Ord og billeder af Rune Engelbreth Larsen
STØRRE, VILDERE OG NATURLIGERE NATUR
Ulv.
Genkomst
Af Rune Engelbreth Larsen
Ulven er det største landrovdyr i Danmark og har historisk indgydt både respekt og fascination, før den blev omgærdet med frygt, foragt og forfølgelse. I dag er udfordringerne betydeligt færre end tidligere, og de fleste accepterer rovdyret – men ikke alle ...
1. Fra årtusinders ulveland til århundreders ulvegalger og ulve-udryddelse
I det førkristne Rom havde ulven en særlig status på baggrund af myten om Roms grundlæggere, tvillingerne Remus og Romulus. Som spædbørn bliver de sat ud i en kurv på floden Tiberen og risikerer naturligvis at lide druknedøden – lidt à la den bibelske fortælling om Moses, der sættes ud i en kurv på Nilen, og oldtidens akkadiske hersker Sargon, der som spædbarn sættes ud på floden Eufrat, ligeledes i en kurv. Men hvor Moses reddes af en egyptisk prinsesse og senere bliver israelitternes bibelske befrier, og Sargon reddes af gartneren Akki og senere bliver konge og grundlægger et stort imperium, adskiller fortællingen om Roms grundlæggere sig derved, at de bliver fundet og reddet af en hunulv (lupa), der moderligt lader tvillingerne die.
Naturen – i skikkelse af et rovdyr – bliver dermed udslagsgivende for romernes historiske selvforståelse. I antikken er ulve også af religiøs og symbolsk vigtighed, og muligvis beskyttet af et tabu (Rissanen 2014), hvorfor de ikke er genstand for romernes lystjagt. Men man beskytter naturligvis sine husdyr, f.eks. med store hvide vogterhunde, der også om natten er lette at skelne fra de grå ulve. Modsat andre store rovdyr var ulven med andre ord et respekteret rovdyr af endog ekstraordinær signifikans for antikkens romerne, men det er en status, der ændrer sig med kirken. F.eks. siger Jesus til sine 12 disciple: ”Se, jeg sender jer ud som får blandt ulve.” (Mat. 12,16).
Det skal ikke nødvendigvis forstås som andet end simpel dyresymbolik, eftersom han umiddelbart derefter opfordrer disciplene til at være ”snilde som slanger”, hvilket jo ikke er et dyr, der har høj kurs i Bibelen. Men kirkehistorisk bliver ulven i reglen betragtet som et diabolsk dyr og en trussel mod ’de kristne får’.
I legendesamlingen Fioretti (”Små blomster”), der stammer fra slutningen af 1300-tallet og beretter om helgenen Frans af Assisi (ca. 1181-1226), møder vi imidlertid en ulv, der nærmest helgenkåres: Ulven fra Gubbio. Ulven terroriserer først bøndernes husdyr, men den får også appetit på mennesker, indtil Frans opsøger den og tæmmer den ved blot at fremvise sit krucifix. Han giver udtryk for, at ulven egentlig kun har fortjent galgen som en simpel røver og morder, men han tilgiver den, da den underkaster sig, og rovdyret følger ham fredeligt ind i byen. Her kan alle bevidne miraklet, og de tager ulven til sig og fodrer den dagligt som var det en fælles hund. Da den dør to år senere, rammes hele byen af sorg og dér, hvor den begraves, bliver der siden bygget en kirke tilegnet Frans af Assisi.
Og sandelig om ikke det også senere fortælles, af man ligefrem har fundet kraniet af en stor ulv under kirkens renovering i begyndelsen af 1870’erne – eller i ’bedre’ historier ligefrem et helt ulveskelet. Ingen har dog efterfølgende kunnet undersøge, endsige finde det påståede kranie eller skelet (Armstrong 1973: 206).
Roms grundlæggere, Romulus og Remus, reddes af en hunulv som spædbørn. Romersk relief, 2-3. årh. e.v.t. (foto: Johann Jaritz).
I Danmark har vi ganske vist hverken en legendarisk hunulv, en Romulus eller en Frans af Assisi, men som vi snart skal se, er ulvens rolle også fremtrædende i et dansk naturhistorisk, kulturhistorisk og kosmologisk perspektiv.
Det er kun få dyr, der uafbrudt har levet så længe i naturen på vores breddegrader som ulven. Det tidligste fossile fund herhjemme er en underkæbe, der er dateret til slutningen af istiden, ca. 12.700-12.400 år før nu, men det anslås, at rovdyret er fulgt i rensdyrenes fodspor allerede for ca. 14.500 år siden (Aaris-Sørensen 2016: 202f).
Udover rensdyr lever her også kæmpehjort og saiga-antilope, som imidlertid hurtigt forsvinder igen, men omtrent på samme tid som ulven indvandrer også elg, urokse og bæver. De nærmeste få årtusinder får de selskab af hare, odder, vildsvin, rådyr, kronhjort og vildhest, blot for at nævne nogle af de dyr, der lever sammen med ulven – og som i vekslende omfang havner på dens tallerken.
