Bisonskoven i Almindingen,

Bornholm. Status 2019

Indgang til Bisonskoven i Almindingen (foto © Rune Engelbreth Larsen).

2012. BISONER. ALMINDINGEN, BORNHOLM (ca. 200 ha)

 

• Naturpleje med vildere græssere + tilskudsfodring + tømmerproduktion

• Ejer og forvalter: Naturstyrelsen

• Bisonbestand 2012:   7  (25.05.2012, Naturstyrelsen)

• Bisonbestand 2013:   8  (21.06.2013, Naturstyrelsen)

• Bisonbestand 2014: 13  (08.08.2014, Naturstyrelsen)

• Bisonbestand 2015: 14  (27.05.2015, Naturstyrelsen)

• Bisonbestand 2016: 15  (09.05.2016, Naturstyrelsen)

• Bisonbestand 2017: 15  (18.01.2017, Naturstyrelsen)

• Bisonbestand 2018: 13  (28.11.2018, BT.dk)

+ sommergræssende kreaturer

1. Europæisk bison tilbage til dansk natur efter årtusinders fravær

Reduktionen af naturens græssende dyr begyndte med udryddelsen eller decimeringen af store dele af den såkaldte megafauna (bl.a. mammut, bison, kæmpehjort, urokse, tarpan og elg), hvorefter dyrenes gavnlige effekter på natur og biodiversitet i begrænset omfang blev utilsigtet 'erstattet' af husdyrbrug og høslæt indtil første halvdel af det 20. århundrede. I dag har vi dog kun få forskellige fritlevende planteædere fra en stærkt begrænset artsvifte, og husdyrene er i vidt omfang trukket ud af naturen og ind i staldene med det resultat, at den lysåbne natur gror til, og skovlysninger forsvinder. Gavnen af at genudsætte større planteædere bliver derfor stadig tydeligere, såfremt det sker på baggrund af en specifik faglig vurdering af de aktuelle græssere og det specifikke naturgrundlag.

Det er også baggrunden for en ansøgning fra Naturstyrelsen og en donation fra Villumfonden, der har betalt for udsættelse af europæiske bison (også kaldet visent) i et 200 hektar stort skovområde i Almindingen – i folkemunde siden kendt som Bisonskoven. 

Syv bisoner blev således udsat bag hegn i den 9. juni 2012, et par år efter den første danske bisonudsættelse, der i 2010 blev iværksat af Randers Regnskov og Aage V. Jensen Naturfond på Vorup Enge syd for Randers. I september 2017 er endvidere udsat bisoner i Merret Skov på Lolland, og i 2019 flyttes bisonerne fra Vorup Enge til Lille Vildmose for siden at skulle bo i Tofte Skov – og det bliver næppe det sidste bisonprojekt i dansk natur.

Bisonerne i Almindingen fodres om vinteren ved foderplads (Naturstyrelsen, 18.12.2013), skønt det ikke er nødvendigt med det meget lave antal dyr på 200 hektar. Den første bisonkalv bliver født i Bisonskoven i juni 2013, og på mindre end fire år bliver der født elleve kalve i Almindingen (Naturstyrelsen, 9.5.2016).

 

I 2016 må man aflive tyren, og den 6. maj 2017 udsættes en ny tyr fra Polen til flokken, og en ungtyr tages ud for siden at blive sat ud i Merritskov på Lolland (Naturstyrelsen, 2.5.2017). Den nye tyr findes dog død mindre end et år senere, formentlig efter kamp (Naturstyrelsen, 23.5.2018). Som vi skal vende tilbage til, går det således ikke kun op med størrelsen på flokken, og alene fra sommeren 2017 til sommeren 2018 dør syv bisoner på Bornholm (Naturstyrelsen, 12.7.2018).

Trods flere dødsfald og udsving er bestanden af de store drøvtyggere på Bornholm flere end ved udsætningen i 2012, og i 2018 år giver regeringen grønt lys for en markant udvidelse af arealet til 800 hektar. 

