NATURZONEN.DK

Omkring en snes forskellige love kan hæmme vildere og mere selvbærende naturprojekter i hegnede områder med helårsgræssende planteædere uden tilskudsfodring og nul produktionsinteresser. I bedste fald er det i dag nødvendigt at indhente en stribe tilladelser og dispensationer fra vidt forskellige myndigheder, hvilket i nogle tilfælde kan være en årelang og meget bureaukratisk proces, af og til med et vilkårligt resultat, bl.a. fordi forskellige kommunale myndigheder ikke altid giver dispensationer ud fra fælles kriterier, men fortolker de samme bestemmelser forskelligt.

​

Eksempelvis tog det fire år og en række klage-sager at realisere projektet i Klelund Dyrehave, hvor der er udsat krondyr og vildsvin bag hegn, hvilket bl.a. krævede tilladelser i relation til jagt- og vildtforvaltningsloven og var meget udfordrende i forhold til skovloven. At sætte elge ud i Lille Vildmose indebar myndighedsbehandling efter mange forskellige dele af lovgivningen, herunder dispensationer og tilladelser relateret til fredningskendelsen, planloven, naturbeskyttelsesloven, vandløbsloven, vejloven og bekendtgørelser om opdræt, veterinærkontrol ved ind- og udførsel m.v.

 

EU-lovgivning kan naturligvis også spille ind; f.eks. skal alle kreaturer være identificerbare for at sikre sporbarheden af hensyn til både dyresundhed og fødevaresikkerhed, hvilket bl.a medfører en omstændelig og ressourcekrævende øremærkning af kreaturer, der i denne sammenhæng også indbefatter europæisk bison, og som især er overordentlig tidskrævende i storskala-forvaltning.

 

Habitatdirektivet vurderes dog ikke at stå i vejen for vildere og mere selvbærende natur, men kan være underlagt en unødvendigt rigid national fortolkning. Læs: Vildere natur: Står habitatdirektivet og Natura 2000 i vejen? Nej

 

Dertil kommer problematiske regler og bureaukrati, hvad angår støtteordninger, hvis krav ofte er skruet sammen på en måde, som står i kontrast til at fremme biodiversiteten i en optimal forvaltning og således belønner naturforarmende ‘naturpleje’. I en gennemgang af kontraproduktive bestemmelser og uhensigtsmæssigheder i de eksisterende regler konkluderer SEGES, der er et fagligt videnscenter under Landbrug & Fødevarer: 

 

om udegående dyr, at »reglerne understøtter ikke ekstensiv helårsgræsning, som ofte er den mest naturvenlige og -nære strategi«,

 

om tilskud til pleje af græs- og naturarealer, at »tilskudsordningerne motiverer en intensiv græsning, hvorimod en ekstensiv græsning oftest vil være optimal i forhold til naturværdierne (…) generelle tilskudsordninger kan ikke sikre biodiversiteten«,

 

om øremærkning af udegående dyr, at »for naturens og dyreholdernes skyld, er det bedst at have dyr gående på store sammenhængende arealer – og her kan øremærkning være en stor praktisk udfordring« (SEGES 2018).

​

I en anden analyse af muligheder, begrænsninger, fordele og ulemper ved naturpleje med græsningsdyr, der er udarbejdet af konsulentfirmaet Faunaforst til Forsvaret, vurderes det, at planloven, vejloven, vandloven og museumsloven kan være udfordringer, der dog kan håndteres, men at mange andre lovbestemmelser i vid udstrækning kan hæmme vildere og mere selvbærende græsningsprojekter, bl.a.:

 

»For potentielle fremtidige græsningsmodeller i stor skala vil projekternes karakter vanskeliggøre opfyldelse af dyreværnslovens tilsynsregler, når dyrene let kan skjule sig qua terrænernes størrelse samt deres forskellige former for vegetation. Udstrakte og ekstensive græsningsmodeller vurderes på den baggrund svært forenelige med lovens regler, medmindre alternative tilsynsmetoder end den sædvanlige visuelle på sigt kan medvirke til at løse problemstillingen.« 

​

»Der er et udtalt behov for en anden lovgivningstilgang, der betragter naturplejedyr anderledes end produktionsdyr. Græsningsdyr kan kun vanskeligt bidrage til at opfylde naturmålsætninger, når de skal håndteres på samme regelsæt som traditionel landbrugsproduktion.« (Faunaforst 2013).

