Ord og billeder af Rune Engelbreth Larsen
STØRRE, VILDERE OG NATURLIGERE NATUR
Döberitzer Heide – fra militært øvelsesterræn til vildnis
Af Rune Engelbreth Larsen
Europæisk bison græsser i skoven, Döberitzer Heide. I midten af 1900-tallet var den meget tæt på at blive udryddet fra Jordens overflade, i 2018 har bestanden af Europas tungest landdyr passeret 6.000 – i vildnisset i Döberitzer Heide lever ca. 100 (foto © Rune Engelbreth Larsen).
I det gamle Østtyskland er et tidligere militært øvelsesterræn blevet afviklet og har givet plads til et unikt vildnis med en ualmindelig høj artsrigdom, hvor truede vildheste og bisoner har fået et beskyttet fristed og samtidig gør naturen vildere og mere varieret blandt 5.500 forskellige dyre-, plante- og svampearter …
1. Fra Soldaterkongen til Den Røde Hær
Vest for Berlins bygrænse nær den olympiske by ligger det 3.600 hektar store naturområde Döberitzer Heide, hvor formålet i dag natur for naturens egen skyld – langt hen ad vejen. Sådan har det naturligvis ikke altid været.
I tre århundreder fra begyndelsen af 1700-tallet til slutningen af 1900-tallet har hele eller dele af landskabet være hjemsted for store militære aktiviteter, begyndende med troppeøvelser under ‘Soldaterkongen’, Frederik Vilhelm I af Preussen, og først afsluttet med Den Røde Armes exit og Tysklands genforening.
Området har navn efter en tidligere landsby, som de sidste beboere måtte forlade ved etableringen af et permanent militært øvelsesterræn under Tysklands kejser Wilhelm II i 1895. Trefjerdedele af arealet blev dengang ryddet for skov for bedre at tjene de militære øvelsesformål, og en del af tømmeret blev anvendt til at bygge barakker til den store kaserne – og et kasino til officererne. Siden har området været ubeboet af civile og kun i meget begrænset omfang udnyttet til skov- og landbrug.
Fra 1910 bliver Döberitzer Heide desuden træningslejr for Tysklands nyetablerede Luftwaffe (her trænede nogle år senere bl.a. Manfred von Richthofen – bedre kendt som Den Røde Baron). Efter Første Verdenskrig rykkede de allierede imidlertid ind og afmonterede stort set alt, men op til Anden Verdenskrig kom området atter i brug til militære formål, både til fly, tanks og tropper. Forbløffende nok blev her ikke bombet under Anden Verdenskrig, og efter krigen kunne Den Røde Arme derfor overtage de stort set intakte bygninger. I det følgende halve århundrede blev det brugt til træning af bl.a. infanteri og artilleri – på et tidspunkt var der udstationeret ca. 20.000 sovjetiske soldater.
I 1987 udpeger Den Røde Arme en del af arealet (Ferbitzer Bruch) som naturbeskyttet område, og i kølvandet på Den Kolde Krigs endeligt afvikles den sovjetiske militære tilstedeværelse totalt. Bygningerne er efterfølgende blevet revet ned eller har sine steder fået lov til at forfalde, men man har også måttet fjernes ammunition. Mellem 1995 og 2003 er der f.eks. fundet og fjernet adskillige kemiske våben af både tysk, fransk, britisk og italiensk oprindelse.
Sporene efter gamle militærfaciliteter dukker af og til op i landskaberne (foto © Rune Engelbreth Larsen).
FIND VEJ: Kort over Döberitzer Heide. Tag med regionaltoget S7 fra Berlin Hbf i retning af Potsdam Hbf og stå af i Elstal – det tager kun 24 minutter og koster 3,40 € for en enkeltbillet (2017-priser). Derefter er der en gåtur til Döberitzer Heide på et par kilometer (der kører også en bus fra stationen, hvis du ankommer på passende tidspunkt). Hvis du ikke vil gå hele turen rundt om vildnisset, er det en god idé at gå mod syd fra indgangen ved Elstal, for derved nås udsigtspunktet ved den store slette (der hedder Wüste) – her er størst sandsynlighed for at se bisoner og vildheste, om end de også af og til kan skimtes mellem træerne. Stien rundt om kernezonen (Rundweg) er ca. 22 km. DOWNLOAD KORT.
