NATURZONEN.DK

Den historiske vildhest og alle nutidens tamheste er samme art, og robuste heste har i århundreder levet vildt i naturen året rundt – det sker igen med genkomsten af vildhestens vigtige og alsidige funktioner i vor tids økosystemer …

 

1. Vildhestens omtumlede og omdiskuterede historie

​

Det latinske slægtsnavn Equus betyder slet og ret ”hest” og omfatter udover heste også æsler og zebraer. Inden for biologien kalder man en gruppe af flere nærtstående arter for en slægt, og blandt denne slægts æsler og zebraer skelnes der desuden mellem flere arter og underarter. Derimod er der formentlig kun én nulevende hesteart i slægten, om end den efterhånden er avlet i hundreder af forskellige retninger.

​

Før mennesket begyndte at avle på hesten, har den dog også haft en varieret fremtoning, hvilket vi f.eks. kan se på hulebilleder af stenalderens vildheste, der ikke alene er afbildet med brunlig og sort pels, men i sjældnere tilfælde endog med hvid pels og sorte ”leopard-pletter”. I dag kan DNA-studier af vildheste-knogler afsløre, at stenalderkunstnerne ikke blot skabte disse plettede heste ud af fri fantasi, men på baggrund af naturtro iagttagelser af (Pruvost m.fl. 2011). Og det er ikke alene farverne, der er naturtro, men også i andre henseender er mange af stenalderens hulebilleder særdeles naturalistiske. En sammenlignende analyse af tusind kunstværker fra både forhistorisk og moderne tid viser, at stenalderkunstnerne faktisk er mere præcise i deres fremstilling af hestenes positioner under bevægelse end de moderne kunstnere (Horvath m.fl. 2012).

​

Hulebilleder er med andre ord ikke nogen dårlig kilde til at studere flere af datidens store dyr, og det gælder i særdeleshed vildhesten, som stenalderkunstnere er særligt optaget af. Vildhesten indtager nemlig den mest fremtrædende position blandt alle de dyr, der er afbildet på hulebilleder igennem adskillige årtusinder, idet den optræder på næsten 30 procent af de mere end 4.700 dyreafbildninger, der i dag er systematisk katalogiseret, begyndende for 30.000 år siden og frem til istidens afslutning for 12.000 år siden (Sauvet 2019). Og vildhestens kolossale popularitet afspejler ikke blot dens betydning som jagtbytte, eftersom rensdyr – der var en langt vigtigere ressource end heste – kun optræder på knap 4 procent af afbildningerne. Arkæologen Georges Sauvet, der har analyseret de mange hulebilleder, peger på, at vildhesten må have været i toppen af et hierarkisk "dyre-panteon" (ibid.).

​

Det er selvfølgelig svært at sige, om noget tilsvarende har gjort sig gældende på vores breddegrader. Af naturlige årsager er der ikke megen hulekunst at finde inden for Danmarks grænser, og de første mennesker kommer først til landet for ca. 14.000 år siden. Men de indvandrere, der gradvis har spredt sig nordpå i datidens Europa, har selvfølgelig også bragt ideer, teknikker og traditioner med sig, hvorfor vildhesten formentlig har haft en tilsvarende høj status blandt stenalderjægere hertillands.

​

Trods den store og meget tidlige interesse for vildhesten bliver den forholdsvis sent domesticeret, og den proces er der modstridende og foranderlige svar på, ligesom der heller ikke er fuldstændig enighed om, hvornår (eller hvorvidt) vildhesten egentlig er uddød. 1900-tallets naturforskere har ofte identificeret den med Tarpanen, hvoraf den sidste uddøde i en russisk zoologisk have i 1909, men i dag er de fleste enige om, at den ikke var en oprindelig vildhest.

​

En anden og måske mere oplagt kandidat til positionen som ’ægte’ vildhest er Przewalski-hesten (udtales shi-valski), opkaldt efter den russiske geograf Nikoláj Przjeválskij, som 'opdagede' den i 1878 på en ekspedition i Mongoliet. Przewalski-hesten er formentlig identisk med den hest, der i Mongoliet var (og er) kendt under navnet Takhi (”ånd” eller ”åndelig”), og som bliver set for sidste gang i det fri i 1969. I modsætning til Tarpanen overlever Takhien dog på et hængende mulehår, og det lykkes at basere et systematisk avlsarbejde på blot 12 Takhier i zoologiske haver. I 2021 nærmer den globale bestand sig 2.500, hvoraf langt hovedparten er udsat i naturområder eller zoologiske haver i Europa og Asien, men også lever i større bestande i Ukraine, Rusland, Frankrig og Ungarn (Kerekes m.fl. 2021).

​

Når Takhien er særligt interessant i bestræbelserne på at komme den historiske vildhest nærmere, skyldes det bl.a., at den adskiller sig fra samtlige andre heste ved at have 33 kromosompar i stedet for 32. Takhiens slægtslinje udskilles således fra de øvrige heste for omtrent 45.000 år siden, hvorfor den kan gøre krav på sit eget kapitel i hestens udviklingshistorie (Sarkissian m.fl. 2015). Det betyder dog ikke, at den har levet i isolerede naturlandskaber som en uberørt vildhest lige siden – for på et tidspunkt kommer tamhesten ind i billedet og forårsager radikale forandringer i hesteverdenen.

​

Det antages, at de første vildheste bliver domesticeret af den centralasiatiske Botai-kultur omkr. 3500 f.v.t. Omfattende DNA-analyser af fossiler tyder dog på, at heller ikke Takhien er en vildhest, der undslipper domesticeringen, men at de nulevende Takhier stammer fra Botai-kulturens tamheste (Gaunitz 2018 m.fl.). Samme studie peger imidlertid også overraskende på, at nutidens tamheste ikke stammer fra Botai-kulturens domesticerede heste, men derimod fra en noget senere domesticering, der først finder sted i det vestlige Eurasien omkr. 2.200-2.000 f.v.t. Denne domesticering kaldes derfor DOM2, second domestication (”den anden domesticering”), og det er den, der gør den store forskel i hestens videre historie.

​

DNA-analyser i et efterfølgende studie viser således, at der stadig var en meget stor genetisk variation blandt hestene i både Europa og Asien før denne anden domesticering, hvorefter variationen aftager rasende hurtigt, hvilket viser, hvor effektivt man har fremavlet (og spredt) specifikke heste-egenskaber (Librado m.fl. 2021). Faktisk er den anden domesticering så gennemgribende, at Eurasiens oprindelige hestebestande stort set erstattes overalt af de meget mere homogene tamheste omkr. 1.500-1.000 f.v.t.