Der er også andre rovdyr, der er tidligt på færde: brun bjørn, grævling, ræv, los, vildkat og jærv, men den eneste reelle konkurrent til ulvens position som toprovdyr er mennesket – imidlertid finder ulv og menneske også ud af at være hinanden til gavn. Et meget omfattende studie af ulve-genomer, der dækker de seneste 100.000 år og både omfatter fund fra Europa, Sibirien og Nordamerika, tyder på, at moderne hunde ikke kun stammer fra én, men derimod fra mindst to forskellige ulvebestande (Bergström m.fl.). Disse domesticerede ulve bliver tidligt en vigtig del af stenalderjægernes jagtteknik – og forløberne for det utal af logrende hunderacer, vi siden har fremavlet til ulve-ugenkendelighed.
’Ulv’ indgår også i en række gamle danske ord og navne tilbage til 200-tallet eller endnu tidligere. F.eks. kender vi en indskrift på en rosetfibel i en kvindegrav fra Himlingeøje med navnet (w)iduhudar, der ordret betyder ”skovhund” og derfor formentlig også er en betegnelse for ’ulv’. Ulv er også et dominerende personnavn i jernalderen og vikingetiden, både som enkeltstående og sammensat navn, f.eks. i kvindenavnet Ulfhild. Nogle runesten-indskrifter tyder desuden på, at Ulv kan markere gruppeidentiteter i relation til særegne slægter eller klaner (Albris 2021), og ulven er da også et hyppigt motiv i ornamentikken helt tilbage til 400-tallet og flere århundreder frem.
Rovdyret har også en fremtrædende mytologisk betydning i jernalderen og vikingetiden. Blandt Odins nært tilknyttede dyr er f.eks. de to ulve Gere og Freke (der betyder henholdsvis ”grådig” og ”glubsk”). Ikke mindre kendt er ulven Fenrir, den kosmiske kaosulv, der ifølge Vølvens Spådom skal løsrive sig fra sine lænker under Ragnarok og dræbe Odin og sluge solen, før den selv bliver dræbt af hans søn Vidar – et begivenhedsforløb, hvorunder en anden kosmisk ulv, Garm, æder månen. Men det er også ulve (eller jætter i ulveskikkelse), der driver døgnets gang ved at jage solen og månen over himlen. I Snorris Edda fra begyndelsen af 1200-tallet kan vi læse, at solen og månen rejser i hver deres vogn over himlen og jages afsted af ulvene Skoll og Hati, som derved er integrerede elementer i døgnets cykliske orden (Gylfis blændværk 12; Lembek & Stavnem 2012: 42).
I bronzealderen og ikke mindst i den del af jernalderen, vi kalder vikingetiden, har ulve flere fremtrædende roller i det mytiske univers. Ikke mindst i de kosmologiske sammenhænge som Fenrir, der slipper løs under Ragnarok, og som ulvene, der driver solens og månens daglige rejse over himlen (illustration: John Charles Dollman, 1909)
På de berømte guldhorn, der stammer fra omkr. år 400, finder vi skikkelser, der ligner ulvemennesker, ligesom vi fra vikingetiden kender til krigere, der er berygtede for deres evne til at forandre sig fra menneske til dyr, hamask (at skifte form). Disse krigere, der f.eks. transformeres til ulve (eller ’overtager’ egenskaber fra ulven, alt efter hvordan vi forsøger at fortolke den oprindelige opfattelse), kaldes ”ulvepelse” (ulfheðnar), hvilket er beslægtet med besærkere (berserkir), der både er blevet knyttet til bjørn, men også fortolket som krigere i ’bar særk’, altså nærmest nøgne (Petersen 2016b).
Ulvepelse giver måske mindelser om – men er ikke at forveksle med – varulve, om end begge er en slags ulvemennesker eller menneskeulve, der går helt tilbage til oldtiden og også spøger i nordisk folklore. Men fra middelalderen og frem til ulvens udryddelse herhjemme i 1813 har den entydigt repræsenteret Det Onde i lighed med den historiske varulv. Om ulvens og varulvens betydning i Slesvig-Holsten bemærker den tyske historiker Martin Rheinheimer i forlængelse heraf: ”Enhver trussel fra en mægtig natur kunne nu få tildelt et navn: ulvens navn.” (Rheinheimer 1995: 5).
Ulvens omskiftelige kulturhistorie rummer også jernalderens såkaldte ulvepelse, krigere associeret med ulvens styrke, som muligvis afbildes på denne bronzeplade fra Vendeltiden (ca. 550-800). Beregnet til udsmykning af hjelme.
Modsat udbredte forestillinger og skræmmende folklore om varulve er mennesket kun i marginale tilfælde i farezonen, hvor der er ulve på færde, eftersom vi ikke er en naturlig ulve-spise. Angreb på mennesker er ekstremt sjældne i Europa, men når dyret alligevel bliver omdrejningspunkt for konflikter, skyldes det, at den tager for sig af husdyrene og det jagtbare vildt. Det første gælder ikke mindst de dyr, som bønderne historisk har ladet græsse på overdrev og i skovene, og langt op i historien kunne tabet af et enkelt eller få husdyr være udslagsgivende for indtægtsgrundlaget.
