Ord og billeder af Rune Engelbreth Larsen
STØRRE, VILDERE OG NATURLIGERE NATUR
Vildsvin.
Uønsket og udryddet
Af Rune Engelbreth Larsen
Vildsvin, Tofte Skov (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Efter at have levet hertillands i mere end 13.000 år udryddes det sidste vildsvin i 1801. Siden vender dyrene så småt tilbage fra Tyskland, men bortskydes metodisk, hvormed en nøgleart atter udryddes i det fri i 2022. Og til trods for, at samtlige biodiversitetsforskere, der rådgiver Naturstyrelsen, anbefaler at genudsætte vildsvin i alle naturnationalparker, har politikerne forbudt det …
1. Vildsvin er muligvis den mest hjemmehørende af hjemmehørende arter
Mennesket har udryddet et utal af arter og fortrængt og fragmenteret naturen i meget store dele af verden. Måske burde det ikke undre, at nogle af de arter, der får vanskeligere og vanskeligere ved at finde levesteder i den natur, de historisk er tilpasset, begynder at gøre os kunsten en smule efter og rykker længere og længere ind i byerne.
I det nordlige Indien er tusinder af makakaber flyttet ind i byen Shimla, hvor de til tider udviser aggressiv ’bande-adfærd’ over for indbyggere såvel som turister for at finde mad, når de da ikke bare raner frugter og afgrøder direkte fra landbrugsejendomme. Da Corona-pandemien lukker byerne ned i store dele af verden, forsvinder aberne fra de mennesketomme gader, men siden er de vendt tilbage igen. Byen Lopburi i Thailand er kendt som ”abebyen” på grund af de mange makakaber, men i modsætning til deres indiske slægtninge forlader de ikke byen under lockdown. De bliver til gengæld stadig mere nærgående, fordi ingen turister længere giver dem noget at æde, og det er nødvendigt at indføre no-go-zoner for at holde indbyggere væk fra aberne.
Ligesom ræve og harer i stigende tal flytter ind i danske byer, trives prærieulve i parker i nordamerikanske metropoler, og vildsvin, der er alsidige dyr med en forbløffende tilpasningsevne, har også fundet ud af, at europæiske storbyer kan være velegnede habitater, f.eks. Berlin, Rom og Barcelona. Nogle indbyggere tager det helt afslappet, mens andre er alt andet end glade for større dyr i parkerne eller gaderne – men Planet of the Apes-agtige scenarier som i makakabernes byer er der trods alt ingenlunde tale om. Om ikke andet er by-vildsvinene en reminder om, at det jo ikke mindst er menneskets udbredelse og naturudnyttelse, der trænger naturens arter ud af naturen, hvorfor nogle arter simpelthen flytter ind i byerne. For det store flertal af de truede arter er dette selvfølgelig ikke en mulighed, eftersom de har langt mere specifikke krav til deres levesteder end en tilpasningsdygtig generalist som vildsvinet, der af samme grund klarer sig godt i mange lande.
Vildsvinets udbredelse strækker sig fra det nordligste Afrika til store dele af Asien og udover det meste af Europa, lige fra Sydeuropa til Skandinavien. Desuden er det indført i Australasien og Nord- og Sydamerika. I Europa kan ornen veje op til 200 kg og opnå en kropslængde på 180 cm, mens soen vejer op til ca. 150 kg og måler op til 140 cm, om end de almindeligvis er noget mindre. Topfarten er ca. 35 km/t, og et vildsvin kan springe så højt som 1½ meter.
I europæisk natur lever dyrene mest i løvskove eller blandingsskove, hvor de æder masser af agern og bog, der er frugter af eg og bøg, og som begge kaldes for olden. I de gode år, hvor træerne bærer særligt mange olden, taler man derfor om oldenår, der kan have udslagsgivende betydning for størrelsen af vildsvinebestanden, fordi søerne få flere og stærkere grise. Vildsvin forstår at stikke trynen i jorden og rode alting godt igennem for at gnaske rødder, svampe, orm, insekter og snegle. De kan endevende jorden i dybder på 3-10 cm, som regel over en kvadratmeter, men større arealer kan også blive rodet op. Selv har jeg set vildsvin rydde ca. 100 kvadratmeter for ørnebregne, der ellers breder sig uhæmmet mange steder – kun en enkelt spæd plante stod tilbage, efter at dyrene havde ’trynet’ arealet og derved rullet tilgroningen tilbage.
