Forslag: Naturnationalpark Filsø & Kærgård Klitplantage

Forslag til 5.600 hektar stor Naturzone Filsø & Kærgård (kort)

Forslag til 56 kvadratkilometer vildere natur: Naturnationalpark Filsø & Kærgård Klitplantage. Området indgår i dag i Oksbøl Krondyrreservat, og hegnslinjen kan f.eks. bestå af et lavt elhegn, som ikke hindrer krondyrenes passage, men holder andre større planteædere inde på arealet (grafik © Rune Engelbreth Larsen).

NATURNATIONALPARKER SOM BRIKKER I EN OMKOSTNINGSEFFEKTIV NATURZONE UDEN AREALOPKØB

​​

Her følger en online-version af forslaget til Naturnationalpark Filsø & Kærgård Klitplantage fra Rune Engelbreth Larsens bog Danmarks genforvildede natur (2020). Forslaget er en bearbejdet version på baggrund af det naturnationalpark-konceptet, der oprindelig blev præsenteret i forfatterens foregående bog, Vildere vidder i dansk natur (2017). Bøgerne har inspireret politikerne til at arbejde videre med vildere natur i danske naturnationalparker, der bl.a. er beskrevet som et mål i Socialdemokratiets regeringsgrundlag i juni 2019.

1. INTRODUKTION

Flere og flere fastslår, at de største trusler mod natur og biodiversitet er manglen på plads, hvor naturen kan udfolde og forandre sig som natur. Der er således udbredt konsensus blandt en bred vifte af toneangivende forskere om vigtigheden af dynamisk frem for statisk natur i større sammenhængende og mere selvforvaltende naturarealer uden skovbrug og landbrug, hvor naturlige vandforhold i videst mulig udstrækning genetableres, og hvor der udsættes en vifte af helårsgræssende dyr uden tilskudsfodring (Svenning m.fl. 2012, Petersen m.fl. 2016, Ejrnæs m.fl. 2017, Fløjgaard m.fl. 2017, Møller m.fl. 2018).

Hvis vi ønsker en forbedret naturtilstand, skal naturens dynamiske processer med andre ord have plads til at virke så uhindret som muligt i store og vildere naturområder, hvor biodiversitet har førsteprioritet – i det følgende omtalt som naturnationalparker.

Men hvorfor »genskabe«? Hvorfor ikke bare stoppe alle naturforarmende indgreb og lade naturen være natur, hvor det er muligt? Det er naturligvis også det tilstræbte mål i selvforvaltende naturområder, men ofte kræver det alligevel en indsats, først og fremmest indledningsvis.

Ganske vist er arterne evolutionært udviklet over hundredtusinder eller millioner af år i naturlandskaber uden menneskelig indgriben og kan derfor sagtens klare sig uden forvaltning og pleje, men hvis vi umiddelbart overlader naturarealer til sig selv i dag, vil mange økosystemer kun vanskeligt opnå en gunstig naturtilstand uden en aktiv indsats på grund af de langsigtede negative effekter af mange generationers intensive ressourceudnyttelse og artsudryddelse. 

Lader vi f.eks. skoven være urørt uden andre tiltag, vil naturen ofte reproducere eller forværre produktionsskovens mørke, ensartede og artsfattige skovstruktur mange år fremefter i stedet for at udvikle varierede levesteder til en naturlig mangfoldighed af arter. Det skyldes bl.a., at så godt som alle vore terrestriske arter er udviklet i store sammenhængende naturlandskaber med mange forskellige græssende dyr, hvoraf hovedparten er bortjaget eller udryddet i dag – selv husdyrgræsningen, der i nogen grad 'erstattede' den naturlige skovgræsning, blev afviklet i 1800-tallet.

 

Dertil kommer, at store dele af Danmarks skovareal består af unaturligt drænede og ensaldrede bevoksninger med kun én eller få forskellige træarter og store tilplantede arealer med ikke-hjemmehørende træarter, fordi skovenes primære funktion i århundreder har været at levere tømmer (Buchwald & Heilmann-Clausen 2018).