Ulven forbliver almindeligt udbredt i Jylland og på Fyn og Sjælland helt frem til middelalderen, hvor ulvejagter begynder at blive pålagt klostrene, og hvor kongemagten motiverer og finansierer rovdyrets bekæmpelse ved at indkræve en særlig ulveskat. Til gengæld trækker det ud med at få udryddet rovdyret i Jyllands tyndt befolkede områder, til trods for at man både anvender armbrøster, net og ’ulvegrave’ med lokkemad – først fra omkr. 1550 er geværerne effektive som jagtvåben.
Det er dog ikke kun ulven, men også dens nære slægtning, hunden, som indimellem byder kongemagten imod, fordi også hunde kan finde på at angribe hjortevildtet. Nogle steder er hunde derfor helt bandlyste, og i flere landsdele forbyder kongemagten bønderne at have mere end én hund, som det ovenikøbet er påbudt at lænke eller ligefrem ”lemme” på et af forbenene.
Det sidste indebærer at man hugger et af hundens forben af over knæet (Wingender 1985) – en trebenet hund udgør ikke den store trussel imod kongens vildt.
I middelalderen motiverer ulvens appetit på husdyr en særpræget og sejlivet tradition, der sidestiller ulve med tyve og mordere. Saxo beretter f.eks. om, hvordan sagnkongen Frode Fredegod lader tyve hænge i galger ved siden af ulve for at vise, at begge er rovdyr, og at de skal behandles som forbryderiske brødre.
Århundreder senere forbløffer det en franskmand og en polak uafhængigt af hinanden, at danskerne lader ulve hænge side om side med henrettede kriminelle, indtil kadaverne rådner op. I Slesvig-Holsten får hængte ulve ligefrem tøj på for at fremhæve parallellen til de menneskelige tyve (Brøndegaard 1986: 134).
Under diverse kriges hærgen spreder ulven sig i de mere eller mindre affolkede områder, og som ådselæder tager den også for sig af retterne på slagmarkerne, der flyder med lig. Det har formentlig bidraget overdrevent til frygten for rovdyret som ”menneskeæder”, men måske har det også givet enkelte ulve appetit på menneskekød (Schousboe 2023a).
_pd.jpg)
Ifølge Saxo Grammaticus hænges ulve ved siden af tyve under sagnkongen Frode Fredegod, idet rovdyrene sidestilles med forbrydere. Traditionen fortsætter i århundreder (illustration af Louis Moe, 1898)
Bønder klager løbende over ulvetruslen, men mellem linjerne er klagerne ofte knyttet til ønsket om at få nedsat skatter og reduceret forpligtelser over for kronen. Til tider er antallet af ’ulvedræbte’ husdyr f.eks. i bemærkelsesværdig grad lige præcis tilpasset en ønsket skattereduktion, som ulvene muligvis bliver løftestang for (Rheinheimer 1995: 4f).
Da mange områder i Jylland affolkes af pest og krige i 1600-tallet, tager ulvene imidlertid stærkt til i antal, ikke mindst under og efter den urolige periode 1627-60 (Weismann 1985/1931: 465f). I 1650 intensiveres ulvejagten, og i anden halvdel af århundredet ansættes specialiserede ulvejægere, der skal forestå en professionel udryddelse af rovdyret. Den mest succesfulde af ulvejægerne herhjemme er Gerhard Brockdorff, der står i spidsen for fangsten og nedskydningen af 300 ulve i en kort periode fra 1681 til 1690. Rovdyrene lokkes f.eks. ned i faldgruber med lokkemad, hvorfor ’Ulvegrav’ med tiden bliver et stednavn rundt omkring i landet. Dertil kommer jagtbetjentenes og bøndernes indhug i ulvefamilierne, f.eks. ved at grave ulveunger ud af deres grave og slå dem ihjel, hvorved bestanden decimeres drastisk i slutningen af århundrede (ibid.: 477ff).
Trods en mere og mere marginal tilstedeværelse organiseres stadig store ulvejagter så sent som i 1700-tallet, men selv om rovdyrene også fortsat indvandrer til Jylland fra Tyskland, er der ingen tvivl om, at de hyler på sidste vers i Danmark.
De store ulvejagter er imidlertid ikke voldsomt populære blandt bønderne, til trods for at formålet er at komme ulvene til livs og således også skal gavne husdyrene. Fremmøde er påbudt, og man må til tider rejse til fods over lange afstande i vinterkulden, og det hjælper heller ikke, at jagtpersonalet tilsyneladende har en løs hånd, hvad angår bøndernes straf og disciplinering. Ifølge Brockdorff er jagtpersonalet sågar mere forhadt end ulvene, og i sin gennemgang af de historiske ulvejagter konkluderer Weismann: ”Den skade, ulven anrettede, kunne være slem for den enkelte, som det gik ud over, men ulven har vistnok haft nok så stor betydning gennem den uvlije, jagterne på den fremkaldte …” (ibid.: 500).