​

Dette studie kaster også nyt lys over Tarpanen, der tilsyneladende er en blanding af heste, som både er nært beslægtede med de domesticerede Botai-heste og med europæiske vildheste, som levede før den anden domesticering. På linje med andre domesticerede heste har Tarpaner dog ofte levet i og af naturen som vilde heste, fordi det oprindelig har været helt almindeligt at lade tamheste gå i det fri året rundt og så hente nogle heste ”hjem”, når der var behov for det. Som vi skal vende tilbage til, har dette f.eks. været fast praksis i Danmark helt frem til begyndelsen af 1800-tallet.

​

I denne sammenhæng er det korte af det lange, at hverken Tarpanen eller Tahkien er den oprindelige vildhest, men at de ifølge det nævnte studie heller ikke stammer fra samme domesticerede population som de moderne tamheste.

​

Det bør dog også nævnes, at nogle er uenige i, at Takhien (Przewalski-hesten) ikke er en oprindelig vildhest. En anden analyse af hesteknoglerne fra Botai-kulturen peger således på, at der måske alligevel ikke er tale om domesticerede heste, men derimod om indfangede vildheste, som man ikke har avlet på, men blot holdt som en kødressource (Taylor m.fl. 2021).

​

Men hvad enten Tahkien stammer fra domesticerede heste, der er blevet avlet på allerede i Botai-kulturen, eller om den er en oprindelig vildhest, har den ligesom Tarpanen udvekslet gener med tamheste i løbet af de foregående årtusinder. Et review af forskningsfeltet konstaterer således, at selv om hverken Tarpanen og Takhien skulle stamme fra den samme bestand af domesticerede heste som de moderne tamheste, kan de ikke have undgået at udveksle gener på tværs: “In view of both horse behavior and of the numerous human migrations across Eurasia in the last five millennia, it seems unlikely that wild horses could have avoided contact with their domestic counterparts. There is also a very low probability that they have preserved their pristine wildness until the end of the eighteenth century without substantial gene flow from the domestic stock or from feral individuals.” (Lovász m.fl. 2021).

​

Efter at mennesket begynder at fremavle særegne hesteegenskaber, der bl.a. favoriserer en stærkere ryg og en større omgængelighed, der gør hestene mere anvendelige som arbejds- og rideheste, er der dog også tamheste, som efterfølgende genforvildes, enten fordi de undslipper fangenskab eller bevidst sættes ud i naturen. Forskellen på vildheste og tamheste er så lille, at det kan være vanskeligt at skelne imellem fossile fund uden DNA-analyser. Trods den lange og varierede avlshistorik er vor tids tamheste og de genforvildede heste således stadig af samme art som den oprindelige vildhest – det gælder Takhier og Tarpaner, Shetlandsponyer såvel som Exmoor-ponyer og Fuldblodsarabere såvel som den lille Falabella – men nogle heste har naturligvis bevaret flere af vildhestens historiske egenskaber end andre.

​

Vender vi blikket mere specifikt mod vores egne breddegrader, går hestens kulturhistorie også her langt længere tilbage end til domesticeringen. Det tidligste fossile spor af vildhest herhjemme er et fragment af et skinneben, der er fundet i en grusgrav nær Vojens og stammer fra istiden for mellem 41.500 år og 44.600 år siden. Der levede med andre ord vildheste under istidens isfri periode, der kaldes Sandnes Mildningen (Aaris-Sørensen 2016: 105ff), men under isens senere fremstød fortrækker de til sydligere og varmere himmelstrøg. Først i slutningen af istiden dukker de atter op i en varmeperiode for omkr. 13.500 år siden og bliver her et årtusinds tid, før de igen drager sydpå, da der skrues op for kulden under istidens slutspurt.

​

Umiddelbart efter istidens afslutning genindvandrer vildhesten atter på linje med mange andre arter, og tilsyneladende er den her igen omtrent et årtusind, før den forsvinder i en længere periode igen-igen. Og vildhestens ’svingdørs’-mønster gentager sig en sidste gang for seks tusind år siden, da den genindvandrer i endnu et årtusind, før det er endegyldigt slut (Ibid.: 217f).

​

De sidste spor af ’danske’ vildheste har vi fra et fund ved Ginnerup på Djursland, hvor en ”forbavsende stor” andel af hesteknogler påviser, at der omkr. 3000 f.v.t. må have været flere vildheste herhjemme end hidtil antaget (Klassen m.fl. 2020). Formentlig er der tale om en periode i bondestenalderen, hvor nomadisk levevis atter vinder frem i Nordvestjylland, og hvor Djurslands befolkning en overgang genoptager tilværelsen som jægere og samlere – der er med andre ord også lidt ’svingdør’ over vores jyske forfædres historie (Funch 2021). Men det betyder også, at det er nogle af vores sidste ikke-domesticerede heste, der galopperer rundt på Djursland et årtusind før den anden domesticering finder sted i det vestlige Eurasien.

​

Det er et kringlet forløb, men som vi siden skal se, er hestens natur- og kulturhistoriske baggrund relevant for forståelsen af, hvorfor det giver god mening at udsætte heste i danske naturområder i dag. Og på en måde er vildhesten egentlig ikke uddød, blot domesticeret – vi har tæmmet den og i vekslende grad fremavlet kulturbestemte egenskaber på bekostning af naturbestemte egenskaber. Men som allerede nævnt betyder det ikke, at nutidens tamheste er blevet til en anden art end vildhesten, ligesom det heller ikke betyder, at vildhestens oprindelige egenskaber er helt forsvundet.

​

2. Vildhestens og tamhestens natur- og kulturhistoriske roller

​

Tamhesten viser sin nytte inden for en hel vifte af funktioner som arbejdshest såvel som transportmiddel. Det sidste gælder også som nøglefaktor i oldtidens oprustning, forspændt de egyptiske, mesopotamiske og hittitiske stridsvogne i kampen om dominans i Nærorienten, mens vi herhjemme befinder os i bondestenalderen og begyndelsen af bronzealderen, hvor tamhesten kun lige begynder at indfinde sig.