Flere bisoner er født i Bisonskoven i Almindingen (foto © Rune Engelbreth Larsen).

Europæisk bison er ikke farlig, men man skal naturligvis ikke genere den og bør holde ca. 100 meters afstand – men med hjælp fra en lille kikkert eller et velegnet kameraobjektiv kommer man meget tæt på de smukke dyr (foto © Rune Engelbreth Larsen).

I det 20. århundrede var europæisk bison et halehår fra at blive udryddet, da den samlede globale bestand var helt nede på blot 54 dyr, der alle levede i zoologiske haver (Kunstmann 2003). Et omhyggeligt avlsarbejde har imidlertid bragt antallet op over 6.000 i dag, hvoraf omtrent halvdelen lever i Polen, Hviderusland og Rusland, mens resten bl.a. er udsat i Ukraine, Rumænien, Frankrig, Litauen, Tyskland, Holland, Slovakiet – og Danmark.

Bisonerne i Almindingen stammer direkte fra den polske skov Bialowieza, der var artens sidste levested i det fri, før arten begyndte at blive genudsat. Læs også: Bialowiezas bisoner – Europas sidste kæmper

Europæisk bison fotograferet uden for Bialowieza i Polen (foto © Rune Engelbreth Larsen).

Historisk udbredelse af europæisk bison. Det lysegrønne område markerer udbredelsen efter sidste istid for små 12.000 år siden, og det mørkegrønne område en omtrentlig udbredelse frem til højmiddelalderen. I Danmark er det sidste knoglefund, der blev fundet i Bøgesø Mose, dog fra omkr. år 500, men vurderes af nogle at være handelstrofæer. Ifølge en ældre vurdering i Journal of Mammalogy har europæisk bison formodentlig levet i Schweiz i middelalderen, den er nævnt i Sverige i det 11. århundrede og har muligvis levet i England i det 12. århundrede (Ahrens 1921), hvilket måske sandsynliggør, at fundene i Danmark kan stamme fra dyr i dansk natur. De røde pletter viser, hvor de sidste bestande levede frit i begyndelsen af det 20. århundrede: Bialowiezaskoven og Kaukasus. Arten blev næsten udryddet i begyndelsen af århundredet, men blev reddet af et omhyggeligt avlsarbejde med udgangspunkt i de sidste 54 individer fra zoologiske haver (kort: Wikipedia).

2. Bisonens betydning og funktion for dynamik og variation

Tidligere troede man, at europæisk bison i modsætning til amerikansk bison var en skovart, men i dag peger forskningen på, at den er blandt de såkaldte refugee species; det vil sige arter, som ikke længere kan leve i et optimalt habitat, men er begrænset til levesteder med indskrænket bestandtæthed og udfoldelse (Kerley m.fl. 2012). Når de sidste oprindelige levesteder for europæisk bison var skove, skyldes det således ikke, at europæisk bison er tilpasset skovhabitater, men at arten formentlig har været presset ud af sine optimale habitater og ind i skovenes skjul som følge menneskets jagt og udbredelse. 

Nyere undersøgelser har vist, at europæisk bison trives i en blanding af forskellige naturtyper, hvor græsland er meget væsentlig. En studie af udsatte europæiske bisoner i Rothaargebirge i de tyske delstater Nordrhein-Westfalen og Hessen konkluderer f.eks.: »Generelt udviste dyrene præferencer for granskov, stormfaldne arealer og græsland. De undgik bøgeskov og andre strukturer som beboelser og områder med skovbrug og fyrretræsplantager (…) Stormfaldne arealer og andre løvskove blev kun foretrukket om foråret. Granskove blev undgået om foråret, men foretrukket senere samme år. Veje og vandløb blev foretrukket i den indledende fase efter udsætningen. Græsland blev løbende foretrukket, og bøgeskove blev løbende undgået.« (Schmitz 2015).