​

Det mest optimale ville være at vedtage en samlet naturzone- og/eller naturnationalpark-lov om arealdisponering, der fastlægger rammerne for områder med vildere og mere selvbærende natur, hvor biodiversitet har førsteprioritet. Områderne vurderes på alle relevante parametre én gang for alle, og når en udpegning er besluttet, bør den på disse arealer overflødiggøre yderligere tilladelser og detail-dispensationer, som i dag står i vejen. 

 

I det følgende eksemplificeres og præciseres derfor den lange række uhensigtsmæssigheder i den gældende lovgivning, der er specifikt relateret til etableringen af dyrehold og arealanvendelse – og som bør revideres. Nogle af disse bestemmelser giver mening isoleret set, når vi taler om traditionel naturpleje på små arealer, men er unødigt obstruerende, når formålet er arealer med vildere og mere selvbærende natur i en naturzone eller naturnationalparker.

 

1. Græsning generelt

 

Naturbeskyttelsesloven

 

»Tiltag, der foregår i internationale naturbeskyttelsesområder, eller som falder ind under naturbeskyttelses-, miljø-, kystbeskyttelses- eller planlovgivningen, skal meddeles til og tillades af kommunalbestyrelsen« med henblik på en vurdering af virkningen på området under hensyntagen til områdets bevaringsmålsætninger«. (§ 19 b). Af bilagsmaterialet til loven fremgår det, at sådanne tiltag f.eks. kan bestå i: »Væsentlig ændring inden for kort tid i græsningsintensitet, herunder ophør med græsning eller høslet.« (Bilag 2.9).

 

Anbefaling: Det bør fremgå af naturbeskyttelsesloven eller i bedste fald af en særskilt naturzone- eller naturnationalpark-lov, at ændringer i græsningsintensiteten i udpegede områder, hvor der tilstræbes vildere og mere dynamisk natur, ikke indebærer yderligere tilladelse fra myndigheder.

 

2. Græsning i skovnatur

 

Naturbeskyttelsesloven

 

»Offentlighedens adgang må ikke forhindres eller vanskeliggøres. Der må ikke opsættes usædvanlige hegn omkring skove.« (§ 23 stk. 2).

 

Skovloven

 

Om fredskovspligtige arealer: »Arealet skal holdes bevokset med træer, der danner, eller som inden for et rimeligt tidsrum vil danne, sluttet skov af højstammede træer.« (§ 8, nr. 1).

 

»Dyrehold er forbudt. Forbuddet gælder dog ikke på arealer, der lovligt kan holdes uden træbevoksning, jf. § 10.« (§ 8, nr. 4).

 

»Stævningsdrift og skovgræsning må tilsammen omfatte op til 10 pct. af arealet. Hegning til skovgræsning må ikke forringe mulighederne for offentlig færdsel og ophold.« (§ 9, nr. 1).

 

»Åbne naturarealer kan etableres på op til 10 pct. af arealet. Der kan etableres 10 pct. ud over de arealer, der ved lovens ikrafttræden lovligt var uden træbevoksning.« (§ 10, nr. 4).

 

Skovloven har ikke som førsteprioritet at beskytte skovens natur og biodiversitet, men derimod at gavne skovdriften, idet de primære formål er at »fremme opbygningen af robuste skove« og »sikre skovens produktion«. Dernæst nævnes formål relateret til biodiversiteten: at »bevare og øge skovenes biologiske mangfoldighed« (§ 1, stk. 3). I forhold til de offentligt ejede skove hedder det dog specifikt, at der skal »lægges særlig vægt på de hensyn«, der har at gøre med biologisk mangfoldighed, kulturhistorie, miljøbeskyttelse og friluftsliv. (§ 2, stk. 1).