​

Landskaberne på vores breddegrader er formentlig hesteløse fra de sidste vildhestes forsvinden på Djursland omkr. 3.000 f.v.t. til tamhestens indførsel omkr. 1.600 f.v.t., men til gengæld varer det ikke længe, før den også rider lige ind i datidens åndelige univers. Senest omkr. 1400 f.v.t. dukker de nordiske bronzealder-rageknive op med et kunstfærdigt greb, der ofte ender i et hestehoved og danner mode, og selv om formålet er dekorativt, peger det utvivlsomt også i retning af hestens kosmologiske eller kultiske betydning. Og den betydning finder vi ikke mindst udtryk i et af bronzealderens allersmukkeste og mest berømte artefakter herhjemme, Solvognen, der ikke er meget yngre end hestens genkomst i form af tamhesten.

​

Solvognen stammer fra omkr. 1350 f.v.t. og er fundet i Trundholm Mose i Nordvestsjælland i 1902, men den kompletteres et århundred senere, da det i 1998 lykkes at finde yderligere 26 dele af puslespillet. Den danske arkæolog Flemming Kaul har stykket en overbevisende fælles-nordisk bronzealder-mytologi sammen om 'solens rejse' på baggrund af over 400 bronzealder-genstande, heriblandt knive, halsringe og ikke mindst rageknive, hvoriblandt solvognen og solskibe også spiller en essentiel rolle (Kaul 1999). Påfaldende nok er det også omkr. 1400 f.v.t., at helleristningernes skibsstævninger som noget nyt begynder at få fremadvendte hestehoveder, først i Sydskandinavien, siden i Mellemsverige og langt op i Norge (Kaul 2014).

​

Tidligere er tamhesten også blevet tolket ind i en krigerklasses mandlige status-sfære som symbol på den tæmmede natur, men forskere har i stigende grad påpeget sammenhængen mellem kvinden og heste- og vognudstyr i de mange offernedlæggelser med kvindelige genstande fra yngre bronzealder. I en gravhøj ved Bevtoft nær Haderslev er der f.eks. fundet en stenkiste med gravlagte kvindeknogler og forskelligt hesteudstyr (heriblandt nogle af Nordens ældste bidselstænger), formentlig fra ca. 1100-900 f.v.t. Den gravlagte kvinde har været iført et snoreskørt med lodrette uldsnore, påsat små bronzerør, der har glimtet gyldent i sollyset, muligvis i rituelt øjemed.

Ifølge arkæologen Jeanette Varberg skriver graven sig ind i et mønster, der tyder på, at heste overvejende var knyttet til den kvindelige sfære i bronzealdersamfundets kult, og at kvinder især spillede en fremtrædende kultisk rolle i yngre bronzealder (Varberg 2009). Anderledes, men ikke mindre fremtrædende kosmologisk betydning har heste i senere nordisk mytologi. Verdenstræet Yggdrasil er f.eks. ikke 'blot' et træ, men kan forunderligt nok også anskues som Odins hest, eftersom Ygg er et af Odins mange navne (Grímnismál 53-54), og drasill betyder "ganger" (hest), hvorved selve træet faciliterer transporten imellem verdener. Når aserne skal mødes og holde rådslagning ved verdenstræet, rider de også på navngivne hingste (Grímnismál 30), om end ingen af dem naturligvis er så berømte som Sleipner, Odins ottebenede hingst.

​

Sleipner er i øvrigt kommet ret usædvanligt til verden som et føl, født af Loke i skikkelse af en hoppe, der blev bedækket af jætte-hingsten Svaðilfari – hvilket ikke alene illustrerer, hvor underfundig og underholdende nordisk mytologi er, men selvfølgelig også atter fremhæver betydningen af hesten i vikingetiden.

​

Gennem årtusinder har enten vildhesten eller tamhesten altså været vigtig i vores fjerne forfædres kultiske og kosmologiske univers, men efter vikingetiden er det ved at være slut med disse roller, og det er stort set alene nyttefunktionen som transportmiddel og arbejdsdyr, der tegner hestens kulturhistorie i det seneste årtusind.

Heste er imidlertid ikke billige at have på kost, og bønderne sætter heste og andre husdyr ud i skovene, i klitnaturen eller på store fælles overdrev, hvor de lever af det, som naturen tilbyder dem – ligesom vildhestene har gjort det historisk. Den danske kulturhistoriker Hugo Matthiesen skriver f.eks. på baggrund af de tilgængelige kilder, at Midtsjællands skovland tidligere kunne karakteriseres som ”en slags Stutteri for vilde Heste”, og fortsætter:

 

"Paa alle større Skovstrøg ― frem for alt paa Sjælland ― holdt Bønderne en urimelig Mængde Smaaheste, de saakaldte Udgangsøg, som Aaret rundt færdedes frit omkring og bjergede sig Føden, som de bedst kunde ― ligesom Hjorte og Raadyr. (…) En Forstmand undrede sig ved selv i den strenge Vinter 1802-03 at se de smaa 'Kulsvierheste' i Flokke fare gennem Nordsjællands nøgne Skove; thi der fandtes dem i den haardføre Skare, som – 'midt under Vinterens Is og Sne, uden anden Føde end det gamle, visne Græs, de opskrabede under Snebedækningen, og Knopperne af Træplanter, aldeles ikke fremstillede et Billede af Sult og vort Nordens Vinterkulde'. For Skoven var disse Øg, der stundom gik under Navne som 'Vildsmakker', slemme gæster at have paa Kost, og St. St. Blicher fortæller, at han i sine unge Dage ofte havde været Vidne til, hvorledes de laadne, rødlige Smaaheste i Lysgaard Herreds Skove rejste sig paa Bagbenene med Forfødderne op mod Træstammerne for bedre at afgnave Knopper og Spring." (Matthiesen 1942: 46f).

​

På den ene side er det en god ’handel’ for bonden såvel som naturen. Bondens heste får gratis mad, og tamhestene tilfører naturen den dynamik, der ellers ville være helt forsvundet med vildhestene. På den anden sider er imidlertid også en ’handel’, hvor naturgevinsten bogstavelig talt kan blive ædt op af overgræsning.

