Oostvaardersplassen – hollandsk vildnis, sensation eller skandale?

 

Af Rune Engelbreth Larsen

Det ene af to besøgscentre ved Oostvaardersplassen i Holland – dette er beliggende nær byen Almere (foto © Rune Engelbreth Larsen).

Var Oostvaardersplassen Europas ‘Serengeti’, og er fortællingen slut med et farvel til selvforvaltende natur i 2018? Kan man kunstigt skabe et ‘nyt vildnis’, hvor der få generationer tidligere var hav? Er det ‘dyrplageri’, når vilde heste dør af sult bag et hegnet naturreservat? Det er spørgsmål, der er rejst et utal af gange de forløbne år, efter at 5.500 hektar gammel havbund er delvist transformeret til en steppe med store flokke af vildheste, vildokser og krondyr i Oostvaardersplassen, ca. 40 kilometer fra Amsterdam. Her følger en introduktion til områdets historie og de problemer og dilemmaer, der er fulgt i kølvandet på sultende dyr og manglende naturforståelse …

1. Industriområdet, der gik i vasken og blev til natur

I Holland bor ca. 17 millioner indbyggere på et areal, der er mindre end Danmark, men alligevel prioriteres landets naturarealer højt. Trods den store befolkningstæthed er der udpeget 20 nationalparker, hvor Danmark har 5, og afsat 13,3 procent af landarealet til internationalt beskyttede naturområder, hvor Danmark har afsat 8,3 procent (EU’s Natura 2000 Barometer, januar 2016).

Holland er ikke blot et af verdens tættest befolkede lande, men også et af de mest lavtliggende. Over halvdelen af landet ligger mindre end en meter over havniveau, og over en fjerdedel er inddæmmet havbund (såkaldte poldere). I 1927-32 anlagde man f.eks. den 32 kilometer lange dæmning Afsluitdijk, der åd en bid af Nordsøen og skabte den enorme ferskvandssø IJsselmeer, hvorfra næsten hele provinsen Flevoland er blevet drænet og tørlagt i 1957 og 1968.

Den sydlige og østlige del af Flevoland udgør i dag verdens største kunstige ø på over 970 kvadratkilometer, hvoraf hovedparten er landbrugsland. Men en del af området, der var tiltænkt olie- og sværindustrien, gik bogstavelig talt i vasken: Oostvaardersplassen.

Trods inddæmningen var området for vådt til at understøtte de planlagte industrianlæg, og med oliekrisen i 1972 forsvandt den finansielle motivation til yderligere investeringer. Pludselig stod man med et større landområde uden nogen oplagt nytteværdi – eller dét, vi plejer at kalde for natur.

Konik-heste, Oostvaardersplassen (foto © Rune Engelbreth Larsen).

2. Grågæssenes genkomst som gratis øko-ingeniører

»Som regel er der ingen problemer, så længe du forbliver inden for rammerne af et accepteret paradigme. Men pas på, når du begynder at diskutere paradigmet.« (Frans Vera, The New Yorker, december 2012).

Nord for Flevolands store nye landbrugsarealer og mellem de nyanlagte byer Almere og Lelystadt dannedes en enorm marsk som et tiltrængt mekka for vadefugle, ænder og måger. Titusindvis af grågæs, der havde været forsvundet fra Holland siden 1935, etablerede sig i de nye vådområder umiddelbart bag diget, hvor de snart fik positiv betydning for bestandudviklingen i Holland og flere omgivende lande.

Grågæssene fik følgeskab af mange andre arter, bl.a. ynglende sølvhejre, der dukkede op i Oostvaardsplassen i 1978 efter at have været uddød i landet siden midten af 1800-tallet (i dag er der over 150 ynglepar). Og for første gang siden middelalderen slog også ynglende havørne sig ned i Holland, da Nordeuropas største rovfugl landede i Oostvaardersplassen i 2006 (Staatsbosbeheer 2008).

I løbet af årene er der registreret over 250 forskellige fuglearter i området, bl.a. sivsanger, savisanger, rørsanger, skægmejse, blåhals, troldand, rørdrum, isfugl, rørhøg og skestork.

 

Skønt havørnene har vakt størst opmærksomhed og begejstring i offentligheden, er det en af rovfuglens livretter, vi kan takke som naturområdets vigtigste fødselshjælpere – grågæssene. Under fjerskiftet ankommer en hær af gæs til marsken, hvor de bl.a. æder tagrør og dunhammer, hvorved der skabes et mosaiklandskab af åbne vådområder med vekslende vegetation. Fluktuationer i marskens vandstand som følge af våde og tørre år såvel som vekslende nedbørsmængder påvirker grågæssene, hvis foretrukne marskområde f.eks. kan variere fra år til år mellem Oostvaardersplassen i Holland, Saltholm i Danmark og Øland i Sverige.

Nogle år er der nul gæs, andre år titusinder, og under gæssenes fravær breder vegetationen sig igen, for så atter at blive bidt ned under deres tilbagekomst – en varierende rytme, der har åbnet levesteder for flere andre arter (Vera 2009).

For at forhindre marsken i gradvis at udtørre blev der i 1974 rejst et lavt indre dige, der i tilknytning til diget mod IJsselmeer kom til at udgøre afgrænsningen af et fremspirende fugleområde af international betydning.

Snart blev det imidlertid foreslået at gøre hele Oostvaardersplassen til et naturreservat ved at inkludere landområder syd for marsken og tilstræbe en arealudvikling på naturens præmisser. Frans Vera, der blev ansat som nyuddannet biolog i den hollandske skovstyrelse (Staatsbosbeheer) og kort efter i Landbrugs- og Naturforvaltningsministeriet, har været officiel eller uofficiel primus motor for Oostvaardersplassen siden 1979.

På et tidligt tidspunkt pressede han utålmodigt på internt for at virkeliggøre forslaget, og i 1983 besluttede han uden om embedsapparatets bureaukrati at købe en flok tyske Heck-kvæg, der skulle udsættes som en slags erstatnings-urokser. Den hollandske naturstyrelse var rasende og trak i håndbremsen, men gav sig alligevel nogle måneder senere, hvor en ny flok kvæg fik lov til at blive udsat.

Således begynder den egentlige fortælling om Oostvaardersplassen, der blev naturreservat ved et utilsigtet tilfælde på grund af en mislykket tørlægning og titusindvis af grågæs med en umådelig appetit. Dermed var bolden givet op til etableringen af et af Europas mest berømte naturreservater – og mest omdiskuterede.

Oostvaardersplassen. Find Holger – eller rettere: Find fiskehejren … (foto © Rune Engelbreth Larsen).

Før Oostvaardersplassen var grågæs fraværende i Holland – siden har der været år med over 60.000 gæs  (foto © Rune Engelbreth Larsen).

Skestork, Oostvaardersplassen(foto © Rune Engelbreth Larsen).

3. Fra utilsigtet vådområde til tilsigtet slette

Oostvaardersplassen ligger 4-5 meter under havniveau, og herfra kan man kigge op på IJsselmeers forbisejlende skibe bag det ydre dige – måske meget passende for en naturverden, hvor der også er blevet vendt op og ned på traditionelle forvaltningsstrategier.

 

At gæssenes adfærd skulle blive den drivende nøglefaktor i udviklingen af naturlig dynamik og variation til gavn for en vifte af andre fuglearter, blev en øjenåbner for Frans Vera. Naturen kunne tilsyneladende selv holde marskens tilgroning i ave på naturlig dynamisk vis – dengang var man ellers overbevist om, at den slags forudsætter en omfattende menneskelig og maskinel indsats.