 

Når »særlige grunde« taler for det (§ 38), kan miljø- og fødevareministeren dispensere fra bestemmelserne i § 10. En mulighed for dispensation er etableringen af dyrehaver, som imidlertid er en bureaukratisk affære, hvor praksis er defineret af Naturstyrelsen i et notat fra 22. marts 2007 (J.nr. SNS-320-00006):

 

Behandling efter skovloven om tilladelse til nye dyrehaver for at fremme biodiversiteten

 

Her kan man bl.a. læse: »Som noget nyt forudsættes det, at der i praksis fremover også skal kunne gives dispensation til nye dyrehaver, som etableres for at fremme biodiversiteten.« I modsætning til skovlovens regler om skovgræsning med husdyr foregår græsningen i biodiversitetsdyrehaver med vildt, der skal efterleve retningslinjerne i dette notat, bl.a.:

 

•   Dyrehavedriften skal dokumentere øget biodiversitet efter 10 år

•   Arealet må ikke miste sit præg af skov

•   Offentligheden skal sikres adgang

•   En løbende revurdering af vilkårene

 

Derudover skal en forvaltningplan indeholde en lang række specifikke målsætninger, som primært fastholder naturen i en statisk tilstand, der står i kontrast til faglige anbefalinger om fremme af biodiversiteten i almindelighed og til vildere og mere selvbærende natur i særdeleshed, bl.a.:

 

En beskrivelse af, »hvilke skovarealer der skal bevares, hvilke arealer der skal udvikle sig til varieret græsningsskov, egentlige åbne græsningsarealer, fodermarker« og »eventuelt fastsættelse af vilkår om maksimal vinterbestand, næringsstoftilførsel«. Endvidere gives »mulighed for at anvende tilskudsfodring indenfor skovens nuværende udstrækning, inklusive dyrkning af tilskudsfoder på ikke gødede åbne arealer som marker, enge mv., der hører til skoven.«

 

Anbefaling: Det bør fremgå af naturbeskyttelsesloven og skovloven eller i bedste fald af en særskilt naturzone- eller naturnationalpark-lov, at udpegede områder, hvor der tilstræbes vildere og mere dynamisk natur, tillader hegn med låger og andre adgangsbefordrende indgange såvel som skovgræsning på hele arealet og en generelt dynamisk naturudvikling uden yderligere krav om dispensationer. Det bør ikke være være nødvendigt at ansøge om etableringen af en dyrehave med biodiversitet frem for jagt som hovedformål, idet de gældende krav i vid udstrækning hæmmer eller ligefrem hindrer naturlig dynamik i vildere natur.

 

3. Græsning i klitnatur

 

Naturbeskyttelsesloven

 

Om klitfredede arealer fremgår det af naturbeskyttelsesloven: »Der må ikke foretages ændringer i tilstanden af klitfredede områder.« (§ 8, stk. 1). Det indebærer bl.a., at der ikke må »etableres hegn«, og »ikke afgræsses«, medmindre der er tale om »landbrugsmæssig drift« (§ 8 a, nr. 2). Dog kan miljøministeren »i særlige tilfælde gøre undtagelse fra bestemmelserne« (§ 65 b, stk. 1).

 

Bekendtgørelse om klitfredning

 

Udover ovennævnte forbud i naturbeskyttelsesloven forbyder bekendtgørelse om klitfredning bl.a. at »fjerne eller beskadige træer, planter eller indretninger, der tjener til sandflugtens dæmpning« (§ 1, stk. 1 nr. 1) og at »færdes med heste uden for lovligt anlagte veje« (§ 1, stk. 1 nr. 6). Medmindre Naturstyrelsen gør »undtagelse fra forbuddene« (§ 4, stk. 1).

 

Anbefaling: Det bør fremgå af bekendtgørelse om klitfredning såvel som naturbeskyttelsesloven eller i bedste fald af en naturzone- eller naturnationalpark-lov, at udpegede områder altid tillader fri kystdynamik, hegn og helårsgræsning uden yderligere krav om dispensation, hvor arealets primærhensyn er biodiversitet. Eftersom klitnatur af afgørende betydning for kystbeskyttelsen (eller med risiko for alvorlig sandflugt) næppe kan indgå i en naturzone eller naturnationalparker, kan de eksisterende regler bevares på de fleste arealer.