Vildsvin kan ondulere ørnebregne. Klelund Dyrehave (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Vildsvin er altædende (omnivore) og tager også for sig af landbrugsafgrøder, f.eks. majs, havre, rug, kartofler og gulerødder, men lejlighedsvist ryger der tilmed fugleunger, kaninunger, mus, padder og ådsler ned, og de går heller ikke af vejen for et godt måltid slagteaffald.
Hvis nogle arter kunne være endnu mere hjemmehørende end andre, ville vild-svin stå højt på listen, eftersom det har været på vores breddegrader i de foregående mellemistider og atter er genindvandret kort tid efter den seneste istids afslutning, nærmere bestemt omkr. 11.400 f.v.t. Det ældste knoglefund, der er fra Årsballe Mose på Bornholm, er dog ikke mere end ca. 10.500 år gammelt (Aaris-Sørensen 2016: 220).
Over tid bliver ikke blot krondyr og rådyr, men især vildsvin dominerende byttedyr i jægerstenalderen (Andersen 2001: 47), måske i takt med at elgene gradvis bliver færre, mens vildsvin spreder sig uhyre let. Soen kan til tider få to kuld om året med 4-6 unger, og da dyrene kan opnå en høj levealder, er de mere modstandsdygtige over for et højere jagttryk end mange andre arter. De bliver jaget med spyd såvel som bue og pil, men det hænder også, at jægeren må i ’nærkamp’ med det bistre dyr, der godt kan finde på at angribe som forsvar – hvilket vi ved fra hugspor efter økser, der er afsat i vildsvine-pandeben (ibid.: 109).
I lighed med andre af stenalderens større dyr er det formentlig også blevet forbundet med åndelig styrke og beskyttelse at bære vildsvinetænder som smykker – måske også som amulet i form et smukt ravdyr. Hidtil kendes otte fund af dyreformede ravfigurer i Danmark, heriblandt et par elge og en ret umiskendelig ravbjørn fra Fanø Vesterstrand, men fra Resen Mose nær Skive stammer en ravfigur, som efter alt at dømme er et vildsvin, skønt den også tolkes som en bjørn. Dens letgenkendelige tryne er dog svær at tage fejl af.
Ravfigur, der er fremstillet i jægerstenalderen og formentlig skal forestille et vildsvin. Måske amulet til brug under jagt, måske en fetich i relation til et totemdyr. Fundet i Resen Mose (Foto: Roberto Fortuna & Kira Ursem; Nationalmuseet, CC 4.0.
Løse vildsvinetænder såvel som amuletperler udarbejdet af vildsvinetænder er blevet taget med i graven, idet de formentlig også mentes at gøre gavn i efterlivet. Også hvor krigere knytter sig til totemdyr eller på anden vis identificerer sig med et dyrs kraft og egenskaber, dukker vildsvinet op. Blandt de talrige afbildninger på Gundestrupkedlen, der formodentlig stammer fra det sydlige Balkan i det første årtusind før vor tidsregning (og er bragt hertillands omkr. 100 f.v.t.), er f.eks. en kriger, hvis hjelm prydes af en vildsvinefigur.
Det er et kendetegn, der fortsætter i mange århundreder. I det angelsaksiske epos Sangen om Bjovulf, der er overleveret i et enkelt manuskript fra år 1000, men blandt andet udspiller sig i Danmark i begyndelsen af det 6. århundrede (Haarder 2001: 18f), læser vi ikke blot, at et vildsvin pryder Bjovulfs krigsstandard, men også at vildsvinefigurer udsmykker krigerhjelme. Særlig udførligt beskrives hans egen julveprydede hjelm:
… kædeomvundet, som våbensmeden
skabte den i fortiden, formede underfuldt,
besatte med vildsvin, så siden ingen
knitrende klinger eller kampsværd kunne bide den.
(Sangen om Bjovulf: 1451-1454; oversat af Haarder 2001)
Vildsvinet optræder naturligvis også i Nordens mytologiske univers. I Snorris Edda (ca. 1220), der bl.a. beretter om datidens digtekunst og genfortæller en række af myterne, kan vi f.eks. læse, at guden Frej ankommer til Balders ligbrænding ”i en vogn med ornen, som hedder Gyldenbørste eller Slidrugtand” (Gylfis blændværk 49; Lembek & Stavnem 2012: 81). Gyldenbørste, der er skabt på magisk vis af dværgen Eitri (som også har smedet Thors hammer Mjølner og Odins guldring Draupnir), kan løbe hurtigere end en hest over himmel og hav, og uanset hvor mørk natten eller ”mørkeverdenerne” er, oplyses mørket af svinets skinnende børster (Om digtekunsten 38; Lembek & Stavnem 2012: 158).
