Vision og introduktion:

Vildere og mere selvbærende natur – hvad og hvordan?

1. INTRO: ET SKRIDT NÆRMERE REALISERINGEN AF VILDERE, MERE SELVBÆRENDE NATUR

Forskere og formidlere har i et par årtier fastslået, at de største trusler mod natur og biodiversitet er manglen på plads, hvor naturen kan udfolde sig som natur. Det betyder kort og godt større sammenhængende naturområder med vildere natur på naturligere præmisser – et dynamisk natursyn frem for det statiske natursyn, der tidligere har domineret historisk.

Naturen skal i større grad være selvbærende (også kaldet selvplejende og selvforvaltende). Nogle betegner dette koncept som rewilding, andre skelner mellem forskellige betegnelser, og der er ikke altid enighed om definitionerne.

Men den grundlæggende bestræbelse på at sikre dynamiske og mere selvbærende naturområder anbefales utvetydigt og bredt af danske forskere. 

En af de første til at introducere begrebet og uddybe tankegangen på dansk var biologen Karsten Thomsen i bogen Alletiders urskov : »Naturen behøver plads mere end pleje. (...) I det mindste 10 procent af vores skovareal kunne udlægges som urørt skov ... Man kunne kalde det selvplejende natur. (...) De største skovdyr og bæveren kan man med udbytte betragte som redskaber til naturpleje. Af store dyr kan man overveje både køer og heste, og man kan genindføre dyr som bisoner og elge.« (Thomsen 1996).

Siden fulgt op i en rapport om potentialet for større og vildere skovkomplekser i Danmark: »Ideen i de store vilde skovlandskaber er imidlertid først og fremmest at skabe en situation, hvor økosystemet på én gang er mest muligt selvbærende, dynamisk og rigt på arter og variation af levesteder.« (Thomsen 2000).

Det grundlæggende sigte bag disse tanker er i dag mere udbredte, og forestillingen om bæver, elge og bisoner i dansk natur, der var fremmedartet i midten af 1990'erne, er et kvart århundrede senere en realitet – bævere blev udsat i Vestjylland i 1999, i Nordsjælland i 2009-11, bisoner i Vorup Enge syd for Randers i 2010, i Almindingen på Bornholm i2012, i Merrit Skov på Lolland i 2017, og elge blev sat ud i Lille Vildmose i 2015-17.

Skønt der er forskellige forskervurderinger af de konkrete projekter, er der som nævnt en bred konsensus i dag om at tilstræbe flere større, vildere og mere selvbærende naturområder.

Rapporten Naturpleje og arealstørrelser med særligt fokus på Natura 2000 områderne præciserer, hvad der skal til for vildere og mere selvforvaltende økosystemer på minimum 1.000 hektar: »Hvis de naturlige processer er intakte inkl. græsning med store vilde dyr og de naturlige abiotiske processer, så nærmer vi os selvforvaltende økosystemer, som har et forsvindende lille behov for naturpleje i form af græsning med husdyr og rydninger.« (Fløjgaard m.fl. 2017).

 

Sådanne naturområder vil i reglen indebære en ydre hegning, ellers forsvinder dyrene fra området og bliver ikke en del af arternes samspil og genererer derfor heller ikke den naturlige dynamik, det er hensigten at fremme. Ovennævnte rapport fastslår, at »hegn kan hjælpe med til, at dyrenes interaktioner med den indhegnede natur bliver langt vildere og mere naturlig, end tilfældet er i kulturlandskabet i dag«.

 

Rapporten Anbefalinger vedrørende omstilling og forvaltning af skov til biodiversitetsformål adresserer skov, men fastslår hovedpointer, der kan gøres bredere gældende i forhold til dansk natur:

 

»Vi anbefaler, at indfasning og forvaltning af urørt skov tager sigte på etablering af selvbærende systemer i stor skala (…) Ved selvbærende systemer forstås i denne sammenhæng systemer, som ikke har behov for aktiv forvaltning for at levere en positiv effekt i forhold til de nationale forpligtigelser for bevarelse af biodiversitet. (...) Vi anbefaler, at der overalt arbejdes med helårsgræsning uden tilskudsfodring, således at der udvikles et naturligt græsningstryk primært baseret på den tilgængelige fødemængde og de naturlige årstids- og klimabestemte variationer i denne (...) fx kvæg, heste, bison, elg, krondyr, dådyr, vildsvin og bæver, dvs. dyr, der er ude hele året og ikke sættes på stald. Hegning vurderes i de fleste tilfælde at være en forudsætning for at kunne opnå en naturlig funktion af græsning, fordi dyrkede marker oftest ligger i tæt nærhed af skoven. Hegn kan etableres som semipermeable hegn, hvor arter som bæver, krondyr og dådyr kan passere, mens bl.a. bison, kvæg og hest holdes inde.« (Møller m.fl. 2018).

