Ord og billeder af Rune Engelbreth Larsen
STØRRE, VILDERE OG NATURLIGERE NATUR
Genkomst.
Bison
Af Rune Engelbreth Larsen
Visent. Europæisk bison. Białowieża (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Europas største landlevende dyr er på randen af udryddelse i midten af 1900-tallet, men beskyttelse og et effektivt avlsprogram med genudsætninger har reddet arten, der atter lever mange steder i europæisk natur, også i Danmark …
Europæisk bison (også kaldet visent) er den sidste af de store kæmper i Europa. Engang levede her både elefanter, næsehorn og flodheste i Europa, men i vor tids natur er bisontyren den eneste af kontinentets landlevende dyr, som lige akkurat kan være med i den tungeste vægtklasse for dyr over 1 ton. Almindeligvis ligger tyrens kropsvægt dog i omegnen af 450-900 kg, mens hunnen vejer 320-650 kg.
Europæisk bison er en drøvtygger, og en voksen bisontyr æder dagligt ca. 30-40 kg planter, mens hunnen æder ca. 25 kg. Skulderhøjden er tæt på to meter, og kropslængden kan måle op til 3½ meter plus hale. Den kan brase gennem tæt krat, krydse søer og floder – og er ovenikøbet en imponerende springer, der kan forcere forhindringer på op til to meter.
Europæisk og amerikansk bison betragtes som to arter, men de kan sagtens få afkom med hinanden og er også blevet anskuet som én og samme art, der blot har tilpasset sig levesteder på forskellige kontinenter. Kombinerede DNA-analyser og nærstudier af stenalder-hulebilleder af europæisk bison har imidlertid også fået nogle forskere til at argumentere for, at arten er opstået som en krydsning mellem uroksen og steppebisonen, der begge er uddøde (Soubrier m.fl. 2016).
I alle tilfælde har europæisk bison formentlig kunnet tælles i millioner umiddelbart efter istiden, hvor den var udbredt over store dele af Europa og Asien. Levestederne strakte sig dengang fra England og Spanien i vest og til Kasakhstan og Mongoliet i øst, mens dens udbredelsesområde fra syd til nord strakte sig fra Iran til Rusland og de sydlige dele af Skandinavien. Hertillands indvandrer den umiddelbart ved istidens afslutning (Aaris-Sørensen 2016: 227).
De ældste danske bisonknogler er kraniefragmenter, hvirvler og bækken fra et dyr, der er fundet i Jarmsted Mose ved Brovst i Nordjylland, og som er dateret til ca. 11.700-11.400 år før nu. Den har levet på et tidspunkt, hvor birke-fyrreskov dukker op i takt med temperaturstigningerne, men hvor der er rigeligt med åbne arealer til at tilgodese mange forskellige planteædere, hvad enten de er til græs og urter eller kviste, knopper, bark og blade, og den har delt landskaberne med bl.a. elg, kronhjort, brun bjørn, vildsvin, vildhest, bæver – og Homo sapiens.
De største dyr, der bliver nedlagt af stenalderjægerne, slagtes formentlig ude i terrænet, hvorfra de vigtigste kødstykker slæbes tilbage i dyrets eget skind, der fungerer som en slags ’sæk’ og letter transporten (Andersen 2001: 108). Det er i det mindste den formodede fremgangsmåde for elg og urokse, men da europæisk bison er det tungeste af byttedyrene efter istiden, er det tænkeligt, at man har anvendt samme metode.
I lighed med rensdyr og hest hører bison til de vandrende flokdyr, hvilket har gjort jagten overskuelig i de åbne landskaber ved istidens afslutning, hvor renerne er de første til at forsvinde. Jægerne behøver blot følge i flokkenes fodspor, modsat enspændere som f.eks. elgene, der kan gemme sig i skovene, og det er muligvis en af årsagerne til, at bison er det første af de store dyr, der uddør herhjemme efter rensdyrene. Som vi skal vende tilbage til, er det dog forbundet med visse vanskeligheder at konstatere, præcis hvornår de sidste bisoner uddør på vores breddegrader, eller om den genindvandrer i flere omgange.