​

I takt med at antallet af husdyr tiltager, overskrider man også flere steder det antal dyr, der naturligt ville have været plads til fra naturens hånd, hvorved f.eks. hestene æder mere, end godt er. I skovene bliver underskovens opvækst stærkt begrænset af de mange husdyr, og i tilknytning til den omsiggribende indsamling af brændsel og materiale til gærder hæmmes skovenes naturlige fornyelse mere og mere. I klitterne bidrager et voksende antal dyr væsentligt til sandflugten, fordi en mere sparsom vegetation er dårligere til at holde på sandet (Binderup 2006), om end også dette problem skal ses i tilknytning til den generelle overudnyttelse af kystnaturen. Også i klitterne hæmmes vegetationen af omfattende indsamling til brændsel, tækning og foder, der efterlader nøgne klitter med bart og letbevægeligt sand, hvilket fører til et selvskabt sandflugtsproblem (Wind m.fl. 2017).

​

Modtrækket bliver fredskovsordningernes drastiske afvikling af græsningen i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet (som vi har været inde på i kapitel 1), såvel som en systematisk udplantning af hjælme, der skal holde på sandet i klitterne. Sandflugten hindres altså ved at fastlåse klitternes bevægelighed, men derved fastlåses klitnaturens økosystemer tilsvarende i en stagnerende stilstand. Sideløbende hermed etableres nåleplantager i tætte rækker og lægger beslag på stadig større naturarealer i store dele af Jylland uden plads til naturlige processer og hjemmehørende arter.

​

Sammen med tamsvinene og kvæget har hestene påvirket store dele af naturen året rundt og derved udøvet mange af de samme økosystemfunktioner som de udryddede vildsvin, urokser og vildheste, Med græsningsophøret bliver også de store dyrs biodiversitetsfremmende tramp, frøspredning og lort en stadig sjældnere faktor, der drastisk indskrænker spirehullerne, møgfaunaen og levestedernes generelle variation.

​

Hestens sidste økosystemfunktioner forsvinder fuldstændigt i midten af 1900-tallet, da den udkonkurreres af en ny og invasiv art – traktoren – hvorefter antallet af landbrugsheste falder fra ca. 630.000 i 1946 til blot 12.000 i 1965 (Tellerup 2002), og naturhistorisk er hestens betydning dermed marginaliseret til ubetydelighed.

​

3. Nutidens vildheste og diskussionen om naturlig dyrevelfærd

​

Tamheste begynder at blive brugt i den klassiske naturpleje i anden halvdel af 1900-tallet. Det er foregået (og foregår) gerne på den måde, at heste sættes ud bag hegn på et lille naturareal, hvor de græsser i sommerhalvåret, hvorefter de hentes hjem til hestens ejer og som regel sættes på stald og fodres vinteren igennem.

​

I værste fald sættes der imidlertid alt for mange græssende dyr ud på arealet, og vegetationen nedbides markant, samtidig med at jordbunden homogeniseres. En sådan overgræsning er desværre det typiske mønster i den del af naturen, der plejes med sommergræssende dyr, hvorimod undergræsning er hovedproblemet i langt hovedparten af naturen, hvor der til gengæld er alt for få græssende dyr (Fløjgaard m.fl. 2021:19).

​

I bedste fald foregår naturplejens sommergræsning med et afbalanceret dyreantal, i hvilke tilfælde dyrene udøver deres økosystemfunktioner i op til halvdelen af den tid, som f.eks. vildhesten har gjort det historisk. Det betyder bl.a., at der er friske hestepærer på arealet halvdelen af året, at dele af vegetationen bliver nedbidt halvdelen af året, og at jordbunden påvirkes af tramp halvdelen af året. Problemet herved er ikke alene, at sommergræssende dyr kun påvirker naturen halvdelen af året, men at den manglende naturpåvirkning er en anden om vinteren end om sommeren, fordi fødeudbuddet ikke er det samme. Om vinteren er der f.eks. ingen blomster, og selv om der stadig vokser græs, vokser det meget, meget langsomt, hvorfor adgangen til denne del af fødegrundlaget er markant reduceret. Det har selvfølgelig været kendetegnende for de naturskabte vilkår i millioner af år, hvor hesten jo ikke hører til de arter, der er gået i vinterdvale af den grund, men tværtimod er evolutionært tilpasset de årstidsbestemte variationer i fødeudbuddet. Og tilsvarende er vegetationen på sin side tilpasset hestens forskellige økosystem-påvirkninger året rundt.

​

Derfor giver det også den mest naturtro påvirkning af økosystemerne, når hestene lever i og af naturen hele året – og på store naturarealer er der god plads til både at finde føde og få opfyldt hestens øvrige behov. Det betyder for også, at helårsgræssende heste i nogle henseender får en anden adfærd, når dens fødegrundlag og udfoldelsesmuligheder adskiller sig radikalt fra de heste, der er vant til at blive fodret, og som kommer på stald om vinteren og ellers tilbringer store dele af tiden i meget små folde.

​

Som vi også har været inde på, kan man i og for sig argumentere for, at vildhesten slet ikke er uddød, men blot er blevet domesticeret, hvorfor nutidens tamheste er samme art som den oprindelige vildhest, skønt avl har fremmet nogle egenskaber og hæmmet andre. Det betyder, at nogle heste er avlet længere væk fra deres historiske og naturlige egenskaber end andre, og at de heste, der har bevaret flest af vildhestens oprindelige egenskaber, egner sig bedst i naturen og derfor stort set har samme adfærd og behov, som vildhesten har haft historisk.

Ligesom Takhien og den uddøde Tarpan kan også andre heste af robust statur leve lige så vildt året rundt som den historiske vildhest, uagtet at deres DNA er iblandet tamheste-gener. I Danmark er det derfor især de robuste Exmoor Ponyer og Konikker, der udsættes i naturområder, hvor de skal leve i og af naturen.

​

Exmoor ponyer er genforvildede heste, der stammer fra hedelandskabet Exmoor i Sydvestengland, hvor de historisk har levet mere eller mindre vildt. Under Anden Verdenskrig var de imidlertid tæt på udryddelse, fordi soldater skød til måls efter dem under skydeøvelser, og fordi de blev slagtet illegalt på grund af fødevarerationalisering. Efter krigen var der kun ca. 50 tilbage, men med etableringen af Exmoor National Park i 1954 øges bestræbelserne på at bevare den sjældne pony, og i 1960'erne begynder man at etablere bestande uden for Storbritannien.