 

4. Græsning ved vandløb

 

Vandløbsloven

 

»Benyttes arealer ved vandløb til græsning for løsgående husdyr, kan vandløbsmyndigheden påbyde, at bredejerne anbringer og vedligeholder forsvarligt hegn, og at vandingssteder skal graves uden for vandløbets profil og frahegnes dette.« (§ 29, stk. 1).

 

I dag skal man ansøge kommunen om dispensation, hvilket indebærer en vis vilkårlighed. F.eks. er der nogle kommunale myndigheder, der ikke ser problemer ved græssende dyr langs vandløb, mens andre kræver frahegning.

 

Anbefaling: Det bør fremgå af vandløbsloven eller i bedste fald af en naturzone- eller naturnationalpark-lov, at udpegede områder, hvor der tilstræbes vildere og mere dynamisk natur, tillader græsning langs vandløb uden yderligere krav om dispensationer.

 

5. Øremærkning

 

Bekendtgørelse om mærkning, registrering og flytning af kvæg, svin, får eller geder

 

»Ejeren eller brugeren af en kvægbesætning skal sikre, at kvæg til stadighed er forsynet med ét øremærke og ét elektronisk øremærke til kvæg, ét i hvert øre …« (§ 2, stk. 1)

 

»Øremærkning af bisonokser (slægten Bison) skal være foretaget senest ni måneder efter fødslen. Bisonkalve, der fjernes fra deres mødre inden ni måneder efter fødslen, eller som føres fra oprindelsesbesætningen inden ni måneder efter fødslen, skal være mærket …« (§ 3, stk. 2)

 

Fødevarestyrelsen kan dispensere for øremærkning af kalve, »der afgræsser områder godkendt til naturpleje«, i op til seks måneder efter fødslen (§ 3, stk. 4). Der er dog andre muligheder for at dispensere ifølge EU-lovgivning med en lang og kringlet titel:

 

Forordning 644/2005 af 27. april 2005 om tilladelse til en særlig identifikationsordning for kvæg, der af kulturelle og historiske årsager holdes på godkendte bedrifter, som fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1760/2000’ (artikel 1 og 2)

 

Ifølge EU-forordningen skal alle kreaturer være identificerbare, men der kan dispenseres fra øremærket, hvis kvæg »af kulturelle og historiske årsager holdes på bedrifter«. I så tilfælde er det heller »ikke obligatorisk at anbringe de godkendte øremærker på dyr, der er født på bedriften«.

 

Fødevarestyrelsen vurderer således, at betegnelsen »kvæg« dækker over arter i underfamilien Bovinae (herunder arter i slægten bison), og derfor er europæisk bison fritaget fra øremærker i Bisonskoven på Bornholm og i Tofte Skov, hvor øremærkerne undtagelsesvis erstattes af chipmærker.

 

Bemærkning: Øremærkerne blev opfundet som et middel til at spore kogalskab, men er vokset til et bureaukratisk kompleks, der bruges på mange andre dyr end kvæg, også europæisk bison. Meget tyder imidlertid på, at der kommer en ny EU-dyresundhedslov i 2021, som giver bedre dispensationsmuligheder for hegnede bisoner, der fremover slipper fra mærkning, medmindre de flyttes fra det område, de opholder sig i. 

​

På baggrund af det forventede indhold af EU's nye sundhedslov har Fødevarestyrelsen taget lidt forskud til glæde for bisonerne (og projekterne) i Bisonskoven og Tofte Skov, idet kalve, der fremadrettet fødes inden for disse hegninger, er blevet fritaget for enhver form for mærkning indtil den dag, hvor de måtte forlade områderne døde eller levende. I forvejen har dyrene som nævnt dispensation, hvorfor de ældre dyr begge steder kun bærer usynlig chipmærkning, men takket være den kommende EU-sundhedslov undslipper både unge og gamle dyr altså for mærkning, så længe de forbliver en del af de pågældende projekter.