 

Analyser af europæiske bisonknoglefund tyder endvidere på, at den store planteæder oprindelig har foretrukket åbne landskaber frem for skove, da den levede frit i Nordeuropa efter sidste istid (Bocherens m.fl. 2015). Professor Dr. Hervé Bocherens, som er en af forskerne bag analysen af knoglefundene, har også i den offentlige debat fremført, at den »stærkt truede europæisk bison ville have meget bedre odds, hvis den – som den gjorde i fortiden – levede i åbne landskaber, der ville tilbyde et meget bredere fødespektrum« (ScienceDaily, 12.2.2015).

Bisonskoven i Almindingen var i mange år en tæt nåletræsplantage og derfor ikke optimal som levested for europæisk bison. Naturstyrelsen har imidlertid ryddet større nålebevoksninger og skabt mulighed for skovsletter og åbne arealer på ca. 30 procent af arealet (Friese 2016), hvor Svinemosen også åbner landskabet. Og selv om birk hurtigt rykker ind på de ryddede arealer, er græsningseffekten allerede tydelig i form af en mosaikstruktur af lysåbne 'huller' mellem birkeopvæksten.

Birken breder sig, hvor nåletræerne er ryddet i Bisonskoven, men bisonerne skaber stier og huller (foto © Rune Engelbreth Larsen).

Udover over den åbenlyse græsningseffekt af de store dyr, der i vekslende grad holder tilgroning nede, skaber bisonernes tramp også huller i jordlaget og blotter mineraljord, så planter kan spire gennem førnelaget. Et sted har deres støvbadning haft tilstrækkelig voldsomhed til at molestrere en grøft, der simpelthen er blevet lukket, hvorved de såmænd også kan spille en rolle som naturlige landskabsingeniører i forhold til at standse kunstig afvanding.

 

Europæisk bison kan også gå hårdt til skoven, hvilket især går ud over unge linde- og egetræer. De kan også finde på at skrabe undertænderne mod nålestammer, hvilket er med til delvist at afbarke træer. Det lyder drastisk, men de største træer går ikke ud, og skrælningen kan bidrage til naturens variation og dynamik.

Introduktionen af bison er derfor et skridt i en vildere eller mere selvforvaltende retning, som Bornholms skovrider Søren Friese har påpeget: »Den europæiske bison er én blandt flere store planteædere, som kan spille en vigtig rolle som entreprenør i den omlægning, vi er i fuld gang med i de statslige skov- og naturarealer: Omlægningen til mere selvforvaltende natur med den variation i struktur og biodiversitet, som store, vilde dyrearter, naturlig hydrologi og naturlige processer i det hele taget giver.« (Friese 2016).

Bisonerne fodres behersket om vinteren, primært af hensyn til publikum, men også fordi tilsyn af dyrene er lettere, når de samles ét sted. Til gengæld er det ikke optimalt for naturen, al den stund at dyrene gerne må presses lidt om vinteren, for at deres fødesøgning og derigennem påvirkning af træer og anden vegetation bliver så naturlig som mulig. Og da tilsyn såvel som publikumsoplevelser trods alt også finder sted i sommerhalvåret, hvor der ikke fodres, er det en praksis, der helst bør undgås under omlægningen til mere selvforvaltende natur.

Bisoner skraber undertænderne mod nåletræsstammer i Almindingen. Skrælningen, der kan skyldes stress, betyder ikke alverden for de store træer (foto © Rune Engelbreth Larsen).

3. Bisonens blinde passagerer: parasitter

Udsætningen af europæisk bison har naturligvis ikke været problemfri, heller ikke i Danmark. Ofte er der en lokalbefolkning, der skal vænne sig til dyrene, men den proces har Naturstyrelsen haft held med at gelejde på plads over en tilvænningsperiode på Bornholm, hvor udsætningen er blevet en stor publikums- og turistsucces – så stor, at det i sig selv har været et argument for at udvide hegningen i betydelig grad.