Vores naturforarmende indgreb stikker med andre ord så dybt, at den natur, vi måtte vælge at overlade til sig selv, sjældent har de naturlige forudsætninger for at komme på fode igen – af sig selv. 

Derfor er der brug for biodiversitetsfremmende tiltag, hvor ikke mindst naturlig græsning og naturlige vandforhold genetableres, så udgangsbetingelserne for urørt skov – og naturligere naturarealer i almindelighed – bliver langt mere varierede, og naturen igen får forudsætningerne for at udvikle sig mere dynamisk og selvforvaltende. Det kræver ikke alene plads til robuste bestande af flere forskellige større planteædere i samspil med de øvrige arter, men også gerne plads til, at erosion, stormfald, sandflugt, ådsler, oversvømmelser osv. atter kan blive en del af vildere og mere dynamisk natur i udvalgte områder.

Lidt firkantet udtrykt kan kriterierne og virkemidlerne for genetableringen af vildere natur udtrykkes ved følgende 5 P'er:

 

KRITERIER for udvalget af større områder: 1) plads (til naturlige processer), 2) placering (primært på offentlige arealer med høje naturværdier) og 3) prioritering (af truede arter og levesteder). VIRKEMIDLER til at fremme vildere natur i udvalgte områder: 4) planteædere genudsættes bag ét ydre hegn og 5) produktionsophør gennemføres overalt på arealet, hvilket indebærer genetableringen af naturlig hydrologi og en hurtig afvikling af skovbrug og landbrug.

Bogen Vildere vidder i dansk natur (2017) uddyber baggrunden herfor og skitserer 35 forslag til oplagte naturområder med et samlet potentiale på ca. 1.250 kvadratkilometer vildere natur, primært på statsarealer. Bogen Danmarks genforvildede natur (2020) konkretiserer 15 af disse på sammenlagt 30.000 hektar og viser hvor en fase 2 oplagt kunne fordoble arealet med udvidelser og flere naturnationalparker og nå op på i alt 60.000 hektar.

Læs eventuelt baggrundsartiklens uddybende argumentation for rammer og kriterier: Vision og introduktion.

Et af de oprindelige 35 forslag fra 2017 er Naturnationalpark Vesterhavet, der kan læses og downloades separat på Naturzonen.dk. I det følgende præsenteres den bearbejdede version, der er skåret mere ind til benet i Danmarks genforvildede natur (2020) af hensyn til en lettere og mere omkostningseffektiv politisk realisering, der hurtigere kan gennemføres og med tiden eventuelt udvides. Der er selvfølgelig ikke af den grund tale om en detailplan (der i givet fald skal udarbejdes af fageksperter), men et skridt nærmere en realistisk anskueliggørelse af rammer og grundideer relateret til det konkrete område: Naturnationalpark Filsø & Kærgård Klitplantage.

Filsø (foto: Rune Engelbreth Larsen)

Det ligner et lille hav, den 915 hektar store Filsø, der blev genetableret af Aage V. Jensen Naturfond i 2012 (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Løvklitter i Kærgård Klitplantage (foto: Rune Engelbreth Larsen)

Løvklitter i Kærgård Klitplantage. Egentlig er der tale om egekrat, der langsomt er blevet dækket af flyvesand, men formår at holde kronen oven over sandet. Det er med andre ord ikke buske, men den øverste del af trækronerne på begravede træer (foto © Rune Engelbreth Larsen)

2. HVORFOR DÉR OG HVAD SKAL DER TIL?

Forslaget til Naturnationalpark Filsø & Kærgård Klitplantage rummer store arealer ejet af Forsvarsministeriet, Miljøministeriet og Aage V. Jensen Naturfond, hvilket forudsætter en fælles arealforvaltning, hvis vi ønsker at tilgodese naturens mangel på større sammenhængende arealer.

