NATURZONEN.DK

1) Intro: Hvad er selvbærende natur?

​

En mere naturlig og dynamisk natur fremmes, når naturarealer i større grad bliver selvbærende (også kaldet selvforvaltende) og kan udfolde sig på naturens egne præmisser. Nogle betegner dette koncept som rewilding, andre skelner mellem forskellige betegnelser, og der er ikke altid enighed om definitionerne, men overordnet er der en bred forskerkonsensus om vigtigheden af større, vildere og mere selvbærende naturområder, hvor de naturlige processer får mere plads:

​

»Vi anbefaler, at indfasning og forvaltning af urørt skov tager sigte på etablering af selvbærende systemer i stor skala (…) Ved selvbærende systemer forstås i denne sammenhæng systemer, som ikke har behov for aktiv forvaltning for at levere en positiv effekt i forhold til de nationale forpligtigelser for bevarelse af biodiversitet. (...) Vi anbefaler, at der overalt arbejdes med helårsgræsning uden tilskudsfodring, således at der udvikles et naturligt græsningstryk primært baseret på den tilgængelige fødemængde og de naturlige årstids- og klimabestemte variationer i denne (...) fx kvæg, heste, bison, elg, krondyr, dådyr, vildsvin og bæver, dvs. dyr, der er ude hele året og ikke sættes på stald.« (Møller m.fl. 2018).

​

Bortset fra udsætningen af bæver i Vestjylland (1999) og Nordsjælland (2009-11) er der indtil videre kun tre danske eksempler på stor skala-naturprojekter af mere selvbærende karakter (over 1.000 hektar), hvor vilde nøglearter er udsat for at genskabe naturlig dynamik: Tofte Skov og Mose i Lille Vildmose (ca. 4.000 ha), Mellemområdet i Lille Vildmose (ca. 2.100 ha) og Klelund Dyrehave, nord for Holsted (ca. 1.400 ha).

​

I de seneste par årtier er der desuden etableret en række mindre naturprojekter med tilstræbte elementer af vildere og mere selvbærende natur. Forhåbentlig kan denne oversigt tjene som en første skitse til en erfaringsbank af relevans for kommende projekter såvel som et selvstændigt bidrag til den generelle naturdebat om forvaltningsparadigmer.

​

Uddybende om selvbærende natur i stor skala: Vildere og mere selvbærende natur – hvad og hvordan?

​

Definition og forbehold

​

De naturprojekter, der er medtaget her, er foreløbig afgrænset af følgende rummelige definition, der tillader en forholdsvis sammenlignelig præsentation af de fleste hidtidige bestræbelser på vildere og mere selvbærende natur herhjemme:

​

Vildere danske naturprojekter på minimum 25 hektar, hvor der er udsat en eller flere af følgende nationalt uddøde nøglearter med henblik på at fremme natur og biodiversitet: vildhest, europæisk bison, bæver, elg eller vildsvin.

Det betyder ikke, at man ikke kan tilstræbe mere selvbærende natur på mindre arealer – her er et eksempel på, hvordan det kan gøres: Rødbyhavn rangerterræn bliver vildere. I nærværende oversigt er der ikke medtaget rene hjorte-dyrehaver og heller ikke andre dyrehaver, hvor jagt er primærformålet. Græsningsprojekter udelukkende med helårsgræssende kreaturer er ligeledes fravalgt - hvilket blot skyldes, at disse projekter erfaringsmæssigt er af kortere varighed og er vanskeligere at få et detaljeret overblik over.

​

Vildere naturprojekter, hvor tilskudsfodring enten er helt udelukket, eller hvor der undtagelsesvis er mulighed for lidt tilskudsfordring i særligt hårde vintre, karakteriseres som bestræbelser på selvbærende natur uden fast tilskudsfodring. Derimod karakteriseres 'vildere' naturprojekter, hvor tilskudsfodring er regelmæssig (f.eks. med en etableret foderplads) som naturpleje med vildere nøglearter + tilskudsfodring.

​

Note: Hverken vildhest eller vildokse er en race- eller artsbetegnelse – vildhest defineres her som en utæmmet helårsgræssende hest, enten Exmoor Pony eller Konik Hest. I projekter med samgræsning defineres vildokse som helårsgræssende kvæg (f.eks. Galloway og Skotsk Højlandskvæg).