. den sjællandske by Bjæver­skov mellem Ringsted og Køge. Bjæverskov er tidligst nævnt omkr. 1190 i formen Byauersc, der stammer fra det gammeldanske biavur (”bæver”), og bynavnets op­rindelige betydning har simpelthen været ”skoven, hvori der lever bævere” (Ask­gaard & Olesen 2021).

 

Herredsseglet og herredsvåbnet for Bjæverskov Herred fra 1610 afbilder også en bæver, ganske vist ikke som en særlig naturtro afbildning, for den ligner nær­mest en ræv. Man har sikkert glemt det meste af dens udseende – men bæverha­len er dog ikke til at tage fejl af og adskiller klart afbildningen fra andre dyr. Dens flade og næsten hårløse hale er dækket af skælklædt hud, og den er så stærk, at den kan støtte sig på den, når den sidder på bagbenene, og bruge den til at baske i vandfladen for at advare sin familie imod ubudne gæster.

Flere jyske stednavne kan muligvis også have rod i navnet på den store gnaver, f.eks. Byrsted (”bebyggelsesstedet med bæverne”), Bærs (”søen med bæverne”) og Børup (”udflytterbebyggelsen med bæverne”), men det er ikke de eneste udlæg­ninger af disse stednavne (Jørgensen 1982; 1983).

Senest i løbet af middelalderen er den efter alt at dømme helt fortrængt fra Danmark, og det går også stærkt nedad bakke for den store gnaver i det øvrige Europa, hvor den nærmer sig total udryddelse. I begyndelsen af 1900-tallet er der kun er ca. 1.200 europæiske bævere tilbage (Fløjgaard m.fl. 2021: 34). Det følgende århundrede reddes arten dog ved at blive genudsat i en lang række lande, og be­standen passerer formodentlig 350.000 dyr omkring årtusindskiftet (Madsen m.fl. 2007).

Også Danmark kommer på bæverkortet i efteråret 1999, hvor der udsættes 18 tyske bævere på seks jyske lokaliteter i Flynder Å-systemet i Klosterheden. Dermed gøres der op med et hidtidigt princip i dansk naturforvaltning, ifølge hvilket arter ikke må genudsættes, men skal indvandre eller genindvandre af sig selv. Det er dog ikke første gang, dyr er genudsat i Danmark, men det er første gang, Natur­styrelsen gør det. Formålet med bæverudsætningen er imidlertid ikke blot at få en uddød art tilbage til landet, men først og fremmest at tilføre vores forarmede natur noget af den dynamik, der i årtusinder har været bæverens naturlige økosystem­funktion, som mange andre arter er tilpasset.

BÆVER.Bjæverskov_herredsvåben.1610.pd.jpg

Herredsvåbnet for Bjæverskov Herred, 1610. Næppe den mest naturalistiske bæver, men halen er genkendelig.

De tyske bævere, der nu er blevet til jyske bævere, trives hurtigt i deres nye hjemland, får unger og spreder sig på fire år ud over det meste af Flynder Å-systemet, endog til Storå (Elmeros m.fl. 2004).

Arten bliver oprindelig indført med dispensation, men efter fem års prøveperio­de får bæverne fast opholdstilladelse. I 2010 registreres 24 bæverterritorier i Vest­jylland, i 2012 kan der konstateres gnavmærker efter en bæver så langt syd på som i Skjern Å, og i 2015 er der bæverspor ved Gammel Hviding Engsø, ca. 10 kilome­ter nord for Rømødæmningen. Spredningen foregår også mod nord, og samme år krydser de første bævere Limfjorden, hvor én slår sig ned i Lild Plantage, mens en anden som nævnt flytter ind i nærheden af hul 5 på Jammerbugt Golfbane.

I 2017 når bæveren frem til Nationalpark Thy, hvor den første bæverdæmning og det første bæverbo dukker op i 2018. I 2019 estimeres bæverbestanden i Jyl­land til 243-269 bævere, fordelt på 32-35 territorier med yngleaktivitet og 34-38 territorier uden.