Til gengæld kan et sådant selvforvaltende naturprojekt etableres helt uden arealopkøb, og der er både mulighed for mindre og meget større modeller. Som det fremgår af kortet øverst, er der mange store naturarealer, som grænser op til den foreslåede afgrænsning, og i bogen Vildere vidder illustreres et forslag til en afgræsning på helt op til 190 kvadratkilometer, der strækker sig fra sydspidsen af Skallingen til Filsø og Filsø Hede (27 kilometer nordligere i fugleflugtslinje): Naturnationalpark Vesterhavet

 

Det er naturligvis altsammen et spørgsmål om politisk prioritering og regional vilje, og den afgrænsning, som eksemplificeres her, strækker sig over 56 kvadratkilometer. Udgangspunktet er at fremlægge et forslag, der både er ambitiøst, men på den anden side også overskueligt at søsætte – hvis de tre ejere (og de politiske beslutningstagere) skulle vise sig parate.

Forslaget til Naturnatinoalpark Filsø & Kærgård Klitplantage overlapper store dele af Natura 2000-område nr. 84, og det er primært på Filsø Hede, Børsmose Hede og Sølager, at de store naturværdier findes inden for den foreslåede afgrænsning, jf. områdets bioscore (se kortmaterialet). Det er med andre ord et forslag, der rummer de fleste af de store naturværdier i området.

 

Endvidere er den foreslåede afgrænsning inkluderet i det såkaldte 50 procents-biodiversitetsscenario blandt de væsentligtste 3.600 kvadratkilometer naturområder at beskytte, hvis Danmarks biodiversitetstab skal standses (Ejrnæs m.fl. 2014).

Det er ikke et område, hvor der er aktuelle planer om at udlægge større partier urørt skov i forbindelse med Naturpakken, som udpeger ca. 6.700 hektar urørt løvskov fra 2026 og ca. 3.300 hektar urørt nåleskov fra 2065 – for her er Fyn og Vestjylland udeladt.

 

Men dele af Kærgård Klitplantage er allerede lagt urørt i 1994 og lidt mere i 2000, sammenlagt ca. 170 hektar, hvoraf størstedelen udgør et sammenhængende areal. Realiseres Naturzone Filsø & Kærgård Klitplantage som selvforvaltende natur, indebærer det, at også de øvrige skovarealer inden for den foreslåede afgrænsning bliver udlagt som urørt skov.

Det er imidlertid næppe store tab af tømmerindtægter, der i givet fald ville være tale om her, for den regionale skovrider Ulrik Lorenzen har udtalt i 2014, at man allerede har besluttet yderligere udlæg af urørt skov: »Nogle steder er vækstbetingelserne så barske, at vi nu stopper anstrengelserne for at producere tømmer og i stedet glæder os over, hvad naturen byder på.« (Driftsplan Blåvandshuk).

Klyde (foto: Rune Engelbreth Larsen)

Danmark er hjem for en betydelig del af klydens vesteuropæiske bestand og er en såkaldt national ansvarsart. Fra 1990 er antallet af klyder herhjemme imidlertid gået ca. 30 procent tilbage til ca. 3.600 par – her fotograferet ved Filsø (foto © Rune Engelbreth Larsen)

160215-8968.jpg

Den nordlige ende af Grærup Langsø set fra klitterne vest for søen (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Den foreslåede afgrænsning rummer som nævnt arealer, der forvaltes af Aage V. Jensen Naturfond (Filsø og Filsø Hede), Naturstyrelsen (bl.a. Kærgård Klitplantage) og Forsvaret (bl.a. Sølager, Nørrekær og Grærup Langsø), og det store område spænder over flere forskellige terræner og naturtyper såvel som en bred vifte af arter. Men biodiversiteten er generelt på tilbagegang i Danmark, hvorfor der er behov for en indsats, hvis ikke vi kontinuerligt skal miste flere og flere arter.

Skal naturen på fode igen, er der især brug for de store nøglearter, der har spillet en afgørende rolle for at skabe dynamik og levesteder for talrige andre arter – dvs. de forskellige store planteædere, som tidligere var en integreret del af nordeuropæisk natur.

Et glimt af større planteædere i landskabet kan man i dag nyde ved Grærup Langsø, hvor Forsvaret har indført en jagtfri zone, hvilket betyder, at krondyrene her er mindre sky og ofte kan ses i store rudler ved højlys dag. Skulle hele den foreslåede afgrænsning gøres til selvforvaltende natur under ét hegn, ville krondyrene kunne få følgeskab af flere forskellige græssere.