2. Effekter af militære aktiviteter
Hvordan har den omfattende historiske militære aktivitet påvirket landskabet? Ja, selv om titusindvis af soldater, tungt militært materiel og et ukendt antal granatnedslag har slidt på området i årti efter årti, har det faktisk ikke generet naturen – snarere tværtimod. De dramatiske aktiviteter har således skabt og vedligeholdt levesteders afvekslende variation, som i mange andre naturområder er en udtalt mangel i dag. Naturen er netop ikke gearet til stilstand eller produktion som i land- og skovbrug, hvor nogle ganske få dyrkede arter optager al pladsen og dermed udelukker den naturgivne mangfoldighed af arter og levesteder.
Utilsigtet har militæret altså tilført området en dynamik, der faktisk svarer ganske godt til den effekt, som et naturligt antal forskellige planteædere historisk har udvirket i det evolutionære samspil med vegetationen og den øvrige fauna. For årtusinder siden, hvor elge, bisoner, vildheste, krondyr, vildsvin og urokser fyldte op i nordeuropæiske naturlandskaber, blev der gået til den med en naturskabt voldsomhed – ikke meget ulig de troppebevægelser og kampvogne, der drøner rundt og blotter jord, åbner skov og kværner krat.
Selve den militære benyttelse er med andre ord en væsentlig grund til de ekstraordinære naturværdier, der er undersøgt og dokumenteret i detalje af forskere (Luft m.fl. 2011: 55).
Efter at landskabet har fået tærsk af tungt artilleri og granater i generationer, er der både skabt plads og opretholdt potentiale til, at en rig natur kan bevares på naturens egne betingelser. Forudsætningerne er gode, om end de store dynamiske forstyrrelser, som militæret har opretholdt, nødvendigvis må genetabeleres, hvis naturens mangfoldighed af levesteder og fortløbende variation skal bibeholdes.
Uden denne foranderlige dynamik begynder træerne hurtigt at rykke ud på de åbne flader og bortskygge den vegetation, som har brug for sollyset, og dermed forsvinder også de insekter og andre arter, der er afhængige af selv samme vegetation.
Hvor talrige arter har klaret sig udmærket uden land- og skovbrug, mens militæret har haft råderet over området og ’kunstigt’ holdt det åbent og varieret, er der med andre ord behov for, at naturen fremadrettet kan udøve denne funktion selv. Det er netop derfor, at nogle af de store planteædere, som engang var en naturlig del af den nordeuropæiske fauna, skal tilbage, hvis naturen her (og andre steder) skal forblive (eller blive) en dynamisk smeltedigel af artsrige levesteder.
Europæisk bison i Döberitzer Heide (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Tre hegn omkring kernezonen i Döberitzer Heide: Et indre lavt el-hegn, et højere elhegn (med seks el-tråde) på ca. 2 meter og et ydre lavt trådhegn. Der er talrige små faunapassager til mindre dyr såsom vildsvin, ulv, ræv, bæver m.fl. (foto © Rune Engelbreth Larsen)
3. Heinz Sielmann – Tysklands Cousteau og Attenborough
»Intet efterlader et dybere indtryk end den personlige oplevelse i fri natur.« (Heinz Sielmann)
I 1992 stiftes Naturbeskyttelsesstøtteforeningen Döberitzer Heide, og samme år udsættes Galloway-kvæg til at græsse i Ferbitzer Bruch. Beskyttelsesforordningen for området bliver fastlagt i 1997 og understreger, at formålet bl.a. er beskyttelse af sjældne arter og områdets egenartede »mosaikagtige og tætforbundne netværk af biotopstrukturer«.
Efter Den Røde Armés exit er de militære aktiviteter reduceret til ca. 800 hektar, der fra 1995 udgør et særskilt øvelsesområde for Bundeswehr syd for naturreservatet.
I 2004 opkøbes hovedparten af naturområdet (ca. 3.600 hektar) af Heinz Sielmann Stiftung (HSS) for at intensivere indsatsen for de artsrige levesteder og beskytte truede arter. HSS, der blev stiftet i 1994, har til formål at fremme erfaringen af en positiv omgang med naturen og at erhverve naturområder med henblik på at beskytte og bevare sjældne dyre- og plantearter. Der er dog også en række delprojekter tilknyttet, bl.a. ungdomsorganisationen Natur-Ranger og uddelingen af naturfilmprisen til unge, Camäleon.