I andre europæiske lande lever bisoner langt op i nyere tid, om end i stærkt reducerede bestande, fordi jagten på kontinentets største dyr bliver stadig mere intensiv. I slutningen af 1400-tallet er den europæiske bestand så lille og fragmenteret, at jagt-restriktioner håndhæves for at beskytte den.
Det er dog ikke dyrets velbefindende eller rolle i økosystemerne, der er motivet, men derimod kongelige jagtinteresser, som blot udskyder konsekvenserne af den fortsatte decimering. I slutningen af 1800-tallet er der således kun to små bisonbestande tilbage i naturen, den ene i Białowieża Skov i det nuværende grænseområde mellem Polen og Hviderusland, den anden i Kaukasusbjergene. I 1915 tæller bestanden i Białowieża ca. 785 bisoner og er på papiret levedygtig, men dens levesteder presses både af krybskytteri og kampe på østfronten under 1. Verdenskrig. Blot fire år senere er områdets sidste bisoner totaludryddet, og i 1927 er også Kaukasusbjergenes sidste vildtlevende dyr væk (de Bont 2017: 166f).
Europæisk bison blev jaget til randen af udryddelse. Her er det den russiske zar Alexander III på jagt med følge i Bialowieza Skov i 1894. Illustration af Mihály Zichy.
Tilbage er 54 bisoner af usikker herkomst, spredt i forskellige europæiske dyreparker, bl.a. Zoologisk Have i København. I 1920’erne og 1930’erne organiseres et internationalt samarbejde, og der arbejdes i flere lande på at udsætte dyret i større natur-indhegninger, som imidlertid ikke bliver mere naturlige, end at de er underlagt omfattende menneskelig forvaltning og dyrefodring. De første områder etableres i Sverige, Tyskland og Polen, heriblandt et såkaldt avlscenter i Białowieża, men det nationalsocialistiske intermezzo afsporer bestræbelserne.
Efter nazisternes magtovertagelse i Tyskland i 1933 etableres en ny tysk organisation for bisonavlere, denne gang i nær tilknytning til nazistisk ideologi og med det specifikke formål at ”formere og forbedre bestanden” og for al fremtid sikre ”det ædleste tyske storvildt” inden for Rigsgrænsen (Wörner 2016). Adolf Hitlers næstkommanderende Hermann Göring bliver stærkt personligt involveret i projektet og planlægger at ’germanisere’ naturlandskabet omkring Białowieża som blivende hjemsted for de største ”tyske urtids-kvæg” (de Bont 2017). Men de nazistiske bison-drømme ender med Tysklands nederlag i Anden Verdenskrig, og fra slutningen af 1940’erne kommer det internationale bison-samarbejde atter på skinner. I 1952-53 påbegyndes genudsætningen af bison i Białowieża Skov, først i den polske del af området, siden i den hviderussiske (Kunstmann 2003: 15).
Både amerikansk og europæisk bison er få skud nær totaludryddelse i henholdsvis slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Her er det bunkevis af bisonkranier fra amerikansk bison, der blev majet ned i Nordamerika i kolossale antal, idet man ville tvinge de indfødte præriefolk i reservater ved at eliminere deres eksistensgrundlag (ukendt fotograf, 1882). I første halvdel af 1800-tallet var der ca. 30.000.000 bisoner i Nordamerika, i 1890 var der ca. 1.000 tilbage. 0,003 procent. Efter århundreders intensiv jagt var europæisk bison reduceret til blot 54 dyr i 1920'erne.