I dag er området en del af Oksbøl Krondyrreservat, som ikke betegner særlige naturhensyn i sig selv, men primært har at gøre med jagthensyn. Og eftersom også selvforvaltende natur i Danmark skal reguleres, når antallet af planteædere har nået et niveau, der overstiger det naturlige fødegrundlag, vil der ikke være noget til hinder for, at noget af denne regulering udføres af (dvs. udlejes til) jægere under særlige retningslinjer for, hvilke og hvor mange dyr der skal reguleres.

Der bør i så fald være tale om såkaldt reaktiv regulering, hvilket indebærer, at dyr først tages ud (enten flyttes til andre arealer eller bortskydes), når det vurderes, at de ikke ville kunne overleve en vinter med sparsom fødetilgængelighed. 

Men generelt bør jagten være mere begrænset end i dag inden for afgrænsningen, hvilket også bidrager til en anden adfærd blandt krondyr, som også hører til i det åbne landskab, men i dag fortrækker til plantagerne – bortset fra de jagtfri zoner.

 

Krondyrene er ikke tilstrækkelige som græssere i et område, der tilnærmes selvforvaltende, naturlige præmisser – evolutionært har arterne udviklet sig i samspil med flere forskellige nøglearter. På vore breddegrader gælder det ikke alene rovdyr som ulven og hjortevildtet, men også elg, bison, vildhest, urokse, bæver, vildsvin, hvorfor denne vifte af dyr bør overvejes til udsætning.

Eftersom den europæiske vildhest (tarpan) er uddød, skal den i givet fald erstattes af andre heste, som reelt er vildheste i adfærd og funktion, hvilket f.eks. kan være utæmmede Konik-heste eller Exmoor-ponyer. Den uddøde urokse kan erstattes af robuste kreaturer, der tilsvarende kan klare dansk natur og klima året rundt uden tilskudsfodring, f.eks. Galloway eller Skotsk Højlandskvæg.

 

Den foreslåede afgrænsning på 5.600 hektar er formentlig stor nok til at kunne rumme solide bestande af samtlige af de nævnte planteædere, hvilket ville være et meget spændende initiativ at følge, fordi økosystem-effekten af hele denne vifte forskellige større nøglearter formentlig er fuldstændig ukendt i Europa i dag.

Men det endelige valg af dyr må i alle tilfælde bero på en nøjere analyse af fageksperter, hvilket også gælder vurderingen af, hvornår de udsatte dyr når et antal, der svarer til områdets bæreevne.

Vilde græssere til Naturnationalpark Filsø & Kærgård Klitplantage. Nogle er mere oplagte end andre – en endelig vurdering bør foretages af fageksperter. Hold musen over billederne eller klik på dem for at læse teksten (fotos © Rune Engelbreth Larsen)

Vildheste (rivaliserende hopper)

Vildheste (velegnede til Naturzone Filsø & Kærgård)

Elge?

Elge (Naturzone Filsø & Kærgård kunne måske huse en bestand?)

Krondyr

Krondyr (findes i rigt tal i forvejen og er fortsat oplagte bag hegningen i Naturzone Filsø & Kærgård)

Vildokser (Galloway)

Vildokser – dvs. robuste kreaturer, der er velegnede til helårsgræsning

Bæver

Bæver er udsat i Vestjylland og breder sig af sig selv i retning af Naturzone Filsø & Kærgård

Europæisk bison

Europæisk Bison (formentlig oplagt inden for rammerne af den foreslåede Naturzone Filsø & Kærgård)

Vildsvin

Vildsvin (formodentlig velegnede til Naturzone Filsø & Kærgård, men generelt uønsket af dansk landbrug)

Ifølge en bred forskerkonsensus er et ydre hegn en forudsætning for at opnå en græsning, der bliver så tæt og naturlig som mulig, for uden hegn søger dyrene i reglen blot føden på de omgivende marker (Møller m.fl. 2018).