De tørre dele af Oostvaardersplassen begyndte imidlertid at gro til i krat og buske, og for at bevare de åbne flader fra at udvikle sig til skov og supplere grågæssenes græsning indførte forvaltningsteamet et afgørende element, som mange naturområder er unaturligt fattige på i dag: store vilde planteædere.

En gren af denne tilgang til naturforvaltningen går under navnet rewilding, der dog har lidt forskellige definitioner. Konceptet refererer til en naturbeskyttelsesstrategi, der bl.a. er udtrykt ved tre C'er på engelsk eller tre K'er på dansk, og som blev formuleret i slutningen af 1990'erne (Soulé & Noss 1998): Cores (kerneområder), Corridors (korridorer) og Carnivores (kødædere).

 

I dag med mindre emfase på korridorerne, men fortsat på etableringen og sammenknytningen af naturområder med kernezoner af vild natur og vildgræsning (Svenning m.fl. 2016), og i manges øjne indtager Oostvaardersplassen en plads i eksemplificeringen af rewilding, skønt projektet stort set er uden to af de tre K'er (korridorer og kødædere). 

Der er udbredt konsensus blandt toneangivende danske forskere om vigtigheden af dynamisk frem for statisk natur i større sammenhængende og mere selvforvaltende naturarealer med helårsgræssende dyr uden tilskudsfodring (Svenning m.fl. 2012, Petersen m.fl. 2016, Ejrnæs m.fl. 2017, Fløjgaard m.fl. 2017, Møller m.fl. 2018). Mest effektivt og naturligt er en græsning, der inkluderer flere forskellige vilde planteædere på én gang: »Et flersidigt sæt af vilde dyr vil være mest effektivt ift. at generere naturlig dynamik og variation i græsningen.« (Rahbek m.fl. 2012).

Enigheden er imidlertid mindre, når det kommer til at konkretisere alle relevante arter og udmøntninger heraf i forskellige rewilding-projekter (Nogués-Bravo m.fl. 2016).

For at forstå de valg, der er truffet under etableringen og udviklingen af Oostvaardersplassen, skal vi først en lille omvej i tidsmaskinen – det handler nemlig lidt forenklet om at lade sig inspirere af fortiden for at tilstræbe ‘naturligere’ natur i fremtiden.

Mange af fortidens store vilde planteædere er i dag udryddet i hele eller dele af Europa, f.eks. de oprindelige urokser og vildheste, der imidlertid også er ophavet til fremavlingen af tamdyr til landbrugsformål. Dermed er de moderne kvæg- og hesteracer til gengæld også mere eller mindre distanceret fra de nøgleroller, som vildheste og urokser indtog i naturens store puslespil gennem tusindvis af år.

Af samme grund er nogle forskere optaget af at genfinde eller rekonstruere uroksens og vildhestens egenskaber og funktioner i økosystemerne, fordi mange andre arter er evolutionært tilpasset samspillet med disse nøglearter – et samspil, der i dag er afsporet, på grund af udryddelsen eller decimeringen af de store planteædere. Uden planteædernes markante indvirkning på vegetationen kan der f.eks. opstå et kæmpe ‘overskud’ af planteføde, hvor de mest konkurrencestærke dele af floraen breder sig og bortskygger talrige andre planter.

Naturen gror med andre ord til i ensformighed og fortrænger mange andre arter, der er er afhængige af åbne landskaber og varieret vegetation (såvel som de mange arter, der er afhængige af de millioner af ådsler og milliarder af kokasser og hestepærer, som også er forsvundet med den voldsomme reduktion af større planteædere i naturen). 

I Oostvaardersplassen hedder erstatningen for tidligere tiders urokser og vildheste Heck-kvæg og Konik-heste. Hvad dét er for dyr, og hvorfor og hvordan de har fået tildelt uroksens og vildhestens nøgleroller, er en del af baggrundsfortællingen (og debatten) om, hvorvidt og hvordan vi kan få naturen på fode igen på mere naturlige præmisser.

T.v.: Urokse fra Nationalmuseeet, København (Wikiepdia). Fundet i en mose ved Vig i Odsherred, hvor den er druknet ca. 8.600 f.v.t., efter at være blevet ramt af flere pileskud. T.h.: Ilustration af urokse fra en bog af Sigismund von Herberstein, der udkom i 1556. Måske ikke synderligt eksakt. Billedtekst: »Jeg er ‘urus’, tur på polsk, aurox på tysk. Ignoranter har navngivet mig bison.« (Wikipedia)

4. Tilbage til en fortidig fremtids urokser og vildheste …

Uroksen bredte sig fra Indien over Mellemøsten til Europa for ca. 275.000 år siden, hvor den næsten levede overalt fra Sverige til Sicilien, indtil den sidste døde i Polen i 1627. Dens horn og kropsfunktioner forandrede sig forholdsvis lidt over meget lange tidsrum, hvilket tyder på, at økologiske funktioner var afgørende for artens udseende (Bunzel-Drüke 2004).

I dag mangler naturen derfor dyr med samme udseende og funktion. For selv om tamkvæg er udviklet ud fra uroksen, har husdyravlen som nævnt haft helt andre formål end kvægets naturlige funktion i økosystemerne, og derfor er langtfra alle kvægracer egnede til at genindtage uroksens position i naturen. Men en af de kvægracer, man tidligst har haft i kikkerten som erstatning, er Heck-kvæget, der af og til ligefrem misvisende kaldes en urokse.

Heck-kvæget er imidlertid et resultat af 1920’ernes og 1930’ernes bestræbelser på at ‘tilbageavle’ uroksen, anført af de to tyske brødre og zoo-direktører Heniz og Lutz Heck, der krydsede forskellige kvægracer med urokse-lignende træk. Alle tamkvæg (med undtagelse af sydøstasiatiske kvæg og okser) nedstammer herfra og er i sidste ende samme art, hvorfor uroksens egenskaber også er til stede (i vekslende grad) i de nulevende kvægracer, hvilket muliggør et målrettet avlsarbejde i denne retning.

Uroksen var et ordentligt bæst, betydeligt større end de fleste moderne kvægracer – fund fra Danmark viser, at tyren i Nordeuropa kunne veje 1 ton eller mere og måle helt op til 2 meter i skulderhøjde. Almindeligvis har den nordeuropæiske tyr dog ikke målt over 1,8 meter i skulderhøjde, og den sydeuropæiske tyr var 20-25 centimeter mindre.

Heck-brødrenes hensigt var at rette op på udryddelsen af uroksen og samtidig demonstrere dens forskel fra europæisk bison – to store planteædere, som dengang hyppigt blev forvekslet. I 1930’erne øjnede nazisterne desuden propagandapotentialet i bestræbelserne på at genoplive det imposante dyr og finansierede projektet. Kvægets eventuelle nøglerolle i naturen var med andre ord slet ikke inde i billedet, og modsat Heck-brødrenes optimistiske påstande blev Heck-kvæget heller ikke nogen sinde virkeliggørelsen af en genopstanden urokse.

F.eks. har Heck-tyren kortere ben, dens skulderhøjde er op til 50-60 centimeter lavere end den store urokse fra Vig, og hornene er heller ikke fremadrettede eller lige så tykke som uroksens. Avlsprojektet var i det hele taget præget af forsimplinger, fantasi og mangel på viden om uroksen, for slet ikke at nævne en urealistisk kort årrække på 11-12 år (Vuure 2002).

Nyere avlsprojekter som f.eks. Tauros-Programmet har anlagt en meget mere stringent videnskabelig tilgang og arbejder på at udsætte kvæg, der har betydeligt større lighed med uroksen – men dengang Oostvaardersplassen blev etableret som naturreservat, lå dette projekt endnu en årrække ude i fremtiden.