I en vis forstand er HSS Tysklands svar på Aage V. Jensen Naturfond i Danmark og har således opkøbt flere større naturområder, finansieret via fundraising, støtteordninger og frivillige støttebidrag. Med Döberitzer Heide (3.600 ha) ejer stiftelsen i dag over 12.000 hektar naturområder, bl.a. i Wannichen (3.300 ha), Groß Schauener Seen (1.150 ha) og Kyritz-Ruppiner Heide (4.000 ha).
2017 var 100-året for Heinz Sielmanns fødsel, og kortet her viser de mange natur- og formidlingsprojeker, som Heinz Sielmann Stiftung var involveret i alene i 2016-17.
Et urørt skovparti (foto © Rune Engelbreth Larsen) med indsat portrætfoto af Heinz Sielmann (Heinz Sielmann Stiftung)
Ophavsmanden er den berømte dyrefilmfotograf og naturformidler Heinz Sielmann (1917-2006), der har vundet stribevis af priser, og hvis tv- og biograffilm om natur er oversat og vist i talrige lande. Sielmann er omtrent for Tyskland, hvad Jacques Cousteau er for Frankrig og David Attenborough for England.
I næsten hele sit liv har han filmet natur på alle syv kontinenter, skrevet bøger og formidlet naturoplevelser, men også advaret imod naturforarmelse og artsudryddelse. Gennem tre årtier viste den tyske tv-kanal ARD f.eks. et naturprogram konciperet af Sielmann, og for utallige tyskere var han simpelthen Hr. Naturformidler.
Formidling er fortælling, og fortælling er alfa og omega, hvis naturen skal på dagsordenen, og naturforarmelsen modvirkes. Men Sielmann gik videre end til fortællingen og formidlingen – for skal naturen løftes, er der også brug for naturområder, hvis primære formål alene er natur.
Hans hustru har træffende udtrykt sin mands filosofi i relation til et af stiftelsens naturområder, Groß Shauener See, der er en del af Naturpark Dahme-Heidessen: »Groß Schauener See er i dag alene til for at være sø – intet andet.«
Natur for naturens skyld på naturlige præmisser er altså mål og middel. Og det gælder også Döberitzer Heide, som Heinz Sielmann ifølge sin hustru betragtede som kronen på sit værk – blot to år før sin død.
Efter militærets exit var dynamikken imidlertid hastigt på retur. De åbne naturtyper begyndte at gro til, fordi troppeøvelser og kampvogne ikke tromlede rundt i området længere, og den påbegyndte tamdyrgræsning dækkede langtfra hele arealet.
Militære aktiviteters positive betydning for lysåbe naturlandskaber i Döberitzer Heide. Kortene viser udviklingen (eller afviklingen) af åbne landskaber fra 1987 (da militære aktiviteter stadig tilføjede dynamik og forstyrrelser og modvirkede tilgroning) til 2009 (hvor militærets exit allerede har betydet en væsentlig indskrænkning af lysåbne arealer). I 2010 etableredes en vildnis-kernezone på små 2.000 hektar med udsatte bisoner, vildheste og krondyr for at modvirke tilgroning og atter sikre åbne og varierede naturtyper. Kilde: Luft, m.fl. (red.) 2011.
Karakteristisk tæt skovbillede i udkanten af Döberitzer Heide(foto © Rune Engelbreth Larsen).
4. Naturens egne kampvogne og verdens sidste vildhest
I 2008 begyndte opkøb af europæisk bison (også kaldet visent) og vildheste (przewalski-heste), og dyrene blev placeret i en mindre observationszone i den nordøstlige del af Döberitzer Heide for at vænne dem til området. I perioden 2010-2014 blev mere end 40 visenter, 27 przewalskiheste og 20 krondyr sat ud i den nyoprettede vildnis-kernezone på 1.860 hektar, hvor de skal bevare og genoprette vild natur efter militærets exit. De store planteædere skal med andre ord modvirke tilgroning og genskabe dynamik og variation, sådan som de naturligt har gjort det i titusindvis af år, før de blev bortjaget af mennesker – og sådan som militæret gjorde i deres fravær i det 20. århundrede.
Den sidste udsætning fandt sted i juli 2018, hvor den 50 hektar store observationszone blev åbnet og fuldt integreret med vildnis-kernezonen, idet yderligere 10 visenter og 3 vildheste fik adgang til hele området. Dermed anslås bestanden af større planteædere til 24 przewalski-heste, ca. 80 visenter og ca. 90 krondyr foruden rådyr og et stort, men ukendt antal vildsvin (jf. en nyhedsorientering fra HSS, 2.7.2018). Når antallet af vildheste ikke vokser, skyldes det ikke alene, at enkelte przewalski-heste efterfølgende er blevet genudsat i Mongoliet – men også at der ikke er nogen hingst.