Med udsætningen af dyr fra et andet land følger imidlertid også snyltere med vekslende overlevelseschancer afhængigt af de forhold, dyrene kommer til at leve under. Parasitter kan føre til en svækkelse, der forårsager dyrets død, og europæisk bison har været gennem en flaskehals med meget få individer tilbage i midten af 1900-tallet, hvorfor risikoen for indavl og et mindre robust afkom formodentlig er højere end normalt. 

I 2013 indsamlede forskere prøver fra de bornholmske bisoner og undersøgte forekomsten af parasitter, der blev konstateret i betydeligt omfang, bl.a. leverikter, vomikter, trådorm, piskeorm og lungeorm, hvoraf den sidste gruppe parasitter består af en række forskellige arter, som ikke blev nærmere artsbestemt (Buchmann m.fl. 2014). 

Leverikten har en livscyklus, der er afhængig af den lille skalbærende pytsnegl som mellemvært, idet de mikroskopiske larver (miracidielarver) borer sig gennem skallen. Her forvandler de sig til et nyt mikroskopisk larvestadie, der bliver til cyster på forskellige planter fugtige steder, og som ædes af diverse planteædere, f.eks. får, kvæg, hjorte – og europæisk bison. Når de først er kommet ind i dyret, udvikles de til tre centimeter lange voksne leverikter i galdegangen, hvor de kønsmodnes og producerer æg, som via afføringen ryger tilbage i naturen – og cyklussen begynder forfra.

I august 2015 døde to voksne bisoner og en kalv i Almindingen, men der blev ikke foretaget en egentlig parasitanalyse (Buchmann m.fl. 2016). En lokal dyrelæge vurderede dog en af køerne og fandt, at den var stærkt belastet af parasitter, bl.a. lungeorm, Iøbetarmorm og leverikter – sandsynligheden for, at dyrene er blevet smittet med leverikter på Bornholm er dog lille, hvorfor den formodentlig har været medbragt fra Polen.

 

Flere bisoner er døde i Bisonskoven, men eftersom de ikke tilses dagligt og naturligvis flytter sig i et område med gode skjulesteder, er det langtfra altid, at kadaverne findes. Udover ovenstående har man konstateret én død tyr, der blev stanget ihjel af en konkurrent, en ko, der døde under mislykket drægtighed, og en kalv, som formodentlig døde, fordi den mistede sin mor. 

 

Alene fra sommeren 2017 til sommeren 2018 døde syv bisoner i Almindingen, men de fleste kadavere er først fundet på et tidspunkt, hvor de har været alt for dekomposterede til at konstatere dødsårsagen. Skovrider Søren Friese udtaler i en pressemeddelelse: »Nogle er døde, fordi de har en ringe modstandskraft mod parasitter, andre fordi de er blevet stanget af konkurrenter i flokken, en enkelt er død af betændelse som følge af en fejlslagen drægtighed, og så er de dyr, vi oprindelig indførte fra Polen ved at være så gamle, at det er forventeligt, at de begynder at dø.« (Naturstyrelsen, 12.7.2018).

Ifølge Naturstyrelsen er sådanne 'kriser' 5-6 år efter en udsætning ikke usædvanlige, og trods alt er bestanden som tidligere nævnt vokset fra 7 dyr i 2012 til 12-13 i 2018.

 

Fremadrettet er det en lære, at dyr skal gennem en parasitologisk undersøgelse, før de udsættes, og ikke et lille år senere, som det var tilfældet med bisonerne på Bornholm, der blev tjekket for bakterier og vira i 2012, men først for parasitter ved en indirekte metode i 2013. I december 2017 blev problematikken atter aktuel, da ni af Randers Regnskovs 14 bisoner måtte aflives, bl.a. som følge af leverikter.

Solopgang over Bialowieza Nationalpark i det østlige Polen. Her lever et halvt tusind bisoner (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Man skal holde afstand til bisonerne, men så er de heller ikke opsøgende eller farlige. Her står en tyr ved hegnslinjen og kigger på fotografen gennem nåletræerne (foto © Rune Engelbreth Larsen).