I slutningen af 1700-tallet begynder de intense udryddelsesbestræbelser for alvor at kunne mærkes, og udtryk som ”landsdelens sidste ulv” bliver mere og mere almindelige. En række stednavne markerer afslutningen af ulvens naturhistoriske æra, f.eks. Ulbjerg, Ulvekær, Ulvehøj og Ulvskær (Brøndegaard 1986: 140). Så sent som i midten af 1700-tallet kan man dog stadig opleve 14 ulve hænge i en galge ved Løgumkloster i Sønderjylland, og helt frem til begyndelsen af 1800-tallet fortsætter den makabre tradition.
I 1813 bliver den sidste danske ulv skudt syd for Skive, og det store rovdyrs huseren er slut for denne gang. Det er første gang i over 14.000 år, at dansk natur er fuldstændig blottet for ulve.
2. Knap 200 års ulve-eksil slutter i 2012
Også efter 1813 vedbliver jægere at komme anstigende med nedlagte ’ulve’ i håb om at indkassere den udlovede præmie for at tage livet af de uønskede rovdyr, men ved nærmere eftersyn viser det sig altid at være hunde. Efter 1813 bliver ulven ikke set en eneste gang herhjemme før i oktober 2012, hvor en ulv til stor forbløffelse og begejstring fotograferes to gange på få dage i Hanstholm Vildtreservat. Allerede i november samme år findes den imidlertid død i det samme område – men i det mindste bekræfter en DNA-analyse, at det vitterlig er en ulv. Det er heller ikke utænkeligt, at der kunne være strejfet en uopdaget ulv eller to til Danmark inden 2012, eftersom rovdyret genindvandrer i Tyskland i 2000, og en eller flere kan godt være vandret videre nordpå før 2012. F.eks. fortæller en vildtkonsulent i 2010, at spor og vidneudsagn tyder på en sønderjysk ulv (Kristensen 2020: 14), men det bliver aldrig dokumenteret. Den døde ulv fra Hanstholm Vildtreservat er med andre ord den første sikre observation af en dansk ulv i 199 år.
I nullerne ved man dog godt, at det kun er et spørgsmål om tid, før ulven også vender snuden mod Jylland, fordi den er begyndt at sprede sig til flere vesteuropæiske lande i anden halvdel af 1900-tallet. F.eks. kom de første ulve fra Finland til Sverige i slutningen af 1970’erne og fra Italien til Frankrig og Schweiz i 1990’erne, og altså i 2000 fra Polen til Tyskland. Og siden har ulven så spredt sig videre fra Tyskland til Belgien, Holland og Danmark (Trolle & Jensen 2013).
De første jyske ulve er enlige pionerer, og sådanne strejfere kan let bevæge sig mange hundrede kilometer på deres vej, og de har heller ingen problemer med at passere tætbefolkede kulturlandskaber og veje, især om natten. Nogle ulve tilbagelægger over 1.000 kilometer, og enkelte vandrer endnu længere. Og jo flere ulve, der ankommer til landet, desto større er sandsynligheden naturligvis for, at en hunulv møder en hanulv. Og hvis kemien er rigtig, grundlægger de snart en familie og derved er et ulvekobbel en realitet, som det allerede er sket flere gange i det første tiår af ulvens nyere danmarkshistorie.
Ulven er ekstremt tilpasningsdygtig i forhold til vidt forskellige klimaforhold, varierede terræner og alsidige naturgrundlag og fødegrundlag. Livretten for de ulve, der kommer til Danmark fra Polen og Tyskland, er vildsvin og hjorte, men i reglen tager de, hvad der er, herunder harer, bævere og mindre pattedyr såsom mus og rotter. Men de gør også gerne kort proces mod ’konkurrenter’ som mårhund og ræv. Ulve har tilpasset sig vidt forskellige dele af verden og kan gå efter byttedyr i næsten alle vægtklasser, fra 1 kg til 1.000 kg. Og som vi allerede har nævnt og skal vende tilbage til, sætter de også gerne tænderne i lettilgængelige husdyr.
Blot et år efter den første ulv kommer der godt gang i ulveobservationerne herhjemme – og i ulvedebatten. Nogle er bange for rovdyret, andre er frustrerede over truslen mod deres husdyr, men det er ikke blot i ord, at ulvemodstanden ytrer sig, for mindst én dansk ulv er blevet skudt illegalt. Tilfældigvis var journalister i nærheden af Ulfborg og filmede det hele i april 2018, og efterfølgende blev gerningsmanden idømt 40 dages betinget fængsel og fik frataget sit jagttegn i to år. Det er desværre usandsynligt, at det er den eneste ulv, der har måttet lade livet illegalt herhjemme. Selv om der ikke er levende billeder til at dokumentere det, tyder meget på, at flere rovdyr er nedlagt.
På baggrund af alt fra observationer og vildtkameraer til DNA-analyser af ulve-lorte og nedlagte byttedyr er der ret god styr på, hvor mange ulve der er i Danmark, og hvor mange der udvandrer fra Danmark til Tyskland, men imellem 2013 og 2018 er syv ulve helt forsvundet fra forskernes radar.