 

Om betydningen af ydre hegn og mulige nøglearter anføres det i samme rapport: »Hegning vurderes i de fleste tilfælde at være en forudsætning for at kunne opnå en naturlig funktion af græsning, fordi dyrkede marker oftest ligger i tæt nærhed af skoven. Hegn kan etableres som semipermeable hegn, hvor arter som bæver, krondyr og dådyr kan passere, mens bl.a. bison, kvæg og hest holdes inde.«

Bortset fra udsætningen af bæver i Vestjylland og Nordsjælland i henholdsvis 1999 og 2009-11 er der indtil videre kun tre eksempler på større danske naturprojekter (over 1.000 hektar) af mere selvforvaltende karakter, hvor der er udsat vilde og nationalt uddøde nøglearter for at genskabe naturlig dynamik: Tofte Skov og Mose i Lille Vildmose, Mellemområdet (også kaldet Fennemosen), ligeledes i Lille Vildmose, og Klelund Dyrehave, nord for Holsted (henholdsvis 4.000 ha, 2.100 ha og 1.400 ha).

Men potentialet for store projekter med mere selvbærende natur er faktisk betragteligt i Danmark. Den tidligere nævnte rapport Naturpleje og arealstørrelser med særligt fokus på Natura 2000 områderne peger på 55 oplagte naturarealer over 1.000 hektar (Fløjgaard m.fl. 2017). 

Bogen Vildere vidder i dansk natur (2017) uddyber en del af den forskning, der ligger til grund for disse erkendelser, og potentialet anskueliggøres i 35 oplagte danske naturområder på sammenlagt ca. 1.250 kvadratkilometer, der i altovervejende grad er ejet af det offentlige eller naturfonde. Her kan vi lettest påbegynde en målrettet og ambitiøs national indsats for at gavne natur og biodiversitet i storformat og undgå traditionelle konflikter mellem naturhensyn og landbrugsinteresser.

Naturen har kort og godt brug for større sammenhængende og mere selvbærende arealer uden skovbrug og landbrug, men med helårsgræssende dyr uden tilskudsfodring, hvor naturlige vandforhold i videst mulig udstrækning genetableres, og hvor de naturlige dynamiske processer skaber varierede levesteder til samspillet mellem naturens mangfoldighed af arter (Svenning m.fl. 20121, Petersen m.fl. 20162, Ejrnæs m.fl. 20173, Fløjgaard m.fl. 20174, Møller m.fl. 20185).

Bogen benævner forslagene naturnationalparker for at skelne dem fra de eksisterende nationalparker og naturparker, hvor udpegningerne er diskutable og naturambitionerne uhyre beskedne. Navnet er imidlertid ikke vigtigt i sig selv – det er substansen, det kommer an på, altså hvordan de vildere naturområder udvælges, og hvad der skal ske (og ikke ske) på disse arealer. 

Lidt firkantet udtrykt kan kriterierne og virkemidlerne for genetableringen af vildere natur udtrykkes ved følgende 5 P'er:

 

KRITERIER for udvalget af større naturnationalparker: 1) plads (til naturlige processer), 2) placering (primært på offentlige arealer med høje naturværdier) og 3) prioritering (af truede arter og levesteder). VIRKEMIDLER til at fremme vildere natur i udvalgte områder: 4) planteædere genudsættes bag ét ydre hegn og 5) produktionsophør gennemføres overalt på arealet, hvilket indebærer genetableringen af naturlig hydrologi og en hurtig afvikling af skovbrug og landbrug.

Med udgangspunkt i disse forudsætninger danner Naturzonen.dk foreløbig ramme om et to-årigt projekt, der i 2018-2020 offentliggør bearbejdede forslag til, hvor man hurtigst, mest oplagt og omkostningseffektivt kan påbegynde realiseringen af mere selvforvaltende natur i storformat. Derfor rummer forslagene, der præsenteres her, f.eks. ingen forslag til arealopkøb, som både fordyrer og forlænger processen. 