 

Det er dog stadig væsentligt færre end den bestandsstørrelse, der skal til, hvis bæveren skal udfylde sine økosystemfunktioner i dens naturlige udbredelsesområde (Therkildsen m.fl. 2020), men forskere forudser, at bestanden fortsætter med at sprede sig, og at der kan være ca. 522-769 jyske bævere i 2030 (Sunde & Elmeros 2020).

Bæversuccesen i Jylland forsøges gentaget i Nordsjælland et årti efter udsæt­ningen i Klosterheden. I 2009 ankommer de første 5 bævere til Holløse Bredning i Nordsjælland, i 2010 udsættes 10 dyr, denne gang fordelt ved Holløse Bredning og forskellige steder ved Arresø, og i 2011 udsættes yderligere 8 bævere ved Arresø og Pøleå (Berthelsen 2012).

Smuk og anbefalelsesværdig bog af Bendtsen & Jézéquel fra 2024: Alopex Media. Tjek også den fremragende hjemmeside: Bæveren i Danmark.

Også i Nordsjælland vokser bæverbestanden, om end i et betydeligt langsom­mere tempo end i Jylland. I Gribskov, hvor den er tiltænkt en vigtig rolle i forbin­delse med en naturlig forøgelse af vådområderne (Nitschke m.fl. 2015), observeres den første bæverdæmning i 2017. Den store gnaver er derved kommet meget tættere på Naturnationalpark Gribskov, hvor den bl.a. kan supplere elge og krondyr, for selv om disse dyr udsættes bag hegn, etableres der en række fauna­passager, som mindre og mellemstore dyr kan passere.

Og i 2024 sker et lille mirakel, da en bæver svømmer i land ved Gedser Odde den 29. april 2024. Den indfanges senere, men genudsættes den 17. juni 2024 ved bredden af Maribosøerne på Lolland.

150506-5562.jpg

Det kræver sin tand .... Bæver-kunst. Eller en biodiversitets-ingeniør på arbejde (foto © Rune Engelbreth Larsen).

3. Erfaringer og forventninger. Bæver i naturnationalparker?

 

Allerede få år efter udsætningen af bæverne i Klosterheden kan der konstateres positive forandringer for biodiversiteten – f.eks. er bæverdæmninger begyndt at omdanne dalstrækninger til vådområder. Ganske vist falder diversiteten og dæk­ningsgraden af vegetationen i vandløbene ved bævernes opstemninger, men den samlede diversitet af vandløbsplanter stiger, og bævernes aktiviteter vurderes også at øge mangfoldigheden af smådyrfaunaen (Elmeros m.fl. 2004).

Efter yderligere fem år er forandringerne endnu tydeligere, idet dæmningerne har tilført flere vandløb en ny struktur i form af terrasseagtige opbygninger med smådamme, afløst af rislende eller hurtigt strømmende vand. Der opstår et langt større antal nicher i vandløbene til gavn for mange insektarter, og at der nu også er træ under vand i vandløbene har særskilt betydning for mange organismer, bl.a. ferskvandssvampe, vårfluer, slørvinger, dansemyg, biller og fimreorme (Gjelstrup 2010a).

Desuden efterlader bæveraktiviteten stadig større mængder dødt ved langs vådområderne, og stubbene efter de fældede træer gavner et stort antal svam­pe, træbukkelarver, borebiller, flue- og myggelarver, og generelt er biodiversiteten øget ”markant” (Gjelstrup 2010b). Et notat konkluderer om bævereffekten på na­turtyperne i Klosterheden: ”De domineres nu af en mere artsrig vegetationstype af græsser og urter og rummer tillige små, delvist åbne vandspejle og søer.” (Berthel­sen & Nitschke 2015). Et studie viser sågar, at bæverne har skabt en højere diversi­tet af natsvæmere i Klosterheden (Andersen m.fl. 2023).

Letthebeaver1500.jpg

Roger Peet: "Let the beaver do the work" (2020)

Eftersom naturnationalparkerne netop har til formål at fremme biodiversiteten på naturens præmisser ved at genetablere de naturlige processer – herunder en variation af de store dyrs økosystemfunktioner – er bæveren naturligvis en kær­kommen art, som i princippet kan dukke op i de fleste naturnationalparker af sig selv.