Tidligere havde man en hingst til låns i en særlig fold uden for vildnis-kernezonen, hvor der også blev avlet, men den praksis er indstillet, og en halvandet år gammel hingst, der blev født i Döberitzer Heide, blev i 2016 fjernet for at blive indlemmet i et avlsprogram i Jjimsar i Kina.
Der er indtil videre ikke planer om at udsætte flere dyr i vildnis-kernezonen.
For at dyrene forbliver en del af det vildnis, de er tiltænkt en naturlig rolle i, går europæisk bison, krondyr, vildheste og vildsvin bag hele tre hegn. Det inderste er 1,4 meter højt og forsynet med tre eltråde, det midterste er op til ca. 2 meter højt og forsynet med seks eltråde, og det yderste er blot et trådhegn af en meters højde, der skal alene holde tilskuere fra kontakt med de elførende hegn. Vildsvin og andre mindre dyr kan komme ind og ud af vildnis-kernezonen gennem mindre passager, der kan åbnes og lukkes i hegnet.
De tre hegn vidner måske lidt mere om tysk grundighed og overforsigtighed end om nødvendighed, for andre steder i Europa er der ikke så omfattende hegninger omkring udsatte bisoner – nok er dyrene store, men også ufarlige, så længe de ikke generes, og man holder sig på 50-100 meters afstand.
Bisonerne er naturens godmodige kampvogne, der molestrerer træer og skaber huller i jordlaget ved deres tramp og støvbadning, og som naturligvis tager for sig af vegetationsbuffeten. Det samme gælder krondyr og vildheste, og skønt disse er knap så tunge, er deres indvirkning på natur og landskab betydelig. Og så efterlader de selvfølgelig alle sammen lort i gode mængder til den vigtige gødningefauna, som kampvognene trods alt ikke gjorde noget for.
Vildhestene, der er udsat i Döberitzer Heides vildnis-kernezone, er som nævnt przewalski-heste (udtales shi-valski), verdens eneste tilbageværende oprindelige vildhest – det vil sige, at den ikke nedstammer fra domesticerede heste. Vildhesten er opkaldt efter den russiske geograf Nikolay Przhevalsky, som man har tildelt æren for at være den første til at beskrive arten efter en ekspedition i Mongoliet i 1881. Dens mongolske navn er takhi (der betyder »ånd« eller »åndelig«).
Nogle hæfter sig ved, at heste på europæiske hulemalerier viser større lighed med takhien end med den mere kendte, men uddøde vildhest tarpanen (Bunzel-Drüke: 2001). Ganske vist er sammenlignende studier på denne tidsafstand (og med hulemaleriernes vekslende ‘naturalisme’ in mente) ikke nogen eksakt videnskab, men det er ikke udelukket, at takhien kan have levet i Europa under sidste istid.
Przewalski-heste fra Döberitzer Heide, verdens eneste oprindelige vildhest (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Przewalski-heste græsser skovareal i Döberitzer Heide (foto © Rune Engelbreth Larsen)
5. Natur med ét formål – natur
Sielmann Naturlandschaft Döberitzer Heide er fællesbetegnelsen for store dele af de to naturbeskyttede områder Ferbitzer Bruch og Döberitzer Heide. Området rummer en bemærkelsesværdig stor artsrigdom, heriblandt ca. 850 forskellige karplanter, 164 forskellige mosser, 622 forskellige svampe, 200 forskellige fugle, 48 forskellige pattedyr og 188 forskellige vilde bier.
Iblandt mangfoldigheden er fiskeørn, trane, den flotte hærfugl og ca. 2.000 biller, bl.a. eremit og eghjort. Desuden klokkefrø, mørk pletvinge, sort ildfugl og krebsen Triops cancriformis (muligvis den ældste nulevende urtidsart) samt håret blågrøn rose, klokke-ensian og den sjældne orkidé mosegøgeurt.
Blot for at nævne nogle få blandt de mere end 5.500 forskellige arter, som lever i området, og hvoraf små 1.000 er på den tyske rødliste (hvilket vil sige at de hører til landets sårbare eller truede arter). Det er altså virkelig den pressede natur, som her har fået et tiltrængt, ambitiøst og vildt fristed.