Også Konik-hesten skylder sin eksistens en række bestræbelser på at fremavle en uddød planteæder, i dette tilfælde den europæiske vildhest tarpanen. Den sidste vildtlevende tarpan blev dræbt i 1879, og den sidste i fangenskab døde formodentlig i Rusland i 1909.

 

I 1930’erne begyndte flere projekter uafhængigt af hinanden at eksperimentere med at ‘genskabe’ vildhesten, bl.a. de tidligere nævnte Heck-brødre, men mere kendt på hestescenen blev den polske professor Tadeusz Vetulani. Hans avlsprojekt begyndte i den næsten sagnomspundne Bialowieza-skov, der først og fremmest er berømt som en af Europas mest urskovsagtige vildskove, og som det sidste oprindelige tilflugtssted for europæisk bison, der ligeledes var på nippet til at uddø i første halvdel af 1900-tallet. Her troede man (i dette tilfælde fejlagtigt), at også tarpanen havde levet frem til 1700-tallet.

Vetulani krydsede polske tamheste, som han mente lå tæt på den uddøde vildhest, og det er resultatet af dette avslarbejde, vi kender som Konik-hesten (efter det polske ord konik, diminutiv af kon, der simpelthen betyder »hest«).

 

Tiden emmede lidt af ‘gale’ videnskabsmænd, der ville levendegøre og genskabe fortiden – og som bekendt ikke altid med lige ædle formål. Velutanis avlsprojekt havde heller ikke noget med vildhestens nøglefunktion i naturen at gøre, men var primært en bestræbelse på at fremavle velegnede arbejdsheste til landbruget – skønt deres muligheder inden for hestesporten og hæren heller ikke var ude af billedet (Vuure 2014).

Den tidligere mere almindelige, men ikke helt korrekte forestilling om Konik-hestens store lighed med den uddøde tarpan har sikkert spillet en rolle for dens popularitet som udsat vildhest i flere europæiske naturreservater (herhjemme er den f.eks. udsat i Lille Vildmose i Nordjylland, Bjergskov ved Aabenraa og Geding-Kasted Mose ved Aarhus). Tilbage i 1984 kaldte Frans Vera stadig fejlagtigt Konik-hesten for »den seneste efterkommer af vildhesten« (Vuure: 2014: 120). 

Andre hesteracer har imidlertid vist sig at være lige så tætte eller tættere på vildhesten, f.eks. den britiske Exmoor-pony, der har en større morfologisk lighed med tarpanen, men også var udryddelsen nær efter Anden Verdenskrig. Ligesom Konik er Exmoor i dag udsat flere steder som vildhest (herhjemme bl.a. på Sydlangeland, i Saksfjed Inddæmning på Lolland og i Naturhistorisk Museums rewildingprojekt i Mols Bjerge).

Utæmmede Konik-heste og Exmoor-ponyer, der lever i naturen året rundt uden tilskudsfordring, er naturligvis funktionelt reelle vildheste, også selv om de har tamhest i blodet.

 

Det var en lille omvej, men pointen har været at illustrere, hvorfor de prisværdige anstrengelser på at beskytte og bevare truede nøglearter også kan være af betydning for fremtidens naturgenoprettelsesprojekter. Ikke for at komme tilbage og genrejse en tabt og diffus fortid à la brødrene Heck og professor Velutani, men derimod for at præge fremtiden i en retning, hvor naturforarmelsen og biodiversitetstabet imødegås så effektivt som muligt på præmisser og under processer, der tilnærmes naturlige vilkår mest muligt.

Oostvaardersplassen er fra begyndelsen præget af denne idé om en tilnærmelse til de oprindelige naturlandskaber før landbruget, og det afspejler sig naturligvis også i de ‘erstatningsurokser’ og ‘erstatningstarpaner’, der er blevet valgt (og som var til rådighed) i begyndelsen af 1980’erne.

Heck-tyr i ensom majestæt (foto © Rune Engelbreth Larsen).

Det giver god mening at forsøge at genetablere et mere naturligt samspil arterne imellem, hvor større planteædere indgår som faciliterende nøglearter, og derfor er forskning og forsøg i den retning naturligvis afgørende. Skønt Oostvaardersplassens vildheste ikke er tarpaner, men konik-heste, har de vist sig at være en god erstatning, der over nogle generationer gradvis har tilpasset sig mere og mere til Oostvaardersplassen (Linnartz 2015).

Og selv om Heck-kvæget oprindelig er fremavlet på baggrund af helt andre formål og med mere primitive metoder end f.eks. Tauros-Programmet, er der heller intet egentligt misvisende ved betegnelsen vildokser, for de er født i naturen og lever som vilde kreaturer, der klarer sig uden foder året rundt.

I 1983 blev der udsat 32 Heck-kvæg, og både i 1987 og 1989 yderligere 10. I 1984 blev de suppleret af 20 Konik-heste, og i 1992-93 fulgte udsættelsen af 57 krondyr. Det hidtidige tråd- og elhegn blev erstattet af et 2 meter højt vildthegn for at sikre, at også krondyrene blev i området.

De veterinære EU-regler kræver normalt, at kvæg er under særligt tilsyn og bærer øremærke (de grimme gule skilte med numre på, som vi også kender fra alle kreaturer i Danmark), men fordi de ikke indgår i fødevareproduktionen, har Oostvaardersplassen fået dispensation. Et lille afbureaukratiserende skridt, der burde kopieres i mange flere naturreservater.

Når krondyr dør, får ådslerne lov til at blive liggende til gavn for ådselsædere som f.eks. ræve, ravne, krager, musvåger og havørne. Lovgivningen er dog ikke skræddersyet til vildere natur, men stadig indrettet efter landbruget, og til trods for at også Konik-heste og Heck-kvæg er vilde dyr, skal alle døde heste og kvæg derfor så vidt muligt transporteres bort fra arealet til destruktion frem for at indgå i en naturlig cyklus af liv og død.

Også på det punkt er Oostvaardersplassen et kompromis mellem ukontrolleret natur og kontrolleret kulturland, om end idealet altid har været at forskyde udviklingen længere i retning af vild natur.

Af de i alt 5.486 hektar (knap 55 kvadratkilometer), der er indhegnet, er ca. 1.714 hektar græsland, ca. 2.145 hektar marsk og de sidste ca. 1.627 hektar lavvandede arealer, der kun er delvist tilgængelige for områdets vildheste, vildokser og krondyr.

Denne treenighed af store planteædere har siden 1990’erne udgjort rygraden i bestræbelserne på at ‘naturliggøre’ naturområdet, og bestandsudviklingen eksploderede nærmest de første to-tre årtier. Dermed fulgte imidlertid også spørgsmålet om, hvad de ‘naturlige’ bestandsstørrelser er, og det har vist sig at være en afgørende problemstilling, der har fået den hollandske naturdebat til at eksplodere.

Som vi skal se i det følgende, er det den til tider meget iøjnefaldende dødelighed i kølvandet på de voksende bestande, der er blevet et kernepunkt i en fortløbende naturpolitisk strid om Oostvaardersplassen, hvor kritik, kompromisser og dilemmaer med vekslende vægt og tilbagevendende intensitet har domineret debatten.

Konik-heste, Oostvaardersplassen (foto © Rune Engelbreth Larsen).

5. 2004-05: Hvilke dyr må ikke dø af sult i et naturreservat?

Der er meget mere føde til planteæderne i sommerhalvåret end om vinteren, og i takt med dyreflokkenes forøgelse kan der i strenge vintre være et ‘overskud’ af dyr i forhold til vinterens indskrænkede fødegrundlag, hvorfor en del heste, kvæg og krondyr kan tabe sig, i nogle tilfælde dø af sult. Det er ikke noget, man almindeligvis går rundt og tænker på i en kulturbetinget tilværelse, hvor man kan skrue op for radiatoren om vinteren og sjældent eller aldrig sætter fødderne i naturen.