​

Og hvis EU lemper som forventet reglerne for øremærkning, forsvinder en del bureaukrati og praktisk arbejde, der især er besværligt i storskala-projekter med varieret terræn, hvis alle kalve skal findes, fanges og øremærkes. Det ser dog ikke ud til, at fritagelsen for øremærkning også kommer til at gælde for kvæg, hvorfor bison formentlig får en fordel i forhold til udsætninger i vildere og mere selvbærende naturområder.

 

6. Tilskudsfodring og læskur

 

Dyreværnsloven

 

»Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.« (§ 2)

 

Bekendtgørelse af lov om hold af heste

 

»Den ansvarlige for et hestehold skal sikre, at heste, som går ude i vinterperioden og i perioder med vinterlignende vejr, kun er ude i mere end 12 timer i døgnet, hvis de har udviklet et kraftigt og tæt hårlag og er ved godt huld og har adgang til læskur eller bygning, hvor alle dyr samtidig kan hvile på et tørt, strøet leje.« (§ 19, stk. 1). Men kravene til udegående heste nuanceres andetsteds i lovgivningen:

 

Bekendtgørelse om udegående heste

 

»Islandsheste, konik-heste, przewalski-heste, exmoor ponyer og shetlandsponyer kan uanset § 19 i lov om hold af heste holdes ude i vinterperioden og i perioder med vinterlignende vejr i mere end 12 timer i døgnet uden adgang til læskur eller bygning, hvor alle dyr samtidig kan hvile på et tørt, strøet leje, hvis de holdes på meget store arealer, 1) hvor naturlige forhold, som tæt beplantning, lavninger eller lignende, yder hestene en høj grad af både læ og beskyttelse mod nedbør, og 2) hvor der findes et tørt, strøet lejeareal med en veldrænet bund som f.eks. et tykt lag grannåle.« (§ 1)

 

Det betyder, at vildere og mere selvbærende naturprojekter allerede i dag kan slippe for læskure til vildheste (utæmmede heste, der lever uden tilskudsfodring hele året), hvis og såfremt natur- og terrænforhold taler for det. Problemet er imidlertid, at lovtekstens krav om »tørt leje« fortolkes meget restriktivt, hvorfor der alligevel kan kræves læskure på arealer, hvor det ikke er nødvendigt, fordi hestene alligevel ikke benytter dem.

 

Anbefaling: Det bør fremgå af bekendtgørelse af lov og hold af heste såvel som dyreværnsloven eller i bedste fald af en naturzone- eller naturnationalpark-lov, at udpegede områder med vildere og mere dynamisk natur er fritaget krav om, at dyrene »huses«, hvis natur- og terrænforhold i sig selv giver tilstrækkeligt læ. Endvidere bør dyrene fritages for krav om fodring, idet bestandsstørrelser bl.a. bestemmes af rovdyrs prædation og det tilstedeværende fødegrundlag, der svinger år for år i naturlige økosystemer, og som kan tilstræbes gennem en regulering, der i forskellig udstrækning kompenserer for manglen på en naturlig rovdyrtæthed.

 

7. Kloveftersyn

 

Bekendtgørelse af lov om hold af malkekvæg og afkom af malkekvæg

 

»Kloveftersyn på kreaturer over 12 måneder skal ske efter behov, dog mindst to gange årligt. Ungdyr, der har adgang til ustrøede arealer, skal kun efterses efter behov. Klovbehandling og -beskæring skal ske efter behov.« (§ 11, stk. 1)

 

Dog: »Miljø- og fødevareministeren kan i særlige tilfælde helt eller delvis undtage bedrifter eller kreaturer fra loven.« (§ 1, stk. 3)

 

Anbefaling: Det bør fremgå af bekendtgørelse af lov om hold af malkekvæg og afkom af malkekvæg eller i bedste fald af en naturzone- eller naturnationalpark-lov, at udpegede områder, hvor der tilstræbes vildere og mere dynamisk natur, er undtaget fra kloveftersyn.