Det betyder ikke, at arealopkøb ikke er et væsentligt redskab til at sammenbinde og udvide vigtige naturområder med et vildere potentiale, blot at vi også kan og bør gå i gang uafhængigt heraf. Nu.

 

Håbet er at fastholde vildere natur på den politiske dagsorden og bruge en vifte af mere konkretiserede forslag til en målrettet debat og dialog med politikere, forvaltere, forskere, NGO'er og andre relevante aktører. Selvfølgelig med den hensigt at fremme en politisk realisering.

Desuden vægtes ikke mindst, men ikke alene offentlige arealer, hvor der i forvejen er udpeget urørt skov, for at lette overgangen til mere selvforvaltende natur. Det handler med andre ord om at etablere naturområder, der i videst muligt omfang kan klare sig selv dér, hvor arter og levesteder er særligt værdifulde for biodiversiteten, og hvor der hverken er byer eller produktionsinteresser (eller hvor de eksisterende produktionsinteresser kan ophøre). 

1.1. PRODUKTIONSOPHØR 

Generelt indebærer natur på naturligere præmisser, at naturen får førsterang over produktion og beboelse: »Beskyttelsen af de mest truede og pladskrævende arter kan ganske enkelt ikke integreres med produktion og bebyggelse på samme arealer.« (Ejrnæs m.fl. 2014).

Når der skal etableres vildere og mere selvforvaltende natur, er ikke mindst tømmerproduktion udelukket, eftersom den største trussel mod biodiversitet i skovene er tabet som følge af skovbrugets afvanding, hugst, tilplantning og opdyrkning (Ejrnæs m.fl. 2011). Skov uden tømmerproduktion kaldes urørt skov, men kunne også kaldes vildskov. 

Arterne er evolutionært udviklet over tusinder eller millioner af år i naturlandskaber uden menneskelig indgriben, men når f.eks. naturen alligevel ikke omgående opnår en gunstig naturtilstand, blot fordi vi undlader at blande os og f.eks. lader skoven være urørt, skyldes det flere forhold. Herunder: 

 

1) Så godt som alle arter i Nordvesteuropa er udviklet i store sammenhængende naturlandskaber med mange store og forskellige græssende dyr som nøglearter, der har påvirket arter og levesteder markant – langt hovedparten af disse nøglearter er væk og dukker ikke op af sig selv i urørt skov. 2) De seneste 200 år er de danske skove generelt blevet forandret fra overudnyttede unaturligt næringsfattige og relativt åbne græsningsskove til unaturligt næringsrige og luftforurenede skove uden græsning, hvorfor det naturlige udgangspunkt for en dynamisk naturudvikling ofte er væk. 3) De danske skove er unaturligt ensartede og unge, fordi skovdriften har tilplantet store arealer med ikke-hjemmehørende træarter og fremmet dominans af ensaldrende bevoksninger med én træart, hvorfor muligheden for en dynamisk og varieret bevoksning er væk eller stærkt begrænset (Buchwald & Heilmann-Clausen 2018).

Uden andre tiltag end at indstille skovdriften vil skovene derfor i mange tilfælde reproducere en mørk, ensartet og ensformig skovstruktur i mange år frem, hvilket ikke gavner den variation og mangfoldighed af arter, som en naturlig skov har kunnet rumme. Derfor er der brug for biodiversitetsfremmende tiltag, så udgangsbetingelserne for den urørte skov bliver langt mere varierede, men urørt bør heller ikke indebære, at der ikke efterfølgende kan udføres biodiversitetsfremmende tiltag:

»Det anbefales, at de ny urørte skove efter overgangsperioden ikke forvaltes dogmatisk som fuldstændig urørte. Der kan dels være behov for indgreb for at sikre passende græsning, dels indgreb af hensyn til at afværge trusler fra fx invasive arter eller for at medvirke til gunstig bevaringstilstand for Natura 2000-arter eller -naturtyper. (…) Det afgørende bør derefter være, at de udpegede arealers formål fremadrettet er fremme og sikring af biodiversitet. Status som urørt skov kan ses som et middel til fremme af formålet ved at give plads og mulighed for at de økologiske naturlige processer og funktioner kan udfolde sig frit.« (Buchwald & Heilmann-Clausen 2018).