Selv om Bisonskoven ' 2018 stadig kun er 200 hektar (2 kvadratkilometer) er der langtfra garanti for, at man møder bisonerne på en tur gennem arealet, for de kan let gemme sig (foto © Rune Engelbreth Larsen).

Hegnet er 1,80 meter højt, skønt man andre steder i Europa nøjes man med et lavt el-hegn. Det høje hegn har imidlertid nok været glimrende de første år, mens borgerne har vænnet sig til, at dyrene faktisk er ganske godmodige (foto © Rune Engelbreth Larsen).

4. Fremtiden for europæisk bison på Bornholm?

Bisonprojektet i Almindingen på Bornholm er som nævnt ikke det første, men dog det hidtil mest ambitiøse bisonprojekt herhjemme, idet Naturstyrelsens plan oprindelig var at fjerne hegnet og slippe dyrene helt fri på øen. De 200 hektar primært nåleskov er ikke megen plads til en voksende flok, og det ville være et visonært skridt af de sjældne at slippe dem helt fri – og modigt at Naturstyrelsen er gået foran og har udfordret vaneforestillinger om dansk natur i bestræbelser på at give plads til vildere natur.

Det er imidlertid ikke sandsynligt, at bisonerne får lov til at gå frit overalt på Bornholm. Skønt de måske alligevel ville blive i Almindingen det meste af døgnet, ville de formentlig også søge ud på omgivende marker og søge føde dér i de tidlige aften- og morgentimer, ligesom man ser det i Bialowieza-skoven i Polen, hvilket kan give konflikter med landbruget.

Men hegnet fungerer ikke alene som en 'beskyttelse' af omgivende landbrugsafgrøder, i sidste ende er det også den eneste forudsætning for, at udvalgte nøglearter bliver i det tilsigtede naturområde og udøver den fulde biodiversitetseffekt dér. Derfor er det nok mere gangbart at stile mod en større udvidelse af hegningen, sådan som Naturstyrelsen Bornholm har foreslået – og som regeringen har godkendt: »De skal blive bag hegn i Danmarks femtestørste skov Almindingen, men deres område skal udvides meget og gerne komme til at omfatte en tredjedel af Almindingen.« (DR.dk, 28.11.2018).

Finansieringen følger dog ikke med, hvorfor der forhåbentlig står private fonde parate til at give projektet rækkevidde. Det vil f.eks. være helt oplagt at inddrage de tilstødende skovarealer, der enten allerede er urørt skov uden tømmerhugst såvel som de 281 hektar, der er udpeget til urørt skov fra 2026, og de 102 hektar biodiversitetsskov med nedsat hugst fra 2021. Dermed er yderligere små 400 hektar fundet, og dernæst handler det om at finde de øvrige udvidelsesmuligheder, hvor naturpotentialet er bedst – helst også med mulighed for at inddrage større arealer med lysåben natur.

Og nu, man alligevel skal i gang med at tænke stort og formodentlig skal finde midler via private fonde, ville det være godt fra begyndelsen at tænke et ambitiøst og mere selvforvaltende perspektiv ind i overvejelserne, hvor tilskudsfodringen ophører, og hvor der også tænkes i andre helårsgræssende planteædere.

Det er en særlig oplevelse at stå 100 meter fra bisoner i en dansk skov ... Også selv om det ses gennem et objektiv, der har lidt længere rækkevidde end normalt (foto © Rune Engelbreth Larsen).

Der er også andre danske naturmuligheder for europæisk bison end et nåleskovsdomineret landskab som Bisonskoven i Almindingen – måske klitnaturen i Vestjylland, muligvis Hammeren og Slotslyngen på Bornholm (foto © Rune Engelbreth Larsen).