Det er en bemærkelsesværdig og unaturlig høj forsvindingsrate, når man tager højde for den eksisterende viden om spredningsmønstre og de sammenlignelige erfaringer fra andre lande såvel som kendskabet til ulvebestanden syd for grænsen og det rigelige fødegrundlag i Jylland. Derfor er det svært at komme udenom, at uforholdsmæssigt mange danske ulve simpelthen forsvinder i den blå luft – eller som det hedder i en faglig analyse: Ulvene i Danmark er gensstand for såkaldt kryptisk dødelighed (cryptic mortality), der ”mest sandsynligt stammer fra illegal nedskydning” (Sunde m.fl. 2021).
Mennesker er med andre ord en langt større trussel mod ulve end omvendt, for som nævnt indledningsvis er vi ikke en del af ulvens fødegrundlag, og angreb på mennesker er uhyre sjældne. Siden 1882 har der f.eks. ikke været et eneste dokumenteret angreb på mennesker af vilde ulve i Skandinavien, og historisk kender vi ingen dokumenterede eksempler på, at ulve har dræbt mennesker i Danmark. Det grundigste værk om jagthistorien gennem mere end tusind år, Vildtets og Jagtens Historie i Danmark, konkluderer således: ”… der er ikke truffet beviste eksempler på, at mennesker er dræbt af ulve her i landet.” (Weismann 1931/1985: 495).
Ulv, Skandinaivsk Dyrepark (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Når ulveangreb er forekommet i andre lande, skyldes det primært dyr, der er smittet med rabies, men i dag er rabies tæt på at være udryddet blandt rovdyrene i vores del af Europa, og hvor der findes rabiesramte dyr (hovedsageligt ræve), bliver de aflivet. De europæiske ulve er i det hele taget meget sky, og hvor der er fotodokumentation af opsøgende dyr, viser det sig som regel, at der blot er tale om ulvelignende hunderacer. Men selv i de sjældne tilfælde, hvor en nysgerrig ulv alligevel lunter tættere på mennesker, stikker den hurtigt halen mellem benene igen.
Til gengæld kan ulve, der fodres, efterhånden blive vænnet til mennesker, miste deres naturlige skyhed og blive opsøgende og farlige. En ulv, hvis adfærd skiller sig ud på denne måde, kan dog sjældent undgå at blive opdaget og bliver efterfølgende fjernet (Trolle & Jensen 2013).
I publikationen Fakta om ulv i Danmark, der blev skrevet året efter ulvens genkomst herhjemme, henviser forskere til, at selv ikke langt mere ulvetætte lande behøver opleve angreb på mennesker: ”I Italien, et land med 60 millioner indbyggere, har man omkring 1.000 ulve og har ikke haft et eneste angreb de seneste 150-200 år. I Abruzzo Nationalparken relativt tæt på Rom lever 50-60 ulve, og selv om parken hver sommer besøges af 2 millioner turister, har der ikke været et eneste tilfælde af aggressiv ulveadfærd. I Rumænien har man omkring 5.000 ulve og kender heller ikke her til nylige ulveangreb.” (Trolle & Jensen 2013: 15).
Den egentlige ulvekonflikt handler ikke om ulveangreb på mennesker, men om angreb på husdyr, og herhjemme er det først og fremmest får, der kan havne i ulvens gab. 88 % af alle ulveangreb i Jylland og 98 % i Slesvig-Holsten i 2012-21 har været rettet mod får (Mayer m.fl. 2022) – og nogle gange mange får på én gang.
Selv om store rovdyr normalt ikke nedlægger flere byttedyr, end de har behov for, kan de godt slå mange flere dyr ihjel end nødvendigt i en lille indhegning eller et hønsehus – hvilket selvsagt ikke er et kønt syn, og slet ikke for den, der ejer fårene eller hønsene, men ’jagtsituationen’ er også unaturlig. Når ulve dræber flere dyr, end de kan æde, taler man om såkaldt surplus killing, hvilket ikke er et formildende begreb for den fåreavler, der kan finder sine får reduceret til blodige kadavere efter et ulveangreb. Men det er vigtigt at huske på, at jagtsituationen er helt unaturlig for ulven, fordi byttedyrets situation er unaturlig, hvorfor den slags kun sjældent finder sted i naturen. Og når det sker i naturen, vender ulven som regel tilbage og æder af overskudskadaverne senere – medmindre andre dyr er kommet dem i forkøbet (Mech & Peterson 2003).
Men husdyr udgør kun en meget lille del af de dyr, ulven tager, og erfaringerne viser, at rovdyrangreb på husdyr faktisk kan begrænses ganske markant af elektriske hegn eller såkaldte vogterhunde (eventuelt i kombination). Og jo mere korrekt og effektivt husdyrene beskyttes, desto færre husdyr bliver naturligvis angrebet.