Alle nulevende individer af europæisk bison nedstammer fra et avlsarbejde, der blot baseres på 12 dyr, hvilket er et skrøbeligt udgangspunkt for at redde arten – men det lykkes. I 2020 lever bison således frit i 10 lande, hvoraf den største bestand er de 1.400 dyr, der lever i Białowieża-området, omtrent fifty-fifty fordelt mellem den hviderussiske og den polske bestand (Olech & Perzanowski 2022: 53). Europæisk bison er dermed tilbage i et meget stort naturområde, hvor der bl.a. også lever ulv, los, ræv, elg, krondyr, vildsvin og bæver – en vifte af større nøglearter, der ikke er helt ulig den, vi kender fra vores egne breddegrader umiddelbart efter den seneste istid.
Er det ikke så vanskeligt at konstatere, at europæisk bison indvandrer på vores breddegrader ved istidens afslutning og dermed for så vidt bliver til dansk bison, er det imidlertid vanskeligt at fastslå, hvornår arten uddør herhjemme, for vi har kun få knoglefund, der er identificeret som europæisk bison. Den almindeligt anslåede periode for dyrets tilstedeværelse i Danmark strækker sig over knap to årtusinder, fra ca. 11.700 til ca. 10.000 år før nu, idet der også skeles til sydsvenske og nordtyske fund for at indramme perioden (Aaris-Sørensen 2016: 227).
Det kræver imidlertid ofte en nærmere analyse at skelne bisonknogler fra urokseknogler, hvorfor der godt kunne gemme sig flere bisonknogler blandt nogle af de mange hjemlige fund, der ellers er rubriceret som urokser og er dateret helt frem til for 3.000 år siden.
Det er selvfølgelig spekulation, om bisonen kunne have levet herhjemme så længe, men blandt vores få hjemlige fund af bisonknogler er der enkelte, som falder inden for (og endog er senere end) uroksens sidste optræden. En bisonpandeskal, der er fundet i Ejsbøl ved Haderslev, er f.eks. kun ca. 2.500 år gammel og kunne pege på, at arten er genindvandret. Det er ikke helt utænkeligt, eftersom både Estland og Letland oplever en bison-genindvandring i denne periode (Aaris-Sørensen 1988: 143).
Vi har også et bisonknoglefund, der kun er 1.500 år gammelt, og som stammer fra Søborg Slots voldgrav i Nordsjælland, hvilket kunne tyde på, at arten sågar har overlevet tusind år længere end uroksen. Også i lande omkring os overlever europæisk bison til langt op i middelalderen og senere, f.eks. helt frem til det 11., 12. og 18. århundrede i Sverige, England og Østpreussen (Kunstmann 2003: 14).
Det nærliggende spørgsmål er selvfølgelig, om de danske fund stammer fra dyr, der rent faktisk har levet i dansk natur, eller om der snarere er tale om dyr, der er blevet nedlagt syd for Danmark og efterfølgende bragt hertillands af den ene eller anden grund, f.eks. som trofæer eller offergaver (Aaris-Sørensen 2016: 148). Men økosystemerne hertillands adskiller sig ikke radikalt fra økosystemerne i den nærmeste natur i vores nabolande, hvorfor det heller ikke er altafgørende for arters relevans eller status som hjemmehørende, om de en gang i fortiden tilfældigvis har levet få kilometer inden for eller uden for nutidens nationale grænsedragninger. Og uanset om der har levet bisoner i jernalderen herhjemme, har der i alle tilfælde været bisonbestande tæt på landet, og derfor er det muligt, at en bisonflok eller enkelte strejfere også kan være dukket op herhjemme i bronze- eller jernalderen.