 

8. Udsætning af elg

 

Bekendtgørelse om opdræt af hjortedyr

 

»I en indhegning med hjortedyr må kun holdes krondyr og dådyr.« (§ 6, stk. 1).

 

»… Belægningsgraden må dog højst være det maksimalt tilladte antal dyreenheder, der fremgår af Miljø- og Fødevareministeriets bestemmelser om erhvervsmæssigt dyrehold, husdyrgødning, ensilage m.v.« (§ 7, stk. 1).

 

»Hjortedyr skal mærkes i forbindelse med fravænning og senest inden udgangen af april måned det år, dyrene bliver et år gamle. Mærkningen skal ske med eet plasticøremærke …« (§ 14, stk. 1-2).

 

»Hjortedyr betragtes som husdyr, så længe de er i menneskelig varetægt.« (§ 17, stk. 1).

 

Dog: Muligheden for andre hjorte muliggøres ifølge § 6, stk. 2, der henviser til lov om hjortehold (lov nr. 224 af 22. april 1987): »Landbrugsministeren kan i særlige tilfælde tillade hold af hjortedyr af andre arter end krondyr og dådyr og af krydsninger af krondyr med andre arter.« (§ 4, stk. 2).

 

En indhegning med hjortedyr kan endvidere fritages helt eller delvist fra reglerne i bekendtgørelsen, hvis betingelserne i bilag 1 er opfyldt: Indhegningen skal 1) være over 50 hektar, 2) rumme en vinterbestand af krondyr og dådyr, som ikke overstiger henholdsvis 2 og 4 pr. hektar, 3) primært have rekreative eller jagtmæssige formål, og 4) ikke drives med henblik på kødproduktion eller salg af levende hjortedyr.

 

Bekendtgørelse om tilladelse til opdræt af visse dyrearter

 

»Landbrugsmæssigt opdræt af dyrearter, der ikke traditionelt holdes som husdyr i Danmark, må ikke etableres, førend der er meddelt tilladelse hertil fra Veterinærdirektoratet.« (§ 1, stk. 1).

 

Anbefaling: Det bør fremgå af bekendtgørelse om opdræt af hjortedyr eller i bedste fald af en naturzone- eller naturnationalpark-lov, at der i udpegede områder, hvor der tilstræbes vildere og mere dynamisk natur, kan udsættes elg blandt øvrige hjorte uden yderligere tilladelser fra Veterinærdirektoratet eller andre myndigheder, og at loftet over dyretætheden ikke er bestemt i forhold til »erhvervsmæssige dyrehold« osv., men i forhold til en faglig vurdering af områdets fødegrundlag eller naturlig dyretæthed.

 

9. Dagligt tilsyn

 

Dyreværnsloven

 

»Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at dyret tilses mindst en gang om dagen. Dette gælder dog ikke fritgående dyr på græs eller lignende. Sådanne dyr skal dog tilses jævnligt.« (§ 3, stk. 3).

 

Bekendtgørelse af lov om hold af heste

 

»Enhver, der holder hest, skal sørge for, at hesten tilses mindst én gang om dagen.« (§ 23, stk. 1).

 

Hestehold kan dog undtages fra samme lov: »Miljø- og fødevareministeren kan i særlige tilfælde helt eller delvis undtage visse hestehold fra loven.« (§ 1, stk. 3)

 

I dag er der en vis modstrid mellem bekendtgørelse af lov om heste og dyreværnsloven, idet førstnævnte kræver dagligt tilsyn af heste (et krav, som ministeren kan dispensere fra), mens dyreværnsloven nøjes med »jævnligt« tilsyn af »fritgående dyr«, hvor der tilsyneladende ikke er nogen dispensationsmulighed.

 

Anbefaling: Det bør fremgå af bekendtgørelse om lov og hold af heste såvel som dyreværnsloven eller i bedste fald af en naturzone- eller naturnationalpark-lov, at udpegede områder, hvor der tilstræbes vildere og mere dynamisk natur, er fritaget for tilsynspligt af dyr mere end én gang om måneden i vinterhalvåret.