Ord og billeder af Rune Engelbreth Larsen
STØRRE, VILDERE OG NATURLIGERE NATUR
Etik, dyrevelfærd
og regulering af bestandsstørrelser
Døde dyr og ådsler er en central del af naturlige økosystemer, men meget vanskeligt at få tilladelse til, hvis vi ønsker at etablere vildere og mere selvbærende natur i Danmark (foto © Rune Engelbreth Larsen).
1. Døde og skrantende dyr som økosystemfunktion
I en tidsalder som Antropocæn og et land som Danmark, hvor natur er blevet en sjældenhed, har vi stort set ingen oplagt fælles referenceramme i beskrivelsen af eller forståelsen af vildere natur og naturlige processer. Måske er det derfor, vi ofte kommer til at betragte vilde dyrs adfærd og centrale økosystemfunktioner gennem klassiske kulturvaner og produktionshensyn?
Men når et kulturelt produktionsperspektiv på ‘dyrevelfærd’ og ‘dyre-etik’ rumsterer i baghovedet, og når det tilmed bliver den fremherskende juridiske og etiske ramme om natur og biodiversitet, risikerer vi at afspore et biologisk helhedsperspektiv, der er funderet i naturlig adfærd og naturlige økosystemfunktioner.
Produktionsdyr, som hele livet fratages næsten enhver rest af naturlighed, er f.eks. kun sjældent i konflikt med lovgivningens dyrevelfærd, blot de får en hurtig og ‘human’ død, hvorimod bl.a. kreaturer og heste, der udfylder en essentiel økosystemfunktion som vildokser og vildheste, ikke blot risikerer at havne i modstrid med en kulturel dyreetik, men også med lovgivningen (se: Love, der står i vejen for vildere natur).
Den hest, der er udsat, og som funktionelt lever vildt og på præmisser som en vildhest, må f.eks. ikke afslutte livet skrantende, som utallige vilde dyr afslutter livet i naturen, og den må heller ikke forblive en del af økosystemets proces som ådsel. I dag kræver lov og dyrevelfærds-etik, at svækkede dyr aflives, og at døde dyr, der er udsat bag hegn, fjernes og destrueres hurtigst muligt i stedet for at blive naturlig føde til naturens mange ådselædere.
Dyr lider almindeligvis på naturens nåde og unåde, hvis der er smalhals, eller hvis de brækker et ben eller undslipper et rovdyrangreb med svære sår, men vi har fjernet os fra historisk og mentalt fra vild natur og vænnet os til produktionsnatur, hvorfor vi hurtigt bekymres, hvis en vildhest har tabt sig eller dens føl dør af sult en streng vinter. Men vores særhensyn til en vildhest er dybest set en ligegyldighed over for en vifte af ådselædere.
Ikke kun ådsler skaber vigtig variation og fødegrundlag, det gør skrantende dyr også, når de presses til at æde mindre attraktive fødeemner i en periode med fødeknaphed. Derved vedligeholdes levestedsnicher for andre arter, der lige præcis er tilpasset denne dynamik i naturlige økosystemer.
Konklusion: Når vi fratager udsatte dyrs mulighed for at sulte og skrante i perioder – hvad enten det er bag et hegn eller uden for et hegn – frarøver vi også essentielle processer af betydning for resten af økosystemet, nemlig følgerne af et skiftende og sæsonbetinget fødegrundlag, der i tider med fødeknaphed ændrer dyrenes græsningsadfærd og resulterer i døde dyr.
2. Dyre-etik og dyrevelfærd med og uden hegn
Det er en udbredt opfattelse, at der med et hegnet naturområde følger et særligt dyre-etisk ansvar, fordi vi med en kunstig barriere hindrer et eller flere af de største dyr i at forlade arealet. Spørgsmålet er imidlertid, hvorvidt – eller i hvilken udstrækning – dette skaber en situation, der er usammenlignelig med naturlige økosystemer?
På den ene side er mange økosystemer sådan set allerede lukkede af naturens egne ‘hegn’, f.eks. havet, idet øer også kan være umulige at forlade for en række arter. Og på den anden side er der adskillige kunstige barrierer i den almindelige danske natur i forvejen.