Historisk udbredelse af europæisk bison. Det lysegrønne område markerer udbredelsen efter sidste istid for små 12.000 år siden, og det mørkegrønne område en omtrentlig udbredelse frem til højmiddelalderen. I Danmark er det sidste knoglefund, der blev fundet i Bøgesø Mose, dog fra omkr. år 500, men spørgsmålet er, om det er kongler fra handelstrofæer? Ifølge en ældre vurdering i Journal of Mammalogy har europæisk levede formodentlig levet i Schweiz i middelalderen, er nævnt i Sverige i det 11. århundrede og har muligvis levet i England i det 12. århundrede (Ahrens 1921), hvilket muligvis sandsynliggør, at den også kan have levet i dansk natur i det 6. århundrede. De røde pletter viser, hvor de sidste bestande levede frit i begyndelsen af det 20. århundrede: Bialowiezaskoven og Kaukasus. Arten blev næsten udryddet i begyndelsen af århundredet, men blev reddet af et omhyggeligt avlsarbejde med udgangspunkt i de sidste 54 individer fra zoologiske haver (kort: Wikipedia).
Men hvornår den sidste bison end har græsset i Danmarks forhistorie, er arten i sidste ende formentlig fortrængt på grund af jagttrykket.
Historisk er europæisk bison blevet betragtet som en skovart, fordi den ifølge skriftlige europæiske kilder synes at leve mere eller mindre udelukkende i skovområder. Forskningen tyder imidlertid på, at europæisk bison snarere er en såkaldt ”flygtninge-art” (refugee-species), der primært har levet i skovene, fordi den er blevet fortrængt fra sine oprindelige åbne levesteder af jagt, landbrug og sygdomme. I lighed med kronhjorten har den med andre ord lært at gemme sig i skoven og justere sit valg af habitat og fødeemner dér, hvor den var knap så let at nedlægge for jægerne som i det åbne land (Bocherens 2015).
Analyser af kulstof- og kvælstofisotoper fra nordeuropæiske knoglefund af europæisk bison fra tidlig Holocæn indikerer også, at fødevalget stammer fra åbne landskaber frem for skovene. Hervé Bocherens, som er en af forskerne bag analysen, fortæller opsummerende, at ”europæisk bison ville have meget bedre odds, hvis den – som den gjorde i fortiden – levede i åbne landskaber, der ville tilbyde et meget bredere fødespektrum” (ScienceDaily, 12.2.2015).
I Rothaargebirge i Tyskland har man f.eks. undersøgt fødevalget hos en flok bisoner, der har levet i det fri siden 2013, og her kan man konstatere, at de veksler mellem skov og åbne arealer i deres fødesøgning: ”Stormfaldne arealer og andre løvskove blev kun foretrukket om foråret. Granskove blev undgået om foråret, men foretrukket senere samme år. Veje og vandløb blev foretrukket i den indledende fase efter udsætningen. Græsland blev løbende foretrukket, og bøgeskove blev løbende undgået.” (Schmitz 2015).
Selv om skoven formentlig ikke er dens oprindelige og foretrukne levested, men dens ”nødløsning” (Aaris-Sørensen 2016: 149), har forestillingen om en europæisk ’skovbison’ imidlertid haft betydning for genudsætninger i skovområder i Europa, ikke blot i Białowieża, men f.eks. også i Almindingen på Bornholm, hvilket vi skal vende tilbage til.
Som nævnt er arten blevet reddet af avlsprogrammer, der gennem et århundrede har forøget den totale bestand af europæisk bison med stor succes. I 2000 levede der over 1.500 fritlevende bisoner i fem lande, og i 2020 er antallet steget til næsten 7.000 i 10 lande. Dertil kommer dyr i dyreparker og dyr i naturområder bag hegn som f.eks. i Danmark, hvilket bringer den totale bestand op på over 9.000 dyr i 2020 (Olech & Perzanowski: 46). Efter alt at dømme har den samlede globale bestand rundet 10.000 i 2022, hvilket må siges at være en bemærkelsesværdig milepæl mindre end 100 år efter udryddelsen af de sidste vildtlevende dyr i Kaukasusbjergene.
Find Holger ... Eller: Bisontyr i ensom majestæt. Genudsat i 2007 i Kraansvlak, Holland. Femten års succes fortæller, at tilskudsfodring ikke er nødvendigt, og at europæisk bison klarer sig glimrende i åben klitnatur. Der er kommet masser af kalve, har kun været få døde dyr, og mange er blevet eksporteret til andre europæiske bisonprojekter (foto © Rune Engelbreth Larsen).