Gudinden Freja og ornen Hildisvini hos vølven Hyndla (tegning: Lorenz Frølich.; fra Karl Gjellerup: Den ældre EddasGudesange, 1895)
Efterhånden er vildsvinets kulturhistoriske rolle som totemdyr og mytologisk væsen dog udspillet, og kun dets betydning som kødressource består. Længe efter at bisonen, elgen, vildhesten og uroksen er borte fra Danmark, forbliver det et vigtigt jagtbytte, men også en tilbagevendende årsag til markskader, hvorfor det er særligt upopulært blandt bønderne. Vildsvin æder ikke blot af korn og roder græsningsarealer op, men de parrer sig også med tamsvinene, når bønderne sætter deres egne dyr ud i skovene, og om vinteren tager de naturligvis for sig af al den olden, som bøndernes tamsvin også er afhængige af. De kongelige vildsvinejagter er imidlertid også problematiske, fordi bønderne er nødt til at hente tamsvinene hjem fra skoven under jagten, ellers risikere de også at blive skudt – ikke blot kan jægere og krybskytter tage fejl af byttet, men deres hunde kan ikke skelne imellem vildsvin og tamsvin.
Formentlig lykkes det dog at udrydde vildsvinene på Sjælland og øerne allerede i 1500-tallet, hvor bestanden også er stærkt reduceret i Jylland. På det tidspunkt er krondyr, dådyr og harer det mest eftertragtede jagtvildt, men interessen for vildsvin stiger igen i slutningen af århundredet, efter at Frederik 2. får held til at forøge bestanden (Wingender 1985). I 1581 bliver der f.eks. udsat 21 tyske vildsvin i kronens jyske skove, og kongen henstiller til adlen at frede bestanden i et par år. Trods strenge vintre formerer de sig så hurtigt, at der atter kommer klager fra bønderne over markskader, men kongen prioriterer det jagtbare vildt højere. Senere opføres endog svinegårde med foder til vildsvinene.
Pudsigt nok dukker de atter op på Sjælland et århundrede senere, idet de efter alt at dømme er blevet udsat igen, og under en jagt i 1692 nedlægges 33 dyr. Derpå er det dog ved at være definitivt slut øst for Lillebælt, og omtrent et århundrede senere lever de jyske dyr kun syd for Vendsyssel. Danmarks sidste fritlevende vild-svin bliver skudt ved Silkeborg i 1801 eller på Meilgaard Gods i 1803 (Kørvel 2022).
I det efterfølgende århundrede bliver der tilsyneladende ikke set ét eneste vild-svin i dansk natur, men i 1920 opdager et jagtselskab et vildsvin i Hjartbro Skov ved Toftlund i Sønderjylland, og i 1921 følger flere sønderjyske observationer, der kulminerer i nedlæggelsen af en 200 kg tung so i Lindet Skov (Kristensen 2020: 16). I 1940’erne observeres atter vildsvin i det sønderjyske, og i anden halvdel af 1900-tallet bliver observationerne hyppigere. Vildvsvinet er tilbage i Danmark.
Vildsvin pryder krigerhjelme på denne aftegning af en bronzeplade, der er beregnet til hjelm-udsmykning i Vendeltiden, ca. 550-800. Måske er det sådanne hjelme, der beskrives i fortællingen om Bjovulf (aftegnet i Kongl. Vitterhets Historie och Antiqvitets Akademiens Månadsblad, 1872)
2. Vildsvinet er naturens ven, men bliver svineproduktionens fjende
Imens vildsvinene har det svært i det meste af Danmark, trives de i enkelte naturområder bag hegn. I 1926 udsættes vildsvin i Tofte Skov & Mose, hvor der et århundrede senere er en fast bestand i en indhegning på ca. 4.000 hektar, som de deler med krondyr – og talrige øvrige arter. I 1940’erne er vildsvinebestanden på 500-600 dyr (Knudsen & Knudsen 2012), men holdes i de senere år på et betydeligt lavere niveau på omkring 150 eller færre dyr. Både krondyr og vildsvin reguleres med andre ord, og i 2020 er der f.eks. kun 100 vildsvin og 375 krondyr. I 2021 suppleres de med bisoner, der ved udgangen af 2022 udgør en bestand på 20 dyr – en ret lav dyretæthed, selv om man også betænker, at halvdelen af arealet er højmose.