En stor del af vores naturområder ligger som kunstige ‘øer’ i produktionslandskaber, omgivet af landbrug og skovbrug, hvor naturgrundlaget er ensrettet og monotont, blottet for naturlige processer og med et fåtal af de arter, som de store planteædere ellers er evolutionært tilpasset et samspil med. Desuden er landskabet fragmenteret af store trafiklinjer, der helt eller delvist hæmmer dyrenes udbredelse, såvel som alle de eksisterende hegn, f.eks. motorvejshegn, naturplejehegn og hegn omkring bevoksninger, som skal holde dyr inde eller ude af hensyn til produktion og trafik.
Generelt er store planteædere med andre ord hæmmet af 1) unaturlig migration som følge af hegnede trafiklinjer og diverse produktionsbarrierer i landskabet, 2) unaturlig fødesøgningsadfærd som følge af massiv fodring af vildtet og dyrenes mulighed for at søge føde på landmandens marker, 3) unaturlig lav bestandstæthed som følge af, at produktion, byer, beboelse og trafik, der optager og fragmenterer store dele af landarealet, og 4) unaturlig indskrænkning af nøglearter, der er mere eller mindre begrænset til det eksisterende hjortevildt og de genudsatte bævere, fordi vi historisk har udryddet vildheste, urokser, elge og vildsvin nationalt eller globalt.
Dette er ikke en indvending imod hverken landbrug eller skovbrug, blot en konstatering, som er uundgåelig, når vi sammenligner vores etiske ansvar for hegn og barrierer i den almindelige natur med vores etiske ansvar for barrieren omkring vildere økosystemer bag ét ydre hegn.
Konsekvensen er altså, at vi i den almindelige natur ikke blot påtvinger store planteædere unaturlig skyhed, unaturlig migration, unaturlig fødesøgningsadfærd, unaturlig lav bestandstæthed, unaturlig indskrænkning af interagerende nøglearter, men også at økosystemerne er helt eller delvis uden naturlige processer, uden naturlig variation og uden naturlige bestandsstørrelser. På denne måde eliminerer, begrænser og homogeniserer vi levesteder i stærkt unaturlig grad og fremmer den igangværende artsuddryddelse og biodiversitetskrise.
Det giver således ikke megen mening, at der nødvendigvis skulle påhvile os et større og mere graverende ‘etisk ansvar’ for dyrevelfærden blandt de nøglearter, der genforvildes bag et hegn til et liv med så naturlig adfærd og i så naturlige økosystemer som muligt, end for de mangesidede negative effekter, som vi generelt påtvinger titusindvis af arter i den almindelige natur.
Det er naturligvis en væsentlig faktor, hvor stort eller lille det hegnede areal er. Sætter vi f.eks. 5 heste bag hegn på 100 kvadratmeter, er det ikke natur, men et bur, og der er selvsagt nul chance for naturlig adfærd eller naturlige processer. Ansvaret for alt, der sker med hestene, påhviler i dette tilfælde åbenlyst den, der har sat hegnet og hindret næsten al naturlig adfærd, bevægelse og fødesøgning. Men hvis vi taler om 50 heste på 100 hektar? Eller 1.000 heste, 500 kreaturer, 200 elge og 100 bisoner på 5.000 hektar bag ét ydre hegn? Hvornår er et areal bag hegn stort nok til, at hegnet ikke i sig selv er ekstraordinært etisk problematisk?
Konklusion: En foreløbig tommelfingerregel, som måske kan formaliseres i et fagligt skøn fra område til område, kunne bero på, hvorvidt vi bag hegnet har etableret rammer, der samlet set forringer eller forbedrer vilkårene i forhold til et sammenligneligt dansk økosystem uden for hegnet.
Lovgivning står i vejen for ådsler i dansk natur – her en udstilling i 'Dødens Tårn' ved Vildmosecenteret i Lille Vildmose om vigtigheden af døde dyr for ådselædere (foto © Rune Engelbreth Larsen).