Europæisk bison er ikke en udpræget skovart, men det betyder ikke, at den ikke også finder godbidder i skoven. Lelystad Nature Park, Holland (foto © Rune Engelbreth Larsen).
2. Europæisk bison bliver atter dansk – i følgeskab med polske parasitter
”Den tætte dis omslutter morgengryet, og solen lurer lige under horisonten bag skovens mørke silhuetter. En pukkelrygget skygge sejler tavst og tungt gennem tågehavet og ligner næsten en hval, der kløver vandoverfladen. Men det store dyr er selvfølgelig ikke en hval – det er en europæisk bison, også kaldet visent. Halvskjult bag græsset kommer Europas største landlevende dyr ud af en af Europas vildeste skove i det østlige Polen, Białowieża. Tyren damper i disen og løfter af og til hovedet, så de karakteristiske horn opløser tågen. Og mens solen langsomt hæver sig over horisonten og slipper fri af trækronerne, brænder den disen bort og bader ikke én, men to bisontyre i sit bløde morgenlys.” (Larsen: Vildere vidder i dansk natur, 2017).
Det var mit første møde med Europas sidste kæmper i Polen, men jeg har tidligere set bisoner i et lille dansk naturområde.
I 2010 var Randers Regnskov først til at genintroducere arten i dansk natur, da en lille flok blev udsat på Vorup Enge i udkanten af Randers. De første dyr kom direkte fra dyreparken Ree Park, hvor de var vant til at blive fodret, og den praksis fortsatte på et areal, der ikke gav dem mere end 37 hektar at brede sig på. Ikke desto mindre åbnede Randers Regnskov manges øjne for, at europæisk bison ikke var så utænkelig i dansk natur, som man måske skulle tro, selv om man ikke kunne tale om særligt naturlige præmisser.
I 2012 fulgte Naturstyrelsen op ved at udsætte syv bisoner i et 200 hektar stort skovområde i Almindingen, siden kendt som Bisonskoven. Området er del af en nåletræsplantage, og som vi har set, er det næppe noget optimalt levested for europæisk bison, men Naturstyrelsen ryddede træbevoksninger i ca. 30 procent af Bisonskoven og føjede derved flere åbne arealer til området (Friese 2016). Birk er som altid en hurtig pionér, der koloniserer nye åbne arealer, men bisonernes græsningseffekt skaber en begyndende mosaikstruktur med åbne pletter imellem træerne. De tunge dyrs støvbadning har endog haft held til selv at gøre det af med en grøft, og også ad den vej har de gjort området en smule naturligere ved uforvarende at afvikle kunstig afvanding.
I 2012 blev en lille flok bisoner udsat i Almindingen på Bornholm i et område på 200 hektar, kaldet Bisonskoven. I Naturnationalpark Almindingen seksdobles arealet (foto © Rune Engelbreth Larsen).
Flere træer bærer præg af, at de store dyr har skrabet deres undertænder mod stammerne og derved delvist afbarket dem som en del af den karakteristiske dynamik, de bibringer naturen. De følgende år bliver flokken forøget med flere dyr udefra, andre dør undervejs, og kalve kommer til. Antallet er gået op og ned, og ti år efter udsætningen i 2012 er der i 2022 en lille flok på 11 dyr.
Når dyr transporteres på tværs af landegrænser, kan der være blinde passagerer med – små snyltere. Selv om europæisk bison er en succeshistorie i den forstand, at avlsarbejdet har reddet arten, stammer alle nulevende dyr som nævnt fra meget få individer, hvilket også forøger risikoen for et afkom, der er mindre modstandsdygtigt.