​

I 1964 tager daværende formand for The Exmoor Pony Society, David Brewer, f.eks. initiativ til udsætningen af 25 Exmoor Ponyer på den danske ø Tærø, der ligger i Ulvsund midt mellem Bogø og Møn (Horton 2020). Flokken vokser de følgende årtier, og i 2003 udsætter Naturstyrelsen i 12 Exmoor Ponyer fra Tærø på ca. 25 hektar ved Klise Nor på Sydlangeland. I 2006 flyttes de fleste til et større areal på ca. 100 hektar nær Dovns Klint, hvor de siden er blevet den største turistattraktion på hele Langeland. De første heste, der udsættes på øen, er således tredje-fjerde generation af de Exmoor Ponyer, der har levet i naturen hele deres liv på Tærø.

​

Efterfølgende er der kommet yderligere afkom, og mange af de 'overskydende' heste på Sydlangeland er siden blevet sat ud andre steder, bl.a. i Naturstyrelsens egne naturområder i Stråsø, Skindbjerglund og på Ulvshale, men også på Naturhistorisk Museums arealer i Mols Bjerge. Det er altså ikke ’uforberedte’ rideheste, der sættes ud i danske naturområder, men derimod efterkommere af flere hestegenerationer, der har levet i naturen året rundt.

En anden hest, der i dag kan mødes i danske naturområder, er Konikken, der har en helt særegen forhistorie (Konik er diminutiv af det det polske ord for hest, kon). Konikken er således et resultat af Tadeusz Vetulanis avlsprojekt, der begyndte i 1936 som en bestræbelse på at 'tilbageavle' nogle polske heste til den uddøde Tarpan, der dengang blev betragtet som den historiske vildhest. Vetulanis bestræbelser var dog ikke motiveret af naturhensyn, men først og fremmest af ideen om at fremavle stærke arbejdsheste, der måske også kunne vise sig interessante inden for sport og militær (van Vuure 2014). Men selv om bestræbelsen på at tilbageavle den uddøde Tarpan ikke er særlig vellykket, har ideen måske fremmet Konikkens rygte og popularitet i flere europæiske naturprojekter? I alle tilfælde er det også en hest, der allerede har levet i europæiske naturområder i flere generationer, og som egner sig fortrinligt til det – også i Danmark.

​

Den 1. januar 2020 levede der ca. 340 helårsgræssende heste i Danmark, heraf over 310 Exmoor Ponyer og mere end 30 Konikker (Larsen 2020). Siden er både antallet af heste og områder forøget, og i 2021 er der i alt 27 hegnede naturarealer med helårsgræssende heste fordelt på næsten 2.000 hektar, der spænder fra det mindste areal på 15 hektar til det største på 460 hektar (Fløjgaard m.fl. 2021).

​

Vi kunne kalde Exmoor Ponyer og Konikker for naturheste, genforvildede heste eller funktionelle vildheste for at tydeliggøre, at de er en del af naturområdernes biodiversitet, til forskel fra almindelige tamheste, men det er lettere, mere mundret og mere praktisk, at vi slet og ret kalder dem for vildheste. Det kaldes de som regel også i formidlingen af de forskellige naturområder, men det er netop også vildhestens naturlige adfærd og behov, der tilgodeses på denne måde.

​

Nogle opfatter det som kontroversielt at benytte betegnelsen vildhest om nutidige heste, Formentlig fordi vi har vænnet os til tamhestens levevis i små folde eller på stald, men måske også fordi vi har næsten lige så svært ved at forestille os heste leve vildt, som vi har svært ved at se ulven i en gravhund. Men hvor gravhunden er resultatet af en avlshistorik, der har bevæget sig meget langt bort fra ulven, er vildhestens historiske funktioner og adfærd i økosystemerne næppe anderledes end dem, der kendetegner dens robuste artsfæller, som lever i og af naturen i dag.

​

I modsætning til fortidens vildheste lever nutidens vildheste som regel bag et ydre hegn, men som vi har været inde på i kapitel 4, har det jo ikke i sig selv betydning for, hvorfor det giver mening at karakterisere nogle af nutidens heste som vildheste. Det, der domesticerer dyr, er jo ikke et hegn, men derimod de nyttefunktioner, der påtvinges dyrene.

​

Det, som gør en helt fundamental forskel, er, om dyrene er tamme og fodres regelmæssigt, eller om de lever vildt i og af naturen. Og det sidste er netop hensigten med hestene i naturnationalparkerne, og derfor kan de meningsfuldt karakteriseres som genforvildede heste eller slet og ret vildheste.

​

Og fastholder vi, at vildheste er utæmmede heste, der ikke har en nyttefunktion, men som i modsætning til f.eks. rideheste, sportsheste og cirkusheste i stedet lever i og af naturen året rundt, skal de heller ikke fodres, for derved bliver deres fødesøgning og øvrige påvirkning af vegetationen hverken naturlig eller optimal. For at undgå ekstreme sultsituationer, f.eks. under særligt strenge vintre eller lange tørkeperioder om sommeren, er det politisk besluttet, at man i sådanne ekstraordinære tilfælde undtagelsesvist kan tilskudsfodre dyrene. Det er ikke sikkert, det nogen sinde bliver nødvendigt, men hvis det ikke kan undgås – og gøres det uden tilvænning – betyder det heller ikke, at dyrene pludselig bliver domesticeret.

​

Hvis man også bekymrer sig for vildhestenes ”frie bevægelighed” og betragter det som en væsentlig hæmsko, at de skal leve bag hegn, er det imidlertid værd at bemærke, at de har langt, langt større arealer at boltre sig på end tamheste. Og det gælder både i de eksisterende 27 naturarealer med vildheste og i særdeleshed i de kommende 15 naturnationalparker, der er udpeget på naturarealer, der spænder mellem 300 og 5.040 hektar. Skulle man f.eks. vælge at sætte vildheste ud på det totale areal i hver eneste af de 15 naturnationalparker, ville en hest dér kunne udfolde sig hele året i områder, der er mellem 4.000 og 60.000 gange større end typiske tamheste-hegninger.

Dermed er vi også skredet ind i den del af problemstillingen, der handler om dyrevelfærd og -etik, for i den sammenhæng er arealstørrelser særlig vigtige. Det er selvfølgelig ikke irrelevant for hestenes trivsel, om en den kan udfolde sig en del af året på 800 kvadratmeter og andre dele af året står på stald, eller om den kan udfolde sig hele året på 3.000.000 kvadratmeter i den mindste naturnationalpark eller på over 50.000.000 kvadratmeter i den største. Fødegrundlaget afhænger i reglen af arealstørrelsen, og jo større og mere varieret natur, desto større er sandsynligheden for, at vildheste kan opsøge lige præcis de dele af naturen og finde lige præcis den føde, de har mest behov for.