3. Regulering af bestandsstørrelser – med eller uden økosystemfunktion
Det er vanskeligt at tale om naturlige bestandsstørrelser af nøglearter i et land, hvor 1) stort set al natur er forarmet og fragmenteret, 2) der kun er hjorte tilbage blandt de store planteædere, som historisk og funktionelt hører hjemme i vores økosystemer, og 3) der stadig er alt for få ulve til et naturligt rovdyrtryk, der kunne have en vis regulerende effekt på de store planteædere.
Dette vil i reglen indebære en form for regulering af bestandsstørrelser i de områder, vi måtte udpege til vildere og mere selvbærende natur, bl.a. ved at udskifte individer af hensyn til en mere varieret genpulje (hvis arealstørrelsen ikke muliggør tilstrækkeligt store bestande), og ved at fjerne eller bortskyde individer, fordi en manglende naturlig regulering er begrænset uden et naturligt rovdyrtryk.
Men hvordan vi regulerer, afhænger lige præcis af de grundovervejelser, vi har været inde på i de to foregående afsnit: Vælger vi at regulere ud fra et biologisk helhedsperspektiv på økosystemfunktionerne, vil det have én type implikationer, og anlægger vi et kulturelt betinget dyrevelfærdsperspektiv, vil det have andre implikationer.
3.1. Nul regulering
Bestandsstørrelser af udsatte planteædere vil alt andet lige vokse år for år, indtil der på et tidspunkt vil være for mange dyr bag et hegnet areal i forhold til det fødegrundlag, der er til rådighed. Derefter vil et antal dyr vil dø af sult, hvis der ikke gribes ind.
Større planteæderes dyretæthed i en naturzone og/eller naturnationalparker, der er etableret med henblik på vildere og mere selvbærende natur, afhænger derfor af de metoder, hvormed vi regulerer eller undlader at regulere. Nul regulering indebærer helt enkelt, at forvaltere overhovedet ikke griber ind for at undgå eller afhjælpe eventuelt sultende dyr, som derimod får lov til at lide og dø på naturnationalparkens afgrænsede præmisser.
Potentielle biodiversitetskonsekvekser af nul regulering: En omkostningseffektiv og i princippet 100 procent selvforvaltende model, hvor udsvinget i antallet af døde dyr vil variere fra år til år. Hvis større rovdyr har adgang til området i et naturligt antal, vil naturprojektet alt andet lige være ’naturligere’ end et tilsvarende område uden større rovdyr. Jo større det hegnede areal er, desto mere biodiversitetsfremmende og naturligt, jo mindre areal desto vanskeligere vil det for det første være at opnå såkaldt viable populations af de udsatte planteædere, som ville kunne klare sig uden løbende tilførsel af individer udefra, og for det andet at undgå unaturlig dødelighed relateret til en hæmmende arealstørrelse i stedet for naturlig dødelig relateret til naturens fluktuerende fødegrundlag.
I økosystemer uden et naturligt rovdyrtryk kunne nul regulering formentlig komme tættere en naturlig dyretæthed i en kombination med en simuleret prædator-regulering, idet forvaltere bortskyder et antal potentielle byttedyr ud fra et løbende skøn over, hvilken betydning et naturligt rovdyrtryk ville udøve på bestandene af planteædere i det pågældende område.
I modsætning til nul regulering indebærer de følgende metoder vekslende grader af regulering for at undgå lidende dyr i tilfælde af perioder med fødeknaphed. Der er tale om metoder, som er i brug i vekslende omfang (eller som kombinerer eksisterende metoder).
3.2. Proaktiv regulering
Forvaltere fastsætter en øvre grænse for de udsatte nøglearters bestandsstørrelser, der gøres op om vinteren. Hvert år fjernes eller bortskydes ‘overskydende’ dyr i jagttiden, og bestandsstørrelserne reguleres ned til det fastlagte maksimum (derudover tages eventuelt mistrivende dyr ud igennem hele året). Omkostningerne og kompleksiteten ved at implementere en proaktiv regulering tiltager med stigende areal- og bestandsstørrelser.