I Almindingen viser bisonerne sig f.eks. at være et hjem for parasitter som leverikter, vomikter, trådorm, piskeorm og lungeorm, der får fatale konsekvenser for flere af dyrene (Buchmann m.fl. 2014). To voksne bisoner og en kalv dør f.eks. i 2015, og selv om der ikke foretages en egentlig parasitanalyse (Buchmann m.fl. 2016), undersøges et af de døde dyr af en lokal dyrlæge, der vurderer, at den har været stærkt belastet af parasitter, og formodentlig har snylterne været med ’ombord’ dyret hele vejen fra Polen. Selv om parasitter og døde bisoner trækker overskrifter, har bisonflokken i Almindingen dog generelt klaret sig godt ifølge skovriderens vurdering efter de første fire år (Friese 2016).
I 2017 viser det sig imidlertid, at 9 af de 15 bisoner i den anden flok ved Vorup Enge er plaget af leverikter og må aflives, hvilket bliver begyndelsen på enden for bisoneventyret på det lille areal ved Gudenåen. Fodring af dyrene har muligvis bidraget til deres tragiske endeligt. En undersøgelse tyder således på, at vinterfodring forværrer problemet med den blodsugende parasit Ashworthius sidemi, fordi dyrene koncentreres omkring en foderplads, hvilket letter parasittens spredning fra dyr til dyr (Kołodziej-Sobocinska m.fl. 2016).
Det er naturligvis endnu et argument for at udsætte dyr uden tilskudsfodring, fordi de derved skal bevæge sig rundt på arealet hele året og således selv at finde deres føde.
Der er imidlertid også grunde til ikke at behandle bisoner imod parasitter, bl.a. fordi det kræver en fuld bedøvelse af dyret, hvilket kan indebære en stress-situation, og fordi medikamenter ender i bisonernes ekskrementer, der kan blive spredt i økosystemet. Men det er også problematisk, fordi man befordrer bisonafkom, der er særligt sårbare over for parasitter, frem for at lade de meste modstandsdygtige dyr videreføre arten.
Der er imidlertid en anden problemstilling, som påkalder sig opmærksomhed i forhold til den bornholmske bisonbestand: går de ikke og skranter om vinteren?
I 2022 bliver Naturstyrelsen politianmeldt for vanrøgt, fordi nogen mener, at dyrene sulter uden vinterfodring. Som vi har set, kan vinterfodring forøge risikoen for parasitter, men den indebærer også, at dyrenes naturlige økosystemfunktioner afskæres en stor del af året, fordi de i givet fald undlader at trave rundt på arealet og finde føde, skabe spirehuller og variation.
Men er det overhovedet korrekt, at dyrene går og sulter i Bisonskoven? Ikke ifølge Bengt Holst, der er formand for Dyreetisk Råd og tidligere videnskabelig direktør i Zoologisk Have. Til TV2 udtaler han: ”De er sådan, som de skal være. Det er klart, at her om vinteren vil de altid være en lille smule tyndere end om sommeren, men ikke så tynde, at det er et problem. Det er helt naturligt, fordi deres fødevalg skifter. Man kigger selvfølgelig på dyrets huld, altså hvor tykt dens fedtlag er, men dens sociale adfærd og dens pels er lige så vigtig. De faktorer skal så lægges sammen med årstiden for at få en samlet tilstandsvurdering. Den europæiske bison, vi har i Svinemosen, er som bekendt af en noget slankere støbning end den amerikanske bison.” (TV2 Bornholm, 21.2.2022).
Senere på året når Fødevarestyrelsen frem til den samme konklusion: Dyrene er i fin form – eller ”godt huld”, som det hedder – og politiet foretager sig ikke yderligere i sagen.
I de ti år, der er gået efter udsætningen af de første dyr i Bisonskoven, er nogle af dem døde som følge af ringe modstandskraft mod parasitter, andre er blevet stanget af konkurrenter i flokken. Det er naturligt. Samlet er 16 dyr døde og 19 kalve født de første 10 år, og faktisk lever bisonerne i Almindingen gennemsnitligt længere, end det er normalt for arten, målt på deres medianlevetid (Fabricius 2022).