I 2016 udsættes 24 vildsvin i Klelund Dyrehaves indhegning på ca. 1.414 hektar, hvor der har været krondyr siden 2010. I 2020 tæller bestandene henholdsvis 40 og 350 dyr, hvilket er det niveau, de årligt reguleres ned til (i 2018 var der f.eks. ca. 600 krondyr og 150 vildsvin før reguleringen). Samme år rykker et ulvepar ind i området, der ellers er omgivet af et tæt vildsvinehegn, men i modsætning til de store planteædere har ulvene ingen problemer med at passere færistene. I 2021 og 2022 får parret unger, og ulvefamilien nyder således godt af Klelunds store spisekammer, eftersom vildsvin står højt på listen over foretrukne byttedyr.
Bortset fra Tofte Skov og Klelund Dyrehave er der også vildsvin med offentlig adgang andre steder i Danmark, heriblandt Merritskoven på Lolland, Frijsenborg Slot nær Hammel og Stubberklosters Dyrehave mellem Skive og Holstebro. Dertil kommer mange mindre indhegninger, hvor de opdrættes med henblik på kødproduktion. I 2013 er der knap et halvt hundrede vildsvinebesætninger jævnt fordelt over hele Danmark med sammenlagt 1.025 vildsvin (Jordt 2013).
I de seneste årtier bliver der også jævnligt observeret vildsvin i sønderjyske naturområder, dels fordi de indvandrer fra Tyskland, og dels fordi de undslipper vildsvinebesætninger – formentlig først og fremmest af sidstnævnte grund.
I 1993 slipper en drægtigt vildsvineso f.eks. ud af en indhegning ved Gårnsager i Sønderjylland og får samme år et kuld på fem i den nærliggende Lindet Skov. Det følgende år får den et nyt kuld på syv, og det aftales med naboerne at undlade jagt på den lille bestand (Kristensen 2020: 27). I 1995 bliver de nye naturbeboere i skoven imidlertid genstand for en hård politisk debat. Regeringen er splittet, men svinesektoren kræver i annoncer, at vildsvinene bliver udryddet – og vinder.
Daværende miljøminister Svend Auken udsteder i 1995 et nedskydningspåbud i Lindet Skov, og den lille flok, der nu er vokset til ca. 25, bliver skudt i 1995-1996. Nedskydningspåbuddet bliver siden landsdækkende, hvilket indebærer, at enhver jordejer får pligt til at skyde eventuelle vildsvin på sin ejendom.
Landbrugets organisationer er store modstandere af fritlevende vildsvin, først og fremmest på grund af risikoen for, at de skulle smitte tamsvin med svinepest. Et smitteudbrud kan føre til en periode med økonomiske tab for den lukrative danske svinekødseksport. I 2005 konkluderer en omfattende risikoanalyse også, at dyret ganske vist kan true den danske eksport, men at den lave sandsynlighed for smitte dog kun vil stige lidt, hvis vildsvin får lov til at leve i dansk natur: ”Der er som udgangspunkt en lav sandsynlighed for introduktion af såkaldt klassisk svinepest til Danmark. Dette er et resultat af de eksisterende handelsmønstre og risikobegrænsende tiltag. Dette har sikret, at svinepest ikke har været i landet siden 1933. Sandsynligheden for introduktion af svinepest vil stige lidt, hvis fritlevende vildsvin genindføres.” (Alban 2005).
Det er ikke bevist, at virussen kan smitte fra vildsvin til tamsvin gennem luften, og undersøgelser viser også, at smitte fra vildsvin normalt først finder sted, efter at sygdommen er brudt ud blandt tamsvin (Jordt 2013).
En nyere risiko er imidlertid afrikansk svinepest, der kan overføres af stikfluer, hvis de f.eks. bider et inficeret vildsvin i nær en svinebesætning og flyver ind i stalden til tamsvinene. Trods bestræbelserne på at bortskyde vildsvin fra dansk jord, bliver de ved med at dukke op i Jylland, og i jagtsæsonen 2011/12 kommer arten derfor med i den officielle jagtstatistik. Her opgøres antallet af årets nedlagte vildsvin til ca. 200-300 dyr, om end med forbehold for fejlregistreringer.
Efterfølgende er der forskellige vurderinger af den sønderjyske vildsvinebestand. I 2016 vurderer forskere det reelle jagtudbytte fra den frie vildtbane til blot 25-50 dyr årligt (Asferg m.fl. 2016). Andre anslår, at der i 2017 lever en sønderjysk vildsvinebestand på ca. 150 dyr (Kristensen 2020). Naturstyrelsen opgør f.eks. antallet af nedlagte vildsvin i Sønderjylland til 47 i 2018 og til 56 i 2019. Men hvad end antallet er, får det politikere og landbrugsorganisationer til at intensivere indsatsen for at få bugt med de uønskede indvandrere.