Området uden for vildnis-kernezonen kaldes Naturerlebnisringzone (Naturoplevelses-ringzone), og også her gøres en indsats for natur og biodiversitet. Det er selvfølgelig også inden for dette område, at man kan gå den 22 kilometerlange rute rundt om vildnisset og være heldig at se de store dyr eller andre arter (gennem vildthegnet eller fra udsigtstårnet og platformene).
En bid af udsigten fra udsigtstårnet ved Finkenberg, syd for arealet. Det er ikke meget andet end trætoppe at se, men der kan selvfølgelig være fugle i luften – og der ryddes bevoksninger i nærheden (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Et kig i luftrummet over Döberitzer Heide – traner (foto © Rune Engelbreth Larsen).
Ung havørn (foto © Rune Engelbreth Larsen).
Rød glente (foto © Rune Engelbreth Larsen).
Ravn (foto © Rune Engelbreth Larsen).
I naturoplevelses-ringzonen uden om kernezonen foregår en mere traditionel naturpleje, hvor bl.a. æsler, får, geder, kødkvæg og mekanisk rydning er de primære virkemidler for at sikre artsrigdommen, og herfra kan i øvrigt købes kød fra Galloway-kvæg og såmænd bøffer fra vandbøfler.
I 2016 blev her også udsat nogle andre vildheste til helårsgræsning, nærmere betegnet Konik-heste, der ganske vist ikke er oprindelige vildheste som takhi’en eller den uddøde tarpan. Men Konik lever utæmmet i naturen flere steder i Europa og er derfor selvfølgelig også reelt og funktionelt en vildhest – i Danmark kan man bl.a. opleve dem i Lille Vildmose, Bjergskov i Sønderjylland og Geding-Kasted Mose nordøst for Aarhus.
I Danmark er det dog primært Exmoor-ponyer, der udsættes, når vildheste er på tale, men indtil videre slet ikke på lokaliteter af den størrelse, vi finder i Döberitzer Heide.
Uden for vildnis-kernezonen i Döberitzer Heide er der et lige så stort naturområde med mere traditionel naturpleje, men her går også vildheste bag et lavt strømførende hegn – i dette tilfælde Konik-heste (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Får og geder venter på at blive sat ud på heden til traditionel naturpleje nord for vildnis-kernezonen (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Hegn og publikumsfaciliteter ved den nordlige del af stien rundt om vildnis-kernezonen i Döberitzer Heide (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Udsigtsplatform ved den store slette, Wüste (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Et kig ind i vildnis-kernezonen over hegnet (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Döberitzer Heide (foto © Rune Engelbreth Larsen)
6. Dilemmaer og paradigmer
Hvor mange større planteædere der er i vildnis-kernezonen, er der ingen, der ved med nøjagtighed, men som tidligere nævnt har antallet af visenter, vildheste og krondyr formentlig rundet ca. 200 i alt i 2018. Dyrene hverken fodres eller vaccineres og lever dermed alene af det fødegrundlag og på de vilkår, naturen byder dem. Og dog.
Helt vildt bliver det ikke, så længe bestanden af przewalski-heste ikke kan vokse naturligt, og uden hingst er det selvfølgelig ikke en mulighed. Dertil kommer, at store dele af bevoksningerne fældes i et ambitiøst landskabeligt genetableringsprojekt, der er påbegyndt i 2018. Derved illustreres endnu et dilemma i forhold til, hvilket 'forvaltnings-paradigme' der anvendes.
På den ene side er det et problematisk tidspunkt med den type indgreb i et projekt, der i en årrække har været drevet af mere selvforvaltende principper – altså natur, der i princippet udvikler sig på naturens præmisser. Hedepleje og anden naturpleje er derimod et mangefacetteret paradigme, der foregår på masser af heder i forvejen for at bevare et (statisk) lysåbent hedelandskab, hvor Döberitzer Heide har muligheden for at være et lærerigt dynamisk alternativ.
Men med en bevilling på 2,6 mio. euro fra EU har Heinz Sielmann Stiftung i 2018 også påbegyndt såkaldte Landschaftspflegemaßnahmen (det vil sige landskabsplejetiltag for bl.a. at genetablere hede og andre lysåbne naturtyper i bl.a. Döberitzer Heide).