Der er som nævnt allerede observeret en eller flere bævere nær Nationalpark Thy, hvilket ikke er langt fra Naturnationalpark Hanstholm, der udgør den nordligste del af nationalparken, og der er observeret bæver ved Lild Planta­ge, der ligger øst for samme naturnationalpark og ikke mange kilometer vest for Naturnationalpark Tranum.

 

Der er også set bæver i Husby Sø, blot et par kilometer sydøst for Naturnationalpark Husby Klitplantage og 10-12 kilometer vest for Natur­nationalpark Stråsø.

Bæverobservationer i Danmark fra 1999 til den 1. januar 2025 jf. Naturbasen.dk (til venstre) og Arter.dk.

Jyllands nordligste naturnationalparker kan med andre ord hurtigt blive til op­lagte udvidelser af bæverterritorierne, og det gælder også de fleste øvrige natur­nationalparker i Jylland, hvis bæverbestand fortsat udbreder sig i det tempo, vi hidtil har set, og hvis den når op i nærheden af de estimerede 522-769 dyr i 2030. Det er stadig et beskedent antal fra et naturperspektiv – men måske kunne vi også hjælpe bæverne på vej nogle steder i stedet for som sædvanlig allerede at tale "regulering" af en vigtig nøgleart? F.eks. sørge for selskab til den enlige bæver på Lolland?

Lige siden 1999 har det også været overvejet at udsætte bævere i Omme Ådalen for at skabe lysåbne forhold og dynamik i Borris Sønderlands tilgroede vandløbsslug­ter. Området er ejet af Forsvaret, der benytter det som øvelsesterræn, men det er ingen hindring for at løfte naturværdierne. I 1999 vurderes det, at her er plads til 14 bæverfamilier, og et senere fagligt notat fastslår, at områdets forudsætninger for at blive bæverlokalitet er særligt gode og påpeger, at udsætningen af 3-4 familie­grupper kan være effektivt og mere tidsmæssigt overskueligt end at vente på, at bæverne kommer af sig selv (Berthelsen 2014). Naturnationalpark Draved Skov & Kongens Mose ligger så langt sydpå som Løgumkloster, hvorfor det måske også er et oplagt sted at hjælpe bæverfamilier på vej.

Betydeligt langsommere end spredningen af de jyske bævere går det med de sjællandske. I 2017 anslås bæverbestanden i Nordsjælland til 42 dyr (Worm 2017), og prognosen for 2030 lyder blot på 82 (Sunde & Elmeros 2020). Naturnationalpark Gribskov og Naturnationalpark Hellebæk Skov & Teglstrup Hegn er imidlertid beg­ge tæt på Arresø-området, hvorfra bævere stille og roligt har spredt sig siden 2009- 11, og som nævnt er arten ankommet i Gribskov-området.

 

Spredningen betyder også, at flere og flere får mulighed for at opleve den fasci­nerende hånd- og tandværker, skønt den ikke er helt let at få et blik af. Bæveren er sky og kommer sjældent frem ved fuldt dagslys. Til gengæld efterlader dens virke sig et meget iøjnefaldende spor af fældede træer med karakteristiske bidaftryk og masser af spåner, hvis det er en frisk fældning. Desuden er dens ingeniørarbejde i form af bæverbo og -dæmning meget synligt i de landskaber, hvor den på et tidspunkt har slået lejr. Bæverdæmninger kan let blive adskillige meter lange og i sjældne tilfælde til store og imponerende bygningsværker, f.eks. er den hidtil stør­ste dæmning herhjemme ca. 60-70 meter i længden og bygget i Klosterheden.

nnp-bog.jpg

Dette essay er ét af 26 kapitler fra bogen Naturnationalparker og de store dyrs genkomst. Hvis du vil læse hele bogen, findes den på biblioteker, men kan også bestilles: 300 kr. inkl. porto (spar 20%). MobilePay 40 88 52 25. Læs mere her.

​​

Rune Engelbreth Larsen 
 

Tak til private givere for støtte til udarbejdelse af manuskript

Litteraturliste

bottom of page