​

Det er selvfølgelig hensigten, at antallet af dyr ikke bliver større, end at det kan understøttes af et naturligt og tilstrækkeligt varieret fødegrundlag året rundt, i hvilket tilfælde hestene selv styrer, hvor lidt eller meget de gider æde af det ene og det andet.

​

Et review af mere end 70 års erfaringer med Konikker, der har levet under semi-vilde forhold i et polsk skovreservat (med henblik på avl), viser, at hestene af sig selv vælger en alsidig kost, der også inkluderer blade, bark og svampe – også når der er et stort fødeudbud, og de derfor kan vælge og vrage. Det er altså ikke tegn på et ringe fødeudvalg, når heste æder bark, selv om det kan virke kontra-intuitivt på nogen, fordi hestene gerne karakteriseres som græssere (Górecka-Bruzda m.fl. 2022). De fritlevende Konikkers evne til at opbevare kropsfedt gør dem således fuldt ud i stand til at overleve den sæsonbetingede begrænsning af f.eks. græs, og der er intet, der tyder på, at hestene klarer sig dårligere i skoven end heste på stald. Analysen er bl.a. baseret på optegnelser og erfaringer fra over 100 heste, der er blevet tilset dagligt eller jævnligt, og hvor hver eneste hests individuelle data (fødsel, død, eventuelle helbredsproblemer eller anormale adfærd) er registreret, og hvor man i øvrigt har reduceret menneskelig indgriben til et minimum (Górecka-Bruzda m.fl. 2022).

​

I de kommende danske naturnationalparker er arealerne for store til, at man kan tilse dyrene enkeltvis hver eneste dag, men erfarne eksperter kan vurdere dyrene på flokniveau, tolke deres adfærd og ikke mindst danne sig et godt overblik over det tilgængelige fødegrundlag på de tilgængelige arealer. Det er baggrunden for tilføjelserne til dele af dyrevelfærdsloven, hvor der er vedtaget nye bestemmelser for dyr, der udsættes i naturnationalparkerne. Disse dyr kan fremover undtages fra visse regler, bl.a. § 9, ifølge hvilken såkaldt holdte dyr tidligere skulle "tilses mindst en gang om dagen".

​

Det daglige tilsyn af hvert enkelt dyr er ikke blot praktisk umuligt, men heller ikke nødvendigt i et meget stort område, hvor naturlige forhold så vidt muligt er under genetablering. Og hvis fødegrundlaget f.eks. er i overflod og dyrenes trives den ene dag, vil der heller ikke pludselig være fødemangel og mistrivsel den næste dag. Men det fremgår også, at der stadig skal være "et vist tilsyn med bestanden" for at sikre, at syge dyr og tilskadekomne dyr opdages, og bestanden reguleres, hvis der generelt skulle mangle føde, vand eller ly.

​

Samtidig er det naturligvis også vigtigt ikke at mistolke det som et faresignal, at vildhestene taber sig om vinteren, ligesom det ikke nødvendigvis er et tegn på, at de lider sult, blot fordi man kan skimte konturerne af deres ribben. Imidlertid er det ikke mindst udsving i kropsvægten, der ofte misforstås. I en artikel om hestes generelle dyrevelfærd påpeger Mette Uldahl, der er formand for Sammenslutningen af europæiske dyrlæger, at det faktisk er overvægt, der er den største årsag til, at tamheste må aflives. Og når det er blevet så vanskeligt for stadig flere at erkende hestes faretruende overvægt, er det måske også blevet lettere at mistolke naturlige vægtudsving som undernæring? Uldal bemærker, at vægttab faktisk er helt naturligt om vinteren: ”Hestene bliver mere og mere overvægtige, og overvægt er den primære årsag til, at heste må aflives (…) Flertallet af hesteejere har ikke den samme faglige viden omkring hestens basale behov, som det var tilfældet tidligere. Det betyder, at vi som ryttere ofte mistolker en overvægtig hest som værende muskuløs. (…) Det betyder, at ejeren først begynder at få øjnene op for problemet, når hesten er kraftigt overvægtig. (…) Heste er som udgangspunkt skabt til at bevæge sig. Det er naturligt, for heste der lever frit, at de gennem vinteren taber sig en del grundet begrænset adgang til naturlig føde, men når sommeren kommer, og græsset igen gror, får hesten genopfyldt sine depoter.” (Uldahl 2019).

​

Det er imidlertid ikke mindst på grund af den manglende tilskudsfodring, at Naturhistorisk Museum rutinemæssigt politianmeldes for ”vanrøgt” af helårsgræssende dyr, der lever i og af naturen, fordi nogle aktivister synes, at hestene ser ’tynde’ ud. Myndighederne har imidlertid aldrig fundet noget at udsætte på den dyrevelfærd, som er relateret til helårsgræsning uden fodring. I den fireårige periode fra februar 2019 til januar 2023 har politiet og Fødevarestyrelsen således været på 13 planlagte kontrolbesøg plus to uanmeldte kontrolbesøg for at tjekke, om dyrevelfærdsloven bliver overholdt, og de har endnu ikke fundet anledning til én eneste anmærkning.

​

Forvekslingen af naturlige vægtudsving med mistrivsel er formentlig den afgørende forklaring på, at vildheste desværre også af og til fodres ulovligt, fordi nogle aktivister tror, at helårsgræsning uden tilskudsfodring udmagrer dyrene. En undersøgelse fra Storbritannien viser imidlertid, at forbipasserendes fodring af heste i almindelighed er en trussel mod dyrenes ve og vel, og selv om den ikke handler om erfaringer med vildheste i Danmark, er dens konklusioner værd at tage i betragtning i forhold til fodring af andres heste i almindelighed.

​

Ifølge undersøgelsens rundspørge har tre fjerdedele af 1.017 adspurgte hesteejere i Storbritannien oplevet, at deres heste er blevet fodret uden tilladelse. Heraf blev 220 heste syge, og halvdelen af dem fik brug for dyrlægebehandling. 81 af disse heste kom sig aldrig helt igen, og 35 af dem døde eller måtte aflives. Fremmedes fodring af heste tager således ikke hensyntagen til hestenes individuelle behov, og forbipasserende har intet kendskab til, at nogle heste f.eks. kan have allergier og andre problemer, som kan forværres drastisk af tilfældig fodring, uanset om intentionerne er de bedste (Jones 2021). I en kampagne opfordrer The British Horse Society derfor alle til at undlade enhver fodring af heste, der ikke er deres egne: "Any type of food, grass cuttings or any other plants can make horses extremely ill or even kill them."