Det kan derfor være på sin plads kort at præcisere nogle die hard-misforståelser om urørt skov. En udpegning til urørt skov betyder f.eks. ikke, at man ikke må færdes der, eller at træer, der tilfældigvis måtte falde og blokere stierne, ikke bliver fjernet; men det betyder som nævnt heller ikke, at man ikke må iværksætte tiltag til gavn for skovens biodiversitet. Man kan (og bør) altså udmærket gribe ind og f.eks. genoprette naturlige vandforhold og fjerne ikke-hjemmehørende træarter af hensyn til skovens videre (og vildere) udvikling. Endelig betyder det heller ikke, at der ikke må være græsning i skoven. Som antydet bliver skoven vildere og naturligere, når der er forskellige græssende dyr i skoven, hele året, ikke mindst vildokser (dvs. robuste helårsgræssende kreaturer, f.eks. Galloway eller Højlandskvæg), men det kan f.eks. også være elge, vildsvin og vildheste (f.eks. Exmoor Ponyer eller Konik) foruden de eksisterende hjorte.

Man må altså gerne lave biodiversitetsfremmende tiltag i urørt skov, men ikke fælde træer for at fjerne og producere tømmer. Eller med Naturstyrelsens ord: »Med urørt forstås forstligt urørt – dvs. skovdriften ophører. Der kan gennemføres græsning og i et vist omfang andre plejetiltag til fordel for biodiversiteten, ligesom hensyn til bl.a. friluftslivet og fortidsminder kan tilgodeses.« (Naturstyrelsen 2018: Udpegning af skov til biodiversitetsformål).​

Noget andet er, at det i et natur- og biodiversitetsperspektiv ikke giver megen mening at fastholde det konventionelle skel mellem 'skov' og 'ikke-skov', al den stund at naturligere natur beror på dynamisk foranderlige processer med glidende overgange mellem 'naturtyper'. Årtusinders landbrug og skovbrug har imidlertid medført, at de fleste naturarealer i dag er fulde af skarpe grænser mellem skov og åbent land frem for brede og varierede skovbryn i overlappende mosaiklandskaber, og derfor kommer vi selvfølgelig heller ikke uden om at tale ind i naturbeskrivelsens eksisterende kasser og kategorier.

 

Skov er således stadig en kunstigt bastant størrelse, men også en af de eneste naturkategorier, hvor man faktisk opererer med 'urørt' som selvstændig kategori i forvaltningen, hvilket i nogen grad kan oversættes til vildere natur på naturligere præmisser. Dette har betydning for de bearbejdede forslag, som løbende fremægges via Naturzonen.dk, fordi langt de fleste naturområder i dag rummer større eller mindre traditionelle skovarealer, hvor tømmerproduktionen skal ophøre (hvis den ikke allerede er ophørt eller er udpeget til at ophøre inden for en årrække).

Naturpakken, der blev vedtaget i maj 2016 af Venstre, De Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, indebærer bl.a. 10.000 hektar urørt statsskov og 3.300 hektar såkaldt biodiversitetsskov med nedsat træproduktion (Naturstyrelsen: Naturpakken). Biodiversitetsskov er stadig en form for tømmerproduktion og fremmer derfor næppe skovens biodiversitet, men begrænser snarere skadeeffektens omfang, eftersom skovdrift under enhver form er uforenelig med optimal sikring af biodiversitet (Bruun & Heilmann-Clausen 2012). Derfor er det også en forudsætning for mere selvforvaltende natur, at alle skovarealer i de fremlagte forslag får status af urørt skov.

Af Naturpakkens 10.000 hektar urørt statsskov skal de 6.700 hektar løvskove træde i kraft i 2025 og de 3.300 hektar nåletræsplantager først i 2065. Det betyder, at Danmarks samlede areal med urørt statsskov vil strække sig over ca. 13.100 hektar i 2025 og ca. 16.400 hektar i 2065, hvilket svarer til 15 procent af de nuværende statsskove om knap 50 år. Dertil kommer urørt privatskov, der bringer det samlede areal med urørt skov op på ca. 20.000 hektar i 2065.

 

Indtil videre er det altså kun hensigten at sikre 3 procent af Danmarks nuværende skovareal som skov på naturens præmisser – og først efter en meget lang indfasning, hvor tømmerhugsten fortsætter. 