Danske vildsvin skal udryddes. Igen.
Næste generation. Ildeset og udryddet i det fri, men kan stadig gøre gavn i hegnede naturområder (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Fra 2018 må arten f.eks. ikke alene nedlægges hele året, men også hele døgnet, til trods for, at landbruget i de øvrige europæiske lande har fritlevende vildsvin og dermed godt kan leve med risikoen for afrikansk svinepest. I 2018 bliver Naturstyrelsen bedt om at vurdere en ny metode til at holde landet vildsvinefrit – et hegn langs den dansk-tyske grænse. Styrelsen gør imidlertid opmærksom på, at et hegn langs landegrænsen er ineffektivt: ”Mod øst vil hegnet støde op til Flensborg Fjord. Det er veldokumenteret, at vildsvin fra Tyskland svømmer over fjorden og derefter går i land i Danmark på en meget bred strækning øst for Kollund.” (Citeret efter Kristensen 2020: 38).
Alligevel afsættes der samme år 80 mio. kr. til at anlægge og vedligeholde et 70 kilometer langt og 1½ meter højt stålhegn langs den dansk-tyske grænse, og efter en 10 måneder lang etableringsfase står det færdigt i december 2019. Spørgsmålet er, om det virker?
I 2020 nedlægges 49 vildsvin i Sønderjylland, men i 2021 og 2022 kun henholdsvis 6 og 1. Indsatsen synes altså at være en succes, hvis succeskriteriet er at holde en hjemmehørende art ude af dansk natur. Men skyldes det grænsehegnet?
For det første er der 20 permanente åbninger i hegnet ved vandløb og grænseovergange, hvilket ikke blot gør det uhyre let for vildsvin at komme igennem, men også for ulve, hvis vej fra Tyskland til Danmark (og retur) ikke er standset. Men for det andet er det slet ikke den vej, vildsvin fra tid til anden krydser grænsen – de svømmer over Flensborg Fjord. Det er syd for fjorden, at den tyske vildsvinebestand har nærmet sig Danmark ved at følge østkysten mod nord. Det har man vidst i årevis, og som vi har set, gjorde Naturstyrelsen også opmærksom på det i 2018.
At der ikke er nogen vildsvin, der nærmer sig Danmark umiddelbart syd for det nyanlagte grænsehegn, er med andre ord ingen nyhed, og at dette heller ikke har ændret sig siden grænsehegnets etablering, fremgår af vildtkameraerne ved de 20 åbninger, hvor der ikke er fotograferet ét eneste vildsvin.
Grænsehegnet har med andre ord været et overflødigt spild af penge i forhold til vildsvinenes udbredelsesmønster.
Når der alligevel ikke er set vildsvin siden grænsehegnets opsætning, skyldes det altså ikke, at myndighederne har opsat en effektiv barriere (fuld af huller), men formentlig at jagten på den voksende tyske bestand i Slesvig Holsten er tiltaget siden 2015. I alle tilfælde er der stort set ingen vildsvin i Sønderjylland i 2021 og 2022, og dermed er dansk natur fortsat uden denne hjemmehørende nøgleart.
Jagthunde angriber vildsvin (radering af Marcus de Bye, 1600-tallet). Vildsvin jages ikke blot, men udryddes i det fri i Danmark. Første gang i 1801, anden gang i 2022.
3. Vildsvin i naturnationalparkerne?
Den eneste mulighed for at få vildsvinets økosystemfunktioner tilbage i danske naturområder er med andre ord at udsætte dyrene bag hegn, sådan som man f.eks. har gjort i Klelund Dyrehave og i Tofte Skov – hvilket også er en oplagt mulighed i naturnationalparkerne.
I Den Videnskabelige Arbejdsgruppe, der rådgiver Naturstyrelsen under etableringen af naturnationalparkerne, er vildsvin f.eks. entydigt anbefalet af alle de forskere, der har udtalt sig om dets relevans. Allerede under arbejdsgruppens første møde i december 2020 peger alle forskere på de ”økologiske gevinster” ved udsætning af vildsvin i de to første naturnationalparker, Gribskov og Fussingø (NNP Notat 1). Også under drøftelsen af naturnationalparkerne i Tranum, Stråsø og Almindingen i september 2021 fremhæves atter vildsvin (NNP Notat 4).