Til gengæld afsluttes Randers Regnskovs bisonprojekt på de 37 hektar ved Gudenåen i 2019, og den decimerede bisonflok flyttes til et karantæneområde ved Tofte Skov & Mose i Lille Vildmose, hvor der både er skov, sletter og højmose. Sammen med syv bisoner fra Holland slipper tre gennem nåleøjet i 2021 til et areal, der er mere end tusind gange så stort som indhegningen ved Gudenåen, og hvor der i forvejen er vildsvin og krondyr. I februar 2022 får de selskab af endnu en lille flok bisoner, der siden 2017 har levet i Merritskoven på Lolland. I deres nye hjem i Tofte Skov bevæger bisonerne sig over stort set hele arealet, bortset fra højmosen.
I marts 2023 gøres der status over deres foreløbige virke i området: ”Her er de en naturlig del af økosystemet og spiser store mængder græs, skræller træer (især rønnetræer), skaber små åbne huller, når de støvbader og lægger deres efterladenskaber rundt omkring i skoven til stor glæde for en række insekter.” (Christensen & Andersen 2023).
Det er ikke første gang, der er bison i Tofte Skov – faktisk blev der udsat en bisontyr i 1936, om end det dengang var en amerikansk bison. Den var den eneste af sin art, men den fik dog selskab af en tamkvie. Noget egentligt udsætningsforsøg har der ikke været tale om, og begge dyr blev overført til Zoologisk Have i Aalborg et par år senere (Schimmelmann 1936/2012).
Ved udgangen af 2022 er der således to bisonflokke i dansk natur, en jysk og en bornholmsk: 20 bisoner lever på 4.000 hektar i Tofte Skov ved Lille Vildmose i Nordjylland, og 11 lever på 200 hektar i Bisonskoven på Bornholm. Med etableringen af Naturnationalpark Almindingen får de bornholmske bisoner imidlertid flerdoblet deres areal fra 200 hektar til en ny hegning på 1.100 hektar.
Visent. Europæisk bison. Białowieża (foto © Rune Engelbreth Larsen).
3. Erfaringer og forventninger. Europæisk bison i naturnationalparker
Der er flere undersøgelse af de effekter, europæisk bison har på naturen i Bisonskoven, bl.a. en analyse af vegetationspåvirkningen i perioden 2012-2017. Ved hjælp af arts-registrering, bidpåvirkning, barkskrælning og vegetationsstrukturer i tre lysåbne habitater og ti skovhabitater i Bisonskoven konstateres det, at fem af områderne viser en signifikant stigning i artsantallet i perioden (to lysåbne arealer og tre skovarealer), og at der er en målbar bidpåvirkning af løvtræer (Schäfer 2018).
En ph.d.-afhandling, der bl.a. tager afsæt i bisonflokken på Bornholm og analyserer store dyrs effekter på vegetationssamfund og dynamik, viser bl.a., at europæisk bison kan øge artsrigdommen af karplanter og hyppigheden af mosser i skovens bundvegetation med varierende effekter, afhængigt af skovtyperne (Gottlieb 2021). Konkluderende hedder det, at store græssende dyrs tilstedeværelse i skovlandskaber kan have ”en stor og positiv indvirkning på vegetationssamfundet og artsrigdommen”. Selv om vi har set, at europæisk bison historisk er tilpasset åbne naturområder, er der altså positive effekter af deres tilstedeværelse i skovlandskaber.
Fra Holland ved vi også, at europæisk bison klarer sig særdeles godt i klitlandskaber. Siden 2010 har der således været bisoner på et 330 hektar stort areal ved Kraansvlak. Bisonernes primære føde er græs, men 20 procent af menuen består af vedplanter, og de æder også bunkevis af bær og en masse agern om efteråret (Cromsight m.fl. 2018). I Kraansvlak går bisonerne bag hegn af forskellig højde, helt ned til 1,20 meter, hvilket ikke giver problemer og er en billigere løsning end de høje hegn, vi kender fra Bisonskoven i Almindingen.