En undersøgelse af de tyske ulves fødegrundlag i perioden 2001-09 viser f.eks., at husdyr kun udgør 0,6 % af deres føde, og selv om den tyske ulvebestand i samme periode forøges fra 1 til 7 ulvekobler, falder antallet af husdyrangreb faktisk i den sidste del af perioden, fordi man over tid gør mere for at beskytte husdyrene (Trolle & Jensen 2013).
Der er meget forskellige tal for, hvor mange husdyr ulve gennemsnitligt tager i de europæiske lande, men en analyse fra 2018 viser, at lande med høje rater for ulveangreb på husdyr enten har lave tætheder af rovdyrets naturlige byttedyr i naturen, eller ikke beskytter deres husdyr med hegn eller vogterhunde. I Norge, hvor fårene sjældent holdes bag hegn, er det gennemsnitlige tal for husdyrangreb f.eks. 40 gange højere end i Sverige, hvor fårene ofte holdes bag elektriske hegn (Linell & Cretois 2018: 44). I den samme analyse anføres det desuden: ”Det store antal får, der bliver dræbt af ulve i Frankrig, er formentlig et udtryk for den samme situation [som i Norge] med mange ubeskyttede fritgående får i alpine græsgange. (…) Disse eksempler indikerer, at omkostningerne ved at have store rovdyr ikke behøver at være høje, hvis husdyr bliver holdt på hensigtsmæssige måder.” (Ibid.).
Der findes ingen metoder, der med 100 % sikkerhed hindrer ulveangreb på husdyr, men studier fra USA og Australien viser, at især vogterhunde er effektive til at hindre rovdyrangreb på husdyr (Gehring m.fl. 2010; van Bommel & Johnson 2012). Studier fra Tyskland og Sverige viser, at ulveangreb kan nedbringes betragteligt, og at kombinationen af elektriske hegn og vogterhunde er den mest effektive metode (Reinhardt m.fl. 2012, Trolle m.fl. 2017).
Det er også en dansk erfaring, at vogterhunde kan skræmme rovdyr væk fra fåreflokken. Den sønderjyske fåreavler Åse Svendsen fra Gånsager ved Skærbæk er ikke en fan af ulven, men hun har erfaret, at en stor italiensk hyrdehund af racen Maremma Abruzzese kan holde rovdyret i skak og beskytte hendes får. Med 900 moderfår og lige så mange lam er hun blandt landets største fåreavlere og har tidligere mistet dyr til sultne ulve, men det sker ikke, når hendes vogterhund er på arbejde (Fyens Stiftstidende, 25.2.2018).
Heste kan også være effektive vogtere, der jager ulve på flugt. I den såkaldte eksklusionszone omkring atomkraftværket Tjernobyl i Ukraine er der vildtlevende Takhier, også kaldet Przewalski-heste, som tilmed kan finde på at forfølge og dræbe ulve i området (Zharkikh & Yasynetska 2009). Ikke helt ulig danske erfaringer fra tidligere århundreder, hvor særlige ’ulve-hingste’ af og til havde til opgave at passe på de øvrige husdyr og drive nærgående ulve på flugt. Der er f.eks. beretninger om ulve-hingste, der sågar kunne dræbe 7-8 ulve, når de gik til angreb på en ulveflok med deres voldsomme spark (Brøndegaard 1986: 143).
Hest anvendt som vogter-dyr, der forhindrer ulve og andre rovdyr i at gå efter husdyrene. Her afbildet i en såkaldt psalter fra det 9. årh., dvs. Salmernes Bog.
Hvis vi ønsker at give naturen og dens arter plads i Danmark, skal et hjemmehørende rovdyr som ulven selvfølgelig også kunne leve her, og derfor handler det hverken om at dræbe eller forfølge ulven, men om at undgå konflikter i videst mulig grad. Vogterhunde og ulvehegn er vigtige redskaber, der kan nedbringe risikoen for angreb, og dér, hvor der er rigeligt med byttedyr i naturen, er motivationen til husdyrangreb allermindst. I Danmark kan man få økonomisk kompensation for angreb på husdyr, hvis det er en ulv, der har foretaget angrebet (og hvis husdyrene har været forsvarligt beskyttet bag hegn), og man kan få tilskud til at ulvesikre hegn i ulvezoner, der udpeges i områder, hvor risikoen for ulveangreb på husdyr vurderes til at være særligt høj.
Forskning viser, at jo mere og bedre beskyttelsesforanstaltninger, desto mindre bliver problemet, og desto færre husdyr bliver taget af ulve. I de danske ulvezoner er antallet af husdyrangreb f.eks. næsten faldet til en femtedel, formentlig fordi der gives tilskud til opsætning af ulvesikre hegn. Og hvor hegnene er korrekt opført og vedligeholdt rigtigt i ulvezonerne, er der frem til udgangen af 2022 ikke registreret et eneste ulveangreb (Mayer m.fl. 2022).