Udpegningen af de 10.000 hektar er sket i flere trin, hvor universitetsforskere fra Københavns og Aarhus Universitet bl.a. har udarbejdet en rådgivningsrapport, der anbefaler de vigtigste 17.000 hektar løvskovsegne og 6.000 hektar nåleskovsplantager, fordelt inden for tre prioriteter (Petersen m.fl. 2017). De vigtigste 5.700 hektar løvskovsegne og 3.400 hektar nåleskovsplantager er 1. prioritet, der svarer til det samlede mål for urørt statsskov i Naturpakken, og som vurderes at være »meget vigtige skove med store dokumenterede biodiversitetsværdier på national skala og særligt stort potentiale«.

Ud fra forskeranbefalingerne har Naturstyrelsen dog valgt at fordele de 10.000 hektar urørt statsskov i en blanding af forskernes 1., 2. og 3. prioriteter samt ikke-prioriterede bevoksninger: 

 

46 procent af arealerne i Naturstyrelsens udpegninger af løvskove ligger inden for anbefalingernes 1. prioriteter, 21 procent i 2. prioriteterne og 20 procent i 3. prioriteterne. 7 procent ligger i skovkomplekser, der ganske vist er anbefalet som 1. eller 2. prioritet, men som ligger uden for anbefalingernes konkrete arealer, mens de sidste 6 procent ligger helt uden for forskernes anbefalinger. Hvad angår Naturstyrelsens udpegninger i nåleskovene, er det 85 procent, der ligger inden for forskeranbefalingernes 1. prioritet, mens de sidste 15 procent slet ikke er prioriteret af forskerne (Petersen m.fl. 2018).

Flere partier ønsker en hel del mere urørt statsskov (f.eks. har Socialdemokratiet og SF i maj 2018 foreslået at øge arealet med urørt statsskov til 55.000 hektar), hvorfor det ikke er urealistisk, at samtlige 1., 2. og 3. prioriteter alligevel bliver til urørt statskov før eller siden. 

Og forhåbentlig før, for artstabet og naturforarmelsen holder ingen pause, mens vi tøver og trækker tiden ud.

1.2. PLANTEÆDERE OG PROCESSER

Grundtanken bag mere selvforvaltende natur er som nævnt ikke betinget af, hvilke naturtyper der er tale om, men handler om at genetablere naturens dynamiske processer generelt set. Det indebærer bl.a. genudsætning af flere større planteædere uden tilskudsfodring, for at dyrene atter kan indgå i det altafgørende samspil med vegetationen og de øvrige arter, de er tilpasset evolutionært – men som vi historisk har decimeret eller elimineret.

»Nøglen er atter at få græssende dyr (vilde eller tamme) i den danske natur. Mange danske naturtyper opretholdes via græsning. Den manglende græsning gør, at den biologiske mangfoldighed falder. Dette forhold gælder både for åbne naturtyper og for skovene. (…). Et flersidigt sæt af vilde dyr vil være mest effektivt ift. at generere naturlig dynamik og variation i græsningen.« (Rahbek m.fl. 2012).

En forudsætning herfor vil ofte være et ydre hegn omkring de udvalgte områder, så de store planteædere forbliver på arealerne til gavn for økosystemerne i stedet for f.eks. at søge deres føde på opdyrkede marker (hvilket ikke alene er til stor gene for landbruget, men heller ikke gavner naturen). Til gengæld bør de mange eksisterende småhegn, som i dag fragmenterer disse naturarealer, afvikles.

Endelig er frisættelsen af de øvrige naturlige processer en afgørende faktor, ikke mindst vandets funktion er vigtig. Naturlige vandforhold skal genetableres, og eksisterende afvanding i form af dræn og grøfter skal sløjfes, så naturreservaterne i videst muligt omfang får de søer, moser, sumpe og midlertidige vådområder, der opstår fra naturens hånd. 

Det fremgår bl.a. af en tidligere nævnt rapport om implementering af urørt skov, at der er en klar konsensus blandt forskere om vigtigheden af at genoprette naturlige vandforhold og sikre en bred vifte græssende dyr året rundt og uden tilskudsfodring, og at det ofte vil være en forudsætning herfor, at dyrene går bag hegn (Møller m.fl. 2018).