 

Men Oostvaardersplassen er eksponeret, og mange vandrer, cykler eller kører i bil rundt om arealet og kigger ind året rundt, og under en særlig streng vinter i 2004-05 opdager forbipasserende noget uvant: Hundredvis af døde dyr. Snart fører tv-billeder af de udmagrede og døde dyr til et nationalt ramaskrig i Holland: Er det overhovedet etisk forsvarlig ‘dyrevelfærd’ at lade hundredvis af indhegnede dyr dø af sult?

Der er naturligvis også andre dyr end heste, køer og hjorte, der dør af sult, men de er mindre, og af en eller anden grund 'tæller' de ikke rigtig, når det moralske regnestykke gøres op. Formentlig fordi vi er vant til at tænke på husdyr og tamdyr, når vi ser køer og heste, selv når de reelt er vilde dyr, hvilket for mange sætter dem i en særlig, om end ikke særlig konsistent 'moralsk' kategori. Hjorte kan have en smule af samme effekt, skønt de ikke er tamdyr – i hvert fald rammer det flere mennesker i følelseslivet at se en hjort med brækket ben end en snegl, der er kørt halvt ihjel.

 

Derfor er det selvfølgelig også billeder af døde heste, køer og hjorte, som fylder de hollandske medier og fører til protester over uansvarlighed og manglende dyrevelfærd. 

Debatten inddrager sjældent andre faktorer, der imidlertid også har betydning for en samlet vurdering af dyrevelfærden, f.eks. de meget få forstyrrelser fra mennesker. Det bliver heller ikke afgørende, at dyrene lever i et område, der er uden landbrug og skovbrug, men i videre udstrækning er reserveret naturens egne processer, hvilket trods alt er, hvad dyrene er tilpasset evolutionært. Oostvaardersplassen tilbyder friere og vildere forhold, der ligger langt fra den trange virkelighed, som f.eks. millioner af landbrugets produktionsdyr lever under af hensyn til kødproduktionens effektivisering, hvilket ellers turde være mindst lige så væsentligt for en vurdering af dyrenes generelle velfærd og trivsel.

Samtidig er det også naturligt, at dyrenes vilkår uundgåeligt forringes, når vejrliget bliver usædvanligt barskt, og fødegrundlaget svinder ind. Det sker ofte i naturen, men vi opdager det bare sjældent, fordi det netop er sjældent, at større naturområder har så stor offentlig bevågenhed som Oostvaardersplassen.

Alligevel er det også for let at afvise kritikken af al denne sult og død med et skuldertræk – man kan næppe forvente, at en uforberedt offentlighed umiddelbart forstår et større indhegnet areal med hundredvis af sultne og døde dyr som »natur, der går sin gang«. Ser vi bort fra de mest hysteriske dyrevelfærds-protester, der ikke skelner mellem forholdene for vilde dyr og tamdyr, er den kunstige (men nødvendige) indskrænkning af dyrenes bevægelighed en problemstilling, der skal analyseres og adresseres grundigt. På den ene side fordi dyrene er afskåret fra at søge føde og ly andre steder, på den anden fordi beskuerne i vid udstrækning er helt uforberedte på synet.

Hollandsk plakat: Kadaverfauna. Død er et grundlag for liv (Jeroen Helmer / ARK natuurontwikkeling).

6. 2006: Reaktiv bestandsregulering: Aflivning før sultedød

I kølvandet på den hårde vinter i 2005-05 bliver der nedsat en kommission med en stribe internationale fageksperter, der skal vurdere dødeligheden og dyrevelfærden i Oostvaardersplassen: International Commission on Management of the Oostvaardersplassen (ICMO). I juni 2006 udsender kommissionen sin rapport, der bl.a understreger, at den store vinterdødelighed ikke i sig selv er ualmindelig (»not exceptional«), men f.eks. er sammenlignelig med helt naturlige forhold på adskillige øer af samme størrelse som Oostvaardersplassen.

 

Her fluktuerer bestandene af større planteædere også markant, og kommissionsrapporten forudsiger endog, at en »højere dødelighed kan indtræffe hyppigere i kommende år«, fordi Oostvaardersplassens bestande i 2005 endnu ikke har nået et naturligt højt niveau. Faktisk anslår rapporten følgende om de tre store græssere: »I nogle år må en dødelighed på op til 50 procent forventes.« (ICMO 2006: 15). 

Kommissionen anbefaler desuden, at de store planteædere fortsat bør betragtes som vilde dyr i så vid udstrækning som muligt og derfor med så lille menneskelig indgriben som muligt.

Ikke desto mindre anerkender man også et behov for at gøre mere for dyrevelfærden, idet man vægter offentlighedens opfattelse af de ‘unaturlige’ lidelser højt. Det anbefales derfor at monitorere dyrene mere omhyggeligt og løbende afskyde svagelige og syge dyr i slutningen af vinteren, idet man løbende skal vurdere, hvilke dyr der har en overhængende sandsynlighed for at dø af sult inden foråret.

Samtidig betones vigtigheden af at sørge for adgang til bedre beskyttelse mod vind og vejr ved at etablere korridorer til de tilstødende naturområder med mere skovdække (Hollandse Hout, Oostvaardersbos og Kotterbos umiddelbart nordøst og sydøst for Oostvaardersplassen), og endvidere foreslås en større udvidelse af området mod syd.

Kommissionens konklusioner og anbefalinger forhindrer dog ikke en hollandsk dyrevelfærdsorganisation i at anlægge sag mod områdets forvaltere for dyremishandling, men også retssystemet vurderer, at de store planteædere er og bliver vilde dyr og derfor ikke kan underlægges samme regler og etik som tamdyr.

Selv om sagen altså bliver tabt (og appelleret og tabt igen), fortæller forløbet ikke alene noget om den altafgørende betydning af grundig og kvalificeret naturformidling, hvis offentlighedens viden skal bringes mere på niveau med en realistisk naturforståelse. Men den udvider eller præciserer også betydningen af ‘selvforvaltende natur’, bl.a. ved implementeringen af såkaldt reaktiv bestandsregulering, hvor svækkede dyr, der vurderes uden chance for at overleve, som nævnt aflives løbende i slutningen af vinteren. På den måde understøtter forvaltere naturlig selektion ud fra et områdes bæreevne, men muliggør stadig den naturlige sæsonmæssige variation i bestandene henover det meste af året (Fløjgaard m.fl. 2017).

Tiltagene skyldes en tilpasning, som også er influeret af offentlighedens og mediernes pres, men er ikke udtryk for, at Oostvaardersplassens sultedød er et 'unaturligt' drama – og formålet er en fortsat tilnærmelse til naturens egne processer.

Der er andre steder eksempler på, at sultedøden kan accepteres i naturreservater, f.eks. på den 3.400 hektar store ø Sable Island, der er hjemsted for vildtlevende Sable Island-heste. Siden 1960 har øen været beskyttet mod menneskelig indblanding, og i 2011 blev den udpeget til canadisk nationalpark-reservat. Bestanden af heste svinger over tid mellem 400 og 550, og da der ikke er rovdyr på øen, dør de ældre heste ofte af sult, når tænderne er slidt ned, hvilket accepteres som en naturlig præmis.

Men i Holland når man et pragmatisk kompromis i form af reaktiv bestandsregulering, som fortsat er inden for de flestes opfattelse af selvforvaltende natur, fordi det er naturens egne processer, der efterstræbes.