Det er dog ikke kun ulve, men også hunde, der kan udgøre en trussel imod husdyr i et hønsehus eller en mindre hegning. Der er også en del eksempler på, at det faktisk er hunde, der har dræbt får, selv om ulve hurtigt er blevet mistænkt (eller ’dømt’), før en DNA-analyse. En analyse af 14 spytprøver og en vævsprøve fra nedlagte husdyr, viste f.eks. at det var hunde, der var ’gerningsdyrene’ i mindst syv af tilfældene (Andersen 2014). Ikke ulig den historiske erfaring, vi tidligere har været inde på, da kongemagten ikke blot efterstræbte Danmarks ulve, men også bandlyste hunde flere steder i landet (eller krævede, at de kun måtte have tre ben), fordi de ellers kunne nedlægge hjortevildt.
3. Antipati eller accept?
I hovedparten af kilderne fra middelalderen bliver ulven stereotypt karakteriseret som et ondskabsfuldt dyr, der er drevet af utæmmelig grusomhed, og som hører hjemme i de mørke skove. Til tider fungerer rovdyret imidlertid også som metafor for en falden adel, og visse aristokratiske og kirkelige kredse anvendte ulven som et positivt identitets-emblem (Pluskowski 2006: 118-153). I en middelalder-fabel berettet af Marie de France i det 12. århundrede anskues forholdet mellem hunden og ulven f.eks. ikke alene som forskellen på den tamme natur og den vilde natur, men også som forskellen på ufrihed og frihed.
Her møder en ulv en hund i skoven og roser hunden for dens skønhed, hvortil hunden svarer, at det skyldes dens trygge tilværelse, hvor maden serveres, og hvor der er god tid til at slappe af. Før hunden får opremset alle fordelene ved denne tilværelse, opdager ulven imidlertid hundens halsbånd og spørger forundret, hvad det er. Da hunden forklarer, at det er beregnet til en lænke, reagerer ulven forfærdet: Mener du, at du ikke kan løbe frit, som du vil? (…) Gå du til byen! Jeg skal tilbage til skovene.” (France, M.d. 1981: 38).
Ulv, Skandinaivsk Dyrepark (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Som vi har set, er ulve både blevet forfulgt og hængt i galger herhjemme på linje med forbrydere, og denne naturfjendtlige intentionalitet kender vi også fra eventyrenes adoption af folkloren. Tænk blot på Rødhætte og ulven, et europæisk eventyr med folkloristiske rødder, der bl.a. genfortælles af den franske forfatter Charles Perrault og udkommer på tryk første gang i 1697. Til skræk og advarsel ender hans version med, at Rødhætte bliver ædt af ulven, hvorimod den version, vi kender fra Brødrene Grimm, har en anden slutning, hvor den onde ulv møder sit endeligt. Disse og andre fortællinger bliver hvermandseje.
I dag er ulven ikke blot tilbage i europæiske skove, men i mange slags landskaber, og de historiske fremstillinger à la Rødhætte er blevet en indgroet del af vores idéhistoriske bagage. Og ligesom i middelalderen og frem til ulveudryddelsen herhjemme i begyndelsen af det 19. århundrede bliver ulven atter omtalt som ”ond” og ”grusom” i dele af debatten. Sådanne betegnelser er imidlertid meningsløse. Selv om ulven f.eks. æder hjorte og får, er den naturligvis hverken mere eller mindre ”ond” end pandaen, der ’kun’ æder bambus og små gnavere.
Den ’stygge’ ulv er rodfæstet i de seneste århundreders myter, men er ikke enerådende i vores kulturarv, og Rødhætte kan roligt gå en tur i skoven. Også i Danmark, hvor ulven er vendt tilbage efter et par århundreders eksil (illustration: Carl Larsson, 1881)
Der er imidlertid også en ny og anderledes positiv fokus på rovdyrets økosystemfunktioner, og en større naturforståelse, der føjer helt andre elementer til den historiske foragt. Ulven er en nøgleart, der spiller en vigtig rolle for andre arter, f.eks. som en vigtig leverandør af ådsler, hvilket er en stor mangelvare i dansk natur. Men der er også andre vigtige konsekvenser af dens tilstedeværelse i økosystemerne, heriblandt den såkaldte ecology of fear (frygtens økologi), der trods det skræmmende udtryk vender et aspekt af rovdyrets historisk dårlige ry til en meget gavnlig faktor for natur og biodiversitet.
Et efterhånden klassisk eksempel på den effekt er Yellowstone National Park, hvor ulvene var udryddet i årtier, indtil de blev genudsat i 1995-96 med bemærkelsesværdige følger for naturlandskabet. Ikke blot har de gavnet ådselædere ved bl.a. at jage wapiti-hjorte og andre byttedyr, men deres blotte tilstedeværelse har tillige hæmmet hjortenes tidligere overgræsning, fordi de ikke længere spankulerer frygtløst omkring og græsser ubehersket. Nu har de lært, at de skal være på vagt over for rovdyrene, hvilket gør græsningen betydeligt mere varieret. Derved har ulvene f.eks. gavnet bæverbestanden, hvis fødegrundlag var blevet stærkt indskrænket af hjortenes overgræsning (Ripple & Beschta 2012), men den har også rakt en hjælpende hånd – eller pote – til gaffelbukke, bjørne og sangfugle, der også nyder godt af ulvens økosystemfunktioner (Ripple m.fl. 2014). Ulven er ikke en ’fixer’, der i sig selv vender naturtilbagegang til fremgang, men den hører hjemme og har en vigtig rolle i mange økosystemer.