En supplerende mulighed for kæmpen mange steder i Danmark kunne også være den åbne klit-natur, som det foreslås af danske forskere, der har undersøgt vigtigheden af at genetablere dynamisk klit-natur med plads til kysterosion, stormpåvirkninger og græsning – og som netop peger på europæisk bison (Brunbjerg m.fl. 2014; Kelager m.fl. 2017).

 

Om det også kunne give mening andre steder på Bornholm, f.eks. på Hammerknuden og i Slotslyngen, kunne det være interessant at få et bud på fra forskere og forvaltere. Især hvis græsningen tænkes bredere under inddragelse af forskellige arter, hvilket gavner variation og dynamik bedst.

I alle tilfælde er europæisk bison formodentlig kommet for at blive en del af udvalgte naturområder i Danmark. Og selv om det har krævet tilvænning (og stadig kræver det) såvel som nye erfaringer i forbindelse med, hvor og hvordan større græssere genudsættes, er visionen om Bisonskoven på Bornholm et centralt kapitel i den fortælling.

Rune Engelbreth Larsen (senest opdateret: 28. november 2018)
Tak til Aage V. Jensen Naturfond og private givere for støtte til foto-ture og udarbejdelse af manuskript

Litteraturliste

• Øvrige kilder: Skovrider Søren Friese (Naturstyrelsen Bornholm)

Apropos europæisk bison 

Bialowiezas bisoner – Europas sidste kæmper

Döberitzer Heide – fra militært øvelsesterræn til vildnis

STØT NATURZONEN.DK – VILDERE NATURFORMIDLING UDEN BETALINGSMUR

De etablerede onlinemedier vil gerne have mere gratis indhold, men vil samtidig tjene på den annoncetrafik, som ulønnede skribenter tiltrækker. Derfor går flere freelancere solo og skriver på egne eller fælles netmedier for at bevare den fulde ret over egne tekster og måske selv tjene lidt på webtrafikken – samtidig spares læsere for betalingsmure og forstyrrende annoncer.

Naturzonen.dk er en fri fugls annoncefri platform med særegne natur-vinkler, som du ikke finder i de etablerede medier, og du kan frit downloade alle sidens fotos til privat brug eller ikke-kommerciel brug på nettet. Naturzonen.dk er gratis, men ikke omkostningsfri, og har du råd og lyst, kan du hjælpe med at holde siden på vingerne. Det er tids- og ressourcekrævende at bidrage på kvalificeret vis til den naturpolitiske debat og beskrive og fotografere naturområder over hele landet. Naturzonen.dk forsøger begge dele, og du kan støtte på forskellige måder:

 

Du kan indbetale et vilkårligt beløb via MobilePay: 40 88 52 25.

Du kan give forfatteren en håndsrækning og samtidig blive oplyst ved at købe bogen Vildere vidder i dansk natur.

Du kan støtte forfatteren og oplyse en større kreds ved at booke (eller få andre til at booke) forfatterens naturforedrag.

 

NATURZONEN.DK er skrevet og fotograferet af Rune Engelbreth Larsen, der er idéhistoriker og forfatter til en række kulturhistoriske og politiske bøger, men i de senere år har beskæftiget sig mest med dansk natur, bl.a. i bøgerne Danmark er en kvinde – på genopdagelse i den danske natur (2009), Den danske naturs genkomst (2014) og Vildere vidder i dansk natur (2017). Hvor ikke andet er anført, er al tekst og alle billeder på Naturzonen.dk © Rune Engelbreth Larsen

RUNE ENGELBRETH LARSEN | FACEBOOK | TWITTER | HUMANISME.DK | POLIFILO.DK | FORLAGET DANA |

 

TAK TIL AAGE V. JENSEN NATURFOND & PRIVATE GIVERE FOR STØTTE

TAK TIL KLOGE HOVEDER FOR RÅD OG VEJLEDNING

  • Rune Engelbreth Larsen på Facebook
  • Rune Engelbreth Larsen på Twitter
  • Rune Engelbreth Larsen på Instagram