Debatten om Oostvaardersplassen slutter imidlertid ikke med retssagen, men genopblusser, da en lang vinter atter ruller over landet i 2009-10. Nye tv-billeder viser bl.a. en udmagret hjort, der vakler desorienteret ud i en sø og lider druknedøden. Ikke et øje er tørt – og ramaskriget begynder påny.

Kort over Oostvaardersplassen og placeringen i forhold til de nærtliggende områder Oostvaardersbos, Kotterbos og Hollandse Hout. Undersøgelseskommissionen anbefalede, at der blev åbnet til disse områder fra Oostvaardersplassen for at give dyrene mulighed for et større areal og mere læ, men anbefalingerne blev ikke fulgt. Klik på kortet og det åbner i større format (foto © Rune Engelbreth Larsen).

7. 2010: Skærpelse til tidlig reaktiv regulering

Endnu engang udfordres det etisk forsvarlige i grundideen om mere selvforvaltende natur, og endnu engang nedsætter den ansvarlige minister en kommission (ICMO2) med flere af de samme internationale fageksperter.

I en rapport fra november 2010 roser kommissionen, at en række af anbefalingerne fra 2006 er blevet implementeret, men fremhæver også, at andre vigtige tiltag er udeblevet, bl.a. manglende udvidelser af arealet. Det understreges, at kun en gennemførelse af »hele pakken« kan afbalancere dyrevelfærdskompromisser med naturreservatets status som vildere natur på naturens præmisser.

 

På baggrund af den fornyede debat anbefaler ICMO nu en drastisk skærpelse af reguleringen, der indebærer, at den reaktive bestandsregulering fremover bør ske allerede fra december i stedet for (som anbefalingen i den forrige kommissionsrapport) først fra slutningen af vinteren: »Den hidtidige protokol forsøgte at minimere den generelle dødelighed og menneskelige indblanding. Dette resulterede i en maksimering af bestandsstørrelser. Den nye foreslåede strategi sigter efter at minimere unødvendig lidelse.« (ICMO2: 36).

Andelen af dyr, der dør om vinteren, svinger naturligvis meget, alt efter vinterens strenghed og de aktuelle bestandsstørrelser. Nogle år er det under 10 procent af hver af de udsatte arter, der enten afskydes eller når at dø af naturlige årsager. Enkelte år er det op til 35-45 procent af Heck-kvæget, 20-35 procent af krondyrene og 25-30 procent af Konik-hestene – og afskydningen er langt den hyppigste dødsårsag. Ifølge årsrapporten i 2016 blev der f.eks. fra december 2015 til og med april 2016 afskudt 42 Heck-kvæg, 269 Konik-heste og 1.398 krondyr (Cornelissen m.fl. 2016).

Men skønt der nu praktiseres tidlig reaktiv bestandsregulering, vender ramaskriget tilbage en tredje og afgørende gang i vinteren 2017-18. Efter tre milde vintre når bestandsstørrelserne af de tre store nøglearter i begyndelsen af vinteren op på sammenlagt 5.230 dyr, men kulden viser nu langt skarpere tænder, og igen begynder et større antal dyr at skrante og dø. 

Øverst: Bestandsudvikling af Heck-kvæg, Konik-hest og krondyr fra 1983 til 2017. Regulering og anden død har reduceret bestandene markant fra maksimum på ca 3.700 dyr i alt til ca. 2.000, hvorfor de i 2018 er omtrent på niveau med de samlede bestandsstørrelserne omkr. 2002. Bemærk at bestandsstørrelserne her er opgjort pr. 1. maj – efter vinterens regulering og typisk før årets fødsler af føl og kalve (til sammenligning nåede de samlede bestandsstørrelser op på ca. 5.230 dyr den 1. november 2017). Nederst t.v.: Vinterdødelighed i procent af de samlede bestande fra 1996 til 2017. Nederst t.h.: Reguleringens andel af den samlede vinterdødelighed (Kilde: Cornelissen m.fl. 2018).

8. 2018: Farvel til reaktiv bestandsregulering

Scenariet i 2017-2018 er, at 3.226 dyr dør fra den 1. december 2017 til den 31. april 2018: 2.684 krondyr, 75 Heck-kvæg og 467 Konik-Heste. Heraf er godt og vel 89 procent blevet skudt for at undgå sultedøden i henhold til den tidlige reaktive regulering, der er implementeret efter den anden undersøgelseskommission (ICMO2 2010), mens de øvrige dyr blev fundet døde på området (Cornelissen m.fl. 2018).

Det giver igen voldsomme billeder og voldsomme protester, selv om det kun er godt 10 procent af de døde dyr, der rent faktisk nåede at dø af sult. Og atter drukner det relevante spørgsmål i debatten: Er disse tal for vinterdødeligheden i sig selv unaturlige? 

Hvis der ikke havde været nogen regulering, og hvis alle afskudte dyr allesammen ville være døde af sult, ville knap 62 procent af Oostvaardersplassens store planteædere altså være bukket under for sultedøden på én vinter (i løbet af fem måneder). Det fremstår som et meget stort antal, især hvis man overværer det på én gang. Men som vi allerede har været inde på, er dette tæt på sammenlignelige rammer for vinterdødeligheden i flere andre naturområder og for så vidt forventet. Det svarer nemlig ikke til meget mere end forudsigelsen i den første kommissionsrapport: »I nogle år må en dødelighed på op til 50 procent forventes.« (ICMO 2006: 15).

At 62 procent af et områdes store planteædere dør i løbet af fem måneder under en streng vinter er bemærkelsesværdigt, men ikke unaturligt eller unormalt for andre naturområder. Og et lidt mere sammenligneligt tal for bestandsudvikling finder vi, hvis vi i stedet ser på udviklingen over et helt år fra 1. maj 2017 til 1. maj 2018 (idet 1. maj er standard for opgørelserne over årets bestandsstørrelser). Her er den samlede bestandsstørrelse gået tilbage fra ca. 3.700 til ca. 2.000 dyr, hvilket giver en dødelighed på ca. 46 procent et år med en særlig streng vinter.

Det er med andre ord ikke nødvendigvis Oostvaardersplassens 'unaturlighed', som forårsager en ekstraordinær og 'skandaløs' dødelighed i den første eller anden eller tredje strenge vinter.

Men der mangler rovdyr i systemet, og rovdyr ville formentlig kunne tage toppen af vinterdødeligheden, om end det er vanskeligt at vurdere, hvor stor eller lille denne 'top' er. Ræven er i dag det største rovdyr inden for Oostvaardersplassen, og den har ikke just pondus til at jage vildheste, vildokser eller krondyr, hvorfor en rovdyrsregulering af bestandene er ikke-eksisterende. Det oplagte rovdyr, der mangler, er selvfølgelig ulven – men ville det løse det 'problem', der dybest set er en moralsk forargelse over lidende og døende dyr?

Selv om der levede større rovdyr i området, ville der for det første langtfra være nogen garanti for, at lidelsesaspektet – der trods alt er kernen i protesterne – ville forsvinde. Rovdyr dræber ikke altid særlig hurtigt, og de byttedyr, som undslipper kløerne, kan lide i dagevis af deres sår, hvilket næppe er mere behageligt end at sulte.

For det andet er Oostvaardersplassen ikke af en særlig ideel størrelse til at udsætte ulve (hvis naturlige præmisser for en sådan udsættelse tilnærmelsesvis skulle tilstræbes). Selv om ulveterritorier varierer meget fra region til region, strækker de sig typisk over ca. 150-300 kvadratkilometer for et enkelt kobbel (Trolle 2017) – altså 3-6 gange så stort et areal som Oostvaardersplassen. Endvidere ville det være nødvendigt med jævnlig udskiftning af ulve for at variere genpuljen – hvilket dog ikke betyder, at det er umuligt.