Hegn er dog ikke bare 'hegn', for valget af hegnstypen afhænger af de dyr, der udsættes. Europæisk bison, vildhest og vildokse behøver ikke andet end et elhegn med få tråde, mens elg kræver et større vildthegn (det samme gør krondyr, hvis de skal forblive på arealet). Men faunapassager kan sikre mindre arters frie passage (f.eks. grævling, odder, ræv, hare, rådyr) – dog med det forbehold, at vildsvin kræver et ekstra hegn, der umuliggør noget sådant. Der er med andre ord konsekvenser af den valgte hegning, som fageksperter må overveje i relation til de valgte planteædere.

De store jagtinteresser i området vil dog efter alt at dømme betyde, at en realisering af forslaget vil indebære et lavt elhegn, som krondyr kan passere frit, men som f.eks. kan holde både vildheste, vildokser og bisoner inde, hvis disse arter skulle komme i spil.

 

Den foreslåede hegnslinje om det 5.600 hektar store område er ca. 45 km lang, måske 2-3 kilometer længere, hvis hele Filsø skal hegnes (se kortet øverst). Adgangen til naturoplevelserne bør naturligvis være enkel gennem låger og porte, og der er intet til hinder for, at Forsvaret eksisterende brug af deres del af området kan fortsætte som hidtil, eftersom kørsel med tunge køretøjer og diverse militærøvelser ikke begrænser naturværdierne, men tværtimod bidrager med en dynamik, der ligner de historiske naturlige processer.

Filsø Hede (foto: Rune Engebreth Larsen)

Et udsnit af Filsø Hede set fra syd – det er Filsø, der kan skimtes i horisonten (foto © Rune Engelbreth Larsen).

Forslag til hegnslinje (grafik © Rune Engelbreth Larsen).

Kort, der illustrerer naturværdier, afgrænsning og hegnslinje for Naturnationalpark Filsø & Kærgård Klitplantage > DOWNLOAD SOM PDF

Naturzone Fisø & Kærgård Klitplantage (kortmateriale)

3. FREMTIDIGE UDVIDELSER OG FINANSIERING

 

Der er overordentlig gode muligheder for at udvide det foreslåede areal – som allerede nævnt er forslaget i bogen Vildere vidder i dansk natur et samlet areal på 19.000 hektar fra Skallingen i Syd til Filsø i nord: Naturnationalpark Vesterhavet. Men yderligere mod nord ligger flere andre offentlige arealer, der enten kunne etableres som endnu et selvforvaltende naturareal på knap 3.000 hektar (Lyngbos Hede, Blåbjerg Klitplantage og Nyminde Plantage), eller måske kunne forbindes med arealerne i nærværende forslag.

Finansieringen af forslaget til en 5.600 hektar stor Naturnationalpark Filsø & Kærgård Klitplantage er der flere muligheder for – enten via Socialdemokratiets forslag til at finansiere store naturtiltag ved bl.a. at indføre en afgift på plastikvandflasker, eller også ved at invitere store private fonde til at blive en del af sådanne projekter, hvorved vi kan komme længere endnu (f.eks. Aage V. Jensen Naturfond, Den Danske Naturfond og 15. Junifonden).

 

Etableringsomkostningerne til den skitserede model er uhyre beskedne i forhold til projektets areal og beløber sig næppe til mere end max. 30-35 mio. kr. (formentlig kun ca. 30-40% heraf, hvis man lander på en model med elhegn og udelader elg og vildsvin).

 

De anslåede etableringsomkostninger kan formodentlig dække følgende: a) en basismonitering af arter, b) udarbejdelse af en detailplan for en endelig etablering, c) 45 km hegn med låger, d) udsætning af flere nøglearter til helårsgræsning uden tilskudsfodring, e) indledende tiltag i genetableringen af naturlige vandforhold flere steder i området.

En stribe relevante kort kan downloades i pdf-format: 1) projektområdets ejerskab, 2) den foreslåede afgrænsning og hegnslinje i ovenstående forslag, 3) alternative (mindre) modeller, 4) urørt skov, 5) bioscore, 6) Natura 2000, 7) paragraf 3-beskyttelse.

 

Rune Engelbreth Larsen (senest opdateret: 30. oktober 2020

Tak til Aage V. Jensen Naturfond og private givere for støtte

 

• Litteraturliste