Potentielle biodiversitetskonsekvekser: Et fast mål for bestandsstørrelser begrænser dynamik og variation, fordi det hæmmer fluktuerende udsving i dyretætheden, der i naturlige økosystemer varierer i takt med et varierende fødegrundlag. Oftest fastsættes målet for den ønskede dyretæthed lavt i forhold til et givet områdes bæreevne, hvilket medfører et tilsvarende lavt græsningstryk, der kan fremme tilgroning og derved hæmme biodiversitet. Eftersom dyrene reguleres proaktivt, påvirkes de ikke – eller kun i begrænset omfang – af sæsonudsving i fødegrundlaget, og derfor presses de heller ikke til at græsse på marginale vegetationstyper, som tilfældet ville være i et naturlige økosystem.
3.3. Reaktiv regulering
I lighed med proaktiv regulering handler reaktiv regulering om at kontrollere bestandsstørrelser for at undgå lidende dyr i en periode med fødeknaphed, men metoden er en anden. Forvaltere skønner, hvorvidt et eller flere dyrs overlevelse er usandsynlig i den nærmeste fremtid, i hvilket tilfælde de bortskydes for at hindre forventede lidelser. Hensigten er at tilnærme naturlig selektion af svage dyr, men undgå sult og andre lidelser.
Sen reaktiv regulering: Forvaltere skønner hvert enkelt dyrs overlevelseschancer baseret på fastlagte tærskelværdier for dyrenes kondition og adfærdsmæssige karakteristika, og individer med ringe sandsynlighed for overlevelse bortskydes.
Tidlig reaktiv regulering: Ved siden af tærskelværdier for dyrenes kondition opstiller forvaltere også tærskelværdier for miljøspecifikke vilkår (vejr, læ, fødegrundlag), på baggrund af hvilke den eventuelle svækkelse og overlevelseschance for hvert enkelt dyr vurderes. Flere faktorer kan dermed resultere i, at et dyr tages ud under tidlig reaktiv regulering end under sen reaktiv regulering. Et dyr, der i nogenlunde kondition, der f.eks. ville forblive på arealet under sen reaktiv regulering, uanset miljøfaktorerne, ville f.eks. blive taget ud under tidlig reaktiv regulering, hvis miljøfaktorer forventes at udvikle sig kritisk. Der skal med andre ord mindre til for at bortskyde dyr under tidlig reaktiv regulering end under sen reaktiv regulering.
I lighed med proaktiv regulering tiltager omkostninger og kompleksitet med stigende areal- og bestandsstørrelser.
Potentielle biodiversitetskonsekvekser af reaktiv regulering: Det varierende fødegrundlag er bestemmende for en fluktuerende bestandsudvikling, der er naturligere end det fikserede niveau, som fastlægges i forbindelse med proaktiv regulering. Derfor fører reaktiv regulering til en tilsvarende mere varieret og naturligere græsning. Men uden sult som faktor presses dyrene ikke i samme grad som i et naturligt økosystem til at græsse på de mere marginale vegetationstyper.
3.4. Storskala-regulering
Proaktiv regulering og reaktiv regulering er de mest udbredte metoder til at kontrollere dyretætheder af nøglearter i vildere og mere selvbærende naturprojekter for at forhindre, at de overstiger bæreevnen. Reaktiv regulering sigter mod at minimere antallet af dyr, som tages ud aktivt og er alt andet lige en bedre tilnærmelse til en naturlig dyretæthed end proaktiv regulering, og sen reaktiv regulering er alt andet lige en bedre tilnærmelse end tidlig reaktiv regulering.
Metoderne har det fælles formål at minimere sult og lidelser, hvilket imidlertid i vekslende grad hæmmer en naturlig græsningsadfærd, som fremmes i naturlige økosystemer af perioder med fødeknaphed. Både proaktiv og reaktiv regulering er desto mere omkostningskrævende, jo større areal- og bestandsstørrelser.