Men for det tredje – og vigtigst – er død i stor skala og som pludseligt fænomen en naturlig hændelse, hvad enten der er mange rovdyr til stede eller ej.

Det fremgår bl.a. af undersøgelser fra Serengeti Nationalpark i Tanzania, hvor man over en 40-årig periode (1958-1998) har kortlagt dødsårsagerne for nationalparkens vigtigste nøgleart, gnuen. Den største dødsårsag viste sig at være underernæring (75 procent), hvorimod en hel stribe af forskellige rovdyr (løver, hyæner, jaguarer, geparder m.fl.) faktisk spillede en begrænset rolle (Mduma m.fl. 1999).

Der er mange andre måder at dø på i naturen end at blive jaget, nedlagt og ædt af et rovdyr, og flere af disse måder kan manifesterer sig i svimlende antal. Saiga-antilopen oplevede f.eks. et voldsomt massedødsfald i maj 2015 hvor over 200.000 antiloper døde over meget få dage på et 168.000 kvadratkilometer stort område i Kasakhstan – pludselig flød store landskaber med kadavere. Formodentlig var dødsårsagen et samspil mellem særlige vejrudsving og stress under kælvning, der ad komplekse veje ændrede en naturlig og sædvanligvis ufarlig bakterie i saiga-antilopens luftrør til at blive sygdomsfremkaldende ved smitte.

Men eksemplet er ingenlunde enestående. Faktisk er saiga-antilopens økologiske historie rig på massedødsfald under kælvning – f.eks. døde 12.000 dyr stort set på én gang blot fem år tidligere i maj 2010. Pointen er, at naturen slår ihjel i massevis af forskellige grunde, og sult er blot én af de store dræbere.

En udsætning af ulve kunne som nævnt tage toppen af vinterdødeligheden og generelt gavne ved at tage nogle af de syge og svage dyr, men strenge vintre ville utvivlsomt fortsat betyde markant vinterdødelighed, og offentligheden skulle fortsat vænne sig til at acceptere perioder med sultne, syge, lidende og døende dyr.

Konklusioner om Oostvaardersplassens sult og vinterdødelighed

1) Større areal hindrer ikke vinterdødelighed. En udvidelse af Oostvaardersplassen er en fordel, især hvis levestederne bliver mere varierede til gavn for flere arter såvel som større og dermed mere robuste bestande. Men den iøjnefaldende vinterdødelighed ville ikke forsvinde under strenge vintre, blot blive udskudt nogle år. På et tidspunkt ville dyrebestandene også vokse over vinterens bæreevne på det større areal, og en streng vinter ville på det tidspunkt formentlig betyde omtrent samme relative dødelighed. 

2) Hegningen skaber ingen ekstraordinær vinterdødelighed. Hegningen er en forudsætning for et tilstrækkeligt stort dyretryk, hvis tilgroning skal forhindres og naturlig dynamik opnås. I modsat fald forsvinder en del af dyrene for ofte ud i agerlandet, hvor dyrene skydes i forbindelse med jagt og for at undgå markskader, hvilket reducerer den naturlige tæthed af dyr markant. Hegningen betyder til gengæld en begrænsning af arealet til ca. 5.500 hektar, men der er ikke noget, der tyder på, at vinterdødeligheden af den grund er større end tilfældet er på øer af samme størrelse.

3) Manglen på rovdyr betyder næppe en markant begrænsning af vinterdødeligheden. Et toprovdyr ville øge områdets dynamik og 'naturlighed', bl.a. ved at tage flere af de syge og svage dyr, hvilket også kunne tage toppen af vinterdødeligheden og bidrage til at fjerne ådsler. Det mest oplagte rovdyr ville være ulv, men det ville indebære en tilbagevendende udveksling af dyr og komme an på en specifik faglig analyse. Men eftersom vinterdødeligheden ikke er unaturligt høj, og der findes sammenlignelige naturområder uden større rovdyr, ville det ikke ligefrem forhindre en markant vinterdødelighed under strenge vintre. 

Summa summarum: Den svingende vinterdødelighed i området har ikke været skandaløst høj under de strenge vintre og kan derfor næppe tilskrives arealstørrelsen, hegningen eller manglen på rovdyr, om end rovdyrs tilstedeværelse forbedrer naturprojekter af selvforvaltende karakter. Peaks i vinterdødeligheden er naturlige og forventelige og tyder derfor ikke i sig selv på, at Oostvaardersplassen har skabt ekstraordinære og unaturlige lidelser og dødsfald for de dyr, der er udsat. Ikke desto mindre er det præcis dét indtryk, en stor del af offentligheden har fået af hollandske dyrevelfærdsaktivister og dramatiske tv-reportager.

 

Og i 2018 får protesterne mere radikale konsekvenser for forvaltningen af området end nogen sinde før.

Konik-heste, Oostvaardersplassen. Om sommeren er der en overflod af mad, men dyrene taber sig som regel om vinteren og skranter tilsyneladende – kan vi acceptere at se det ske, eller skal vi regulere sult og død i 'selvforvaltende natur'? (foto © Rune Engelbreth Larsen).

Græsningen er varieret, nogle steder hård, nogle steder lemfældig, når naturen overlades til græsserne (foto © Rune Engelbreth Larsen).

9. Punktum for et mere selvforvaltende Oostvaardersplassen

De 129 dyr, som blev udsat over et tiår fra begyndelsen af 1980’erne, var i 2001 blevet til 570 Heck-kvæg, 520 Konik-heste og 580 krondyr. Først i de senere år er bestandene af Heck-kvæg gået tilbage og for længst overhalet af både krondyr og Konik-heste – rådyrene, der tidligere levede i en mindre bestand på området, er totalt udkonkurreret. 

Konik-hestene tryner (eller muler) kvæget i så udtalt grad, at de faktisk kan gå hen og udkonkurrere dem helt i de kommende år, men det er også en mulighed, at de har fundet et stabilt, men forholdsvis lavt niveau.

I begge tilfælde var planen tidligere at lade naturen gå sin gang og også acceptere det, hvis kvæget i lighed med rådyrene skulle forsvinde som art i de kommende år.

 

Tallene fra 2001 nåede at blive mere end tredoblet i november 2017, hvor en stor del af dyrene (som planlagt og forventet) blev afskudt, og i maj 2018 levede der ca. 2.000 heste, kreaturer og krondyr på Oostvaardersplassen. Men den reaktive bestandsregulering, der efterligner naturens egne konsekvenser (samtidig med at massedøden af sult holdes i skak af hensyn til offentligheden), er efter alt at dømme forbi.

Regionale beslutningstagere har allerede siden 2016 arbejdet på at åbne området op for mere turisme, og en ny kommission, der blev nedsat af myndighederne i november 2017, har i april 2018 besluttet, at bestandsstørrelserne skal ned på et mere statisk, men dybest set arbitrært niveau på 1.500 dyr (Dutch News, 25.4.2018).

Bestanden af Konik-heste skal således reduceres og et ukendt antal heste flyttes til andre naturområder, nogle til udlandet. Krondyrene skal reduceres til en bestand på ca. 500 dyr, hvilket indebærer afskydning af ca. 1.000 hjorte, påbegyndt i efteråret 2018 (The Guardian, 20.9.2018). Dermed er der tale om et punktum for områdets unikke forvaltning med naturen som formål i sig selv, hvor man har tilstræbt at lade naturlige processer råde. 

På dette foto ses ca. 500 vildheste (klik for større format og tæl selv efter). Men det er slut med de store flokke af vildheste, som Oostvaardersplassen har huset de senere år – antallet af græssere er reduceret markant og permanent (foto © Rune Engelbreth Larsen).