Imidlertid er der endnu ingen af de fremlagte naturnationalpark-planer, der inkluderer vildsvin. Fødevarestyrelsen anbefaler heller ikke, at det sker, til trods for at en udsætning i naturnationalparker ikke er undtaget fra de regler, der i forvejen gælder for de mange eksisterende vildsvinebesætninger, og til trods for, at de anbefales enstemmigt af biodiversitetsforskere.
En sammenligning af vildsvin og fasaner tydeliggør naturhensynets fravær i Miljøstyrelsens tilgang til udsætningen af de to dyr. Årligt bliver der udsat ca. 1 million fasaner i Danmark, fordi der er knyttet en indbringende økonomi til fasanjagten. Og selv om der skydes omtrent ½ million fasaner hvert år, opretholdes en bestand, der om vinteren tæller 100.000-200.000 fasaner, til trods for at der er tale om en invasiv art. I modsætning til fasanen er vildsvinet en hjemmehørende art med stor gavnlig betydning for skovenes biodiversitet, og selv om den kan udsættes bag hegn og allerede er udsat flere andre steder, er den af alle steder blevet udelukket i naturnationalparker, hvor hele omdrejningspunktet er hensynet til biodiversitet.
Som nævnt lever vildsvin blandt krondyr og bisoner i den 40 kvadratkilometer store indhegning i skov- og højmoseområdet Tofte Skov i Lille Vildmose. Her er det tydeligt, at dyrenes trampen og roden i jorden gavner vegetationen, heriblandt store bestande af den sjældne og rødlistede plante småfrugtet vandstjerne, der bliver særligt begunstiget af vildsvinenes forstyrrelser af vandløbsbredderne (Møller & Aaby 2009: 89). Generelt er der usædvanligt gode spiringsbetingelser og derfor også en ekstremt artsrig flora i Tofte Skov, hvor både vildsvinene og krondyrene skaber mere lys i skovbunden: ”Bestanden af krondyr og vildsvin i området er en afgørende forudsætning for de høje botaniske værdier.” (Ibid.: 110).
Vildsvin roder godt og grundigt op i skovbunden (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Vildsvinet er et gavnligt rodehoved, og hvis det fik lov til at leve i naturnationalparkerne, ville det også fremme biodiversiteten lige dér, hvor hele pointen er, at biodiversiteten har første prioritet.
At dyret også en spændende naturoplevelse i sig selv, er selvfølgelig i den sammenhæng sekundært, men gør jo ikke oplevelsen ringere. Den danske forfatter, tegner og maler Achton Friis (1871-1939), der berejste og beskrev mange afkroge i Grønland og Danmark i store værker, lod sig også begejstre over Tofte Skov. Her var han så heldig at opleve sort stork, men blev også opløftet af mødet med et vildsvin, som han levendegør med vanlig sans for detaljen:
”Som den selvfølgeligste ting af verden skred den frem imod mig, rodende med sin lange, sorte tryne i grønsværen. Her gik den på sin egen tilforladelige måde og var vildsvin, lige foran mig! Men dens ene vagtsomme øje fulgte mig bestandigt, mens det andet passede grisene, der som modsætning til den gamle ikke gav fjerneste agt på mig. De var endnu ganske små og stribede som hyæner. I farven virker dyret næsten sort, som et dybbrunt muldskud mod det solbelyste græs. Det har så godt som ingen lighed med det dorske, vanartede tamsvin. Det er et elegant vilddyr, fuldkommen i sin art, lynsnart i sine bevægelser. (…) Ornen er endnu pragtfuldere end soen. Den er et fuldkomment fabeldyr, overdrevent i enhver henseende. Dens sorte rygbørster virker som kammen på en drage, dens tryne er en knudret, snabelformet tingest, hvor overlæben på midten er skudt op i en bue af de vældige hugtænder.” (Friis 1962: 342f).
Sådan ser vildsvinet ud. I naturnationalparkerne må vi tænke os til det.
Dette essay er ét af 26 kapitler i bogen Naturnationalparker og de store dyrs genkomst. Hvis du vil læse hele bogen, findes den på biblioteker, men kan også bestilles: Jule-tilbud 2024: 300 kr. inkl. porto (spar 20%). MobilePay 40885225 (bestil inden 15.12.! Bogen fremsendes 16.12.). Læs mere her.
Rune Engelbreth Larsen
Tak til private givere for støtte til udarbejdelse af manuskript