1.3. FRA NATURNATIONALPARKER TIL NATURZONE

Forslagenes afgrænsninger af de vildere naturområder bør for så vidt opfattes som 1. etape, eftersom der i reglen vil være en eller flere oplagte opgraderinger. I langt de fleste tilfælde vil det således være både gavnligt og muligt at bestræbe sig fremadrettet på a) en udvidelse af området i større eller mindre grad, når og hvis midlerne og den realpolitiske virkelighed muliggør det, og/eller b) yderligere biodiversitetsfremmende tiltag, der eventuelt er for tids- eller omkostningskrævende til at iværksætte under (eller umiddelbart efter) selve etableringen.

Forslagene her er heller ikke statiske, men justeres løbende frem til medio 2020, hvor de vil blive tilgængelige i en samlet rapport. Forudsætninger kan jo ændre sig undervejs og gøre en ny og større afgrænsning mere oplagt, f.eks. hvis tilstødende arealer bliver opkøbt af naturfonde, eller hvis der træffes nye naturpolitiske beslutninger af generel betydning, f.eks. udpegningen af mere urørt skov.

Når denne hjemmeside, der danner ramme om projektet, hedder Naturzonen.dk, afspejler det, at en realisering af disse bestræbelser på større og vildere natur også kan anskues som elementer i etableringen af en generel national naturzone som supplement til Planlovens eksisterende by- og landzone – det vil sige en udpegning af arealer, hvor natur og biodiversitet får førsteprioritet. En naturzone, som derfor i modsætning til byzonen og landzonen består af rene naturarealer uden landbrug, skovbrug og anden produktion.

 

Læs f.eks. også: En naturzone er vejen til vildere og bedre dansk natur.

Vildere natur på naturligere præmisser repræsenterer i og for sig sådanne naturzoner, der kan give os en idé om et naturnetværk i form af en egentlig dansk naturzone.

Rune Engelbreth Larsen (1. juni 2018; senest opdateret: 6.februar 2019)

Tak til Aage V. Jensen Naturfond og private givere for støtte

​​

• Litteraturliste

STØT NATURZONEN.DK – VILDERE NATURFORMIDLING UDEN BETALINGSMUR

De etablerede onlinemedier vil gerne have mere gratis indhold, men vil samtidig tjene på den annoncetrafik, som ulønnede skribenter tiltrækker. Derfor går flere freelancere solo og skriver på egne eller fælles netmedier for at bevare den fulde ret over egne tekster og måske selv tjene lidt på webtrafikken – samtidig spares læsere for betalingsmure og forstyrrende annoncer.

Naturzonen.dk er en fri fugls annoncefri platform med særegne natur-vinkler, som du ikke finder i de etablerede medier, og du kan frit downloade alle sidens fotos til privat brug eller ikke-kommerciel brug på nettet. Naturzonen.dk er gratis, men ikke omkostningsfri, og har du råd og lyst, kan du hjælpe med at holde siden på vingerne. Det er tids- og ressourcekrævende at bidrage på kvalificeret vis til den naturpolitiske debat og beskrive og fotografere naturområder over hele landet. Naturzonen.dk forsøger begge dele, og du kan støtte på forskellige måder:

 

Du kan indbetale et vilkårligt beløb via MobilePay: 40 88 52 25.

Du kan give forfatteren en håndsrækning og samtidig blive oplyst ved at købe bogen Vildere vidder i dansk natur.

Du kan støtte forfatteren og oplyse en større kreds ved at booke (eller få andre til at booke) forfatterens naturforedrag.

 

NATURZONEN.DK er skrevet og fotograferet af Rune Engelbreth Larsen, der er idéhistoriker og forfatter til en række kulturhistoriske og politiske bøger, men i de senere år har beskæftiget sig mest med dansk natur, bl.a. i bøgerne Danmark er en kvinde – på genopdagelse i den danske natur (2009), Den danske naturs genkomst (2014) og Vildere vidder i dansk natur (2017). Hvor ikke andet er anført, er al tekst og alle billeder på Naturzonen.dk © Rune Engelbreth Larsen

RUNE ENGELBRETH LARSEN | FACEBOOK | TWITTER | HUMANISME.DK | POLIFILO.DK | FORLAGET DANA |

 

TAK TIL AAGE V. JENSEN NATURFOND & PRIVATE GIVERE FOR STØTTE

TAK TIL KLOGE HOVEDER FOR RÅD OG VEJLEDNING

  • Rune Engelbreth Larsen på Facebook
  • Rune Engelbreth Larsen på Twitter
  • Rune Engelbreth Larsen på Instagram