Om sommeren er der mere end rigeligt at spise – billedet er fra juli 2016, hvor Oostvaardersplassen husede dobbelt så mange græssere som det antal, myndighederne vil reducere bestandene til fra og med 2018. Resultatet bliver tiltagende tilgroning (foto © Rune Engelbreth Larsen).

Gentagne gange har vi set ophedede debatter lægge pres på det »kunstige« vildnis Oostvaardersplassen (eller det, som nogle kalder en »dyrepark« snarere end et naturreservat) – en kritik, der ikke blot har genlydt i dele af offentligheden, men også er fremført af forskere (Vuure 2014). 

Over flere årtier er det heller ikke alt, der er udført eller forvaltet lige gennemtænkt, og manglende implementeringer af nogle af undersøgelseskommissions anbefalinger har givet bagslag. Men især har vel formidlingen ladet meget tilbage at ønske – om end man kan diskutere, hvor lidt eller meget det havde været muligt at dæmme op for de værste misforståelser.

For et årti siden var man meget stolte over projektet i den hollandske skovstyrelse: »Med naturudviklingen i Oostvaardersplassen har vi indledt en bjergbestigning, og vi standser ikke, før vi når tinden. Nøglen til denne vision for Oostvaardersplassens fremtid er, at den kvalitet, der er blevet opnået hidtil og vil blive opnået i fremtiden, har været – og fortsat skal være – et resultat af naturlige processer. Det betyder at give disse naturlige processer frie tøjler.« (Skovstyrelsens vision for Oostvaardersplassen, Staatsbosbeheer 2008)

Det var ikke patos, der manglede, når Oostvaardersplassens udvikling som en bjergbestigning mod naturforvaltningens tinder blev udmalet, om end det med de »frie tøjler« trods alt var en tilsnigelse. Og som det er fremgået, har bjerget vist sig mere ufremkommeligt og uforudsigeligt end forventet – ti år senere er projektet ved at blive et ganske andet.

Oostvaardersplassen hverken var eller blev det »europæiske Serengeti«, det sine steder omtales som i litteraturen (Vuure 2014), og som det også er blevet præsenteret herhjemme (Schneekloth 2001). At udsætte Konik-heste og Heck-kvæg i et nyskabt areal, der er resultatet af en transformation fra havbund til slette for et halvt århundrede siden, gjorde det heller ikke til et tidsvindue til uroksens og tarpanens tabte nøgleroller. 

 

Ifølge Vera kan græsningsskov med heste og kvæg i dag betragtes som en »moderne analogi« til tidligere tiders vekselvirkning mellem vegetationen og større planteædere – og Oostvaardersplassen tjente som illustration af denne type landskab (Vera 2006: 214). Eller som hans bestræbelser refereres i en news feature i tidsskriftet Nature: »Vera siger, at det også er et stort videnskabeligt eksperiment, der er designet til at teste hans teorier om, hvordan europæiskes naturlandskaber plejede at se ud.«

Men som videnskabeligt ‘laboratorium’ til at teste hypotesen om, hvordan mange større planteædere har påvirket de oprindelige europæiske naturlandskaber i retning af et mere åbent og parklignende mosaiklandskab i cyklisk ud- og afvikling af skov, har Oostvaardersplassen næppe været den optimale ramme.

 

Udgangspunktet er et areal med meget begrænset oprindelig flora og fauna, og at sammenligne betydningen af Heck-kvæg, Konik-heste og krondyr på Oostvaardersplassens 5.500 hektar med betydningen af den vekslende vifte af urokser, vildheste, vildsvin, bævere, bisoner, elge og flere andre hjortearter fordelt i oprindelige og forskelligartede europæiske naturlandskaber med den tids tilsvarende brede vifte af forskellige rovdyr, er vel i bedste fald en tvivlsom idealisering. En række tidligere nøglefaktorer er trods alt ubekendte i Oostvaardersplassens forsøg på at kopiere ligningen.

Området forblev også præget af primære mål for et beskyttet fuglereservat – feks. havde det være oplagt at udsætte vildsvin, hvilket imidlertid blev fravalgt af hensyn til skestorkene, fordi vildsvinene kan æde deres æg (Schneekloth 2001). I kombination med de øvrige begrænsninger letter sådanne hensyn ikke vurderingen af de mange tværgående sammenhænge, der gør sig gældende i et mere komplet historisk økosystem. 

Der er dog andre forskningsresultater, der peger på, at de oprindelige skove i Nordeuropa ikke har været så mørke og lukkede, som klassiske antagelser har taget for givet, og som dermed peger i retning af Vera. Ifølge nyere og forbedrede pollenanalyser af det såkaldte danske urskovslandskab og betydningen af større planteæderes græsning i Atlantisk tid (ca. 6.800-3.900 f.v.t.) var der f.eks. betydeligt mere åbent land og mere lysåben skov end hidtil antaget herhjemme (og ikke blot begrænset til kyster, ådale, søer og moser). I Jylland udgjorde enge, lyngheder og andre åbne arealer f.eks. ca. 10-40 procent i et landskab med 15-30 procent krat og 30-75 procent skov (Nielsen & Buchwald 2010).

Men selv om Oostvaardersplassen ikke er det mest interessante natur-udgangspunkt, er det omvendt bestemt heller ikke uinteressant at se, hvilken natur der kan komme ud af inddæmmet havbund, når naturlige processer får lov til at råde i vidst mulig udstrækning. Det er så en mulighed, der desværre er blevet væsentligt forringet i 2018.

Men det betyder ikke, at Oostvaardersplassen og historien bag ikke er lærerig.

Hvid okseøje, Oostvaardersplassen (foto © Rune Engelbreth Larsen).

10. Hvad kan vi lære af Oostvaardersplassen i Danmark?

Der er udfordringer og dilemmaer forbundet med både forvaltningen og formidlingen af vildere natur i områder med større offentlig bevågenhed – dels fordi dødens uundgåelige og naturlige skygge er meget mere nærværende, hvor den er tæt på naturgæster, dels fordi sammenligningsgrundlaget for langt hovedparten af borgere og beslutningstagere er 'dyrevelfærd' i zoologiske haver og landbrug. Ikke fordi dyrevelfærden er god i zoologiske haver eller landbrug, hvor de naturlige forhold sjældent er fjernere (om end på meget forskellig vis og med forskellige konsekvenser), men fordi det er dér, de fleste oplever større dyr – og derfor er det ofte fra zoologiske haver, vores 'dyre-etiske' kompas stammer, mens love og regler til gengæld har rod i landbrugets dyrehold.

Ingen af delene ligner naturlige forhold.

Kendetegnende for den natur, vi møder i zoologiske haver og landbrug, er, at selv om døden og lidelserne er kendte (i sidste tilfælde endog stærkt kritiserede), er de af en anden karakter end i naturen og som regel skjult for offentlighedens øjne. I landbruget fedes dyrene op, så de kan slagtes bag lukkede døre, i naturen dør dyr af sult og sygdom eller i rovdyrs gab, måske langsomt – og konsekvenserne i form af haltende, udmagrede og sårede dyr eller ådsler i forrådnelse er åbenlyse (hvis der er let adgang og mange iagttagere).

Det er ikke særlig odiøst i store udenlandske nationalparker, hvor vild natur ikke er fremmed, men i lande som Danmark, hvor større rovdyr først er begyndt at genindvandre (til en del menneskers irrationelle gru), hvor vild natur nærmest er ukendt, og hvor naturformidling i større national skala har været fraværende i årtier, er sagen en ganske anden. 

Af Oostvaardersplassens successer kan vi bl.a. lære:

At græsning med en vifte af forskellige græssere uden tilskudsfodring gavner biodiversiteten: Naturværdierne er ubestrideligt forøget markant i Oostvaardersplassen over de årtier, projektet fik lov til at foregå på selvforvaltende principper og uden tilskudsfodring eller medicin af nogen art.