Hvis Danmark får en permanent naturlig ulvebestand, vil det gavne mange andre arter.
Hvis Danmark får en permanent naturlig ulvebestand, vil det gavne mange andre arter. I 2022 estimerede ulveforskere f.eks. en bestand på 30 ulve i Jylland: 16 voksne og 14 nye hvalpe (Olsen m.fl. 2022). Bestanden er stadig støt voksende. Ifølge den seneste status fra september 2024 vurderes det, at der med udgangen af måneden befandt sig 31-42 voksne (født senest 2023) ulve og mindst 37 hvalpe (født i 2024) i Danmark (Atlas over danske Ulve, 31.10.2024).
Det er imidlertid færre, end der er plads til ifølge analyser af fødegrundlaget. I 2013 anslår forskere således, at der er ”biologisk habitatmæssig kapacitet” til knap voksne 100 ulve i Jylland, fordelt på ca. 10 familiegrupper og et antal strejfere (Madsen m.fl. 2013). Men på baggrund af de første 10 års erfaringer med danske ulve vurderes det i 2022, at der formentlig er fødegrundlag og plads til væsentligt flere (Sunde & Olsen 2022).
Ved udgangen af 2022 og ti år efter den første dokumenterede ulvs indvandring i slutningen af 2012 er der endnu meget langt fra den danske ulvebestand op til de 100 eller flere ulve, der kunne leve i Jylland. Hvor hurtigt (eller hvorvidt) en sådan bestandsstørrelse opnås, afhænger ikke så lidt af, om dyret til stadighed vil være genstand for ”kryptisk dødelighed” – altså om den skydes illegalt eller ej.
Selv om ulvemodstanden fylder mere i nogle medier end andre, er det værd at bemærke, at den kun deles af et mindretal i befolkningen. På vegne af Danmarks Naturfredningsforening foretager Gallup i 2017 en meningsundersøgelse, der belyser befolkningens holdning til ulvens genkomst. 1.732 repræsentativt udvalgte danskere over 18 år er blevet adspurgt, og 65,5 % svarer, at ulvens genkomst er acceptabel eller overvejende acceptabel, mens kun 22 % finder, at den er uacceptabel eller overvejende uacceptabel. Et overbevisende flertal i ulvens favør.
Tendensen er, at kvinder er lidt mere positive end mænd, og at de yngre befolkningsgrupper er allermest positive, f.eks. finder 79,2 % af aldersgruppen 18-35 år, at ulvens genkomst er acceptabel eller overvejende acceptabel, mens kun 8,3 % finder den uacceptabel eller overvejende uacceptabel. Og selv om flertallet falder i de ældre aldersgrupper, er der et positivt flertal i alle aldersgrupper. Der er også et positivt flertal i samtlige landsdele, størst i Hovedstadsområdet (72,0 % versus 16,6 %), men selv i Nordjylland, hvor flertallet er mindst, er flertallet bemærkelsesværdigt stort (57,2 % versus 30,6 %).
Ulvens danmarkshistorie er lang, og dens omdømme er omskifteligt. Det selv samme rovdyr, der er nært beslægtet med ’menneskets bedste ven’, er til tider genstand for en respektindgydende kriger-identifikation og indtager vigtige kosmologiske roller, men er i middelalderen og frem til ulvens nationale udryddelse i 1813 ikke blot genstand for frygt, men også ofte for indædt foragt.
I nyere tid er der tilsyneladende sket et betydeligt skifte i tidsånden, hvorfor de fleste i dag ser med helt andre øjne på ulven end i 1813. For selv om vi hører om rovdyrets blodige appetit, når den tager for sig af får, er den i altovervejende grad blevet accepteret som en del af dansk natur. Som vi har set, betyder ulvenes genkomst for nogen dog også, at der er uller i mosen igen, som det hedder i en gammel talemåde, når der er fare på færde. Uller er nemlig ulve, men i moderne tid er talemåden blevet til den knap så ildevarslende version, at der er ugler i mosen, hvorved betydningsindholdet dog giver knap så god mening. Noget tilsvarende er sket med ordet ugleset, der heller ikke oprindelig har haft noget med ugler at gøre, men derimod kommer af ulveset.
Måske kan vi trods alt konkludere, at Danmarks største rovdyr faktisk ikke er helt så ugleset i det 21. århundrede, som man af og til kan få indtrykket af, når ulven tegner overskrifter i danske medier. Og for naturen er den en klar gevinst.
Dette essay er ét af 26 kapitler i bogen Naturnationalparker og de store dyrs genkomst. Hvis du vil læse hele bogen, findes den på biblioteker, men kan også bestilles: Jule-tilbud 2024: 300 kr. inkl. porto (spar 20%). MobilePay 40885225 (bestil inden 15.12.! Bogen fremsendes 16.12.). Læs mere her.
Rune Engelbreth Larsen
Tak til private givere for støtte til udarbejdelse af manuskript