​

Den ulovlige fodring af vildhestene oå Naturhistorisk Museums arealer i Mols Bjerge underminerer ikke alene den igangværende forskning i helårsgræssende dyrs adfærd og deres påvirkning af naturen, men kan altså også være risikabelt i forhold til dyrenes sundhed.

​

I de kommende naturnationalparker og andre naturområder, hvor vildheste sættes ud bag hegn, tilstræbes det selvfølgelig, at antallet af dyr svarer til fødegrundlaget, så dyrene ikke lider sult på noget tidspunkt af året. Skulle antallet af dyr overstige fødegrundlaget, reguleres bestanden – det vil sige, at et ’overskud’ af heste tages ud. De kan i så fald udsættes i andre naturområder, eller, hvis dette ikke er muligt, ende som rovdyrfoder i en dyrepark. Alt tyder på, at der kommer mange flere vildheste i danske naturområder fremover, hvorfor der også vil være mange om at aftage ’overskydende’ dyr fra de områder, hvor bestandsudviklingen på et tidspunkt overstiger fødegrundlaget.

​

En anden anke, der dukker op blandt kritikere af helårsgræssende heste, er ’misdannede’ hove, hvis f.eks. den hornede del af hoven bliver for lang, flækker og vrides ud af form. Spørgsmålet er imidlertid igen, hvornår og i hvilket omfang dette er et problem i naturen?

​

Det tidligere nævnte review af mere end 70 års erfaringer med Konikker i et polsk skovreservat er også informativt, når det kommer til hestenes specifikke helbredsproblemer. Konikkerne har f.eks. aldrig fået trimmet deres hove, som dermed udvikler sig individuelt under naturlige processer på baggrund af hestenes slid og det terræn, de bevæger sig rund i. Alligevel er der ikke observeret nogen permanent deformation af hestenes hove eller deres benstilling af den grund. De flækkede hove, der er iagttaget, er atter ”selvtrimmet” i naturen, hvorpå de ser normale ud igen efter 1-3 måneder. Revner i hovene er almindeligvis ikke særligt dybe og udfyldes naturligt. Selv blandt de tre heste, der inden for de seneste 30 år er observeret med dybere revner helt op til midten af hoven eller endnu længere, er det kun i ét af tilfældene resulteret i halthed i to måneder, og da det flækkede horn brækkede af, blev hesten rask igen efter en uge (Górecka-Bruzda m.fl. 2022).

​

Vi må med andre ord lære at acceptere, at livet i og af naturen ikke svarer til livet på stald eller i en meget lille tamheste-fold, men at naturen selvfølgelig rummer risici og farer, som dyrene er fri for, når de aldrig kommer ud i naturen på egen hånd (eller hov). Samtidig rummer naturen dog også muligheden for, at dyrene kan udfolde deres naturlige adfærd og indgå i de økologiske sammenhænge, de er evolutionært tilpasset – til gavn for dem selv og til gavn for mange andre arter.

​

En langt mere grundlæggende dyrevelfærdsproblemstilling, som til gengæld i reglen helt forbigås i tavshed af flere dyrevelfærdsorganisationer, er, at hestenes naturlige sociale adfærd også inkluderer muligheden for at få afkom. Ikke desto mindre er det planen at fratage dyrene denne essentielle del af deres adfærd i flere naturnationalparker, hvor der kun udsættes hopper eller valakker (kastrerede hingste). I den videnskabelige følgegruppe, der rådgiver Naturstyrelsen om naturnationalparkerne, er der omvendt bred enighed om vigtigheden af såkaldt reproducerende bestande af de store dyr (altså dyr, der kan få afkom) for at opnå "naturlige bestandssvingninger, naturlig adfærd og social læring i flokken" (NNP Notat 6). Dyr, der kan få afkom, vil desuden "skabe en rolig og velfungerende folk i modsætning til en løbende udskiftning af dyr i flokken" (NNP Notat 7).

​

Fravalget af reproducerende dyr hindrer dyrene i at udleve deres sociale flokadfærd med afkom, hvilket ikke alene går ud over deres trivsel, men heller ikke er optimalt for biodiversiteten. En del af dyrenes fødesøgning og adfærd er betinget af flokkens sociale læring, som går i arv fra generation til generation – men naturligvis kun går i arv, hvis dyrene kan få afkom og lære fra sig. Jo mere de store dyr kan udleve deres naturlige adfærd og få opfyldt deres naturlige behov, desto bedre. Og vildere og mere naturlig natur forudsætter vildere dyr med så naturlig adfærd som muligt – i hestenes tilfælde vildheste.

​

Her er det nok på sin plads lige at opsummere:

​

Tamheste er heste, der er tamme, og som ikke skal leve i og af naturen, men derimod regelmæssigt fodres og sættes på stald om vinteren, fordi deres funktion er at være mennesket til nytte og fornøjelse, f.eks. som rideheste, arbejdsheste, cirkusheste og sportsheste. Tamheste, der er helt eller delvist fritaget sådanne nyttefunktioner, får kun lov til at gå ude i det fri i små folde på ca. 0,08 hektar.

​

Vildheste er derimod heste, der ikke er tamme, ikke sættes på stald om vinteren, lever i og af naturen (eller som kun undtagelsesvist og i nødstilfælde tilskudsfodres), og hvis funktioner er dikteret af deres naturskabte behov og adfærd i økosystemerne. Af to grunde forudsætter sådanne forhold et ydre hegn som praktisk foranstaltning: Dels fordi det skal beskytte vildhestene imod at blive kørt ihjel af biler eller tog på landets veje og jernbaner, dels fordi det skal sikre, at dyrene faktisk udøver deres økosystemfunktioner i de pågældende naturområder, hvor de gør mest gavn for de øvrige arter.

​

4. Erfaringer fra nutidens vildheste i genforvildet dansk natur

​

Heste er ikke drøvtyggere som f.eks. bisoner, okser, hjorte, får og geder, der har flere maver eller maveafsnit og gylper den gennemtyggede føde op fra vommen, for atter tygge den igennem i flere omgange. Hos kvæget tager passagen af foderet således ca. 80 timer, hvor det hos hesten blot tager 48 timer (Buttenschøn 2007: 89). Derfor skal der mere føde igennem hestenes system end gennem drøvtyggernes. Men hvad nu, hvis de store dyr pludselig finder på at æde en bestand af stærkt truede eller sårbare orkideer, når de nu æder hele tiden og kan æde frit fra alle hylder i et varieret naturområde? Skal man så pludselig detail-indhegne sjældne blomster her og der, så dyrene ikke æder ’det forkerte’?