Når der udføres massiv naturpleje flere år efter iværksatte bestræbelser på at lade natur være natur, udhules den afgørende mulighed for at konstatere, hvilke effekter de udsatte nøglearter kunne have haft af sig selv i takt med, at bestandene udvikler sig.
Ét er, at det er almindeligt at regulere dyrebestandene i hegnede områder, når et areals bæreevne er nået, eller at der kan udføres isolerede biodiversitetsfremmende tiltag på artsniveau, hvis stærkt truede arter er særligt udsatte – men at gennemføre traditionel naturpleje i store landskabelige dimensioner, før effekterne af selvforvaltende udgangspunkt for alvor begynder at vise sig, rækker videre.
På den anden side kan der argumenteres for vigtigheden af at genetablere mere naturlig åbenhed af hensyn til flere arter og den generelle spredningsmulighed de åbne områder imellem, når muligheden nu engang er til stede – og eftersom den er til stede i 2018 som følge af en EU-bevilling er det dér, det må ske. Endvidere er det vanskeligt at vurdere, hvornår Döberitzer Heide rammer en 'naturlig' tæthed af større dyr, og indtil da vil de nuværende bestande langtfra have den fulde effekt på vegetationen, hvorfor tilgroningen risikerer at brede sig i mange år endnu. Det kunne tale for, at de radikale indgreb efter EU-bevillingen stadig må betragtes som en del af de indledende etableringstiltag
Der er med andre ord noget, der taler for at landskabelige indgreb udvisker billedet og dermed erfaringen af, hvad de udsatte dyr selv kan gøre i kraft af deres løbende indvirkning på naturtyper og andre arter, skønt bestandene endnu er forholdsvis små; men andet taler for at foretage flere indgreb i en årelang indfasning, indtil dyrene opnår betydeligt større bestande.
Vildsvinene er med til at vanskeliggøre ligningen. De omtrent 200 større planteædere inden for vildnis-kernezonens ca. 1.860 hektar synes umiddelbart af meget få i forhold til en naturlig bestandtæthed af større planteædere. Imidlertid har vildsvinebestanden fået lov til at formere sig ukontrollabelt udover områdets bæreevne, fordi de små faunapassager muliggør, at de kan gemme og formere sig i denne jagtfri zone, men samtidig tage for sig af retterne på omkringliggende marker – hvilket har ført til konflikter med naboejendomme.
Efter lange forhandlinger går Stiftelsen i foråret 2016 med til, at der undtagelsesvis kan tages vildsvin ud i kernezonen, hvis sultedød eller stærke vildtskader på omkringliggende ejendomme truer, og mellem oktober 2016 og april 2017 bliver der bortskudt 245 vildsvin i kernezonen og i tilknytning hertil ca. 250 vildsvin umiddelbart udenfor.
I 2018 er større bevoksninger fældet i Döberitzer Heide for at genetablere større lysåbne arealer (foto © Rune Engelbreth Larsen)
I Döberitzer Heide har man også haft udfordringer, og der er valg og fravalg, som naturligvis en meget væsentlig inspirationskilde til selvforvaltende natur i Danmark, hvor netop denne tilgangsvinkel er kommet på den politiske dagsorden og flugter med flere forskerrapporter.
Der er således udbredt konsensus blandt en bred vifte af toneangivende forskere om vigtigheden af dynamisk frem for statisk natur i større sammenhængende og mere selvforvaltende naturarealer uden skovbrug og landbrug. Naturen har brug for mere plads til en mere naturlig artsmangfoldighed med helårsgræssende dyr uden tilskudsfodring, hvor naturlige vandforhold i videst mulig udstrækning genetableres (Svenning m.fl. 2012, Petersen m.fl. 2016, Ejrnæs m.fl. 2017, Fløjgaard m.fl. 2017, Møller m.fl. 2018). Det mest effektive og naturlige vil være at etablere græsning med en vifte af forskellige vilde planteædere på én gang: »Et flersidigt sæt af vilde dyr vil være mest effektivt ift. at generere naturlig dynamik og variation i græsningen.« (Rahbek m.fl. 2012).
Grænsen mellem visse pragmatiske biodiversitetsfremmende tiltag under en selvforvaltende naturudvikling og store landskabsdesignende plejeindgreb er åben for diskussion, og derfor er den naturligvis vigtig at tage i betragtning, også i Danmark.
Rune Engelbreth Larsen (senest opdateret: 12. december 2019)
Tak til Aage V. Jensen Naturfond og private givere for støtte til foto-ture og artikler