Et alternativ til proaktiv og reaktiv regulering kunne være at lette reguleringen ved at erstatte vurderinger af dyrenes forventede kondition på individ-niveau til fordel for en regulering baseret på mindre hyppige og mere overordnede skøn af bestandenes forventede udvikling under de givne forhold (terræn, fødegrundlag, årstid m.m.). Hvor det er tidskrævende, men overskueligt at vurdere individerne i bestande på 50-100 dyr, når der er tale om arealstørrelser på 100-200 hektar, er det en helt anden og meget mere ressourcekrævende opgave, hvis vi taler om f.eks. 500-1.000 dyr på 1.000-2.000 hektar – eller flere tusind dyr på 10.000-20.000 hektar, for den sags skyld.
Her kan det blive nødvendigt at skønne bestandenes gennemsnitlige tilstand i en eller flere perioder om året, hvor fødeknapheden er udtalt, enten som følge af en ekstraordinær sommertørke, en normal og sæsonbetinget vinterfødeknaphed eller en ekstraordinært streng vinter. Forvalterne skulle i givet fald vurdere, hvor stor en del af en given bestand, der måtte forventes at kunne overleve vinteren, hvorefter en ‘overskydende’ andel bortskydes eller flyttes til et andet areal med et underskud af dyr.
Potentielle biodiversitetskonsekvekser af storskala-regulering: Bestandsstørrelser fluktuerer i kraft af varierende skøn i lighed med reaktiv regulering. Det sker imidlertid på et mere vilkårligt grundlag i forhold til, om det er de mest svækkede dyr, der bliver bortskudt eller ej – men en vis ‘vilkårlighed’ er jo også til stede i naturlige økosystemer. Formålet er at minimere (om end ikke i praksis fuldstændig at eliminere) sult som faktor for de store planteædere, hvilket i nogen grad presser dyrene til at græsse på de mere marginale vegetationstyper.
4. Konklusion
I tilfælde af en lempelse af lovgivningen kan alle metoderne i princippet forenes med det antal døde dyr og ådsler, der måtte anslås som det mest naturlige eller hensigtsmæssige. Nul regulering er den eneste model, der uundgåeligt medfører døde dyr og ådsler på arealet, men de øvrige reguleringsmodeller kan forenes med et fast eller dynamisk mål for begge dele.
Ikke blot døde dyr, men også svækkede dyr hører til et naturligt økosystem.
Den græsningsadfærd, som sult fremmer i naturlige økosystemer under fødeknaphed, begrænses i højere grad, desto mere ’konservativ’ reguleringen er. Derfor kan tærskelværdier, der ligger til grund for vurderingen af dyrenes kondition og/eller miljøfaktorerne i forbindelse med en reaktiv regulering, i princippet justeres lige så meget op eller ned, som det skønnes hensigtsmæssigt/naturligt at forhindre eller ikke forhindre dyrene i at lide sult i perioder med fødeknaphed.
Det samme er tilfældet i den skitserede storskala-regulering, hvor gennemsnitsskøn for bestandsstørrelser i forskellig udstrækning kan tilgodese vilkår og rammer i naturlige økosystemer. Der er tale om parametre, der kan skrues på – f.eks. fra et lavt dyretryk til et højt dyretryk og fra nul ådsler til mange ådsler (fra bortskudte dyr eller fra selvdøde dyr).
Tager vi afsæt i et biologisk helhedsperspektiv, der søger at tilnærme vilkårene for liv og trivsel såvel som sult og død til dyrenes evolutionært tilpassede adfærd, skal storskala-regulering ikke blot rumme mulighed for fluktuerende bestandsstørrelser i lighed med de nuværende metoder til reaktiv regulering, men også give plads til sultende og døde dyr (ådsler).
Sandsynligheden taler nok for, at vi vil se et eller andet (politisk) blandingsforhold mellem tilstræbelsen af naturlige økosystemfunktioner på den ene side og en hensyntagen til et kulturelt betinget dyrevelfærdsperspektiv på den anden side, snarere end den ene eller anden ‘rene vare’.
Rune Engelbreth Larsen (11. oktober 2019)
Tak til Aage V. Jensen Naturfond og private givere for støtte til foto-ture og udarbejdelse af manuskript