Fødselsoverskuddet af dyrene fortæller noget om, hvor godt de trives i klitnaturen. Fra udsætningen af de første 3 bisoner i november 2007 og frem til 2019 er der jævnligt udvekslet dyr med andre europæiske bisonprojekter – i alt er der importeret 11 dyr og eksporteret 17, og tilbage i Kraansvlak tæller bestanden 19 dyr i 2019, hvor de i øvrigt lever sammen med vildheste (Konik), vildokser (Skotsk højlandskvæg) og krondyr.
Danske forskere, der har undersøgt vigtigheden af at genetablere dynamisk klit-natur, som trues af stilstand og monotoni, har også peget på udsætning af europæisk bison for netop at få øget græsning og dynamik i klitterne (Brunbjerg m.fl. 2014).
Blandt de 15 danske naturnationalparkerne er der således flere oplagte levesteder for den store græsser, ikke mindst – men ikke alene – i de jyske naturnationalparker. Forskere påpeger f.eks., at europæisk bison specifikt kan fremme levestederne for den stærkt truede dagsommerfugl ensianblåfugl, der har nogle af sine sidste levesteder langs den jyske vestkyst, bl.a. i Hanstholm Vildtreservat, der er en del af Naturnationalpark Hanstholm (Kelager m.fl. 2017).
Europæisk bison. Lelystad Nature Park, Holland (foto © Rune Engelbreth Larsen).
Flere naturnationalparker er af en størrelse, der også kan bære selvsupplerende bisonbestande – altså flokke, der i princippet ikke er afhængige af tilførsel af yderligere dyr udefra, men i sig selv kan opretholde en tilstrækkelig genetisk variation. En selvsupplerende bisonbestand bør minimum bestå af 100 dyr, men der er forskellige estimater af, hvor stort et område det kræver (Kunstmann 2003), og det afhænger naturligvis af en analyse af fødegrundlaget såvel som antallet af andre dyr med eventuelt overlappende behov i de pågældende områder.
En analyse af bæreevnen på ca. 6.200 hektar i Lille Vildmose estimerer f.eks., at der her er levegrundlag for en bestand på ca. 125 bisoner foruden 55 elge, 300 vildsvin, 350 krondyr, 180 rådyr, 250 kvæg, 275 heste og 70 bævere (Olesen 2004). I det 3.600 hektar store område Döberitzer Heide lige uden for Berlin opgøres dyrebestandene i 2014 til ca. 90 bisoner, 90 krondyr og 30 vildheste foruden et større (og ukendt) antal vildsvin, og siden har bisonbestanden rundet 100 dyr.
Det kunne tyde på, at bisonbestande på små 100 dyr eller flere måske ikke er umulige i flere af de danske naturnationalparker, f.eks. i Naturnationalpark Hanstholm (5.050 hektar), Naturnationalpark Stråsø (3.500 hektar), Naturnationalpark Tranum (2.700 hektar) og Naturnationalpark Nørlund Plantage & Harrild Hede (2.707 hektar).
Der er naturligvis intet galt i mindre bisonflokke, der med års mellemrum suppleres af tilførte dyr af hensyn til den genetiske variation, hvorfor også mindre naturnationalparker er oplagte at overveje til europæisk bison, heriblandt Naturnationalpark Læsø Klitplantage (1.126 hektar), men også i de fleste af de øvrige jyske naturnationalparker.
Dette essay er ét af 26 kapitler fra bogen Naturnationalparker og de store dyrs genkomst. Hvis du vil læse hele bogen, findes den på biblioteker, men kan også bestilles: 300 kr. inkl. porto (spar 20%). MobilePay 40 88 52 25. Læs mere her.
Rune Engelbreth Larsen
Tak til private givere for støtte til udarbejdelse af manuskript