​

Så længe vi undgår den overgræsning, der sine steder har fundet sted historisk, og som stadig finder sted i store dele af den klassiske naturpleje, er det næppe en relevant bekymring. Et tysk studie af et 90 hektar stort område i Tyskland med den sjældne orkidé biblomst viser f.eks., at orkideens udbredelse og antal faktisk forøges signifikant gennem en 12-årig periode med helårsgræssende heste fra 2009 til 2021, hvor der kun er blevet vinterfodret i beskedent omfang (Köhler m.fl. 2023). Ikke ulig erfaringerne fra Naturhistorisk Museums 120 hektar store naturområde Molslaboratoriet, hvor der har været helårsgræssende vildheste og vildokser siden 2016.

​

Overordnet viser et studie af floraen i 2020-21, at der allerede efter 4 års helårsgræsning er ændringer, som kan iagttages, når man sammenligner de græssede områder med de frahegnede kontrolfelter, hvor der ikke går dyr. Studiet viser en tendens til større rigdom af planter og flere sjældne arter, hvor der er græsning, end dér, hvor der er høslæt eller ingen græsning (Bonavent m.fl. 2023).

​

Endnu mere specifikke erfaringer er blevet stadig tydeligere frem til 2022, hvor Naturhistorisk Museum løbende offentliggør medarbejderes iagttagelser i området. Udover, at græsset generelt hæmmes til fordel for en kraftig opblomstring af urter, og der opstår flere lysninger i skovområderne og blomsterrige stier mellem gyvelbuskene, er der også interessante planter, der især begunstiges af de store dyrs græsning, tramp og lort, f.eks. tandbælg, tormentil, mælkeurt, og ikke mindst mosetroldurt, der lyser sletten op i violette toner i foråret.

​

Fra 2016 til 2022 er orkideen maj-gøgeurt f.eks. tidoblet i antal fra ca. 100 til ca. 1.000, mens den meget sjældne og truede blomst kantet kohvede, der kun fandtes uden for arealet i beskedent antal før 2016, har nu også spredt sig til Molslaboratoriet, hvor den største udvidelse i udbredelse har fundet sted. Botanikere, der har analyseret udviklingen, konkluderer, at græsning eller naturpleje, der reducerer førne og tilgroning af buske og træer, tydeligvis favoriserer blomsten, og at den trives godt med helårsgræsning (Werling m.fl. 2022).

​

Vildhestenes fødevalg gavner biodiversiteten, men de er også gode til at tilgodese sig selv med en sund og alsidig føde. Vi har tidligere været inde på, hvordan helårsgræssende Konikker af sig selv vælger en kost, der også inkluderer blade, bark og svampe (Górecka-Bruzda m.fl. 2022). Det er næppe overraskende for mange af de forvaltere, der har erfaringer med helårsgræssende vildheste herhjemme, at træer og buske er på hestenes menu, men nu er denne erfaring imidlertid også dokumenteret herhjemme. I en analyse af såkaldt miljø-DNA fra hestepærer og kokasser, der er indsamlet blandt vildhestene og vildokserne på Molslaboratoriet, fremgår det, at vildhestene ikke kun æder ikke græs og urter, men desuden får deres føde fra træer og buske, heriblandt eg, lyng, gyvel og brombærbuske (Thomassen m.fl.2023). Dermed fremgår der atter, at det ikke er 'synd' for heste, at de er 'nødt' til at æde af træer og buske om vinteren, for det er tydeligvis dyrenes eget valg hele året – altså også når de f.eks. har en overvældende overflod af græs til rådighed i maj, juni og juli.

​

Sammenlagt viser hestenes og kvægets efterladenskaber i det hele taget en meget stor variation i fødevalget med spor af 133 forskellige planteslægter, men hvor kvægets fødevalg indsnævres om vinteren, forbliver hestenes fødevalg meget alsidigt året rund. Frygten for, at gyvel og eg skulle være giftige for heste, og at det derfor er problematisk at sætte dem ud på naturarealer, hvor de kan ’risikere’ indtage disse planter, ser også ud til at være ubegrundet. Dyrene æder af begge dele hele året rundt, også når der er masser af andet tilgængeligt føde, men der har aldrig været problemer med forgiftninger, hvilket yderligere tydeliggør, at de selv kan administrere, i hvilket omfang de kan og bør æde forskellige fødeemner.

​

Når det alligevel er en kilde til bekymring for nogen, at hestene ’er nødt til’ at æde af sådanne planter, er det formentlig baseret på usammenlignelige erfaringer fra tamheste, der som nævnt må gå i meget små folde, ofte med ensformig græsvegetation. I sådanne situationer kan et enkelt egetræ måske komme til at fylde for meget af det, hestene æder af, hvilket ikke er tilfældet i varierede naturområder, hvor de lettere kan vælge, vrage og docere en stor og varieret buffet.

​

Vildhestene vil også egne sig i klitnaturen, der i dag lider under manglende dynamik. Faren for sandflugt er væk, fordi overudnyttelsen af kystens naturgrundlag i form af den tidligere udbredte indsamling af materiale til f.eks. brændsel og tækning for længst er ophørt i klitterne, og overgræsning finder ikke sted, når der kun udsættes det antal dyr, der er fødegrundlag til. Til gengæld er der eksperimentelt belæg for at få græsningsdynamikken retur med store dyr, kombineret med plads til vindens og vandets naturlige dynamiske processer (Brunbjerg m.fl. 2015a). Et naturligt antal græssende dyr i klitterne fører med andre ord ikke i sig selv til sandflugt.

​

Ved udgangen af 2022 er det planen, at der skal være vildheste i flere af naturnationalparkerne, og i betragtning af disses varierede natur og arealstørrelser, som vi har været inde på, vil fødegrundlaget være rigeligt varieret. Antallet af dyr skal naturligvis afbalanceres med fødegrundlaget, og alt tyder på, at man det snarere bliver et problem med undergræsning end overgræsning. Men henad vejen kan både antal og dyresammensætning justeres, ligesom flokke uden afkom kan udskiftes med reproducerende vildheste.

 

Rune Engelbreth Larsen

​