At heste og kreaturer på fornuftig vis kan erstatte tarpanen og uroksen: Oostvaardersplassen har muliggjort adfærdsstudier af store bestande af vilde planteædere i åbne landskaber og et væld af praktiske erfaringer i forhold til udsættelse af f.eks. Konik-heste og Heck-kvæg som erstatning for Europas uddøde vildheste og urokser.

At 'kunstigt' etableret vildere natur er sammenligneligt med fri natur: Selv om Oostvaardersplassen ikke har større rovdyr, og selv om heste, kreaturer og krondyr er udsat, har bestandsudviklingen ikke afviget mærkbart fra sammenlignelige naturområder, f.eks. øer af samme størrelsesorden – heller ikke, når man tager vinterdødeligheden i betragtning.

Af Oostvaardersplassens fejltagelser kan vi bl.a. lære:

Vigtigheden af massiv formidling: Det omgivende samfund skal være oplyst om, hvad der kommer til at ske, når natur (i højere grad) får lov til at være natur. Det er ikke tilstrækkeligt med skilte uden for naturområdet og lejlighedsvise interviews med rangers og formidlere i aviser – regionale borgere skal orienteres og oplyses massivt på forhånd.

Vigtigheden af offentlig adgang: Et naturligt antal græssere opnås kun bag hegn, og hvis hegn skal accepteres, skal det enten være noget, lokale allerede har vænnet sig til i mange år (f.eks. Tofte Skov i Lille Vildmose), eller et hegn, der sikrer offentlig adgang via låger og færiste (f.eks. Molslaboratoriet i Mols Bjerge og Mellemområdet i Lille Vildmose). Nye vildere naturområder bør have let offentlig adgang modsat Oostvaardersplassen (hvilket igen forudsætter den tidligere nævnte massive formidling af, hvad der sker, når natur udfolder sig som natur).

Vigtigheden af regulativ bestandsregulering: Om end det vil vare en årrække, før bestandene i et nyetableret selvforvaltende område når et niveau, hvor regulering bliver aktuel, er det også vigtigt at forberede og formidle denne særegne indsats fra begyndelsen. Ådsler bør imidlertid være et naturligt fænomen for besøgende, men snesevis eller hundredvis af store døde dyr på én gang er ikke inden for rammerne af det, der kan formidles i et naturfremmed land, og skal forebygges på pragmatisk vis ved regulativ bestandsregulering á la principperne i Oostvaardersplassens første kommissionsrapport (ICMO 2006).

Generelt kan man sige, at debatten heldigvis har flyttet sig de seneste år i Danmark, hvor vildere natur er kommet på den politiske dagsorden i mange partier, og på godt og ondt har Oostvaardersplassen hjulpet til at præcisere og forberede selvforvaltende dansk natur.

Også Dyreetisk Råd er kommet med en udtalelse, der betoner vigtigheden af regulering, men også påpeger bekymringen for dyr, der lider på grund af den situation, de overlades til. Vigtigst er det, at rådet også udtrykker denne essentielle erkendelse: »Det står i den forbindelse allerede fra starten klart, at det naturlige liv efter Rådets opfattelse ikke nødvendigvis er ensbetydende med optimal dyrevelfærd. Rådets medlemmer kan godt acceptere, at dyrene i perioder oplever en vis grad af sult, tørst og kulde.« (Det Dyreetiske Råd, august 2018).

Den første sætning her er lidt knudret formuleret, for hvorfor »det naturlige liv« skulle være mindre optimalt i.f.t. 'dyrevelfærd' er en gåde – det forudsætter jo, at det unaturlige liv er mere optimalt for dyr, som ellers i millioner af år netop er udviklet til det naturlige liv. Men rådet erkender samtidig klart, at dyrenes trivsel i vildere naturområder ikke kan eller bør sammenlignes med de gældende rammer for husdyr og tamdyr.

De gode og knap så gode erfaringer til trods var ‘Laboratoriet’ Oostvaardersplassen et resultat af et afgørende mod til at udfordre den hidtidige naturforvaltnings paradigmer og vanetænkning. Ikke alt lykkedes – af grunde, der både er faglige, historiske, praktiske og politiske. Men bestræbelserne har i betydelig grad bidraget til, at kommende europæiske naturreservater – forhåbentlig også i Danmark – på godt og ondt har fået en vigtig vifte erfaringer til at optimere virkemidler og formidling af vildere og mere selvforvaltende natur.

Og Danmark har et bedre udgangspunkt med flere potentille naturområder af større strukturel variation og betydeligt bedre naturværdier i udgangspunktet end Oostvaardersplassen.

Rune Engelbreth Larsen (senest opdateret: oktober 2018)
Tak til Aage V. Jensen Naturfond og private givere for støtte til foto-ture og artikler

Litteraturliste

Naturen savner mere død og sult

Apropos vildere og mere selvforvaltende natur

Döberitzer Heide – fra militært terræn til vildnis ved Berlins bygrænse (Tyskland)

Knepp Wildland – fra landbrug til vildere natur (England)

Vildheste, Oostvaardersplassen (foto © Rune Engelbreth Larsen).

STØT NATURZONEN.DK – VILDERE NATURFORMIDLING UDEN BETALINGSMUR

De etablerede onlinemedier vil gerne have mere gratis indhold, men vil samtidig tjene på den annoncetrafik, som ulønnede skribenter tiltrækker. Derfor går flere freelancere solo og skriver på egne eller fælles netmedier for at bevare den fulde ret over egne tekster og måske selv tjene lidt på webtrafikken – samtidig spares læsere for betalingsmure og forstyrrende annoncer.

Naturzonen.dk er en fri fugls annoncefri platform med særegne natur-vinkler, som du ikke finder i de etablerede medier, og du kan frit downloade alle sidens fotos til privat brug eller ikke-kommerciel brug på nettet. Naturzonen.dk er gratis, men ikke omkostningsfri, og har du råd og lyst, kan du hjælpe med at holde siden på vingerne. Det er tids- og ressourcekrævende at bidrage på kvalificeret vis til den naturpolitiske debat og beskrive og fotografere naturområder over hele landet. Naturzonen.dk forsøger begge dele, og du kan støtte på forskellige måder:

 

Du kan indbetale et vilkårligt beløb via MobilePay: 40 88 52 25.

Du kan give forfatteren en håndsrækning og samtidig blive oplyst ved at købe bogen Vildere vidder i dansk natur.

Du kan støtte forfatteren og oplyse en større kreds ved at booke (eller få andre til at booke) forfatterens naturforedrag.

 

NATURZONEN.DK er skrevet og fotograferet af Rune Engelbreth Larsen, der er idéhistoriker og forfatter til en række kulturhistoriske og politiske bøger, men i de senere år har beskæftiget sig mest med dansk natur, bl.a. i bøgerne Danmark er en kvinde – på genopdagelse i den danske natur (2009), Den danske naturs genkomst (2014) og Vildere vidder i dansk natur (2017). Hvor ikke andet er anført, er al tekst og alle billeder på Naturzonen.dk © Rune Engelbreth Larsen

RUNE ENGELBRETH LARSEN | FACEBOOK | TWITTER | HUMANISME.DK | POLIFILO.DK | FORLAGET DANA |

 

TAK TIL AAGE V. JENSEN NATURFOND & PRIVATE GIVERE FOR STØTTE

TAK TIL KLOGE HOVEDER FOR RÅD OG VEJLEDNING

  • Rune Engelbreth Larsen på Facebook
  • Rune Engelbreth Larsen på Twitter
  • Rune Engelbreth Larsen på Instagram